Nr. 2

24 sep

Det er aldrig godt at være nr.2. Second best. Anden vælger. Anden violin. Men der er et forhold i livet, hvor tallenes orden er vilkårlig; følelserne er de samme.

I denne uge blev jeg scannet for første gang, og barn nummer to er pludselig ikke bare en snigende kvalme, en muffin-top, en ny ædruelighed. Barn nummer to er et levende menneske indeni mig. Og det er stort. Ikke déjà vu stort. Stort i sin helt egen ret med dertil hørende tårer, tysthed og monumental ærefrygt.

For selvom vi har været der én gang, har vi ikke været der på denne her måde… og jeg tror aldrig, at det der med at blive forældre kan blive rutine. Pludselig elskede jeg lige den lille familie lidt mere, pludselig havde vi styr på både potentielt pige og drengenavn. Pludselig ved vi at omkring 1. april er vi et familiemedlem mere.

En far til fire sagde for nyligt til mig: ” One child is an accessory, two is a family.” Og selvom udtalelsen både er lidt arrogant og enøjet, og selvom jeg kender masser af et-barns-familier, der mere end udgør det for en unik og fin familie-størrelse, forstår jeg godt, hvad han mener. Et barn kan styres, afhændes, deles mellem forældrene. Med et barn kan den ene stikke af til fest, tage på M.A.S.H. med drengene eller lege ung med de unge i Kødbyen. Og ikke at denne tid slutter – men den bliver nok endnu mindre vigtig og endnu mindre prioriteret, når vi nu for alvor skal være far, mor og barn børn.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: