Skriveglæde

10 nov

På et glimrende kursus, jeg havde fornøjelsen af at deltage i for et par uger siden, blev vi stillet den opgave, at skrive om skriveglæde. Min tekst blev sådan her: 

Gyldne indfald ligger tit og ulmer i mit baghoved – på min løbetur i Søndermarken, lige inden jeg skal sove, eller når jeg kører bil. De farver sindet og trænger sig på.  Og lige så fantastiske ideerne er at få, ligeså påtrængende og ubehagelige bliver de, når de ikke får lov til at ramme et stykke papir og materialisere sig i en tekst.

Kærligheden til ord startede for mig som barn, hvor bogstaver, sætninger og bøger var omsluttet af magi. De var en kode, der skulle knækkes – en verden jeg stod udenfor og gerne ville ind i. Min far læste ’Den store Mikkel Ræv’-bog og ’Hr. Bogelman’ og ordene på siden sprang op i hans mund, hvor de dannede gruopvækkende historier om bjørne, der fik revet skindet af og uartige børn, der fik smæk og kom i skammekrogen. Det ville jeg også. Kunne fortælle historier.

Til en start var mit højeste ønske at kunne læse, hvad der stod bag på pakken med Kellogg’s Cornflakes ligesom mine ældre søskende kunne. Og da jeg først havde fået styr på den disciplin vågnede en ny ambition. Min storesøster, der var 5 år ældre end mig, havde lånt ’Den Uendelige Historie’ på biblioteket, og mit mål blev at kunne læse den. Siden satte jeg mig for at kunne læse underteksterne til ’Dollars’ hurtigere end min storebror, som så til gengæld hjalp mig med mine regnestykker.

Og så blev jeg forelsket. I min bedste veninde og i vores ideer om fremtiden, og hvad vi skulle være. Hun skulle være skuespiller og jeg skulle selv producere de ord, jeg var så fascineret af. Jeg skulle være forfatter, eller i hvert fald journalist. Vi begyndte at skrive lange breve, noveller og dagbøger til hinanden – og jeg tror, at jeg skrev mig hen til den identitet, der ellers var så uhåndgribelig, når brysterne var for små, tankerne for krøllede, tvivlen for stor og drengene enten for uinteressante eller uopnåelige.

Ord er ikke længere magiske hele tiden. De er også mit arbejdsredskab, mit legetøj og ikke mindst min hovedpine indimellem. Særligt når de ikke får lov til at komme ud og finde vej til deres bedste ven – en læser.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: