Arkiv | oktober, 2012

Om at være ‘åh’

29 okt

Begrebet blev defineret på Meyers Deli. Af min mand. Mens vi var relativt nygifte men allerede godt sammentømrede i værdifællesskabet og fordomskabinettet. Vi så en kvinde, der kunne beskrives med ét udtryk. Hun var ‘åh’. I kender typen: Blå Nørgaard undertrøje, 3-lags deller, søvn i øjnene og fuglereder i håret. Hun er på barsel, er hun. Med barn nummer to. Så hun behøver ikke længere at amme i diskretion (hele København har allerede set hendes bryster), hun behøver ikke at tage sig tid til at tage et bad og hun har i den grad ret til at fylde minimum seks cafépladser med rangler, pikpak, grød, bleer, pusletaske og slumretæppe. Hendes mand er hevet med i dagens anledning. Han skal hjælpe med ‘den store’, når nu de er ude at spise lørdagsbrunch. Han er en smalskuldret, undseelig mand, tyndslidt trøje og nerver. Træt fordi han var oppe at sympati-amme i nat, og tog storesøster, da hun vågnede 5:20 (og altså før Ramasjang) og befalede at få både Cheerios, Cirkeline, en sang og en dans. NU.

Hun var ‘åh’, den mor på caféen, syntes vi. Vi himlede sammensvorent og bekræftede hinanden i  at ‘åh’, det var vi i hvert fald ikke!

Siden har vi opdaget, at man kan være ‘åh’ på mange måder:

Der er den ‘Hatte-åh’. I ved, dem der har i ført sig en stor Suzanne Brøgger turban/en Janis Joplin filthat/ en Karen Blixen stråhat eller (som den seneste gren af hatte-åh) en kasket fra Kenzo. Det er dem, hvor hatten kommer med dem og ikke omvendt. Den ligner et stykke kostume ikke en integreret del af en stilsikker garderobe.

Mange af dem der finder på at være ‘Hatte-åh’ kan også tilskrives kategorien ‘Mode-åh’. Det er dem, der pludselig ifører sig skulderpuder og stonewash fordi modehjulet nu er drejet i 80’ernes retning. Eller pludselig mener at Dr. Martens og en sweatshirt med 90210 trykt på maven er indbegrebet af lækkerhed – for de er hypernostalgisk med på moden og 90’erne skal ukritisk genopdages.

Man kan også være ‘Vin-åh’. Den type sniger sig altid ind til et eller andet selskab, du deltager i. Deres næser er særligt lange, så de kan stikkes dybt ned i (Spiegelau) vinglasset og få hele ‘bouquet’en’ med. De smider om sig med udtryk som ‘vignerons i 8. generation’, ‘en distinkt smag af kul, tobak … og er det sveskeblomme?’, ‘herlig fadlagring – med en meget afstemt eg’. Og så gurgler de gerne mund i det, vi andre bare drikker, mens de med sikker hånd svinger rundt med glasset for at optimere ‘iltningen’.

De ‘Kunst-åh’-typer kan opleves i flere afskygninger. På Louisiana holder særligt den ældre generation af Kunst-åh til. Kvinder med store sjaler, sølvringe med rav og onyx, sko fra Bruno og Joel og gevandter fra Rigetta Klindt. Deres mænd er iført Arnoldi briller, violinist hår og kører Citroën. Den yngre generation af Kunst-åh kan bl.a. opleves på Charlottenborg. Mændene er tynde, har fuldskæg og er iført sort tøj. Kvinderne er også tynde, har fuldskæg, make up-fri og bh-løse, iført fodformede sko og tøj der er ‘vintage’… eller i hvert fald forvasket.

Men nu kan jeg til min gru konstatere: jeg er selv blevet ‘åh!’. Og endda på flere planer sikkert, men det plan jeg selv er mest bevidst om er, at jeg er blevet ‘mor-åh’. Jeg diskuterer pludselig pædagogisk linjer, selvværdsstrategier, normeringer, termotøj vs. flyverdragt og hvilke lagersalg, der er værd at besøge. Jeg bruger både gummistøvler og cykelhjelm; jeg bliver decideret harm, når jeg ser pædagoger, der ryger mens de holder et barn i hånden i parken; og jeg bliver indigneret, når cafeer udviser ammende kvinder, og vordende fædre højlydt proklamerer at de ikke vil deltage i deres eget barns fødsel. Er jeg blevet klogere eller er jeg flyttet ind i min egen fordom? Jeg ved det ikke. Men ’åh’ det er jeg er i hvert fald.

Reklamer

Bloggen er vågnet

27 okt

Bloggen er vågnet at sin dvale og den vil straks addressere en efterlysning: Flere af min gode læsere og endnu bedre venner har efterspurgt lidt mere mod på min blog. Jeg mangler at vise mere ‘kant’ (læs: tænder), mener de. Og jeg har tænkt mig om og troet, at de havde ret. For jeg elsker en god diskussion, en skarp pen, en polemisk debat – ja, sågar en lille fiffig intrige. Bare ikke her. Min blog er mit frirum og tidslomme. En lidt udefineret størrelse – det er jeg klar over – uden en tilstræbt målgruppe eller et defineret projekt. Men jeg ved, hvad den ikke skal være: en slagmark.

Dette kan meget vel tolkes som, at jeg er konfliktsky eller hvad der er værre – behagesyg. Jeg vælger, at betragte det som en del af at blive voksen. Jeg er vokset fra det behov, der tidligere drev mig hovedkulds ind i enhver debat eller konflikt, jeg mente at jeg kunne gøre mig gældende i. For jeg har simpekthen konstateret, at der er alt for mange kampe (og meninger) , der ikke er værd at bruge energi på. Og det har vist sig at være noget af en lettelse, at undgå visse emner eller afstå fra visse samtaler. Og her tænker jeg emner som politik, børneopdragelse, religion, kongetro – yes, de store, kødfyldte emner. Jeg har simpelthen ikke behov for at overbevise eller ændre i et væk eller i alle sammenhænge mere. Og så er jeg måske også for følsom, og måske derfor er det meget godt at barndomsdrømmene om at blive tv-personlighed eller politiker ikke gik i opfyldelse. Jeg orker ikke, at den principielle kamp alt for ofte skal vendes til et personligt angreb.

Hermed ikke sagt, at jeg ikke stadig elsker en diskussion, der slår ud med armene, eller at hive min kæphest frem til endnu en ridetur. Jeg kan bare ikke love, at jeg vil gøre det på dette sted. Her skal det være lysten, tiden og humøret der driver værket, og ikke  en prügelknabe eller flere.

Børnehave bomben

26 okt

Jeg troede, jeg var cool og distanceret. Sådan kærlig og kontant mamma, der spytvasker sønnike og sender ham tilbage i kampen, når han er faldet og har slået sig i bogstavelig eller overført forstand. Men det er jeg ikke. Slet ikke. Jeg er blevet sådan en, der cykler af sted fra institutionen med bævende underlæbe og og sort/hvide aflejringer af salt og mascara ned af kinderne. For i bund og grund synes hele min moderlige intuition og væsen, at det er helt, helt, helt forkert, Børnehavelivet, som vi netop har taget hul på. At aflevere sin lille, tillidsfulde søn i et virvar af små og endnu mindre børn – og et påfaldende (hovedrystende!) lille antal voksne. At begreber som ‘nomeringer’, ‘legepladsulykker’ og ‘blive væk fra gruppen i skoven’ ikke bare er ‘de andre’ pylrede mødres kæphest, men min egen meget nærværende bekymring.

Jeg har mest af alt lyst til at føje ham, og pakke ham ned i en lille æske med vat, når han siger han ikke vil i børnehave. Eller når han forgrædt og hikstende modtager mig, efter at han er blevet vækket af sin lur af voksne, der hverken kan hans navn eller rytme – og han føler sig helt alene i verden. Men nu må vi jo ikke ‘ødelægge indkøringen’, så imorgen sætter vi igen kursen mod ‘institutionen’ – iført cykelhjelme, termotøj og stålsatte viljer. Det skal jo for pokker virke.

Og ja, alle “de andre” forældre smiler bedrevidende og forsikrer mig om, at “de har så godt af at være i børnehave”, “de lærer så meget af at være i børnehave”, ” de vil slet ikke hjem fra børnehave”, “vi kan slet ikke stimulere dem så meget som børnehaven kan”. Virkelig? Eller er det bare (endnu) en af de løgne, vi som forældre må fortælle os selv, fordi der ikke er noget reelt alternativ.

Alle sagde, at vi ville elske børnehaven. Min søn og jeg er ikke overbevist endnu.

%d bloggers like this: