Hvem skal være glad først?

Det er ikke sjældent, at vi retfærdiggør vores valg i livet, med et forsvar for “glæde”. En abstrakt og subjektiv følelse, der måske ikke er en luksus, vi har krav på, men dog en tilstand, vi stræber efter. Vi skal være glade. Ligesom vores børn, chef, hund og nabo skal være det.
Så hvem sætter vi øverst på listen? De fleste af os siger uden at tøve: vores børn. Hvorefter vi indfletter noget om, at børn har brug for deres egen tid, ikke skal være overvågede hele tiden og iøvrigt elsker deres vuggestue/børnehave/SFO. Dertil ville de jo forresten heller ikke være glade hvis deres forældre, (os!), ikke var det. Og tilsyneladende er vi gladest, når vi har vores eget liv. Med travlhed, et konstant øje rettet mod vores inbox/iphone/instagram og en kaffe to-go, on the run, en passant. Og med frygt for at ramle lige lukt ind i en prædiken for ’mindfulness’ – som jeg faktisk tror, kan være en ganske stressende hobby – må jeg dog erkende, at jeg hverken tror, at jeg er toplykkelig konstant, eller at mine børn er det. For det ville kræve, at vi meldte os ud, af det samfund, vi er en del af, og som vi skylder ganske meget. Jeg nævner i flæng et par uddannelser eller 3, to gode fødsler, en hel bunke kulturtilbud og ikke mindst (men langt mere subtilt) et kæmpe værdifællesskab, der ikke garanterer lykke men som dog foranstalter et ganske rart tilhørsforhold.

Må man gradbøje sin lykke? Ja. Skal vi være glade hele tiden? Nej. Vil vores børn helst være hjemme og slippe for flyverdragter, rugbrødsmadder, tirsdag morgen og bleskift på samlebånd? Ja. Dør de af, at vinteren er lang, foråret lunefuldt og mor skal på arbejde? Nej.

Nye tider

Jeg er ikke grebet af vemod, men en vis sentimental eftertænksomhed kan jeg ikke undslå mig. For den unge mor, der kigger op fra billederne af min førstefødtes første dage i denne verden, er nu en garvet småbørnsmor, der prøver at jonglere rundt med det hele, og få det til at se let ud.

Er det så det – let altså? Både ja og nej. Det er virkeligt let at lade sig begejstre lige pludselig. Over meget små ting. Og her tænker jeg i kategorien: gå på toilettet uden baby på armen, drikke kaffe uden afbrydelser og have stiletter på igen. Hver dag. Men endnu lettere at begejstres over tiden ved puslebordet (!), der pludselig er mere intimitet end rutine, fordi mine to små babyer (der slet ikke er så små), ikke er mine i mange af dagens vigtige timer. At være glad for morgenmadskaos med grød på gulvet og vaskeklude i luften. Og svært fordi jeg har lyst til at begrave mig i hvert eneste område af mit spritnye, glimmerfyldte job og samtidig ikke vil gå glip af Legotårn, første skridt eller vigtig litteratur som ” Mimbo Jimbo laver kunst” og ” Da lille Madsens hus blæste væk”.

”Så var det så virkelig den barsel”, siger mange med skælmske og flere med mistroiske smil. Ja. For mig i hvert fald. For jeg kan sagtens sukke længselsfuldt, når jeg ser lange rækker af barnevogne foran Ipsen & Co eller overhører mødre, der omtaler Naan mikstur og Aldi bleer på samme vis, som de tidligere talte om Louboutin og  Balenciaga. Som livsnødvendigheder. Men jeg har fået to perfekte mennesker ind i mit liv – og jeg skylder dem en mor, der både er nærværende sammen med dem, men også har en identitet uden dem. Og hende skal jeg være. Hellere overskud til to end underskud til tre. Det er mit mantra – og det må gerne lånes af andre, der ligesom mig helst vil det hele.

Minder på flaske

”Hvis bare man kunne putte det på flaske”. Vi siger det i flæng om duften af baby, fornemmelsen af forår eller smagen af barndom. For minder kan ikke gentages, men de kan underligt nok genskabes.

Jeg fik en lille smag af min barndomsferier til Frankrig, da jeg for nyligt fik lov til at prøvesmage og anmelde Aqua D’Ors mineralvand med naturlig frugtsmag i fine pastelfarver. For de mindede mig om min færd rundt i Intermarché i en lille fransk provinsby med min hjerteveninde, Marie. Vi købte Ricola bolsjer (de gule, med Alpe-billeder og myntesmag), bubblegum og deodoranter med krads violduft. Og så købte vi vandflasker, vi godt kunne lide. Helst skulle de være buttede, gerne med brus, og havde de smag, var vi lykkelige. Favoritten hed dengang Volvic, og den fandtes i mynte (min favorit), citrus og orange (Maries foretrukne). Vi drak dem ligesom modellerne – på gaden, i hånden – og vi følte os sofistikerede og voksne.

I dag er jeg fortsat på udkig efter det perfekte vand. Og jeg elsker stadig pæne flasker og frugtsmag og ideen om, at det ser pænere ud, når jeg drikker flaskevand end det vand, der kommer ud af hanen. Og yndlingsvanden pt. er Aqua D’Ors boblevand med Hyldeblomst og Æble.

Store drenge, lille mor

Igår blev min lille dreng stor. Eller så stor som man nu kan være, når man er 10 mdr. Og jeg blev for anden gang inden for alt for kort tid mindet om hvor lille jeg er. Lille forstået som I ‘betydningsfuld’.

Min baby startede i vuggestue og kan dermed definitivt godt undvære sin mor i længere tid af gangen. Eller det har vi i hvert fald besluttet for ham, at han skal kunne, for voksenliv og virkelighed venter på hans mor; hverdag og nye venner venter på ham.

Klicheerne står i kø, når jeg skal beskrive min post-partum-barsels-traume. ’Det går alt for stærkt’,  ’Hvor blev tiden af?’, ’Hvorfor vokser de så hurtigt?’. Jeg har hørt mig selv og alle mødre omkring mig sige det hundredevis af gange før. Og jeg vidste det ville komme igen – men jeg havde glemt hvor monumental følelsen af ambivalens er. For jeg kan sagtens huske en overhed sommerdag i Sydfrankrig, hvor jeg bannede ammeindlæg, svedende baby og boblende maveskind (mit) langt væk. Hvor jeg havde lyst til at være chik fransk kvinde, der sippede perlende rosé og spiste oliven med sin rige elsker i en stram Jackie-O-ish kjole; ikke en dansk mor med udvoksning, svulmende f-skål, gylp på kjolen og stofble over skulderen. Og jeg husker også det lille rush jeg fik midt i  bleskift og barnevogns-trilleri, når der var bud efter mig til en skriveopgave eller et strategioplæg. Det var da lidt lækkert, at være ’in demand’.

Og så blev jeg igen rystet ud af den momentane selvoptagelse, når en baby var morgensur, puttesyg, feberhed eller kluk-leende over opdagelsen af egne fødder. Og jeg blev mindet om hvem min arbejdsgiver pt. er. En lille kæk mand, der aflønner i snaskede kys og bløde kram. Som giver ros med øjnene og holder MU-samtale kl.5 om morgenen i en-stavelses-lyde. Og det gav mening. Og det giver mening. Og klumpen i halsen melder sig, selvom indkøring kører, kolleger er søde til at skrive, at de glæder sig til jeg kommer tilbage, og tanken om, at drikke kaffen mens den er varm og gå på toilettet, når jeg vil, er besnærende. For jeg ved jo godt, at tiden ikke kommer igen, at drengene er til låns, og at deres mor ikke er centrum i deres liv mere. Måske vi skulle flytte til Italien?    

Forventningsafstemning

Forventningsafstemning har været det mest hypede ord i mit liv de seneste par år. Ikke bare i professionelle men også i private sammenhænge. Vi skal vide, hvad vores kunder/kolleger/bedste venner/svigermor/nabo forventer af en given aftale/et møde/en ferie/en middag/en vejfest før vi accepterer eller afviser forslaget. Og jeg har med en overraskende høj succesrate implementeret begrebet i min hverdag. For eksempel afstemt jeg sommerferie-forventningerne med min mand lang tid inden, vi drog sydpå. Vi aftalte hvor mange løbeture, vi hver især kunne regne med at nå på en ferie, hvor mange formiddage jeg kunne shoppe med sovende baby i barnevogn og hvor mange timer vi skulle afse til kærestetid uden børn (det blev til 3 timer – og de var gode). I mine egne ører lyder det kedeligt. I realiteten er det rart. Skuffelserne indfinder sig ikke, når man glæder sig til det man får, frem for at begræde det man ikke nåede.

Men hvordan forventningsafstemmer vi med vores børn. Eller mere konkret: hvordan afstemmer vi vores egne (barnlige) forventninger til vores børns oplevelser, glæder, reaktioner. Not so easy. Med et barn der fyldte 3 år midt i julehygge og jordens undergang – nærmere bestemt d.21 december – var faldgrupperne til at tage og føle på. Han skulle nemlig ikke bare have en fejring der satte de mayanske-kalender-profetier til vægs, han skulle samtidig have en juleoplevelse der ikke bare var god; den skulle være magisk. Intet mindre. Jeg havde skrevet indkøbslister, huskelister, ønskesedler og to-do-post-its. Jeg havde bestilt Lynet McQueen-kage, bagt pølsehorn og rosinboller, pyntet med flag og farver… og sikret mig at samtlige bedsteforældre, hyggeonkler og yndlingsveninder rettede ind.

Hvad jeg ikke kunne planlægge mig ud af, var en tre-årigs uransagelige vilje og veje. Han havde ikke lyst til chokoladekage, spiste ikke ris à la mande, dansede kun nødtvunget med omkring juletræet og han jublede ikke, da vi sang fødselsdagssang. Han ville selv bestemme. Det hele. Så han pakkede ikke gaverne ud en efter en i god ro og orden. Han skiftevis boltrede sig i gaveorgiet (også i lillebrors gaver, som han hurtigt fik annekteret) eller nægtede pure at åbne en pakke mere. Han ville ikke røre julefrikadellerne, men syntes til gengæld at vingummibamser skulle udgøre hans julemenu. Jeg skulle styre min skuffelse over at børn ikke er ’picture perfect’, uanset hvor meget forældrene forsøger at orkestrere de perfekte højtider. Men jeg måtte også erkende, at den mest barnlige i vores husstand ikke er 3 men 32. Og at forventningens glæde ikke er den største – den største glæde er den der udfolder sig for øjnene af en, når en 3 årig giver fanden i moderens planlægning og hygger sig på sin helt egen magiske måde.

Lettelse

Vi hører ordet lidt oftere, end vi ønsker det. Kræft. Her, der, alle vegne og ikke mindst alt, alt, alt for tæt på. Min tætteste familie har været berørt. Vi trak ikke vejret, mens vi ventede på dommen (positiv) fra Herlev. Og vi var lettede og lykkelige – men det onde ord havde fundet vej ind i familiens ordforråd og tanker. Vi kan ikke høre det uden at skælve i sjælen og takke nogen for oven for, at vi slap med skrækken.

For (alt for) nylig satte skrækken sig i mig igen. Et af mine allermest elskede mennesker var blevet ramt. Af kræft. Og jeg var bange. Og optimistisk. Og hunderæd. Og vantro. Det kunne simpelthen ikke passe, at denne smukke sjæl, mor, veninde og kæreste skulle rammes af så alvorlig en sygdom. Det måtte ikke være sandt. I dag fik vi det bedste budskab – hun blev frifundet af Riget. Intet havde spredt sig, og kræften var væk som en ond drøm sammen med den skønhedsplet, den havde bidt sig fast i. Jeg var lige ved at vælte på cyklen, jeg tabte et eller andet fancy modegadget, jeg lige havde fået og jeg speed-snakkede til det møde, jeg skulle deltage i. Og det var lige meget alt sammen. For jeg var glad og let og lettet. Min dejligste veninde er mere i live end nogensinde, og den sandhed er jeg lykkelig for. 

Arbejd, arbejd!

Opgaverne kommer altid i stimer, og når der i forvejen er mest travlt. Dette er ikke Murphy’s lov, det er realiteten om og om igen, i de fleste personlige og professionelle sammenhænge, jeg kender. Jeg har befundet mig i noget af en barselsdøs, ser jeg i retrospekt, hvor dagen er gået op i praktiske gøremål, amning (!) og i at drage omsorg for min (nu større) familie. Men pludselig er det ikke kun skriveglæden, der er vågnet. Det er deadlines, opgaver, krav og forventninger også. Og heldigvis ikke kun mine egne, men også nogen fra andre. Der er lavet undersøgelser, der viser, at noget af det mest stressende et menneske kan udsættes for er arbejdsløshed (næste efter dødsfald og skilsmisse, naturligvis). Det kan jeg godt forstå. Jeg kan ikke tænke mig noget værre, end at føle mig undværlig, ikke at vågne til opgaver, der venter på netop mine evner og ikke føle, at jeg har produceret noget i løbet af dagen. Så tak arbejdsmarked, kolleger og redaktører – og ikke mindst bloglæserer – fordi I ikke har glemt mig i min barsel. Det varmer.  Både arbejdstøj og skrivebrille er fundet frem, støvet af, taget i brug.