Hvad jeg (ikke) ved om biler

6 jul

Modeller, årgange, motorstørrelser – det er alt sammen volapyk for mig. Jeg kan aldrig huske hvad den bil, jeg netop har set, hedder eller hvilket mærke, den er. Min hukommelse er old-school-piget: jeg kan huske farven. 

Og alligevel har biler en stor plads i mit liv. Af flere grunde. Jeg er vokset op i et hjem, hvor biler omtales med en vis sentimentalitet. En cremefarvet Citroën Dyane blev omtalt som en kær familieven (den første familie-bil), en Oldsmobile var familiens loyale chauffør da mine forældre boede i USA, og en hvid Citroën GSA med turkis imiteret læderindtræk var min barndoms ultimative feriebil. Vi sad tre børn skulder om skulder på bagsædet, hørte Nanna og Lis Sørensen, fik Taveners frugtdrops (dem med det hvide flormelis-støv) delt ud fra forsædet, mens vi spændt ventede på hvad næste lille feriegave mon var.

Og så fik den hvide GSA pludselig en husbond: min fars sorte Citroën CX – en bil hvis skønhed og linjer stadig bliver omtalt med en vis patos. GSA’en blev nu ’mor-bilen’, der kørte os til fodbold og jazzballet – eller ned til Lyngby Storcenters ’Iscaféen’, der serverede chokoladekage med softice. Siden kom der en Alfa Romeo – sølvgrå – hjem i carporten og en rød Fiat cinquecento. Min far prøvede at overbevise sig selv om, at han elskede dem lige så højt – blandt andet fordi værkstedregningerne var færre, og vintermorgenerne hvor den nye ’vognpark’ (som min far kaldte den med slet skjult ironi) ville starte, var flere. Men det var ikke det samme som de franske biler. L’amour fou ruster ikke.

Når man vokser op i en familie af bilferie-aficionados, er bilen ikke blot et transportmiddel. Den bliver et værested, et univers, en stemning. Og den låner sin begrænsede plads til installation af tasker og tegneserier, mens små miljøer kan indrettes på bagsædet med bamser, brevpapir, boble-tyggegummi-poser og naturligvis walkman, feriedagbog og et par søskende.

Og nu ser det ud til at bilernes mytologi lever videre med skærpet intensitet i min nye, lille familie, hvor jeg er omgivet af mænd. På min allerførste date med min fremtidige husbond nåede han, at få mig til at køre med i tre forskellige biler på under 24 timer. Jeg lagde nu mest mærke til, at de klædte ham (og at de var sorte alle tre) – knapt så meget hvilke modeller, mærker og årgange det var.

Min ældste søns første ord var kusinens navn. Nummer to var gravko. Og siden fulgte ’Pickup truck’, ’Jeep’, ’Land Rover’, ’Sportsvogn’, ’Cabriolet’, ’Kassevogn’, ’Skraldevogn’ …  Hans lillebror følger nok snart trop – i hvert fald er han allerede mere glad for at køre i bil end i barnevogn, og befandt sig skønt med moderens stresskørsel, da jeg for få uger siden panisk fragtede ham til hospitalet.

I år skal vi ikke på decideret bilferie, men vi tager de indledende skridt, med en tur til Bornholm over Sverige. Og jeg har indkøbt de nødvendige mængder feriegaver, vingummier, drikkedunke og salte drops. Om jeg ved, hvad bilen vi skal køre i har af hestekræfter eller motorstørrelse? Overhovedet ikke. Men den er sølvgrå, fyldt med habengut og den skal bidrage til at skabe fine ferie-souvenirs. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: