Arkiv | september, 2010

Original?

29 sep

Kejserens nye klæder anno 2010 burde hedde : Kejserens kedelige klæder.

Efter weekendens tur til Berlin blev den langt fra nye iagttagelse endnu en gang klar: På tværs af landegrænser, alder og køn er moden blev stadig mere uniformerende. Jo mere stylister, modeblade og selvbestaltede trendforskere forklarer vidt og bredt om, hvor helt igennem moderne det er, at a) klæde sig individuelt b) ‘skabe kant med skæve accessories’ c) købe noget personlig (allerhelst ‘vintage’) ingen andre har d) holde fast i sin personlige stil, jo mere ligner vi hinanden. Vi er skæve, skøre, individuelle og personlige på præcis samme måde.

Jeg er selv et omvandrende bevis! Vi var en flok på 4 piger sammen henover en weekend, og havde vi ved et tilfælde forbyttet kufferter indbyrdes, havde ingen anet uråd. Vi synes sjovt nok alle at Acne laver fantastiske T-shirts, at det er helt rimeligt at give 900 kroner for et tørklæde fra Nué, at batik bare altid er lidt underspillet i orden (eller i hvert fald lige nu), at haremsbukser gerne må køre en sæson mere og at plateau-vinterstøvler er en nødvendig investering. Jeg tror også, at vi alle 4 hver især synes vi har en ualmindeligt personlig (og dermed underforstået: god) stil. Det har vi måske også. Men: vi er jo ofre for samme hjernevask. Hvorfor er der ingen af os der har de Levi’s hængerøvs jeans på, vi alle levede i for 5 år siden? Hvorfor er højeste ønske ikke mere en smart logo-taske men nu en underspillet Marc Jacobs mega-taske eller no-logo-lædertaske fra Celine? Hvorfor ville vi ikke drømme om at købe Miss Sixty bukser mere?

Jeg skal være den første til at tilstå at jeg elsker mode, elsker at følge med og ja, elsker at shoppe, drømme og impulskøbe. Men nu vil jeg så også springe ud med det mest opsigtsvækkende statement-item jeg pt har: Ærlighed. Og sandheden er denne: når det kommer til tøj er jeg aldeles uoriginal. På helt samme individuelle måde som alle andre.

Done

27 sep

Søndag var våd, grå, kold, klam – og helt igennem fantastisk!

Berlin viste sig fra sin mørkeste og mest ubarmhjertige side, da uret ringede kl.6 søndag morgen. Dagen forinden var der blevet spist mængder af pasta, havregryn, bananer og brød – aldeles anti-Atkins – og der var blevet snakket om løbeanekdoter, maratonstrategier, forberedelsesritualer og ikke mindst om distancen. 42,195 k. Der bare lå og ventede.

Jeg skulle løbe med en enestående kvinde og vidunderlig veninde. Vores strategi var enkel: vi skulle hygge os! Vi havde begge   ‘gemt’ samtlige substantielle samtaleemner, vi kunne komme i tanke om, til netop dette Berlin-Maraton. Det skulle sikre at den mytologiske distance skulle føles som… en søndagstur.

Strategien virkede. De 42 k blev ædt skridt for skridt, mens snakken gik, grinene var brede og der blev gestikuleret med både arme og ben. Hvor uforståeligt det end må lyde, havde vi det virkeligt sjovt. At vi derudover havde uforligneligt dygtige og dejlige heppere på ruten, gjorde oplevelsen uforglemmelig.

Vi kom igennem i fineste stil – det var bare overstået alt, alt for hurtigt! Og det var overvældende. Godt i mål måtte en tåre (okay, flere) ud. Benene var ømme, tøjet gennemblødt, tænderne begyndte at klapre og maverne at rumle…Og det var det hele værd!

Great Expectations

23 sep

Jeg har sat mig et mål, der hverken er urealistisk eller naivt,  men ikke desto mindre en anelse ærefrygtindgydende, når nu det skal nås indenfor en meget nært forestående fremtid. Nærmere bestemt på søndag.

Jeg er løber af hjerte og sindelag. Ikke på den senede, benede, kompetitive måde. Jeg har al mulig respekt for de stankelbens-tynde mænd og kvinder, der med tæmmet hår, vindbidt hud og sammenknebne øjne kæmper sig igennem korte og længere distancer på svimlende tider. Deres øjne er på uret, deres hjerte banker for tiden. Hele tiden et minut hurtigere, et sekund hurtigere, en hundredende-del af et sekund hurtigere. Hurtigere for enhver pris.

Det er bare ikke mig. Jeg løber for oplevelsen i enhver forstand. For luftens duft, for asfaltens hårdhed, stiernes skurende grus, skovens eftergivende underlag. Jeg løber, fordi hver eneste tur gør mig lidt mere til løber. Jeg får mere styr på tankerne, større overblik over problemerne, mere glæde ved lykken. Jeg får tænkt mig om, når det er nødvendigt; jeg forholder mig tavs, når det er tiltrængt.

Jeg tror ikke, der er én måde at være rigtig løber på. Men jeg ved, at der er en måde, der sikrer, at du bliver ved med at løbe: Hver tur skal være en fornøjelse! Målet med hver tur skal ikke være at løbe hurtigere, længere, i hårdere terræn eller udholde løbebåndets monotoni. Målet med hver eneste tur skal være at få en oplevelse.

Jeg har haft mange af dem. Oplevelserne. Fordelt på mørke eftermiddage, hvor man mest havde lyst til kaste sig på sofaen, men en løbeaftale med min gazelle-lignende veninde, fik mig ud at løbe intervaller i bidende slud. Eller dovne morgener, hvor snooze-knappen ikke kunne fortie det faktum, at jeg burde løbe nu, for ellers ville min dag bare aldrig starte rigtigt. Fra et vindfriskt maraton i Reykjavik, til et stegende hedt ditto i Paris. Fra Københavns maraton, der førte mig sammen med min mand, til Hamburg maraton der afslørede, at min søn var med som blind passager.

I december måned satte jeg mig yderligere et mål end den blotte oplevelse. I evig selverkendelse af at jeg løber for nydelsen, velværet og for løbet i sig selv, måtte jeg dog alligevel indrømme, at én konkurrence ville jeg gerne vinde: kampen med kroppen. Målet var simpelt men samtidigt monumentalt: Mit første halvmaraton skulle være løbet inden min søn fyldte 6 måneder – den fulde maraton inden han blev et år. 19. juni løb jeg mit første halvmaraton – 2 dage inden mærkedagen. På søndag gælder det den fulde distance i Berlin. Benene såvel som ambitionerne må briste eller bære.

Ps. Til alle der løber eller vil løbe efter en tilsvarende filosofi, skal unde sig selv Haruki Murakamis bog “What I Talk About When I Talk About Running”. En fantastisk læseoplevelse fra en beundringsværdig løber.

Autumn Leaves

21 sep

Så er tiden inde til at gå tidligt i seng, drikke masser af te og spise bunker af ristede kastanier, græskar og cox orange æbler. Det er også tid til at stå op i mørke, trække huen ned i øjnene og forbande at man ikke kan gennemskue om morgenen, hvad der er for koldt/varmt/vindtæt/regntæt at tage på.

I år synes jeg efteråret er kommet snigende særligt yndefuldt. Med støvregn, blødt solskin, fint doserede mængder af blommeduft i luften og sprøde, visne blade på Frederiksberg Allé.

Så det er også blevet tid til at nyde det tyste mørke, til at tænde stearinlys, til at høre Autumn Leaves med Sinatra og til at glæde sig over de små overraskelser, der også tør vise sig i denne tid: at min lille niece kan stave til min søns navn; at min svigerinde kom dumpende med den fineste persianer-pels årgang oldemor til mig; at jeg fandt en halvtredser i en vandpyt, og at min mand har lyst til at lave gryderetter.

Hvad glæder I jer til?

Mit navn er mit hjem

17 sep

Da jeg startede på litteraturvidenskab for snart mange år siden brugte en af mine medstuderende (der siden blev en af mine kæreste veninder) et sjældent godt udtryk: ” Han bor i sit navn”.

Den tænkte jeg over længe. Og så tog jeg den til mig.

I grunden siger navnet så meget om mennesket, fordi det bliver den ‘mærkat’ den enkelte persons mange kvaliteter, talenter, excentriciteter og manerer bliver kategoriseret under. Ligesom det er med til at brande, hvad det overordnede begreb Sofus/Emilie/Johan/Cornelia dækker over.

Da jeg selv stod i den forunderlige situation, at skulle navngive et andet menneske, blev den iboende ærefrygt ved opgaven overskygget af den store lykke det var, at kunne vælge netop det navn, min mand og jeg mente var det bedste ‘hjem’ for vores kommende søn. Ingen af os hører til den tavse type og derfor gjorde vi ikke (som andre klogere typer) os selv den tjeneste, at vente med at proklamere navnet til barnet havde gjort sin entré på verdensscenen.

Vi jublede, til alle der gad at høre, at vi skam havde fundet navnet, der skulle tjene vores søn og gøre ham til et enestående individ med det helt rigtige prædikat. Reaktionerne var forskelligartede – fra overstrømmende og til decideret ubehagelige. Der var de få, der valgte at lade henstå navnet ukommenteret, frit blafrende i samtalen. Der var de (heldigvis) mange, som overøste navnet med adjektiver som ‘blæret’, ‘macho’, ‘perfekt’ og ” super fedt – det er da lige sådan én I får”. Og så var der dem, der stejlede. Vi fik blandt andet at vide, at navnet vi havde valgt jo ‘bare’ var det næste modenavn, og de kendte faktisk allerede de første… øhm… to andre, der også skulle hedde det samme (So what?). Der var dem, der sagde ‘nå, det har jeg da godt nok aldrig hørt nogen kalde deres barn…’ ( bemærkningen ledsaget af slet skjult panderynke). Og så var der dem, der helt uforbeholdent proklamerede ” Dét kalder I ham bare ikke! Det er virkeligt ikke pænt!!”.

Min søn blev døbt for et halvt år siden, og han bærer navnet flot. Jeg vil vove at påstå, at han allerede har taget bolig i det.

Viden

15 sep

Jeg har iagttaget, at jeg ikke er den eneste, der har et ambivalent forhold til viden. Der er viden, vi brænder for at tillegne os; viden vi prøver at skubbe fra os; og så er der viden der klæber til os, hvadenten vi vil det eller ej. Jeg kender flere (især kvinder), der er overbeviste om, at de ikke forstår sig på matematik, andre der ikke kan holde koncentrationen til en fuld roman og endnu andre, der ikke kan tilegne sig større færdigheder i et køkken, end hvad der rækker til at spejle et æg.

For mit eget vedkommende er det fuldstændigt umuligt, at fastholde historiske årstal eller huske selv den mest banale geografi. Til gengæld kan jeg stadig gøre rede for Kierkegaards udlægning af begrebet angst, bage boller uden opskrift og huske navne og mål på internationale topmodeller i perioden 1995-2005.

Underligt nok ændrer vores ønsker sig i forhold til, hvad vi ønsker at vide, hvad der er vigtigt at vide og den viden, vi rent faktisk bliver tilbudt.

Den videbegærlige viden opstår i sin reneste form i alderen 0-10 år. Alt hvad vi kan skrabe til os af nye ord, abstrakte begreber, forskrifter for dekorum og mellemmenneskelige uskrevne regler, klistrer til vores modtagelige sind. Vi vil så gerne kunne stave til vigtige ord som is, kat, prut og vores eget navn, holde orden på hvilke ord de voksne ikke må bruge (sgu/pis/fuck), gøre far opmærksom på at han burde cykle med hjelm og lære at acceptere, at vi skal gå i seng, lige når vi har det allersjovest. Vi lærer at navigere i al den umiddelbare og subtile viden, vi stilles overfor – og vi stiller ikke en gang spørgsmålstegn ved det.

Den selektive viden dukker op i teenageårene og fortsætter ofte ind i 20’erne. Lige pludselig er det meget vigtigt at vide, hvem der kyssede hvem i fredags, at kunne hele teksten til Smells like teen spirit, at forstå Camus, at have en mening om Godard og kunne blandingsforholdet til den perfekte Gin&Tonic. Mindre vigtigt er det at huske Archimedes’ lov, at forstå fotosyntesen, at kunne bøje franske verber i konjunktiv eller at lære hvordan et excel ark fungerer.

Og så blandes det hele så igen efter endt uddannelse. Pludselige begræder vi al den viden, vi ikke nåede at suge til os. Vi romantiserer vildt omkring det skønne liv som studerende, hvor der var tid til fordybelse. Og vi higer taknemmeligt efter ethvert kursus, vi kan få i arbejdssammenhæng, det tilfældige foredrag på Louisiana, den lange artikel i Weekendavisen, den lille filmperle på DR2. Så blev vi da det klogere.

Der er intellektets iboende ironi, at vi er de mindst taknemmelige elever, når tiden til litterære klassikere, semiotik, kunstforståelse eller langhåret videnskabsteori faldbyder sig selv. Og at vi straks tiden er knap, dagene kortere, opgaverne flere og pligterne uomgængelige ville ønske, at der var mere tid til… ja, alt den viden vi gerne vil tilegne os nu.

Glansbilleder

14 sep

…nogen gange har vi bare brug for dem. Især på sådan en grim, grå dag som i dag. Vær så artig!

%d bloggers like this: