Smut over på Sines Sider

9 dec

Denne blog er rykket – fremadrettet er jeg at finde på sinessider.com

Nye tider og nyt domæne

2 dec

Dette bliver mine sidste post. På dette domæne. Navnet på min blog, passer ikke længere til mig eller til den. Det er svungent, fint og fransk, men nu rykker jeg videre til noget nemmere, mere læsevenligt og ja, mindre anonymt.

Dygtige Emma er i skrivende stund ved at hjælpe mig med, at realisere min nye blog profil. Emma er en af hverdagens heltinder, der knokler på med job, rejser, en succesfuld blog og samtidig er en loyal veninde, fantastisk søster og en meget pålidelig babysitter for sin niece og nevø. Og hun klarer det hele iført pencil skirts, skarpe stiletter og snorlige eyeliner. Jeg beundrer Emma, fordi hun er den mest feminine og festlige it-nørd, jeg kender. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun vil tage mig i hånden og gøre ‘wordpress for dummies’ mere hyggeligt og mindre frustrerende, end jeg havde frygtet.

Næste post fra min hånd, vil du kunne læse på mit spritnye domæne: sinessider.dk… og vi har flottet os – er du mere til .com, befinder jeg mig også der. 

Tak fordi I har læst med her… jeg håber I vil følge med mig over til mit nye ‘hjem’.

Om tidlige morgener og vemodige minder

27 nov

Sidste år på denne tid havde jeg en lille baby. Der var mor-syg, blød og blid. Og vågen. Klokken 5. Hver morgen. Jeg var på barsel, og jeg nød det endnu mere, end jeg har indrømmet overfor mig selv. At være på nogens mor på fuld tid. Men når det er så tidligt om morgenen, at det mere minder om nat, er babyliv og moderfølelser knap så romantiske. Særligt fordi hjemmet skulle holdes tyst, så storebror ikke vågnede træt og morgengnaven.

En morgen gjorde jeg det eneste, jeg kan finde ud af at gøre i søvne. Jeg tog løbetøj, løbesko, reflekser og pandebånd på. Og jeg pakkede den lille morgenfriske baby i et overdådigt mismask af rulam, goretex, fleece, uld og hvad der ellers kunne holde ham varm. Og så løb vi. Under en frostklar stjernehimmel omkring søerne, hvor nogen stavrede hjem fra byen, andre var på vej ud på avisruten, men de fleste – langt de fleste – holdt sig fra gaden og gassede sig i deres seng. 

Som jeg løb der med min pludrende løbemakker, tænkte jeg bestemt ikke, at netop dette minde ville jeg tænke tilbage på med vemod. Jeg tænkte snarere på, hvornår denne søvnfase mon ændrede sig; hvad der mon ventede os om en uge, en måned, et år; og så tænkte jeg på den kaffe, der ventede på mig, når jeg kom hjem.

Nu savner jeg de morgener. Jeg er stadig oppe ved fem-tiden, men nu sover resten af min familie (for det meste) videre. Og jeg er alene ude på mine frostklare og nattesorte morgenture. Og jeg savner min lille-bitte løbemakker, der nu er en stor, flot fyr  – som hverken er morsyg eller blid længere. Den fase må han gerne vende tilbage til.

Om vejr, vind og lidt om glimmeronsdag

26 nov

Herhjemme har vi en aftale: Vi taler ikke om vejret, og vi brokker os ikke over syge børn. Det første emne er lakmusprøven på, om man har noget at tale om; andet emne er vi ikke herrer over alligevel – og det er måske, det næstmest kedelige emne i verden. Men nu misbruger jeg bloggen et kort sekund, for at få luft for det, vi alle tænker. Der er 100 år til forår – og overlever vi det igen i år? Kan vi klare flyverdragter, sjap, forsvundne vanter, fortabte huer, røde næser, hæse røster, blå hænder og sprukne læber? Kan vi komme igennem vinteren uden så mange (barns) sygedage, at der stadig er feriedage tilbage, når vi når hen til juni? Hvor meget risengrød, hvor mange rom-toddy’er og hvor mange æsker strepsil skal vi nedsvælge, for at nå ud på den anden side? Ærligt talt: jeg gruer for de næste mørke måneder. For selvom jeg prøver at proppe dem med clementiner, julelys, vin chaud og flettede hjerter, så synes mængden af kulde, vinter, træthed og mørke indimellem uoverskuelig.

Godt vi har glimmeronsdag i morgen. Og igen i næste uge. Og også på den anden side af jul. Jeg tror, jeg vil iføre mig pailletter og uldent undertøj i morgen…

Bekendelser fra en brød-elsker

23 nov

Brød er udskældt. Vi må ikke spise det – ikke for meget i hvert fald – og i tilfælde af, at vi drister os ind i lagkagehuset og køber et müslibrød med-det-hele, skal vi i hvert fald tilstå, at vi har syndet. Helst offentligt eller i hvert fald til de tre nærmeste veninder. På instagram kan jeg følge pæne kendisser, der bliver tynde og senede, fordi de har forsaget alt fra tebirkes til håndværkere. Og de savner slet ikke brødet. Siger de.

Jeg er hverken meget tynd eller meget langlemmet. Højden kan jeg med god rimelighed tilskrive generne, men hvad med topmaven og de runde kinder. Er det brødets skyld? Jeg ved det ikke. Men jeg ved i hvert fald, at brød i min bog aldrig kan blive beskyldt for at være en last.

Mit brød er mættet med minder. Da jeg var lille holdt min far kæmpe bage-seancer i køkkenet, der frembragte surdejsrugbrød der duftede lidt af nisseøl, kærnemælks-brød med sirlige fletninger på toppen og imposante sigtebrød, der helst skulle spise friske med ’rund ost’ – flødehavarti var nemlig også helt stueren dengang midt i firserne.

I folkeskolen duftede eftermiddagene af krydderboller med smeltet smør eller flødeost. Og aftensnacken i Maries kunstneriske hippie-hjem var ristet rugbrød med Klovborg ost og hindbær syltetøj. Da jeg som 18-årig på ubehjælpsomt gymnasiefransk skulle begå mig et halvt år i Avignon, var det bageren, jeg lettest kommunikerede med. Jeg bad om et ’baguette a l’ancienne, s’il vous plaît’ hver dag på vej hjem fra ’Formation Continue’. Han smilede bredt af min tykke accent, men gav mig altid et af de nybagte, lune brød på risten fremfor de kolde på hylden.

På kollegiet vandt jeg min nabos hjerte med hjemmebag. Hun var en ’cool chic’, der brugte stiletter som sutsko, læste medievidenskab og argumenterede højlydt for menneskehedens ret til reality tv, kvinders ret til frimodighed og vores lille fællesskabs ret til opmærksomhed. Jeg elskede hende. Og bagte boller og rettede dem an på bakker med te og frugt. Og så så vi Twin Peaks og Truffaut og Sex and The City og Big Brother. Og vi byttede tøj og hemmeligheder – og masser af brød. Hun købte bage-blandinger, solsikkekerner og kaldte mig Sine-mor.

Da jeg flyttede til Paris havde vi ikke en rigtig ovn. Men jeg lærte at grillet, daggammelt brød er allerbedst til Chèvre Chaud. Så det spiste min roomie og jeg meget af. Vi spiste også endnu mere baguette – særligt fredag og lørdag hvor rødvin og cigaretter var givet fri ,og vi spillede backgammon som gjaldt det livet.

Jeg har insisteret på at bage mig igennem mit ægteskab og mine to barsler. I 30 graders hedebølge og ved midnatstid hvis vi mangler til næste morgen. Når andre mediterer eller er ’mindfull’ i et andet nu, så finder jeg dejtruget frem. Jeg bliver nok aldrig mynde-tynd med alt det brød, jeg insisterer på at bevare i mit liv. Men jeg ville være aldeles ulykkelig uden.

Min indre skade anbefaler glimmer

20 nov

Jeg havde ikke haft mit nuværende job i mange uger, før min kære britiske kollega tørt konstaterede at jeg var ’en skade’. Og hun har ret. Alt hvad der glitrer, glimter og er lidt too much – det er lige mig. Derfor er det også en ren luksus at have et job som mit, der handler om at promovere skønhed, selvtillid og ja, glimmer. Særligt fordi det er så fin en kontrast til mit hjemmeliv, hvor jeg er omgivet af stærke mænd med hang til hurtige biler, lyssværd og senest ninja’er.

For nyligt fik jeg lov til at åbne min personlige beauty box her, og det satte en masse tanker i gang om, hvad det er makeup kan. For ikke alene kan makeup forskønne og forfine – det kan også forny alle de ting, du allerede har købt.

I den ånd, og fordi fest, julefrokoster og glögg-gilder kun er få kalenderblade væk, vil jeg påpege de få produkter, der kan gøre den store forskel. Personligt skal jeg hverken købe nye sko, kjole eller diadem denne december. Men jeg vil give mine vipper et  kærligt strøg stjernestøv, med denne geniale mascara top coat fra L’Oréal Paris:

Image

Den er i butikkerne fra næste uge, men kun i begrænset antal – og det er den investering, der skal spice min sorte, julekjole op igen i år.

Og så er der neglene. Som jo både er blevet  moderne kvinders bedste ven og mest subtile accessory. Essie er min absolutte favorit, når det kommer til lakker – ikke mindst glimmer lakker. A cut Above og  Set in Stones glimter på mine fingre nu… og det vil de gøre frem til nytårsaften.

Image

København – del 3

16 nov

Aldrig så snart havde vi sagt “ja”, før vi var omsluttet af København igen. Og hverdagen fandt vej til vores nye liv, der ikke var som det gamle. Og jeg havde knap nok kysset modeugen i Paris farvel og booket flybilletter til maraton i New York, før virkeligheden kaldte mig ned på jorden… og min mave voksede.

Og vi blev enige om, at vi hellere måtte træffe nogle voksne valg. Nu. Kigge på noget med have, plads til grill og en udesovende barnevogn – og tæt på en murstensrød kommuneskole. Vi kunne endda købe en Jack Russell, og jeg kunne overveje et job på deltid og skrive i udestuen. Modvilligt besøgte vi forstaden. Han fik kolde fødder, jeg fik klaustrofobi og gåsehud. Vi ilede tilbage til byen. Jeg tog til modeuge i pailletter, stilletter og 5-måneders mave. Han fandt en lejlighed betryggende tæt på Frederiksberg Have, barselscafeer – og Vesterbros larm, Nørrebros rod og indre bys liv.

København har passet så fint på vores børn og barselsliv. Fyldt os op med take away fra Gl. Kongevej og matinéer i Grand bio. Givet os nye venner. Sikret os fyrværkeri-fyldte nytårsfester, når småbørnslivet bød os at blive hjemme. Never a dull moment. Og selvom Købehavn er flabet, når vi skal finde parkering efter en lang arbejdsdag; pisseirriterende, når vi skal have to børn i flyverdragter og ned fra 4. Sal og trodse morgentrafikken i tide til udflytterbørnehave-bussens afgang; arrogant, når vi ydmygt efterspørger lidt service, efter vi har betalt 40 kroner for kaffe med mælk; og kedelig, når den overholder alle regler og er hermetisk lukket søndag klokken fem, så ville jeg ikke bytte med noget.

København, så længe du vil huse os, går vi ingen steder. Jeg får hjemve bare ved tanken om at forlade dig.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: