VL-grupper

VL-grupper er overvejende for mænd. I suits, der ikke længere passer helt skarpt, og folder sig efter den mave, der er tynget af  repræsentationsmad. De har tynde koner, der passer hjemmefronten, deres pilatestæning og diæten. Og på deres mænd, når de endelig er hjemme. Eller sådan ser det traditionelle billede af VL-grupperne og deres mænd og kvinder i hvert fald ud.

Heldigvis er billedet ikke så entydigt mere. Vi er stadig flere kvinder, der organiserer os i mere eller mindre autoriserede netværk, og hvor er det dog en fornøjelse at mærke, at søster-solidaritet har fået en helt ny klang version 2.0. Det handler ikke om at hade mænd, føle sig undertrykt af sin arbejdsgiver eller forbande samfundets krav/ kroppens forfald/hjemmets pligter. Vi mødes for noget så banalt som at blive inspirerede, trække på hinandens erfaringer og dele ud af den viden, vi har tilegnet os.

Jeg er selv blevet indlemmet i en lille ring af VL-grupper…. gennem tidligere jobs, studier, kollegie-liv og (senest)børn. For man finder jo ud af, som tiden går, at selvom vi i dag skal være chefer i vores egen one-man-business, går den ikke uden hjælp fra andre. Det bedste er, at vi også opdager, at det er ikke det fælles ståsted i livet der forener os (nybagte mødre der sammenligner kravleteknik og pincet-greb; kolleger der bitcher over øjentjeneren eller frokostordningen; studerende der udskyder eksamenslæsningen i fællesskab), men vores situations omskiftelighed. Og det er det nye! At arbejdsbien finder ud af, at hun har et blødt moder-gen. At syvsoverens arbejdsmoral vågner. At morakkeren tør tage en omsorgsdag – for sig selv. Og at vi at vi tør, fortælle det videre til andre! 

Tisvilde

Tisvilde er byen, der kæmper lidt med sit omdømme. For få år tilbage fik den prædikatet ‘Det nye Hornbæk’, og det klær’ den ikke. For Tisvilde er alt andet end det! Desværre er det blevet ‘smart’ at tage til Tisvilde for en weekend, så man kan se boho-lækker ud i flagrende skjorter, hængerøvshør og krøllede kasketter (mændene) eller daske rundt i casual silkekjoler med Shamballa-armbånd, Gun Britt-klippet saltvandshår og et bevidst usminket ‘jeg-er-helt-nede-i-gear-look’ (kvinderne).

Jeg forbinder Tisvilde med noget helt andet. Det var min første ‘voksne-sommer’, hvor studenterhuen røg af lige så hurtigt som den var kommet på. Stedet hvor der blev flettet fingre og grædt tårer, drukket lige dele billig vin og Mathilde kakao fra bageren på vej hjem fra byen kl.5 om morgenen. Hvor der blev fejet den ene tennisbane efter den anden, spist kung fu is og røget blå kings. Tisvilde var stedet hvor jeg følte mig som en del af et stort og varmt fællesskab, og hvor jeg skabte et helt ubrydeligt bånd til et af de mennesker, der den dag i dag stadig, er et af de kæreste i mit liv.

Jeg forbinder Tisvilde med vagter på Bio Bistro, kys i den aflukkede biograf, Lauren Hill på anlægget og Søs Fenger live. Med endnu en fantastisk – spritny og fra KUA – veninde og den store gruppe af nye venner og veninder, hun var så sød at introducere mig for. Også. Jeg forbinder Tisvilde med lidt for fulde kendisser, der i Tisvildes forsonende skumring ikke længere kan tiltrække sig mere opmærksomhed end the next guy. Jeg forbinder Tisvilde med aftener der ikke må slutte, brætspil, pandekager,grineflip og at se ‘Coming to America’ 5 gange i træk.

Og jeg forbinder Tisvilde med mødet med mit livs kærlighed, med mit magiske bryllup og med de første ømme uger, af min søns liv.

Og nu skal Tisvilde også blive tilføjet flere fine konnotationer, fordi lokale ildsjæle endnu engang tager sagen i egen hånd. Derfor vil jeg bringe en uforbeholden opfordring til at læse nedenstående, som jeg videregiver i ubeskåret form – og bak så ENDELIG op om initiativet. For Tisvildes skyld!

“Kære jer, som elsker Tisvilde, bor her hele året eller har sommerhus eller har jeres gang i Tisvilde eller kender nogen, som elsker Tisvilde,

Tisvilde og omegns Erhvervsforening har taget initiativet til, at Tisvilde ikke “kun” skal være kendt som sommerby, men også som

Tisvilde Juleby i Kongernes Nordsjælland Læs evt. mere her http://www.tisvildejuleby.dk/

Tisvilde Juleby er andet og mere end et julemarked; Det er byens julefest, men til forskel fra en privat fest, er det en fest, som er åben for alle og enhver i julehumør.

Byen summer af julestemning og masser af kulturelle indslag og oplevelser, som har relation jul samt til ét af flg. tre overordnede temaer; det kongelige, det traditionsrige og det juleglade – alt sammen i en kvalitet, vi vil være bekendt her i Tisvilde.

Det kongelige, fordi Tisvilde er en del af Kongernes Nordsjælland, det traditionsrige, fordi vi holder af juletraditionerne og det juleglade, fordi julen er hjerternes fest. For at Tisvilde rigtigt skal komme i julestemning har vi brug for al den hjælp, vi kan få, og her kommer du og din familie ind i billedet.

Du / I kan deltage på flg. måder:

1 / du kan udbrede kendtskabet til Tisvilde Juleby ved først og fremmest at videresende denne mail blandt alle dem, du kender der elsker Tisvilde.  Hvis nogle på den måde får mailen flere gange, beklager vi på forhånd for “besværet”, men sådan er det med netværk, og det håber vi, I tager med julehumør 🙂

2 / du kan være aktiv med i opgaverne omkring Tisvilde Juleby – tilmeld dig på info@helene.dk så hører du nærmere

• Vi skal bruge Værtsnissser til at byde gæsterne velkommen og hjælpe dem til rette,                                                                                                                            så har du lyst til at tale med mennesker og gøre dem glade, er det måske lige noget for dig?
• Vi skal hustandsomdele flyers og sælge Tisvilde Juleby Julemærket søndag d. 28/11 og 5/12 fra kl. 11-15 – har du lyst at hjælpe?
• Vi skal have nogle friske mennesker til at bakke op om Birte Forsell’s vagthold, der hjælper Tisvilde Juleby                               ved at bage Tisvilde æbleskiver og lave Tisvilde julegløgg på Birkepladsen. Back-up holdet hører til på Tisvilde Højskole.
• Hvis du kan lide at pynte til jul, har vi brug for hjælp til vores udsmykningsteam under ledelse af Tommy fra Brink og Pia fra Helenekilde. Det er primært fredag d. 10.december, hvor teltene skal pyntes.
• Er du handy og har lyst til at bruge dine kræfter på at hjælpe teknikgruppen, så har vi en gruppe under ledelse af Hans Erik, Tisvilde Byggeservie og Thomas, Tisvildelejecafeen
• du kan naturlligvis selv støtte op om arrangemenet ved at købe Årets Tisvilde Juleby Julemærke – 65 julemærker for 25,- det sælges hos EDC – Tisvilde, på Tisvilde Bibliotek og alle andre biblioteker i Gribskov kommune, hos Galleri Elander – Tisvilde, på Helsingør og Hillerød turistbureau samt på Sankt Helene – Tisvilde

3 / du kan tænde levende lys i vinduerne, hvis du bor i Tisvilde, d. 11-12.december og 18.-19.december eller købe en lavenergi juletræskæde fra Sirius Company hos os til særpris, så hele byen har pyntet op i haverne eller omkring vinduerne med samme slags lys. Kontakt thomas@kosterco.dk

4/ du kan være Tisvilde Juleby’s ambassadør ved, at fortælle vidt og bredt om arrangementet; på dit arbejde, til fritidsinteresser, i dine andre netværk eller på de social medier. Er du iøvrigt med i vores Facebook gruppe ?

Vi håber, du er med på ideen og vil videresende mailen her og dermed udbrede kendtskabet til Tisvilde Juleby.

Med julelig hilsen

TISVILDE JULEBY i Kongernes Nordsjælland”

Er der en voksen til stede?

Jeg er voksen. For det meste og i følge min dåbsattest. Jeg har mand, barn, bil og pensionsopsparing. Jeg tager opdragelse, uddannelse, medmenneskelig etik og høj arbejdsmoral overordentligt alvorligt. Og alligevel må jeg erkende, at jeg på nogen områder stadig bare er et barn. Ikke vrængende teenager eller flæbende rolling. Bare sådan en opgivende 10-årig, der ikke kan få brøkregningen til at gå op, ikke magter at rydde op på sit værelse igen, eller som synes det er vildt uretfærdigt, at det er så koldt og mørkt, når hun skal køre i skole.

I takt med at vi bliver voksne, overtager vi jo også alle de opgaver der hører med til alderen. Og det skal jeg vist stadig vænne mig til. De forsvinder nemlig ikke. Jeg elsker at lave mad, lægge vasketøjet sammen i pæne bunker, rense øre på min søn, tage mig tid til at læse hele weekendavisen og betale kontingent til min fagforening. Det minder mig om at jeg er voksen og har et ansvar – på den der tilfredstillende måde.  Men jeg bliver gang på gang overrasket over, at blandingsbatteriet skal afkalkes, fryseren afrimmes  (er det overhovedet det, det hedder?), at knapper der falder ud ikke automatisk gen-installerer sig i tøjet og at skoene ikke selv finder vej til skomageren. Det er irriterende hverdagsproblemer, der altid bliver tilsidesat pga vigtige overspringshandlinger, og som bare ikke går væk, lige som voksenlivet heller ikke gør det. Det er her for good.

Min pointe er ikke, at hverdagens små sisyfos-projekter er skjulte memento mori motiver. De udgør bare livets subtile post-it notes, der minder dig om, at når du når en vis alder, har du desværre ikke lov til påberåbe dig afmagt, ugidelighed eller kræve at en voksen tager over. Så er det nemlig DIG der er den.

Indlæg følger…

…SKAL LIGE IGENNEM SNEDRIVERNE!!!

Ro på

Der er stille, og aftenen er blevet det tidligere, end jeg havde regnet med. Planerne blev ændret, babyen var søvnig, før jeg var det, og timerne er pludselig frie. Og friheden kan til tider være næsten paralyserende. Når man (altså jeg) har vænnet sig til at planlægning fra A-Å, for at optimere på tiden, prøve at squeeze en ekstra time ud af døgnet, være lidt mere til stede alle vegne… ja, så er det pludselig meget mærkeligt få ekstra timer forærende. Så nu sidder jeg her… og har 1000 ting jeg gerne ville nå, men kan faktisk ikke huske, hvad det var… så måske man bare skulle gribe det øjeblik, der har budt sig til netop at gøre… ingenting.

Jul

Julen er sat i gang, og den kan ikke stoppes. Ikke nu. Den har lagt sig i mit sind som en fin dyne af højrød, nervøs velour. På den gode måde, vel at mærke.

Jeg er opvokset med en mor, der betragter julen som det ypperligste året kan præstere. Her kan hendes favnende og generøse sindelag få frit spil, uden at nogen rynker på næsen eller leder efter ‘ulterior motives’. Sådan er hun bare – den inverse Scrooge.

Så jeg elsker jul, fordi den for mig inkarnerer familieliv, glæde, åbenhed, tilgivelse, rummelighed og gavmildhed. Når andre himler op om stress, pligter, nervøse trækninger og panikgaver, aner jeg ikke hvad de snakker om. Lad os da for Guds skyld hade januars udsalgskøer, februars sjap og slankekur, marts der er for varm til at være frostsmuk og for kold til at være forårslækker. Men ikke julen! Den skal knase mellem tænderne, dufte af kanel og rime på kærlighed. Sådan er det bare  – og sådan bliver det ved med at være.

Måske især fordi min søn var den ultimative gave, der arriverede d.21 december og dermed varslede en lykke, vi ikke kunne undslå os, vil julemåneden i al fremtid være endnu mere hellig.

Julen blev sat i gang i dag… Med julestuer og kalas; og nu kan den ikke stoppes. Glæd jer… Det er det eneste rigtige at gøre!

Manipulation… ja, det virker!

Jeg har tidligere kommenteret lidt på vores påvirkelighed og (u)opfindsomhed, når det kommer til stil. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg er den første til at tænke,” DET skal jeg også have”, når et nyt design-samarbejde annonceres. Det jo fool-proof-markedsføring. Vi får alle sammen ‘a piece of the action’, til priser der overkommelige – og vi er sikre på at de designs, der er tilgængelige er så tilpas sikre, at vi ikke får unødvendig opmærksomhed, når vi ifører os asymmetri/skarpe skuldre/kæmpe sløjfer/fluorescerende sommerfugle. Alle de andre til pige-aftenen er nemlig iført samme ‘limited edition items’.

Desværre er ideen ved at være udvandet, og i mine øjne ikke i nærheden af det originale oplæg den rundet af. H&M, I’m talking to you! Lanvin – mesteren Alber Elbaz – er det seneste talent, der har ladet sig besnære af H&M-maskineriet. Og hvem kan bebrejde ham? For selvom H&M er fast fashion incarnate (og en af de mest blodsugende kopister), er det også en virksomhed, der om nogen kan brande, lave kampagner, omsætte og nå ud til ‘folket’. Hvem bliver ikke fristet af det?

Desværre er tilfældet, som med så meget andet, at ønsker vi ‘the quick fix’, er tilfredsstillelsen tilsvarende kortvarig. Fastekuren virker kun i det antal dage, du sulter dig med sellerisaft; konditionen bliver ikke bedre, så længe du vader afsted på en trappemaskine uden belastning; og luksus kan ikke købes på discount. Derfor bliver det bare heller ikke det samme at stavre rundt i wannabe Lanvin/Chanel/Stella McCartney, når nu du ved med dig selv, at det er en dårlig kopi af the real thing. For det er jo netop ikke prêt-a-porter eller couture. Og det er ikke en gang rigtigt H&M. For H&M er jo dygtige! Til enkle snit, skøre påfund, cashmere til foræringspris og pelsfrakker der ligner ozelot men er ægte nylon. Det er dét de kan. Og dét, de i mine øjne er bedst til.

Jeg er selv hoppet med på kapløbet et par gange. Flest gange er jeg kommet tomhændet (og skuffet) derfra. ‘Designer’-tøjet så trist, uformeligt og plastic-agtigt ud, som det hang der i banevis på billige bøjler (Stella McCartney/Karl Lagerfeld/Victor&Rolf/Jimmy Choo). Fejlkøb gjorde jeg også et par af (Matthew Williamson & Sonia Rykiel). Kun en gang fik jeg noget godt – Rei Kawakubo/Comme des Garçons for H&M. En cardigan. Med prikker. Den ligner nemlig en ægte H&M.

Så istedet for at købe denne her:

Har jeg nu bestilt denne julekjole (at det er Lou Doillon der poserer i den, gør den kun så meget desto smukkere…):

Sig det med roser…

Jeg tror, at jeg har knækket koden. Sagt i al beskedenhed, naturligvis. Hvordan sygefraværet kan nedbringes, arbejdsmoralen kan løftes, arbejdsglæden kan vokse. Og metoden er gratis, omkostningsfri. Den kræver hverken lange forhandlinger eller forkromede strategiplaner. Men den kræver handling og ord. Måske derfor er løsningen svær at implementere på mange arbejdspladser.

Trommehvirvel.

Løsningen er ros. Anerkendelse. Så nemt og alligevel så svært (åbenbart). Vi føler os nemlig ikke nødvendigvis værdsat bare fordi lønseddelen er prangende, pensionsopsparingen bugner eller vores frokostordning inkluderer  speltbrød, sydesalt, grottelageret gruyère og ande-rillettes.Det, der virkeligt batter, er, at vi bliver set, vores indsats bliver anerkendt, og at vi bliver bekræftet i, at vores anstrengelser er værdifulde.

Jeg er selv en sucker for ros. Heldigvis jeg har gennem tiden været beriget med undervisere, kolleger og arbejdsgivere, der forstod at give den. Og ros har en vidunderlig virkning. Får vi ros, belønner vi nemlig oftest udsigeren med endnu større loyalitet, endnu mere omhu, endnu større flid. Du pjækker ikke dagen efter, at du har fået at vide, at du er uundværlig. Du sjusker ikke, når du kort forinden er blevet anprist for dine skarpe formuleringer. Og du arbejder gerne en time ekstra, når din chef netop har takket dig for, at du er pligtopfyldende.

Så imorgen – til alle jer derude: drop fredagskagen og giv en rose i stedet. Os i modtagerenden bliver så flittige af det…

Radio ga ga

Måske er jeg ved at blive gammel og sur. Måske skulle jeg bare slå over på P1. Eller også er det helt i orden, at jeg synes mine licenspenge skal bruges på noget. Fx kompetente studieværter. Lad mig starte med en tør konstatering: på danskernes foretrukne kanal er der ved at være mere end langt mellem snapserne. p3 hører I mig? For jeg prøver at lytte til jer – og det er ikke let.

Det er klart at en kanal, der skal ramme bredt, i sagens natur må tage nemme virkemidler i brug: indstuderede punch lines, studentikose platheder og vitser, der rimer på prut. Det er helt i orden – nogen gange serveres den letbenede potpourri endda helt charmerende. Her tænker jeg på Mondo med Iben og Huxi, Monkey Business med Mads og Adam, Kanonkongens skæve indslag og sågar det hedengangne ‘mig og Morten Resen’.

Jeg har lyttet til P3 i mange år. Dels er kanalen (for det meste) god til at spille gode ørehænger krydret med et par pikante overraskelser fra upcoming artister. Dels fungerer den som en slags comic relief på dage, hvor jeg har skulle jonglere med for mange akademiske udredninger, umulige deadlines eller SWOT analyser, der ikke bød på stort nyt. P3 var en hyggelig ventil, en jovial stemme i den anden ende.

Ikke mere. Nu virker det nemlig som om, at DR i et desperat forsøg på at spare, luger ud i talenterne og lader de lalleglade amatører få et forsøg. Jeg ved ikke hvor jeg skal ende, men jeg ved præcis hvor jeg skal begynde. Programmet ‘Hverdagens Helte’, der i tide og (mest) utide bliver hevet op, som vikaren fra inferno, byder på det mest diletantiske radio, man kan forestille sig. To unge mænd (navnene fortaber sig), disker op med deres egen uvidenhed, højlydte tankestreger (øhhh…øhhh…øøøøhhh), og kan knapt nok huske spillereglerne for deres eget umulige program. Det kan jeg heller ikke mere. Det var slemt.

I søndags gik det galt igen. Her fik endnu en ung håbefuld mulighed for at brainstorme for åben mikrofon – fra morgenstunden! Det største clue (brace yourself!) den morgen var det såkaldte ‘Bager Breaking News’.Her kunne ‘morgenfriske’ lyttere ringe/skrive/SMS/sende røgsignaler om hvorvidt giflerne var varme, kanelsneglene krydrede eller romkuglerne udsolgte fra netop deres bager. Kan det blive mere sindsoprivende? Og som om lavpunktet ikke var nået, brugte studieværten herefter mere end 10 minutter på at lade en frisk nordjyde ringe ind, for at vække sit sovetræ af en kæreste – igen – for åben mikrofon. Jeg var i chok!

Desværre må jeg nok bare erkende, at jeg ikke er målgruppen længere. Et af de få programer, jeg stadig synes lever op til den ‘gamle’ P3 ånd, har direktionen nemlig også valgt at lukke ned. Yes, det går godt. ‘Den Løse Kanon’ nåede lige at blive kåret som bedste radioprogram – så må vi hellere skrotte det! Mads & Monopolet (lørdag) og ‘Hængepartiet’ (søndag) – watch out! I ryger sikkert som de næste.

Kritik efterlyses

Mens min blog-stemme efterhånden er talt varm, er der kommet flere gode kommentarer til skriblerierne. Tak. Mest af alt er det overordentligt rart, at høre andres refleksioner over de større og mindre (men altid vigtige) emner, som blog-mediet kan berøre. Men det er også rart at blive inspireret til nye opgaver, jeg som blogger bør påtage mig. Tak igen.

En vis intellektuel kapacitet efterlyste et kritisk projekt. Måske savner han mere kant, skarphed eller sarkasme. Eller også efterlyser han holdninger. Uanset hvad kan jeg kun være enig. Bloggere der ikke forholder sig til den position de taler udfra eller det univers, de navigerer i skriver i bedste fald tandløse indlæg – i værste fald uvedkommende.

Jeg har taget den til mig, og vil klart prøve at spidse den kritiske pen. Men jeg kan abolut ikke garantere, at der ikke falder en feel-good-finke af fadet ind i ny og næ…