Arkiv | juli, 2013

Kammertonen

14 jul

Hvor grimt må vi tale, når ordene ikke kommer ud af vores mund, men derimod er skriblet i en Facebook-opdatering, en stanget ned i en sms eller deponeret i et blogindlæg? Er det mere legitimt at give verbale huskekager, hvis blot de er efterfulgt af tre udråbstegn eller en smiley der blinker?

Jeg har arbejdet meget med ord og kommunikation lige siden, at jeg forlod gymnasiet. Jeg har puklet med at finde min egen tone, men også at ramme den rigtigt, når jeg ikke skrev til skrivebordsskuffen, men derimod til en eksamensopgave, en redaktør eller en betalende kunde. Og jeg har begejstret fulgt med i alle de nye, demokratiske muligheder, vi har fået til at udtrykke os. Det er ikke længere forbeholdt en halvstuderet litterat eller en bedrevidende madanmelder at fortælle mig, hvilke bøger jeg bør læse eller hvilke restauranter, der fortjener et besøg. Nu kan en pige på 16 med talent for at blogge, en gammel skolekammerat jeg er ’venner’ med på Facebook eller en debattør på k-forum også påvirke mine valg. Det er jeg glad for.

Jeg konstaterer stadig oftere, at vreden mod (især) Facebook ingen ende vil tage. Vi er narcissister, er vi. Jeg tilhører personligt den værst tænkelige kategori, fordi jeg både poster billeder af mine børn, produkter jeg godt kan lide, stemningsbilleder fra ferier jeg mindes med et smil – og så ’liker’ jeg tilmed rigtigt mange af mine venners billeder af deres børn eller sportspræstationer, statusopdatering om lykkefyldte oplevelser eller blogindlæg der debatterer alt fra amning til den bedste højde af hæle (intet under 10 cm.) Flere debattører, sociologer og fritidskynikere råber vagt i gevær. Kvinder som jeg higer efter konstant anerkendelse, hedder det sig. Jeg interesserer mig kun for mine børn, såfremt jeg kan fremvise et fotogent billede af deres fortræffeligheder, og jeg vil kunne skrive om banale sandheder indviklet i fortærskede klicheer, fordi det jeg skriver aldrig må gøre ondt for alvor, være politisk eller trykke rigtigt på mine læseres ømme punkter.

Kald mig lallende optimist – jeg tager, det som et kompliment, hvis folk oplever min online-tilstedeværelse sådan. Jeg anser mig selv som fornuftigt begavet mennesker, med stærke holdninger og aktivitet i hjertet.  Men når jeg publicerer indlæg, billeder og kommentarer, er det ud fra den devise, at alting virker voldsommere på skrift. Derfor skal de tunge, polemiske eller politiske slag ikke slås på Facebook men på de kanaler, debatsider og blogs der inviteret her til. Jeg betragter Facebook som et frikvarter,  hvor jeg ser hvad mine ’venner’ har på hjerte, og jeg deler et redigeret udsnit af mit liv. Burde jeg bruge flere bandeord og vise mere appelsinhud? Jeg har svært ved at se formålet. Kan andre være ligeglad med, om jeg er i sommerhus, at mine børn spiser is eller at jeg igen har lakeret mine negle? Bestemt. Tvinger jeg dem til at kigge med over skulderen? Overhovedet ikke.

De sociale medier er sociale på præcis samme måde som alle andre begivenheder er det. Orker du ikke at deltage i en barnedåb, et svendegilde eller i mødregruppen , står det dig frit for at melde fra. På samme måde kan du undlade at besøge Facebooks hverdags-lir eller læse de blogs, der ikke harmonerer med din grundtone. Men kammertonen klæder nu al kritik – ikke mindst, hvis den skal tages alvorligt.

Status fra sommerlandet

13 jul

Sommeren er ikke blevet helt, som jeg regnede med. Den er blevet bedre. Jeg troede ikke helt på, at vi kunne geare ned, slappe af og glemme alt det, vi mente, der var vigtigt. Og kloge af erfaring, prøver vi at holde kalenderen ledig til spontane aftaler, men selv spontaniteten, kan vi ikke forpligte os til. For sommeren kræver selskabelighed, gæstgiveri, middage, venner og en grill, der hele tiden syder med pølser og et eller andet, der pakket ind i folie og spækket med krydderurter og hvidløg. Og vi har gæster på den voksne måde, hvor kvinderne er iført smukke kjoler der ikke strammer, mændene stråhat,shorts og skægstubbe og børnenes hår skinner kridhvidt mens maverne strutter af for mange kirsebær og sodavandsis. Og vi drikker stadig vin og ryger cigaretter, men med mådehold og kun til midnat. For vi forvandles ikke til græskar dagen derpå, men til ramte forældre, der med et skuldertræk konstaterer, at vi ikke kan feste som i gamle dage. Og det er ok. Vildskab er noget de andre har. På Roskilde. Og på instagram. Vi har souvenirs der skal skabes, dufte der skal huskes, en ble der skal smides og en barndom, der skal gødes.

%d bloggers like this: