Om at sove

11 aug

Jeg er født med et ualmindeligt godt sovehjerte. Det har været en kær ven hele livet – og noget jeg i smug har været lidt stolt over… og fordi jeg har arvet det fra min far, er vi begge overbeviste om, at mennesker, der kan sove over alt og til enhver tid, er både velafbalancerede, trygge og potentielt gode ledere. En observation foretaget  i al ydmyghed forstås.

Mine evner udi at sove har troligt hjulpet mig gennem min barndoms lange bilferier, hvor jeg bare skulle ramme bagsædet med min opppustelige ‘Minnie Mouse-nakkepude’ i lyserødt alcantar – så sov jeg hele vejen til Rødby, videre fra Puttgarden og helt til Vendèe/Montpellier/Auvergne/Biarritz eller hvor det nu var i Frankrig, at mine forældre havde lejet årets hus gennem ‘Gîtes de France’.

Power-naps fik mig gennem gymnasietiden, der for mit vedkommende mest handlede om at komme igennem, om at få høje karakterer, om at spekulere over hvad mit liv skulle bruges til, og på at lære et af mit livs bedste mennesker, Stine, at kende. Et frikvarter blev konverteret til lur-tid på skolens bibliotek, mens mange andre (sejere) mennesker havde travlt med at ryge og tungekysse. Jeg sov og gjorde mig klar til at vide (og mene) noget om Kant/Arkimedes’ lov/ Trigonometri/Pladetektonik.

Disco-naps blev kodeordet for årerne post-gymnasiet. Hvor jeg boede på Egmont-kollegiet og hvor læseplaner og forelæsninger blev lavere rangeret end den endeløse række af spontane fester, tour-de-chambre en masse og drinks-aftener ad absurdum. Det hjalp at sove. Hurtigt og effektivt. Og gerne også et par timer inden jeg skulle ind og have min faste torsdags-tjans på byens eneste provins-diskotek, Dakota. Med stamgæster, Doors i ørerene og Trampedach på væggene. 

Så kom trænings-søvnen. Den søvn, som enhver løber prioriterer ligeså højt som sin lange søndagstur og de bugnende tallerkerner med pasta. Søvnen der heler benene, giver ro i maven og skærer et par sekunder af den forventede løbetid. En sommer da min far og jeg var på løbeferie sammen på Bornholm – bare os to – fik vi faktisk ‘perfected the art-of” træningsluren. En halv times lur to timer inden den daglige etape startede, og vi var flyvende.

Gravid-søvnen er helt anderledes. Jeg havde helt glemt den fra sidste gang. Inden jeg blev gravid første gang,  havde bedrevidende mødre fortalt mig om, hvor sulten man blev af at vente sig. Hvordan man ENDELIG kunne spise spandevis af Ben & Jerry’s og kassevis af marcipanbrød; tebirkes og tandsmør. Jeg forgreb mig ikke på slikkeskuffen eller kummefryseren. Jeg gik ombord i sengen. De første mange uger kredsede min hjerne non-stop om, hvornår jeg kunne får næste lur, hvor mange gange jeg kunne tillade mig at trykke på snooze-knappen, hvornår jeg kunne tillade mig at liste hjem fra middagen – hjem og i seng. Jeg var som en junkie og mit stof var søvn. Grundtrætheden lettede i takt med at maven voksede, og den forsvandt helt, da min søn vækkede alle mine sanser ved sin ankomst.

 Nu er jeg her så  igen – og jeg glæder mig bare til at gå i seng.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: