Jeg proklamerede jo! Højt og flot og efter et glas hvidvin (eller flere) at året var kreativt og minsandten om det ikke ville kaste en bog af sig. Måske endda flere. For ideerne stod i kø, min eneste opgave var bare at plukke fra den fine buket af ordgejl, afrundede sætninger, fyndige sentencer og eksistentielle statements, der kørte rundt oppe i hovedet på mig. Så skulle resten nok give sig selv. Som om det ikke var hybris nok i sig selv, lavede jeg en lille skrive-salon med en dygtig med-skribentøse, og sammen skulle vi lave vignetter ud af båndsalat, sprogperler ud af hverdagshændelser. Så langt, så godt.
Der blev nedfældet noter, et par overskrifter, sågar en enkelt story-line. Og så gjorde jeg det forbistrede dumme: jeg begyndte at lytte til gud-og-hvermands-mening. Som om jeg ikke var blevet klogere, siden jeg var gravid med vores første-fødte og var så dum, at jeg fortalte hvilke navne, vi afprøvede sammen med vores efternavn. ALLE mener noget, når det kommer til navne. De er for søgte/populære/religiøse/almindelige/ekstraordinære/ikke internationale nok/ for tsar-agtige.
Det viser sig bare, at flere end mange også har en mening om bøger-in-spe. Og det er faktisk ganske paralyserende. For selvom de mange gode råd, ideer, kritiske input og velmente provokationer doneres i flæng og bedste mening, paralyserede de mig. I en grad der gjorde, at jeg ikke gad skrive. Ikke andet end hvad jeg skulle. Og det var ikke meget. Så i stedet løste jeg min eksamens-kryds-og-tværs, forsømte bloggen, læste gode klassikere og alt for mange gyselige anmeldelser af alt for mange ligesindede kvinders livtag med bogmediet. Ganske forstemmende. For hvor er der skrevet ufatteligt mange bøger skåret over samme læst: jeg har født et barn, det er en verdensnyhed, mit parforhold lider, mit barn er nuttet, mit barn skriger, mit barn ammer, mit barn er nuttet, jeg er blevet tyk, min mand er stadig lækker, jeg vil gerne realisere mig selv – og nu gør jeg noget frækt: drikker en gin & tonic, åbner en webshop og skriver en bog. De få, der er lykkedes med denne skabelon, har gjort det mere end godt (Julia Lahme burde bare kræve royalties for at være the Original Mummy Gangsta, der turde noget med sine bøger) .Resten… hmmm… henvender sig åbenbart til den del af det læsende publikum, der også sluger bøger om kongehuset og blomsterbinding, dvs. det publikum, jeg ikke forstår. Og som jeg nok heller ikke skal prøve at ramme med eventuelle fremtidige litterære udgydelser.
Så hvor vil jeg hen med denne tilståelse? Måske hen til dert nytårsfortsæt jeg selv (og et par andre) tildelte mig. I år skal der skrives. Skrives en bog. Om det kræver at jeg ifører mig mentale ørerpropper, kunstnerhat og fjerboa so be it. Der skal skrives.
Vouloir C'est Pouvoir 