Storhed

24 maj

I Danmark har vi små sko på, indeklemte ego’er, vrantne jante-tanker og lutter skadefryd tilovers for dem, der satser stort… og snubler! Det er en del af selvforståelsen at vi ikke må rage op, råbe højt, fylde i lokalet eller glimre i vores nærvær. Sådan hedder det sig i hvert fald.

Men jeg er begyndt at oprigtigt tvivle på, at vi er så indskrænkede og forsmåede, som vi ynder at forestille os, at vi er. Når jeg kigger mig omkring oplever jeg lutter overskud – til trods for recession, menstruation, frustration, depression, kastration og hvad vi ellers kaster ud af prædikater på alle de tilstande, der tidligere bare var en del af livet.

Men man bliver så glad, når etiketter er forældede, kutymer er udslidte og der pludselig er mennesker, der ikke aner hvad ’plejer’ er, og derfor helt imod forventning tilbyder uventet hjælp/ros/overskud/smil.

Jeg prøver noget så djævelsk som at læse et sidefag på universitetet ved siden af job, baby, familie og sociale såvel som sportslige ambitioner. Det går nogenlunde. Eller det vil sige, det gik til nøds dette semester, fordi alt hvad jeg læste handlede om grammatik, der for mig er lige så spændende som daloon forårsruller, golf eller en artikel i Woman. Jeg undskyldte mit manglende engagement med alt fra arbejdspres til plukkeveer… men aben sad tungt plantet på min skulder, eksamensopgaven skulle laves, og fordi jeg ikke ville bebyrde en gruppe med min amme-hjerne, stod jeg ene om at løse en opgave alle andre på holdet var 3-4 mennesker om at klare.

Havde jeg været en af dem, ville jeg måske ikke have haft andet end hovedrysten eller et skuldertræk til overs for hende den gravide (siden nybagte mor), der ikke havde taget sig sammen og fået lavet sit arbejde i tide. Men sådan er de danske studerende  åbenbart ikke. I hvert fald ikke når de selv har passeret de 30, selv har små børn og tydeligt kan huske hvordan perspektiv bliver til tunnelsyn, når en baby entrerer. De tog mig med i gruppen! De lod mig lære af deres erfaringer, kommentere på deres arbejde og endda arbejde med præcis den del af opgaven, der var min eneste reelle styrke. Jeg aner ikke hvordan, jeg skal takke.

Og i min nære kreds har jeg adskillige venner, der er voldsomt ’udfordrede’ som det hedder, på enten arbejdslivet, kærestefronten, med umulige børn eller noget helt fjerde. Men minsandten om ikke alle som én har haft overskud til at tage del i vores lykke, elske vores nye søn og vise os det der ikke kan købes for penge: oprigtig interesse.

Så hermed et uformelt, stort og velment tak, til alle jer, der ikke aner hvad den danske folkesjæl foreskriver, og i stedet følger jeres velanbragte hjerter. I ved forhåbentlig, hvem I er!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: