Mavepuster

4 jan

Hej hej morgen-optimisme med frisk luft i kinderne og kælen fransk pop i ørerne. På vej til arbejde, saftigt nyt år og yes-we-can-attitude hele vejen.

Selvfølgelig bliver vi da belønnet for, at vi har været overskudsforældre,  der har brugt al vores barsel, ferie og kreativitet for at holde poden væk fra de tyngede institutioner. Selvfølgelig. Ancinitet er jo løsenet i næsten alle sammenhænge, så vel også her ikke?

Men det var det ikke! Vi har fået en plads ja – men hele logistikken er røget, nu hvor vi skal til at beregne en halv time mere hver morgen for at få afleveret. Og vi er HELDIGE! Vi har bedsteforældre, der er søde til at hjælpe, kolleger der forstående smiler, når vi drøner ud af døren, og venner der altid tilbyder at træde til.

Problemet er lige så simpelt, som det er uløseligt: det er jo MIG, der skal være sammen med det barn, jeg har valgt at få. Og for hver halve eller hele time, der bliver skåret af min dag pga dum logistik og ufleksible muligheder, jo mindre er jeg sammen med det menneske, der betyder allermest. Jeg tør slet ikke at tænke på hvad folk med to eller (de regerings-anviste) tre børn gør. Eller har forældre der bor i Jylland.

Skal jeg blive hjemmegående husmor eller hvordan? Nå nej – vi skal jo helst arbejde en time mere om ugen for at betale til overførselsindkomster, efterløn og kongehus.  

Vi lader den lige stå et øjeblik. Jeg er harmdirrende.

Reklamer

4 kommentarer to “Mavepuster”

  1. Mads januar 4, 2011 hos 10:16 am #

    Tingene kan altid blive bedre i et hvilket som helst samfund – der vil altid være plads til optimering, ikke mindst i et samfund som vores med et stort socialt statsorgan, hvor ineffektivitet let får lov at passere.

    Men samtidig skal vi passe på at brokke os hver gang tingene i vores egen – i det store billed – lille hverdag støder på logistiske udfordringer eller andre problemer. For i bund og grund er vi jo møg forkælede borgere, der lever i et luksus samfund fyldt med rettigheder og muligheder, man har meget få steder i verden.

    Jeg synes også, at der er både for mange overførselsindkomster, der hverken giver meninger og er direkte uhensigtsmæssige for væksten i samfundet, og at kongehuset er noget forældet pjat, der burde være ryddet samtidig med Jagtvej 69.

    Men det er vigtigt at holde for øje, at netop de ting, vi personligt ud fra vores eget verdensbilled og hverdag synes, er vigtige, at samfundet bruger pengene på (det være sig institutionspladser til børnene, bedre pleje af de ældre, uddannelse, så vi kan komme frem i verden, eller lavere skatter, så de liberale storbyborgere kan “være deres egen lykkes smed”) altsammen koster penge! Valg er lig med fra-valg, hvis statsbudgetterne skal balancere og økonomien løbe rundt. Det betytder også, at ind imellem bliver pengene brugt på andre ting end lige det, jeg står og mangler eller personligt kan få glæde af.

    Samfundet kan og SKAL fortsat optimeres, men samtidig skal vi også glæde os dagligt over alle de ting, vi får og de muligheder, vi har i netop det samfund, vi lever i. Der er mange rundt om i verden, der ville ønske de havde (bare nogle af) de samme muligheder.

    • vouloircestpouvoir januar 4, 2011 hos 10:53 am #

      Der er intet værre end utidig brok, og man skal ikke dele ud af unødig kritik. Der er vi helt enige. Og at vi har et forkælet samfund i mange henseender, der er bedre end vores medmenneskers i både Berlusconis Italien, Sarkozys Frankrig og Obamas USA – for slet ikke at nævne Afghanistan og Afrika er jeg ikke et sekund i tvivl om.

      Ikke desto mindre er det en borgerret (pligt?) at påpege problematikker og indre paradokser i det samfund, vi bidrager til i form af skat, arbejdskraft og ja, den resource fremtidens generation repræsenterer, nemlig børn.

      Jeg er jo netop ikke ved at immigrere, blot fordi at pladsanvisning og institutionsliv for mange småbørnsfamilier er et væsentligt problem og kilde til daglige bekymringer. Men jeg har da netop pligt til ikke at forholde mig apatisk, når det drejer sig om de små borgere, der skal løfte vores samfund i fremtiden, betale skat og besøge os på plejehjemmet. Skal de løfte alle de krævende opgaver, der venter dem, bør de have et ordentligt fundament, der især skal skabes i relationen til deres forældre. Det er no-brainer psykologi.

      Jeg betaler med glæde min skat. Og netop derfor skal jeg også kommentere på hvad den bruges til, hvor penge bliver spildt – og så stemme i overensstemmelse hermed. Det er ikke brokkeri – det er demokrati.

  2. Mads januar 4, 2011 hos 11:04 am #

    Helt enig og mit indlæg skulle lige så meget ses, som et indspark til generel debat og ikke udelukkende minded på dette blog-indlæg.

    Det at gøre opmærksom på problemer er dog ofte lettere end at løse dem. Så nogle gange, når pladsanvisninger eller andet gør, at vi pludselig skal køre en ekstra halv time eller bliver ramt af andre ting, der gør det sværere at få hverdagen til at hænge sammen, kan det være en konseksvens af en række faktorer, som ikke alle kan løses eller tilgodeses for alle på alle tidspunkter.

    Det gør ikke, at det ikke “sucks big time”, når det rammer én selv, men det er desværre nogle gange spillereglerne i et samfund.

    Dette uden at jeg tager stilling til den konkrete sag – hvor det jo sagtens kan tænkes, at jeg er enig. 😀

    • vouloircestpouvoir januar 4, 2011 hos 11:09 am #

      Enig! Og eftersom der er valg lige om lidt, er det jo bare om at gøre sig klart hvem, man har tillid til kan løse flest mulige problemer bedst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: