Arkiv | maj, 2012

Storhed

24 maj

I Danmark har vi små sko på, indeklemte ego’er, vrantne jante-tanker og lutter skadefryd tilovers for dem, der satser stort… og snubler! Det er en del af selvforståelsen at vi ikke må rage op, råbe højt, fylde i lokalet eller glimre i vores nærvær. Sådan hedder det sig i hvert fald.

Men jeg er begyndt at oprigtigt tvivle på, at vi er så indskrænkede og forsmåede, som vi ynder at forestille os, at vi er. Når jeg kigger mig omkring oplever jeg lutter overskud – til trods for recession, menstruation, frustration, depression, kastration og hvad vi ellers kaster ud af prædikater på alle de tilstande, der tidligere bare var en del af livet.

Men man bliver så glad, når etiketter er forældede, kutymer er udslidte og der pludselig er mennesker, der ikke aner hvad ’plejer’ er, og derfor helt imod forventning tilbyder uventet hjælp/ros/overskud/smil.

Jeg prøver noget så djævelsk som at læse et sidefag på universitetet ved siden af job, baby, familie og sociale såvel som sportslige ambitioner. Det går nogenlunde. Eller det vil sige, det gik til nøds dette semester, fordi alt hvad jeg læste handlede om grammatik, der for mig er lige så spændende som daloon forårsruller, golf eller en artikel i Woman. Jeg undskyldte mit manglende engagement med alt fra arbejdspres til plukkeveer… men aben sad tungt plantet på min skulder, eksamensopgaven skulle laves, og fordi jeg ikke ville bebyrde en gruppe med min amme-hjerne, stod jeg ene om at løse en opgave alle andre på holdet var 3-4 mennesker om at klare.

Havde jeg været en af dem, ville jeg måske ikke have haft andet end hovedrysten eller et skuldertræk til overs for hende den gravide (siden nybagte mor), der ikke havde taget sig sammen og fået lavet sit arbejde i tide. Men sådan er de danske studerende  åbenbart ikke. I hvert fald ikke når de selv har passeret de 30, selv har små børn og tydeligt kan huske hvordan perspektiv bliver til tunnelsyn, når en baby entrerer. De tog mig med i gruppen! De lod mig lære af deres erfaringer, kommentere på deres arbejde og endda arbejde med præcis den del af opgaven, der var min eneste reelle styrke. Jeg aner ikke hvordan, jeg skal takke.

Og i min nære kreds har jeg adskillige venner, der er voldsomt ’udfordrede’ som det hedder, på enten arbejdslivet, kærestefronten, med umulige børn eller noget helt fjerde. Men minsandten om ikke alle som én har haft overskud til at tage del i vores lykke, elske vores nye søn og vise os det der ikke kan købes for penge: oprigtig interesse.

Så hermed et uformelt, stort og velment tak, til alle jer, der ikke aner hvad den danske folkesjæl foreskriver, og i stedet følger jeres velanbragte hjerter. I ved forhåbentlig, hvem I er!

Reklamer

Begravelse

22 maj

Må man gerne savne nogen, selvom det (måske) er til det bedste, når de får fred?

Må man gerne blive lidt mere bange for at dø – og endnu mere bange for at miste – når man sidder i et rum fyldt med kærlighed, salmer, blomster og tårer?

Må højt belagt smørrebrød godt føles påtrængende, når man er blevet spist mæt af gråd?

Må man godt hade rustvognens sendrægtige afgang men elske kirkens højtidelighed (uden at vide om man overhovedet kan finde ud af at være kristen)?

Og må man gerne føle en sær ro ved at se, at kærligheden (endda den romantiske af slagsen) kan være endnu større, når man nærmer sig de 90 end de 30?

 

Mormor

4 maj

Jeg har aldrig haft en mormor. I hvert fald ikke før jeg selv blev mor, og opdagede hvad begrebet mormor dækker over.

Inden da har det været et nærmest magisk begreb. Mormødre har albuer med smilehuller og trusser på størrelse med badeshorts. De bager lyse boller fyldt med smør og kardemomme, laver agurkesalat og rødgrød, strikker fine trøjer med katteknapper og marineblå striber, serverer kaffe i mokka-kopper og har altid Fazermint og Marianne bolsjer i vitrine skabet. En mormor beder dig ikke om at spise op eller vaske hænder, men hun opfordrer dig til at snuppe en ekstra æbleskive eller skære et tykkere stykke kiksekage. Mormor laver salat med mormordressing, høns i asparges og måske endda en fromage til dessert. Og hun serverer sød martini, sherry og portvin.

Der er dog sket noget vidunderligt i familien. For to år siden fik vi en mormor. Min mor.

Hun er hverken tyk eller blød eller gammel. Men hun er ligeså sødmefyldt, generøs og kærlig, som mormoderen fra mit fantasibillede. Faktisk er hun endnu bedre. For hun laver fastelavnsris og julekalender, isdessert og rasmus klump pandekager, samtidig med at hun løber halvmaraton, går til Pilates og lakerer neglene i Chanel-farver.

Og så bliver hun ikke træt. Hun kan synge “indianer-sangen” 10 gange i træk, læse den samme Totte bog igen og igen, fodre de samme ænder flere gange om ugen og servere endnu en børnevenlig frokost på
melanin-tallerkenen, når børnebørnene (og deres forældre) kommer på spontant besøg.

Jeg tror, at hun er blevet så god en mormor, fordi hun ikke “bare” skal være mormor for mine sønner, men faktisk også for mig. Hun er mine drenges mormor, samtidig med at hun er den mormor, hendes mor aldrig nåede at blive for mig. Tænk at få en mormor, når man har passeret de 30…

Jeg elsker, at mine drenge nyder godt af verdens bedste mormor. Og det eneste jeg begræder ved, at jeg ‘kun’ har fået drenge er, at jeg aldrig bliver mormor. I stedet må jeg så arbejde på, at blive en excentrisk, engageret og flamboyant farmor…

%d bloggers like this: