Tiger-mødre, tøffelhelte og kyssekoner…

30 maj

Jeg har for nyligt læst en bog, der var en sund øjenåbner. Amy Chua har skrevet bogen ‘Battle Hymn of the Tiger Mother’. Hun er både Yale professor, amerikansk statsborger, forfatter, politisk kommentator – og kinesisk mor. Hvis vi andre indimellem føler os overvældede af egne ambitioner på lidt for mange fronter, så læs Chuas bog. Hold op, hvor er vi loose, afslappede og vattede.

Bogen opregner de overordnede forskelle mellem vestlig og kinesisk børneopdragelse. Og de er mange. En vigtig pointe – og bogens præmis – er vores grundlæggende forskellige syn på balancen mellem barn og forælder. I den vestlige optik, skylder vi vores børn alt. Vi har som voksne valgt at sætte de uskyldige små i verden, så nu er det også vores ansvar, at de får et godt liv. Vi skal støtte dem, beskytte dem, bekræfte dem og fremelske deres bedste side. Omvendt gælder det i kinesisk sammenhæng. Her er børnene i evig taknemmelighedsgæld til deres forældre; de skylder dem respekt, hengivenhed, lydighed og ære. De skylder dem deres liv.

Forfatteren veksler mellem at anskue sig selv og sin families mønstre, ud fra vestlige normer og kinesiske standarder – og hun skåner ikke sig selv, når det kommer til at opregne de måder, hvorpå hun pacer, ydmyger, truer og skænder sine børn, når de ikke lever op til hendes forventninger. Altsammen for at opnå et: de skal være de bedste til kemi/engelsk litteratur/mandarin kinesisk/violin. Devisen er nemlig denne: du er først lykkedes som menneske, når du er nummer et. Succes er ikke det eneste parameter for lykke. Succes er det eneste parameter punktum.

Bogen er blevet omtalt en hel del i USA (mens jeg læste den), og nu er den vist også nået til de danske magasiners debatsider. For det skærer i alle os kysse-mødres hjerter, at forfatteren lader sine børn hade deres mor og hendes voldsomme opdragelses metoder, blot for at de skal blive den bedste i klassen eller kunne spille en fejlfri sonate. Vi danske mødre vil ikke bare elske vores børn betingelsesløst – vi stræber også hele tiden efter at blive elsket, set og anerkendt af vores børn. Og i hyggens navn tillader vi ind i mellem at den gode, økologiske stemning bliver opretholdt her og nu på bekostning af den langsigtede opdragelses meritter. Vi undlader at korrekse, skælde ud, sige fra for at være ‘søde’.

Amy Chuas bog rammer noget centralt: for hvor jeg personligt stejler over Chuas ensidige fokus på karakterer, evner og pligter på den ene side, kan jeg ikke undgå at være en lille smule betaget af hendes disciplin. Hun afretter ikke bare sine børn (” nej, du må kun se 1 times tv om dagen/spille wii/ spise slik før aftensmaden”), hun engagerer sig i deres talent, potentiale og muligheder. Jeg tror, at mange vestlige forældre kunne lære noget her: at hvis vi aldrig stiller krav til vores børn, og hvis vi roser dem lige så meget for at de har spist op, som for at de har løst en ligning med to ubekendte faktorer, bidrager vi til børnenes apati og manglende ambitioner. Hvis det er lige så godt at yde lidt som meget, og hvis vi får lige så stor (eller lige så ringe) opmærksomhed for vores fortjenstfulde  som vores mindre bevidste handlinger, er der intet incitament til at være flittig, gøre sig umage, brilliere.

Jeg holder ikke op med kysse løs på min lille søn. Og jeg vil altid synes at han er helt fantastisk dygtig – også når han ‘bare’ vinker eller spiser en stor portion spaghetti. Men jeg vil helt sikker tænke mere over, hvilke krav jeg også bør stille overfor min søn – også selvom det gør mig upopulær på den korte bane. Han fortjener, at jeg tør tage det ansvar på mig.

Ps. Lige så benhård, sej og (momentant) vanvittig Amy Chua beskriver sig selv, lige så skræmmende fraværende er hendes mand – faderen til hendes to børn – i børnenes opdragelse. Hans mening talte måske ikke? Måske var han ligeglad? Måske var han bange for den kinesiske tiger, han havde giftet sig med? I hvert fald må man som læser konstatere, at hvor forfatteren fører en god sag for flere aspekter af den kinesiske opdragelse, fører hun en aldeles dårlig sag for det kinesiske ægteskab. Men måske kan en tiger-mor kun kan leve sammen med en amputeret tøffelhelt?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: