Is-tid – altid!

23 mar

Is har haft en næsten mytologisk status i mit liv. Da jeg var lille, kunne Hjem-is bilens klokke omdanne mig og mine søskende til veritable Pavlovske hunde. Når klokken lød, vidste vi, at det bare var om at hoppe i skoene og løbe op af perlegrusbelagte indkørsel. Min far var altid med i hælene på os – iført træsko og sine slidte ‘arbejds-cowboybukser’ – og han sikrede at hvert barn fik lov til at vælge deres personlige favorit (jeg var ret vild med tvillinge-isen). Og så betalte han ellers til den tykke ismands anseelige porte monnaie i mørkebrunt kernelæder.

På barndommens sommerferier, var isen også et vigtigt omdrejningspunkt. “En om dagen” var mantraet, og skulle der opstå en dag uden is (dette skete sjældent), bon’ede det ud med dobbelt-op på is dagen efter. I Tyskland fik jeg ‘Wald Becher’, i Frankrig ‘Coupe Danoise’ og i Spanien en helt eventyrlig ‘Dracula is’ med sort lakrids ydre og blodrødt indre. På Bornholm hed isen Krølle Bølle – og der var ekstra guf på toppen.

I de sværeste teenage år hvor skole, sind og selvbillede ikke harmonerede, var isen også en god ven. Min mor spiste i sympati mængder af soft ice fra ‘Is cafeen’ i Lyngby Storcenter, der lettede tungsindet og fik bekymringerne til at glide lettere ned.

Da jeg mødte min mand, burde jeg med det samme have vidst, at det var ‘meant to be’. Ikke alene havde hans speciale handlet om (you guessed it) is, han havde også en fantastisk is-teori: Hvis du nogensinde har forspist dig til en middag, skal du bare afrunde med et par kugler is – de ‘letter’ maven. Og da der skulle gøres status over vores første ferie sammen, konkluderede han, at den havde været fuldendt, “men vi spiste ikke nok is”. Siden er en af hverdagens små kærlighedserklæringer fra min kæreste (og nu ægtefælle), at jeg altid må vælge hvilke is-kugler, han skal have, når vi er på en af vores mange aftengåture med barnevogn og en vågen ‘sød tand’.

Og is-abstinenserne er åbenbart arvelige. Efter jeg er blevet tante til verdens mest is-elskende pige og har fået en søn, der hurtig fik inkorporeret “mere is” i sit voksende ordforråd, er is mere end ofte på vores meget lidt politisk korrekte menu. Jeg har aldrig forstået ‘nul-sukker’-pædagogikken, og den ville aldrig kunne implementeres i vores hjem. Dertil er der nogle stofskifter, der kører for hurtigt og nogle madhjerter, der banker for højt.

Så: Da jeg for nyligt fik tilbuddet om at prøve-smage Carte D’Ors nye forårsvarianter, var det jo umuligt at takke nej. Særligt når det handler om blåbæris med chokolade-hjerter og det sigende navn “Tasty Blueberry Vanilla”, og pistacieisen “Intense Pistachio Vanilla”, der ikke alene er en af min personlige farvoritter ud i is-smag (sammen med rom-rosin og chokolade/mint is) men også har den mest moderigtige lysegrønne farve, og derfor er perfekt til sæsonens is-desserter.

Jeg er særligt glad for at lave en marengsbund (efter Frk. Jensens Kogebog), der ikke kræver andet en 4 æggehvider, 200 g sukker og 45 min. i din ovn ved 125-135 grader. Derefter fylder du bunden med RIGELIGT af iskugler (flere end du tror) og alle de bær, du kan få fat på. Der bliver altid spist op når, denne dessert ryger på bordet… Særligt når den er i moderigtige pastelfarver og nærmest får maven til at ‘lette’.

Reklamer

En kommentar to “Is-tid – altid!”

  1. harrylevin marts 23, 2012 hos 3:09 pm #

    Velbekomme – og nyd det!

    KH – og go’ weekend

    HL

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: