Eksperter og generalister

17 feb

For nyligt tilbragte jeg en aften i selskab med en enestående kvinde. En af dem, der får dig til at ville blive bedre og dygtigere på den ikke-kompetitive måde. Hun forstår at få det bedste frem i de fleste, og i særdeleshed i dem, der står hende nærmest. Indtil videre giver hun ‘kun’ kurser i pilates, men hun burde udbyde dem i næstekærlighed og omsorg.

Snakken faldt på noget centralt. Generalister vs. specilialister. Vi hører begge til den første kategori, men er forelskede i den anden.

Igår aftes faldt jeg for pladask for den fantastiske dokumentar ‘De Udvalgte’ om den Kgl. Ballet, der meget præcist, hårdt, ubarmhjertigt og rørende viste forskellen på ‘dem’ og ‘os’. På dem der satser alt, for at opnå det excellente, og os, der gerne vil være dygtige til mange ting, men ikke rigtigt gode til en enkelt ting.

Min fascination overfor eksperter, elitesportsfolk og solodansere gælder netop den ultimative dedikation og selvopofrelse. At lægge hele sin sjæl så meget i sagen, at sagen ender med at overtage din sjæl. Jeg tror ikke , at jeg selv kunne gøre min karrierevej til mit livsprojekt, men jeg har da smagt på den ensidige fordybelses bitter-søde frugt i forbindelse med speciale-skrivning og maratonløb. Dyrkelsen af en enkelt streng i det indre register har en sælsom, afhængighedsskabende appel. Og eksperterne forstår netop, at få den enkelte streng til at spille som et helt symfoni-orkester.

 I et land hvor vi oftest anspores til at være middelmådige, lade os forsørge, forholde os lunkent til en debat (så vi ikke rager op, taler for højt eller fylder for meget) og ‘tænke vores’ om alle, der har næsen for langt fremme, var det befriende at se en dokumentar, der hyldede eliten. Og turde sige, at vi har behov for en elite. Ikke kun for at sælge vores land som turistattraktion, men også for ikke at udvande vores kulturarv og vores kreative potentiale. Og fordi al indlæring og aspiration til nye højder ( i alle livets henseender) kræver, at vi har forbilleder at spejle os i. For det er nemmere at vække energien til at dygtiggøre sig inden for vores egne evners område, når vi kan spejle os i personer, der forstår at perfektionere deres talent. Også selvom det er ekstremt, gør ondt og indimellem koster mere end hvad en 8-timers arbejdsdag kan indfri. Disse mennesker arbejder ikke ’12 minutter mere’  – snarere 12 timer!  

Og når nu man (eller i hvert fald jeg) bliver så fascineret af mennesker der bærer ambitioner og flid uden på tøjet, bliver jeg tilsvarende skuffet over at ambitionsnivauet er så lavt når det kommer til dem, der skal præge og inspirere fremtidens eksperter, nørder og ildsjæle.

For mens Balletskolen fortsat skruer op for kravene, skrues forventningerne åbenbart tilsvarende ned på flere universiteter. P1 kunne i dag underholde med den triste nyhed, at et fuldt semester på stadig flere insitutter (særligt Humaniora) er på 12 uger!  Ja, du læste rigtigt  – 3 måneder. Hvor er det trist, at man som studerende ikke for mere tid til faglig sparring og intellektuel tilskyndelse end 12 undervisningsgange på et halvt år. Hvor aben præcis sidder (altså, om det er staten, der støtter for lidt, eller univeristeterne, der prioriterer galt), er svært at gennemskue. At det er helt ude af trit med ideen om, at Danmark skal gøre sig gældende internationalt på viden frem for råstoffer eller billig arbejdskraft, skal man vist hverken være ekspert eller genial for at gennemskue.

Lad os for guds skyld undvære endnu radiokanal, en motorvej og statsstøttede pampere. Men lad os ikke aflive eliten, eksperterne, morakkerne eller prima-ballerinaerne.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: