Det er interessant at observere hvordan Maslows behovspyramide tager sig ud på Facebook. Efter 2010 hvor Facebook boomede og alle (inklusive undertegnede) overdokumenterede deres liv, kommenterede på alt fra farven på himlen til smagen af sommerens første is, men ingen rigtigt skrev ‘noget vigtigt’, er der sket et skifte.
De fleste prøver nu at være mere selektive med, hvad de deler: billederne skal være lidt pænere og mere redigerede (eller i hvert fald besidde en hvis snapshot-æstetik, der gør, at de er sanselige på den kornede og nærværende måde) og kommentarerne skal gerne have en politisk, provokerende, pikant eller spidsfindig karakter.
Lige indtil vi overgiver os. Glemmer at være selektive, skarpe og bruge vores facebook-profil som det virtuelle visitkort alle kommunikationsprofessionelle belærer os om, at det bør være. Maslows behovspyramide illustrerer hvordan vores basale behov som søvn, mad og sex skal dækkes, hvorefter vi søger familiens stabilitet, sikkerhed og sundhed, dernæst erotisk kærlighed, seksuel intimitet og venskab, og på de øverste lag ligger selvrealisering, kreativitet, respekt og moral. På facebook prøver de fleste nu at vise, at de tilhører behovspyramidens øverste, esoteriske lag. Vi vil helst være raffinerede og kloge – gerne fulde af selvindsigt, politisk bevidsthed tilsat ironisk eller humoristisk krydderi. Indtil de nederste lag overvælder os og afslører vores sande natur. For egentlig, når alt kommer til alt, og udfra ren billedempiri, er der visse emner, der øjensynligt interesser os mere end noget andet: vores børn, vores mad og vores fester (og tilhørende parringsdans, flirt og fine udklædninger). Og så elsker vi at skrive om vores sygdom og vores manglende tolerance over for vinterens kulde/sommerens varme/efterårets blæst/forårets regn.
Jeg kender mange, der brokker sig over ‘state of the nation’ i landet facebook. For det er da utroligt at folk hele tiden skal “lægge billeder op af deres børn”, “fortælle om deres sygdom”, ” foregive at de ved noget om politik, når de tydeligvis har misforstået det hele”, “dele ubetydelige hverdagsbegivenheder” og ‘”fortælle om hvor meget de har trænet i denne uge”. Jeg kan ikke blive så bestyrtet. Jeg synes den demokratiske ytrings-, billed- og meningsdeling der finder sted på facebook er ganske forfriskende. Vi vælger selv, hvad vi vil fortælle, og hvis (facebook-)liv vi har lyst til at følge med i. Og hvis vi bliver for sofistikerede til facebooks lousy-lag på pyramiden, kan vi jo bare logge af og læse med et andet sted.
Vouloir C'est Pouvoir 