Lys i mørket

22 dec

De sidste uger har været mørkere end længe, og vi brokker os, som vi plejer. Over at vi ikke kan komme op om morgenen, at vi bliver nødt til at spise mere konfekt og chokolade, når det er så mørkt, over at det er mørkt, når vi kører fra arbejde, og over at mørket dræner os fra energi til andet end at ligge på sofaen og se tv, når vi kommer hjem. Men vi glemmer alle de undskyldninger, vi hvert år bliver begavet med i netop denne tid. For pludselig er det helt legitimt at spise kage på alle tider af døgnet (det er jo ‘bare’ en lille pebernød/jødekage/vanillekrans), man må gerne komme lidt for sent på arbejde (det regnede/sneede/jeg glemte cykellygterne/bilen skulle skrabes/barnet nægtede at tage flyverdragt på) og man må gerne spise virkeligt mange retter i træk til julefrokosten, der udmærker sig ved alle at være rige på fedt, salt og kolesterol – selv grøntsagerne er blevet maskerede i sukker, sovs og saltlage. Det er jo for pokker synd for os, at vi bor i det melankolske, mørke nord, så vi FORTJENER da at sove, spise og gå i hi.

Men vi er heldige, er vi. Vi skal nemlig ikke partout udnytte at solen skinner, at vi burde ligge med sand i håret og solcreme i delle-revnerne og blafre med planer om morgendukkerter og overdådige salat-buffetter. Vi må gerne lægge os i fosterstilling på sofaen og erklære, at vi ikke orker noget. Og her er det så at lyset melder sig i mørket – fra Showtime og HBO. Tv-Serierne. Der købes som nutidens generationsfortællinger og garanterer eskapisme, sex, vold, eftertænksomhed og ferm manuskriptforfatter kunst. Where to start? Her er min lille must-see list… (ikke nødvendigvis i prioriteret rækkefølge):

1) Dexter – kandiderer til at være min all time yndligsserie. Michael C. Hall er uforlignelig som retsmedicineren med speciale i blod-mønstre; og som samtidig er massemorder med en samvittighed on the side. Den er tv-seriernes svar på en page-turner og aldeles afhængighedsskabende.

2) The Wire – social realisme i downtwon Baltimore. Deprimerende og sympatisk skildring af ‘low lifes’ fra både de øvre og nedre sociale cirkler. Spækket med seje skurke, usle wannabe-helte, masser effektiv ghetto-slang og endnu mere vold. Men også fine menneskeskildringer og troværdige udlægninger af hvordan livet udvikler sig afhængigt af, hvor heldige/uheldige kort du får på hånden.

3) The Sopranos – real deal mafia-familie fra New Jersey. Med katolske kvababbelser, momentane samvittighedsanfald, seksuel dobbeltmoral og masser af Meatballs. Som Tony Soprano siger det: “You see out there it’s the 1990s but in this house it’s 1954”

4) Six Feet Under – Dysfunktionel bedemands-familie med homo-frustrationer,  rendyrket narcissisme og indestængte kunstnerambitioner. Og frustrerede enker, redheads uden temperemant og endda broder-søster følelser af den helt forbudte slags. Fin, finurlig, grum og aldeles uafrystelig.

5) The Tudors -kostumedrama? Ja. Kedeligt? Nej. Jonathan Rhys Meyers spiller den sociopatiske King Henry VII – og både kongehus opg den katolske kirke udstilles med alt hvad det indebærer af hykleri, blodtørst, liderlighed, misbrug, ære og skam. Hvis du ikke har et republikansk sindelag, når det kommer til royale institutioner, får du det. Og så er der iblandet rigelige mængder sleske hofmænd, letlevende hofdamer, griske kardinaler og maskerede bødler til at skabe kulør på den (mere eller mindre historisk korrekte) fortælling.

6) Sex and the City – en moderne klassiker. Og JA den er fortærsket. Og JA filmene er ikke i nærheden af lige så gode som serien. Og NEJ du bliver ikke til Carrie bare fordi du har en labtop, et par Louboutin stiletter, en forkærlighed for Cosmos eller en neurotisk tilgang til samtlige kærlighedsrelationer. omvendt bliver du heller aldrig for gammel til at lade som om…

7) Californiaction – Camus meets soft porn in La la land… Eller måske bare Sex and the City for men? Det er i hvert fald en seværdig og underholdende ‘rough diamond’ om forfatteren Hank Moody, der er forstår at fucke alle tænkelige relationer op, og alligevel blive overfaldet af villige kvinder, pengeglade-agenter og imponerede wannabes 24-7. De første sæsoner er desværre væsentligt stærkere end de seneste, men nem og ukompliceret underholdning er det i hvertfald.

8) Mad Men – er blevet gennem hypet i hele 2010 men her i slutningen af 2011 holder den altså stadigvæk. Plottet er nærmest usynligt, men menneskeskildringerne er knivskarpe. Og selvom Don Draper, Roger Sterling og Joan Holloway er moderne karikaturer af en svunden æra, er de samtidig sært menneskelige, genkendelige – og særdeles velklædte!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: