Archive | august, 2011

Om at være kedelig

26 aug

Ugerne har været på hovedet. Eller for nu at være helt korrekt – de har været horisontale. Så snart jeg har kunnet se mit snit har jeg ligget ned. Ikke fordi at jeg ikke har haft lyst til at se mennesker, bage boller og lave mad, overholde aftaler og lave impulsive planer, få læst mine bøger og skrevet de sider, der skal skrives. Men jeg har ikke kunnet. Et andet mennesker vokser indeni mig  – men hun har næsten også overtaget min frie vilje. Jeg er reduceret til ren id; og det er et lavmælt men insisterende et af slagsen, der kun har et enkelt behov: søvn.

Så jeg har overgivet mig og indset at jeg slet og ret må stille mig tilfreds med at være kedelig. For nu. For søvnens kategoriske imperativ manifesterer sig i en slags omklamrende skriveblokering. Der gerne må slutte snarest.

Mens jeg gaber højlydt, kan jeg konstatere at der med vanlig vakkelvorn træfsikkerhed er blevet udskrevet valg. Og det plejer jo ikke at være kedeligt – valgaften er nærmest det næstbedste efter jul. Men denne gang tegner det til at blive omtrent ligeså interessant som min gøren og laden efter kl.20…Zzzz Zzzz Zzzz…. Alle overbyder hinanden, uden at sige noget som helst. Krisen kradser men der er alligvel råd til det hele. Frem til den 15.september i hvert fald. Derefter skal vi spare, arbejde mere, lege mindre og give karakterer til alle over 12 mdr. Og det er kedeligt.

Om Blue Valentine

16 aug

Der er blevet set mange film denne sommer. Rigtigt mange. Jeg har fået catchet op på alle de oscar-film, jeg burde have nået i biografen. Jeg tudede mig (omsider) igennem Rabbit Hole hvor Nicole Kidman endnu en gang er fantastisk. Jeg var lige så vild med Black Swan som alle anmelderne og syntes the Kings Speech var storladen og britisk på den gode måde ( og jeg ELSKEDE Helena Bonham Carter, som den stolte, kære kone – som altid fænomenal!! The glitterati kan hade hendes stil, men hold nu op hvor kan hun spille skuespil…)

Men den film, der ikke vil forlade min tanker, der satte sine dybeste tankestreger i min erindring, der overraskede i sin subtile og ‘scruffy’ skønhed er *Blue Valentine*. Poetisk og hjerteskærende på en ukrukket og ubarmhjertigt realistisk vis… kærligheden virker ægte og skrøbelig og den er fyldt med morgenhår, dårlig ånde og vodka. Og den kræver at man bliver voksen og tager ansvar, når man helst vil hoppe i hinkeruder og dagdrømme. Og, og, og… Ryan Gosling er det mest elskelige ‘bad company’ man kan forestille mig, mens Michelle Williams endnu en gang er hård og blød, og smuk og blegfed. Den burde ikke være så god, som den er. Så lad være med at læse mere – bare se den!

Om at sove

11 aug

Jeg er født med et ualmindeligt godt sovehjerte. Det har været en kær ven hele livet – og noget jeg i smug har været lidt stolt over… og fordi jeg har arvet det fra min far, er vi begge overbeviste om, at mennesker, der kan sove over alt og til enhver tid, er både velafbalancerede, trygge og potentielt gode ledere. En observation foretaget  i al ydmyghed forstås.

Mine evner udi at sove har troligt hjulpet mig gennem min barndoms lange bilferier, hvor jeg bare skulle ramme bagsædet med min opppustelige ‘Minnie Mouse-nakkepude’ i lyserødt alcantar – så sov jeg hele vejen til Rødby, videre fra Puttgarden og helt til Vendèe/Montpellier/Auvergne/Biarritz eller hvor det nu var i Frankrig, at mine forældre havde lejet årets hus gennem ‘Gîtes de France’.

Power-naps fik mig gennem gymnasietiden, der for mit vedkommende mest handlede om at komme igennem, om at få høje karakterer, om at spekulere over hvad mit liv skulle bruges til, og på at lære et af mit livs bedste mennesker, Stine, at kende. Et frikvarter blev konverteret til lur-tid på skolens bibliotek, mens mange andre (sejere) mennesker havde travlt med at ryge og tungekysse. Jeg sov og gjorde mig klar til at vide (og mene) noget om Kant/Arkimedes’ lov/ Trigonometri/Pladetektonik.

Disco-naps blev kodeordet for årerne post-gymnasiet. Hvor jeg boede på Egmont-kollegiet og hvor læseplaner og forelæsninger blev lavere rangeret end den endeløse række af spontane fester, tour-de-chambre en masse og drinks-aftener ad absurdum. Det hjalp at sove. Hurtigt og effektivt. Og gerne også et par timer inden jeg skulle ind og have min faste torsdags-tjans på byens eneste provins-diskotek, Dakota. Med stamgæster, Doors i ørerene og Trampedach på væggene. 

Så kom trænings-søvnen. Den søvn, som enhver løber prioriterer ligeså højt som sin lange søndagstur og de bugnende tallerkerner med pasta. Søvnen der heler benene, giver ro i maven og skærer et par sekunder af den forventede løbetid. En sommer da min far og jeg var på løbeferie sammen på Bornholm – bare os to – fik vi faktisk ‘perfected the art-of” træningsluren. En halv times lur to timer inden den daglige etape startede, og vi var flyvende.

Gravid-søvnen er helt anderledes. Jeg havde helt glemt den fra sidste gang. Inden jeg blev gravid første gang,  havde bedrevidende mødre fortalt mig om, hvor sulten man blev af at vente sig. Hvordan man ENDELIG kunne spise spandevis af Ben & Jerry’s og kassevis af marcipanbrød; tebirkes og tandsmør. Jeg forgreb mig ikke på slikkeskuffen eller kummefryseren. Jeg gik ombord i sengen. De første mange uger kredsede min hjerne non-stop om, hvornår jeg kunne får næste lur, hvor mange gange jeg kunne tillade mig at trykke på snooze-knappen, hvornår jeg kunne tillade mig at liste hjem fra middagen – hjem og i seng. Jeg var som en junkie og mit stof var søvn. Grundtrætheden lettede i takt med at maven voksede, og den forsvandt helt, da min søn vækkede alle mine sanser ved sin ankomst.

 Nu er jeg her så  igen – og jeg glæder mig bare til at gå i seng.

“mest af alt holder jeg af hverdagen”

4 aug

Ferien var så god fordi den var så hverdags-lig. Vi så de mennesker, vi gerne ville se, spiste al den mad vi kunne rumme, læste avisen langsomt og klarede de hverdagslige opgaver hurtigt.

Ferien bragte masser af overraskelser også. Store og små. En af dem var, hvor meget man kan elske at køre til fiskehandleren dagligt. For at købe fiskefrikadeller og remoulade.  At vi faktisk kunne klare os uden musikanlæg eller opvaskemaskine i 3 uger… og faktisk (næsten) glemme, at vi manglede dem. At jeg åbenbart ikke gider at ligge på stranden mere – og blev helt glad da det (igen) blev overskyet, så vi var ‘nødt’ til at tage på Louisiana. At jeg ikke vokser fra at være en dårlig taber i spil. At ‘videoringen’ i Helsinge er et lille kulturmekka med smalle film, tyk tobaksrøg, forvandlingskugler og enearmede tyveknægt.

Og så kom Overraskelsen. At vi bliver en til i familien. Til marts. Og jeg tror, at det er en pige.

 

%d bloggers like this: