Arkiv | april, 2011

Lørdag i solen

29 apr

Det er en udbredt forældrekliché: med lige dele selvmedlidenhed og selvfedme at udbryde: ” Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg fik tiden til at gå med, før jeg fik børn”. Jeg kan ikke afgøre, om det bare lyder dumt (hvad blev der af korttidshukommelsen – ammede du den væk?) eller arrogant (Underforstået: “Alle jer andre uden børn har ikke rigtige problemer/liv/opgaver.”)

Jeg kan sagtens huske hvad jeg lavede, før vi fik vores lille dreng. Vi havde travlt. Med alle de ting, der var vigtige på det tidspunkt. Endeløse seancer med Weekend Avisen og morgenhår. Lange løbeture i dyrehaven efterfulgt af tapas-orgie i lejligheden. Overarbejde efterfulgt af syndige ‘TV-dinners’. Forberedelser til en “tour de force-menu” for kære venner. Og tømmermænd der blev plejet med gåture, dvd-kavalkader (Bourne-triologien var effektiv) og bunker af mad. Jeg synes aldrig, vi havde nok timer i døgnet, og der var altid en aftale der skulle laves, en middagsinvitation der pressede sig på eller et nyt løb vi måtte deltage i.

Følelsen af at tiden aldrig slår til, har ikke ændret sig. Nu har vi endda et synligt bevis foran os i form af et barn, der vokser for øjnene af os, og udvikler sig i en fin, blid og livsglad retning. Og jeg synes fortsat at det, vi har mest travlt med er at optimere på tiden  – så vi kan få det hele med.

Det betyder også, at noget af det vi har travlt med at nå, er en lørdag i solen. Vi har allerede haft to af slagsen i denne måned (før og efter ondskabsfuld sygdom), og jeg kan ikke huske hvornår jeg har værdsat stilstand så meget. Kaffen smager bedre, når der er tid til at drikke den langsomt. Samtalen strømmer, når den er ikke er nogen bagkant. Legen er mere løssluppen, når den bliver sluppet fri på græs.

Opfordringen op til denne weekend er vel egentligt blot denne: husk at have travlt, med at lave ingenting…

Underskud

26 apr

Jeg havde en lille overskudsagtig tankestrøm planlagt post-fødselsdagskage, gaveregn og familieforkælelse. Men sådan skulle det ikke være, for alt hvad der kunne gå galt denne uge er gået galt. To fester: aflyst. Hygge-søndag i solen: aflyst. Lange løbeture såvel som nederdrægtige tømmermænd: aflyst.

Til gengæld har vi haft endeløse seancer opkast, skiften sengetøj, venten på samtaler med lægevagten og endda en tur omkring Bispebjerg hospital. Og hvis nogen skulle værebi tvivl er der noget, som er værre end sygt barn – nemlig, når du selv bliver syg samtidig.

Jeg ville ønske jeg kunne give nogle gode tips til, hvordan man redder en lille familie i sengen. Men jeg ved ikke hvad der virker. Men her er hvad ugens førstehjælpskit har bestået af:

1. rask far ( til at passe os andre)

2. mængder af ristet brød og modne bananer.

3. Baby Einstein dvd’er på repeat (til den lille)

4. Mad Men dvd’er på repeat (til den store)

5. hindbærsorbet og smoothies på køl

6. bunker af billedbøger (bl.a. ” En dag i vuggestuen Smørklatten”) og magasiner (bl.a. Fransk Vogue og Purple Magazine)

7. Tålmodighed, overbærenhed og en rummelig vaskemaskine.

8. forståelse for at en fødselsdagsmiddag gerne må være en ‘caprisciosa’ og en ‘quatro stagioni’ fra den lokale pizza-pusher

Vi overlevede…

Fødselsdag

12 apr

I dag! 31 år og egentlig ret godt tilfreds med det… Den alder passer godt til mig. I dag og det næste år (satser jeg på). Hvis 30’erne fortsætter i samme gode stil som hidtil, får 40’erne noget at leve op til!

Længere blogindlæg følger post-fødselsdagsmiddag, vino og (naturligvis) kage… 

Løbetid II

8 apr

Jeg skal nok lade være med at går helt i løbeselvsving, men ville lige dele min løbeplayliste. Jeg kan ikke finde ud af,om det er fordi den er lidt kikset, meget pop-tøset eller bare virkeligt effektiv. Men nu får du den og kan jo så dømme den (og mig) selv!

Jeg har egentligt altid været totalt løbe-puritaner og ment, at alt gear udover måske et almindeligt stopur, var totalt overflødigt. Man har vel ikke brug for en pulsmåler, for at kunne mærke om man anstrenger sig, vel? Og musik overdøver jo både dit åndedræt, eventuel fuglesang og ikke mindst trafikken.

Men så konverterede jeg til iPhone og er nu disicpel af Nike+ GPS app’en – især til korte ture, der er dem, jeg synes er kedeligst, men også til de dage, hvor jeg bare skal have mange kilometer i benene. Så er den en fin gulerod (eller figenstang, for nu at blive i mit løber-univers), der motiverer mig til at løbe en kilometer mere eller sætte farten op eller ned. At Paula Radcliff eller Lance Armstrong kan finde på at rose mig, når turen er overstået, gør bestemt ikke oplevelsen værre. Og når jeg nu alligevel har min iPhone med, ryger der også musik i ørerne:

1.Prince: Alphabet St. – Så er du i gang. Ud på gaden. Funky start.

2. Robyn: Call Your Girlfriend – Du er ovenpå, benene er gode og beatet følger med.

3. The Fray: How to Save a Life – Upbeat melankoli, god at komme videre på.

4. Beyonce: Halo – skru op for lyden, og opdag at du jo næsten svæver … eller i hvert fald lader som om 😀

5. Robyn: Dancing On My Own – vi fortsætter i tøseuniverset – og det virker…

6. Eminem  & Rihanna: Love the Way You Lie – Polerede vredesudbrud og klassisk Rihanna omkvæd – en moderne løbeklassiker, der sætter tempoet op.

7. Swan Lee: In Your Life – Fed tekst og Pernille Rosendahls fine vokal… Swan Lee tiden er stadig det bedste projekt hun har haft gang i, og denne fungerer optimalt som løbesang.

8. Robyn: Indestructible – Yes, det er den sidste Robyn sang. Og måske den bedste af dem alle tre… god 80’er synth lyd over den…

9. Lady Gaga: Paparazzi – Endnu en guilty pleasure af mine er Lady Gaga, og det her nummer er det i mine øjne hendes allerbedste! Rytmen er en god pacekeeper.

10. Kanye West: Runaway – Jeg er blevet opdraget på en streng diæt af Heavy Metal, Hip Hop og Crooners fra min brors side. Mit hjerte banker derfor særligt for de to sidste kategorier (og har skabt en næsten aversion for den første) – Kanye’s nye album er ikke en undtagelse. Teksten, lyden, mixet…. helt fab-løbe-street-style-lyd.

11. Beyonce: Single Ladies (put a Ring On It) – Tyra Banks har skamridt begrebet ‘Fierce’, så det kan jeg ikke bruge. Men det er den her sang altså. Og derfor god at løbe til.

12. Eliza Doolittle: Pack Up – Lige som en løbetur gerne må byde på opverraskelser, så må et løbe soundtrack det også. Og denne her sang overrasker mig altid halvvejs under turen. Corny-feel-good-feeling.

13. Pink: F**cking Perfect – Pink laver det ultimative træningsmusik. Højt tempo, lidt vrede, lidt råb, lidt selvmedlidenhed. Er det ikke det, træning handler om?

14. Robyn: Hang With Me – Hov! Et til Robyn nummer… I see a pattern.

15. Pink: Just Like a Pill – Når omkvædet indeholder teksten “Run just as fast as I can / To the middle of nowhere / To the middle of my frustrated fears” er den lige som selvskrevet.

16. Jay-Z, Kanye West m.fl.: Monster – Hvis jeg kun måtte vælge én løbesang, ville jeg vælge denne! Den er så vred og sej og cool og vild og farten fiser op på fødderne og man må bare ELSKE den. Hvis motivationen er i bund, det er koldt, bakken er stejl eller moralen er lav så sæt denne sang i ørerne!

17. Brandon Flowers: Only the Young – træk vejret, find din rytme, kig på omgivelserne, træk vejret igen. Mærk lige efter i hele kroppen til det her track.

18. Pink: Please Don’t Leave Me – yes jeg elsker Pink så vi tager lige en sang mere…

19. Pink: Sober – Og en til…

20. B.o.B: Airplanes – Popsjæle frydes og fødderne danser videre henover stien

21. Prince: When Doves Cry – En oldie der bare bliver ved med at fungere… elsker introen!!

22. Dúne: Heiress of Valentina – Jeg elskede den fine dokumentar, der er lavet om det danske ungdomsband Duné, og dette nummer indeholder alle deres fine komponenter af frivol og følsom ungdom, skrøbelig storladenhed…

23. Wiz Khalifa: Black and Yellow – Typisk P3 hit – effektfuld og lige til. Men den minder mig om min sommer på amerikansk camp og alle de tough drenge fra NYC, der kunne både synge, danse og se godt ud i mens de gjorde det. 

24. B.o.B.  – Nothin’ On You – Let pop til de sidste tunge kilometer.

25. Nelly: Just a Dream – Denne her sang er så nem og plat og lige til, at den burde være dårlig. Men jeg elsker den. Jeg bliver helt teenage-glad af at høre den, og ser mig selv som ‘head of the high school track team’, når jeg løber af sted til den.

Hvis du er kommet igennem hele dette blog-indlæg, er du en tålmodig læser. Hvis du løber dig igennem hele soundtracket (med eller uden pause), er du en sej løber. I hvert fald i mine øjne.

Løbetid

7 apr

Vi danskere elsker at tale om vejret. Og nu er det blevet forår, og så er det helt fantastisk: for vi kan tale om vejret HVER dag! Det er nemlig den sæson, hvor vejret ændrer sig flere gange dagligt, og vi kan strø om os med dybsindigheder som “Nå, kan I holde varmen?” , “Det er bare løgn!! Nattefrost, igen?? Nu VIL vi altså have noget forår?” eller ” Det er altså virkeligt svært at klæde sig på om morgenen. Der er for varmt til vinterfrakken og for koldt til min sommerjakke. Jeg trænger altså til at investere (!) i en overgangsjakke.”

Men forår er også lig med løbetid – for de garvede, motionisterne og de nyudklækkede løbeentusiaster. Og det er en fryd ikke længere at være alene på stierne kl.6 om morgenen, men nikke indforstået til sine medløbere. Godmorgen, jovist det er tidligt, men vi er ude, er vi.

Jeg har løbet i 15 år nu og har efterhånden akkumuleret en del løbe-nørde-viden. Ikke noget i nærheden af eksperternes, men gode motivationstip til ligesindede motionister, der træner til forestående 5/10/21,1 eller 42, 295k løb.

Jeg har efterhånden opbygget et helt lager af no-brainer løbetips, der virker. Her er de:

1. “Du fortryder kun de ture, du ikke løber” – Der er dage, hvor din hjerne snubler over sig selv, for at komme med undskyldninger for, hvorfor du ikke skal løbe. Det regner, det er for tidligt/sent på dagen, du er for mæt/sulten/træt eller måske skulle du hellere løbe i morgen – og så bare lidt længere? Her er så en hemmelighed: du fortryder aldrig en tur, når du først har løbet den – men du ærgrer dig over de ture, der ikke blev til noget.

2.”Løb alene” – og få tankerne vendt. Motion for benene og ren yoga for hjernen.

3. “Løb med veninden/kæresten/din far” – Det er lige så hyggeligt som at være på café og snakken glider lige så let, som havde I varmet op med et par glas vin.

4. “Find et mantra” – Det lyder totalt zen-indbildsk, men det virker! Når du ikke kan komme ud af døren, op i fart eller finde motivationen til at løbe de der ekstra par kilometer, så ty til dit mantra. Det kan  i princippet være hvad som helst, der motiverer dig, fx bestikkelse i form af kage eller vino til dit under-jeg,  opbyggelige sentencer eller sætninger a la ‘Bare et ben foran det andet’. I et nummer af magasinet ‘Runners World’ fandt jeg det mantra, der virker for mig: “Define yourself”.

4. “Farver” – Løbetøj er pænest i sort – men undersøgelser viser at farver hjælper til at holde motivationen oppe undervejs. Mine egne (ekstremt kvalitative) undersøgelser viser, at det passer. Og hvis du ikke orker at iføre dig regnbue-stribet tracksuit kan farvet neglelak gøre tricket: bare det at kigge ned på  neon-pink negle, mens du løber, kan stimulere løbeglæden. Og til mænd: Runners World anbefaler, at man tegner en SMILEY i håndfladen, der kan´efter sigende virke motiverende when the going (øøøh, running)  gets tough…

5. “Forkæl dig selv” – med gode sko, løbetøj du har det rart i, god musik i ørerne, pænt hår (eller bevidst sporty-grimt-hår)… for at løbe godt, skal du have det godt. Eller med andre ord: løber du for at tabe dig, så lad være med at tage stramt tøj på, så du føler dig udstillet i. Løber du for at blive hurtigere, nytter det ikke noget, at du fiser af sted i udslidte sko. Og vigtigst af alt: løber du for at have det godt, får du det godt.

6. ” Det er kun en time af dit liv” – eller en halv time, eller tre… uanset hvad: når du ikke kan komme af sted eller rammer ‘muren’ undervejs så husk: det er kun xx minutter ud af dit liv! Hvis du ikke kan overvinde et par minutters ubehag eller dovenskab, hvad kan du så?

7. “Tyggegummi” – er måske det mest usportslige råd nogensinde! Men det virker for mig. Jeg har ALTID tyggegummi i munden, når jeg løber (på nær til maraton).  Det gør, at jeg ikke føler mig tørstig undervejs  – og så giver det et lille energi boost når munden smager af pebermynte, lakrids eller jordbær.

8. “Figenstænger” – Glem alt om gel og kunstigt sammensatte energibarer. Den bedste energibar før, under og efter et løb er i mine øjne de gode gamle Castus figenstænger (kendt fra madkassen i 2-6 klasse). De nye varianter med blåbær og banan er mine favoritter pt.

9. “Bananer og kakaomælk” – Igen en rimeligt ‘back-to-basics’-type når det gælder mad før og efter træning. Skal du have hurtig energi før eller efter synes jeg noget af det bedste at løbe på er bananer og vand – og restitution er godt med en Mathildes kakaomælk.

10. “MÅL” – for at komme nogen vegne skal du have mål. Det skal jeg i hvert fald. Og ideen med målene er netop IKKE, at de skal være store og forkromede men derimod lige til og opnåelige. Så beslut dig til hvorfor du vil løbe – fx: ‘mit mål er at løbe 2 gange om ugen’ og book tid til det i din kalender (og familiens program hvis du har børn). Eller mit mål er at gennemføre  5k eller Erimitageløbet uden at holde pause. Som med alt andet i livet kommer du længst, når du ved, hvor du skal hen.  

Her er der lidt fra mit sidste ‘løber-mål’:

http://www.i.pol.dk/tjek/sundhedogmotion/motion/loeb/ECE999564/barsels-maraton-i-storbyens-baghave/ 

Ps. Jeg har selv jubilæum i år: skal løbe maraton nr.10 22 maj i København, og selvom der ikke er tids-ambitioner er der i den grad oplevelsesambitioner. Det 10. maraton skal være noget særligt.