Storhed

I Danmark har vi små sko på, indeklemte ego’er, vrantne jante-tanker og lutter skadefryd tilovers for dem, der satser stort… og snubler! Det er en del af selvforståelsen at vi ikke må rage op, råbe højt, fylde i lokalet eller glimre i vores nærvær. Sådan hedder det sig i hvert fald.

Men jeg er begyndt at oprigtigt tvivle på, at vi er så indskrænkede og forsmåede, som vi ynder at forestille os, at vi er. Når jeg kigger mig omkring oplever jeg lutter overskud – til trods for recession, menstruation, frustration, depression, kastration og hvad vi ellers kaster ud af prædikater på alle de tilstande, der tidligere bare var en del af livet.

Men man bliver så glad, når etiketter er forældede, kutymer er udslidte og der pludselig er mennesker, der ikke aner hvad ’plejer’ er, og derfor helt imod forventning tilbyder uventet hjælp/ros/overskud/smil.

Jeg prøver noget så djævelsk som at læse et sidefag på universitetet ved siden af job, baby, familie og sociale såvel som sportslige ambitioner. Det går nogenlunde. Eller det vil sige, det gik til nøds dette semester, fordi alt hvad jeg læste handlede om grammatik, der for mig er lige så spændende som daloon forårsruller, golf eller en artikel i Woman. Jeg undskyldte mit manglende engagement med alt fra arbejdspres til plukkeveer… men aben sad tungt plantet på min skulder, eksamensopgaven skulle laves, og fordi jeg ikke ville bebyrde en gruppe med min amme-hjerne, stod jeg ene om at løse en opgave alle andre på holdet var 3-4 mennesker om at klare.

Havde jeg været en af dem, ville jeg måske ikke have haft andet end hovedrysten eller et skuldertræk til overs for hende den gravide (siden nybagte mor), der ikke havde taget sig sammen og fået lavet sit arbejde i tide. Men sådan er de danske studerende  åbenbart ikke. I hvert fald ikke når de selv har passeret de 30, selv har små børn og tydeligt kan huske hvordan perspektiv bliver til tunnelsyn, når en baby entrerer. De tog mig med i gruppen! De lod mig lære af deres erfaringer, kommentere på deres arbejde og endda arbejde med præcis den del af opgaven, der var min eneste reelle styrke. Jeg aner ikke hvordan, jeg skal takke.

Og i min nære kreds har jeg adskillige venner, der er voldsomt ’udfordrede’ som det hedder, på enten arbejdslivet, kærestefronten, med umulige børn eller noget helt fjerde. Men minsandten om ikke alle som én har haft overskud til at tage del i vores lykke, elske vores nye søn og vise os det der ikke kan købes for penge: oprigtig interesse.

Så hermed et uformelt, stort og velment tak, til alle jer, der ikke aner hvad den danske folkesjæl foreskriver, og i stedet følger jeres velanbragte hjerter. I ved forhåbentlig, hvem I er!

Begravelse

Må man gerne savne nogen, selvom det (måske) er til det bedste, når de får fred?

Må man gerne blive lidt mere bange for at dø – og endnu mere bange for at miste – når man sidder i et rum fyldt med kærlighed, salmer, blomster og tårer?

Må højt belagt smørrebrød godt føles påtrængende, når man er blevet spist mæt af gråd?

Må man godt hade rustvognens sendrægtige afgang men elske kirkens højtidelighed (uden at vide om man overhovedet kan finde ud af at være kristen)?

Og må man gerne føle en sær ro ved at se, at kærligheden (endda den romantiske af slagsen) kan være endnu større, når man nærmer sig de 90 end de 30?

 

Mormor

Jeg har aldrig haft en mormor. I hvert fald ikke før jeg selv blev mor, og opdagede hvad begrebet mormor dækker over.

Inden da har det været et nærmest magisk begreb. Mormødre har albuer med smilehuller og trusser på størrelse med badeshorts. De bager lyse boller fyldt med smør og kardemomme, laver agurkesalat og rødgrød, strikker fine trøjer med katteknapper og marineblå striber, serverer kaffe i mokka-kopper og har altid Fazermint og Marianne bolsjer i vitrine skabet. En mormor beder dig ikke om at spise op eller vaske hænder, men hun opfordrer dig til at snuppe en ekstra æbleskive eller skære et tykkere stykke kiksekage. Mormor laver salat med mormordressing, høns i asparges og måske endda en fromage til dessert. Og hun serverer sød martini, sherry og portvin.

Der er dog sket noget vidunderligt i familien. For to år siden fik vi en mormor. Min mor.

Hun er hverken tyk eller blød eller gammel. Men hun er ligeså sødmefyldt, generøs og kærlig, som mormoderen fra mit fantasibillede. Faktisk er hun endnu bedre. For hun laver fastelavnsris og julekalender, isdessert og rasmus klump pandekager, samtidig med at hun løber halvmaraton, går til Pilates og lakerer neglene i Chanel-farver.

Og så bliver hun ikke træt. Hun kan synge “indianer-sangen” 10 gange i træk, læse den samme Totte bog igen og igen, fodre de samme ænder flere gange om ugen og servere endnu en børnevenlig frokost på
melanin-tallerkenen, når børnebørnene (og deres forældre) kommer på spontant besøg.

Jeg tror, at hun er blevet så god en mormor, fordi hun ikke “bare” skal være mormor for mine sønner, men faktisk også for mig. Hun er mine drenges mormor, samtidig med at hun er den mormor, hendes mor aldrig nåede at blive for mig. Tænk at få en mormor, når man har passeret de 30…

Jeg elsker, at mine drenge nyder godt af verdens bedste mormor. Og det eneste jeg begræder ved, at jeg ‘kun’ har fået drenge er, at jeg aldrig bliver mormor. I stedet må jeg så arbejde på, at blive en excentrisk, engageret og flamboyant farmor…

Forelskelse

Vi fik lov til at vente – alt, alt, alt, alt, alt, alt for længe. Men han kom. Vores helt fantastiske lille bitte søn, var fashionably late og ville ikke lade os bestemme noget som helst. Så da vi omsider havde indstillet os på, at fødslen skulle hjælpes på vej, og vi havde fået en dato og tid, ja SÅ kom han. Fødslen var intens, smertefyldt, voldsom, dramatisk og alt muligt meget mere, der gjorde, at jeg flere gange undervejs måtte love mig selv, at DET HER GØR JEG ALDRIG MERE!

…og så kom han. Og ord dækker ikke den strøm af følelser han satte i gang. En slags overvældende déjà vu fra første fødsels følelsesmæssige efterdønninger… og om muligt endnu bedre, fordi vi nu er fire i stedet for tre til at deles om følelserne. Denne første uge har været et stort endorfin-rush. Al den energi, jeg har savnet de seneste 2 måneder, er nu vendt tilbage med dobbelt kraft. Og jeg er så helt igennem forelsket i hele min lille familie, at jeg ikke kan falde i søvn om aftenen og elsker at stå op om morgenen(!). Gør jeg det igen? Bestemt ikke! Jeg tror ikke min krop kan rumme flere følelser – min sjæl er ‘fully booked’.

En kvindes vanvid

Blandt nogle dyrearter bliver hunnerne vanvittige, hvis de ikke får lov til at yngle. De skal have unger og bliver ganske uteerlige hvis naturen eller menneskelig indgriben afholder dem fra at udleve deres moderdrift.

Med mennesket tror jeg, at det forholder sig anderledes. Her udspiller det virkelige vanvid sig først, når vi ved, at vi skal være mødre. For lad os være ærlige: selvom vi kan bebrejde både hormoner, åndedrætsbesvær, vand i kroppen eller de ekstra kilo, at vi opfører os utilregneligt, tror jeg ikke en eneste gravid kvinde slipper igennem de 9 måneder uden en snert (eller spandevis) af hysteri.

Jeg mener, at jeg har klaret det ok. Sådan ‘over all’. Jeg har ikke taget 200 kilo på, smugspist marcipanbrød om natten, grædt i fosterstilling over de nullermænd, der gemmer sig under sofaen eller nægtet min mand at tage på skiferie med drengene. MEN. Jeg har gjort et utal af mennesker opmærksomme på, at de lugter af løg, fortalt alle på min arbejdsplads om, hvor meget jeg havde lyst til at tage en lur på gulvet, tvunget min mand til at sympati-spise Meyers hindbærsnitter, da der absolut ikke var plads til en bid mere og svælget i Gravid-blade, der delte viden, jeg enten havde i forvejen eller som egentlig var dybt irrelevant. Og jeg har anglet for sympati (særligt hos min tålmodige ægtefælle) for, at jeg har haft halsbrand døgnet rundt, sover dårligt om natten, føler mig som en strandet hval og egentlig fortjener langt flere lure end jeg når i løbet af en gennemsnitlig uge.

Som om det ikke var rigeligt, er jeg gået all in på den sære disciplin: ‘nesting’. Ved sidste graviditet, havde vi ikke noget hjem at bygge rede i, da vores ene lejlighed var under renovation, og derfor har jeg nok haft behov for at kompensere (ad absurdum) denne gang.

For JA, det har taget overhånd! Pludselig var det meget vigtigt for mig, at indkøbe farvekoordinerede stofbleer, økologiske vaskekludde, udskifte den gamle ammepude med en med speltskalder (!) i, sortere og smide ALT for meget børnetøj ud og rydde op på steder, jeg normalt nyder at have et “nonchalant rod”. Og har bagt boller ved midnatstid og pakket dem i fryseposer kl.3 om natten – så var vi ligesom dækket ind på brødfronten, når den lille ankom. Og jeg har vasket sovedyr og sengetøj, hentet baby-start-pakker og rågummi-sutter, tjekket baby-bio ud og gjort vugge, ammehjørne og barselslitteratur klar.

Den poetiske retfærdighed melder sig naturligvis. Sidste gang, hvor intet var klar, familien var kaotisk og jeg havde 10 forskellige deadlines hængende over hovedet, kom sønnike naturligvis 10 dage før termin. Helt perfekt, rolig og efter bogen (barnet – ikke fødslen). Og denne gang, hvor jeg har været kampklar i flere uger, tager min indre logerende sig naturligvis sin tid. Han har ikke travlt og nyder roen i maven, inden han skal ud til det baby-cirkus, jeg har sat gang i. Han er nok en hel del klogere end sin mor…

Is-tid – altid!

Is har haft en næsten mytologisk status i mit liv. Da jeg var lille, kunne Hjem-is bilens klokke omdanne mig og mine søskende til veritable Pavlovske hunde. Når klokken lød, vidste vi, at det bare var om at hoppe i skoene og løbe op af perlegrusbelagte indkørsel. Min far var altid med i hælene på os – iført træsko og sine slidte ‘arbejds-cowboybukser’ – og han sikrede at hvert barn fik lov til at vælge deres personlige favorit (jeg var ret vild med tvillinge-isen). Og så betalte han ellers til den tykke ismands anseelige porte monnaie i mørkebrunt kernelæder.

På barndommens sommerferier, var isen også et vigtigt omdrejningspunkt. “En om dagen” var mantraet, og skulle der opstå en dag uden is (dette skete sjældent), bon’ede det ud med dobbelt-op på is dagen efter. I Tyskland fik jeg ‘Wald Becher’, i Frankrig ‘Coupe Danoise’ og i Spanien en helt eventyrlig ‘Dracula is’ med sort lakrids ydre og blodrødt indre. På Bornholm hed isen Krølle Bølle – og der var ekstra guf på toppen.

I de sværeste teenage år hvor skole, sind og selvbillede ikke harmonerede, var isen også en god ven. Min mor spiste i sympati mængder af soft ice fra ‘Is cafeen’ i Lyngby Storcenter, der lettede tungsindet og fik bekymringerne til at glide lettere ned.

Da jeg mødte min mand, burde jeg med det samme have vidst, at det var ‘meant to be’. Ikke alene havde hans speciale handlet om (you guessed it) is, han havde også en fantastisk is-teori: Hvis du nogensinde har forspist dig til en middag, skal du bare afrunde med et par kugler is – de ‘letter’ maven. Og da der skulle gøres status over vores første ferie sammen, konkluderede han, at den havde været fuldendt, “men vi spiste ikke nok is”. Siden er en af hverdagens små kærlighedserklæringer fra min kæreste (og nu ægtefælle), at jeg altid må vælge hvilke is-kugler, han skal have, når vi er på en af vores mange aftengåture med barnevogn og en vågen ‘sød tand’.

Og is-abstinenserne er åbenbart arvelige. Efter jeg er blevet tante til verdens mest is-elskende pige og har fået en søn, der hurtig fik inkorporeret “mere is” i sit voksende ordforråd, er is mere end ofte på vores meget lidt politisk korrekte menu. Jeg har aldrig forstået ‘nul-sukker’-pædagogikken, og den ville aldrig kunne implementeres i vores hjem. Dertil er der nogle stofskifter, der kører for hurtigt og nogle madhjerter, der banker for højt.

Så: Da jeg for nyligt fik tilbuddet om at prøve-smage Carte D’Ors nye forårsvarianter, var det jo umuligt at takke nej. Særligt når det handler om blåbæris med chokolade-hjerter og det sigende navn “Tasty Blueberry Vanilla”, og pistacieisen “Intense Pistachio Vanilla”, der ikke alene er en af min personlige farvoritter ud i is-smag (sammen med rom-rosin og chokolade/mint is) men også har den mest moderigtige lysegrønne farve, og derfor er perfekt til sæsonens is-desserter.

Jeg er særligt glad for at lave en marengsbund (efter Frk. Jensens Kogebog), der ikke kræver andet en 4 æggehvider, 200 g sukker og 45 min. i din ovn ved 125-135 grader. Derefter fylder du bunden med RIGELIGT af iskugler (flere end du tror) og alle de bær, du kan få fat på. Der bliver altid spist op når, denne dessert ryger på bordet… Særligt når den er i moderigtige pastelfarver og nærmest får maven til at ‘lette’.

Min ældre dobbeltgænger

På den anden side af gården bor den kvinde, jeg altid har forestillet mig, at jeg skal blive. Om sådan 30-40 år. Hun har gråt hår, briller der ville klæde Diane Keaton, rav smykker og hænder, der kan danse henover et tastatur. Og de danser om aftenen og til langt ud på natten.

Så når jeg vågner om natten for at besøge toilettet eller tjekke om min dreng sover godt ved siden af Plys og Terri, sidder hun stadig og skriver løs. Jeg er sikker på, at der vælder en stor samtidsroman ud fra under hendes fingre. Eller en fin samling kort prosa. Eller måske små poetiske vignetter om livet nu og i retrospekt.

Tænk hvis hun vidste, at hendes yngre alter ego bor på den anden side af gården, og synes hun er forbilledlig. Og hvor skuffet jeg ville være, hvis det viser sig, at hun blot ghost-writer royale biografier eller melodramatiske ugeblads-noveller.