Nobody puts baby in the corner…

Film er ‘the shit’ pt. Det er i hvert fald det alle brancher uden for filmbranchen (der vist fortsat lever på kunstigt åndedræt i Danmark) siger. Og jeg er enig – film kan da bare noget, som ingen andre medier kan. Iscenesætte stemninger, skabe paralleluniverser, vække begejstring, begær, gru og gråd.

I weekenden faldt samtalen på igen på film. Jeg elsker film. I almindelighed. Bredt. Ikke kun det snævre skæve eller de brede bubble-gum-genrer. Det hele!! Hvis genrens konventioner bliver overholdt (eller brudt på genial vis) er jeg et nemt, nemt offer. Så her kommer lige en liste (ikke i prioriteret rækkefølge) over mine 13 foretrukne film + et par bonuslister over mine yndlingsfilm indenfor en given genre. Kommentarer med supplerende anbefalinger er yderst velkomne.

1. True Romance – den ultimative kærlighedsfilm. Og jeg elsker stylingen af Patricia Arquette.

2. Blue Velvet. Dennis Hopper og Isabella Rosseline – Kyle Maclachlan og Laura Dern. Det er så rigtigt!

3. Scarface. Al Pacino er nok min all time favorite skuespiller. Dette er hans bedste og mest barske film.

4. Lost Highway. Ond, ond, ond – kravler ind under huden og bliver der.

5. Sideways. Californien, små menneskerskæbner og store eksistentielle spørgsmål om vin, kærlighed og livet.

6. Cape Fear. ALLE er seje i denne film: Robert De Niro, Jessica Lange, Juliette Lewis og Nick Nolte – need I say more?

7. The Ice Storm – Mesterværk fra Ang Lee.

8. The Virgin Suicides. Poetisk, øm, fin og skrøbelig ungdom. Ville gerne have filmens farver som baggrundstapet i mit liv.

9. Amadeus. En af de film jeg har elsket længst tid – soundtracket alene gør Milos Formans mesterværk seværdigt.

10.The Talented Mr. Ripley. Igen: fantastisk casting – Cate Blanchett, Gwenyth Paltrow, Philip Seymour Hoffman, Matt Damon og Jude Law. Og TØJET, KULISSERNE, VESPAERNE, RØD LÆBESTIFT, BØLGET hår. J’adore!!

11. Eyes Wide Shut. Pikant, foruroligende, inciterende og smuk – Nicole Kidman har aldrig været bedre.

12. The Great Gatsby. Elsker yndige Mia Farrows take på kyniske Daisy Buchanan. Og flapper-stilen er så gennemført lækker – alt tøj skabt af Ralph Lauren.

13. The Big Lebowski. The Dude. Punktum.

Action:

Bourne Identity, Alien 1-3, Terminator ( 1,2 og 4), Kill Bill 1-2. Alle film kan jeg se til hver en tid, når der skal slappes af og kobles fra.

Instant feel good fixes:

Some like it Hot, Moulin Rouge, Strictly Ballroom, Le fabuleux destin d’Amelie Moulin, Vicky Christina Barcelona, 8 Femmes, Lost in Translation, Coming to America, What’s eating Gilbert Grape, An Education. Bare lette, labre film der kan spises med ske og smelter på tungen.

Must sees:

Citizen Kane, The Shining, Carrie, Goodfellas, Le charme discret de la Bourgeoisie, Eraserhead, Madonna- truth or dare, Buffalo 66, Seven, Au bout de souffle.

Don’t bother:

Le Grand Bleu, Ringenes Herre (nåede kun igennem halvanden film…!), Saw (øv – havde så store forventninger), Solaris.

Men min all time favorite af såvel nostalgiske grunde som de gennemførte filmiske  kvaliteter er selvfølgelig Dirty Dancing, med den mest legendariske one-liner to date: ” Nobody puts baby in the corner”.

Ledelse

Jeg går og tumler lidt med denne tanke. Om ledelse og det at være leder. Hvordan definerer man egnetheden til at lede, hvilke er de mest centrale do’s og don’ts, hvorfor er der så mange der gerne vil være høvdinger, når de ville være bedre indianere?

Vi har vænnet os (i stor stil) til at høre vores venner, kolleger og familie brokke sig over dårlige ledere. Langt sjældnere oplever vi, at nogen står frem og proklamerer: jeg har en dygtig chef. Og nu taler jeg ikke om at placere i sød versus dum kategorien. Jeg tænker ud i den svære kunst at motivere medarbejdere, være forbilledlig uden at virke umenneskelig. At kunne dosere konstruktiv vejledning, velment kritik og nødvendig ros i passende mængder. Så vi som ansatte anspores og opmuntres til at yde hvad vi kan, give mere end hvad der forventes og bidrage til arbejdsmiljøet – uden at brænde ud eller koge over. Det er en svær kunst, og jeg modtager gerne kommentarer fra læsere, der har oplevet ‘den gode leder’.

Min umiddelbare top fem (set fra medarbejderstolen) må være:

– KOMMUNIKATION: Fortæl medarbejderen hvad der er virksomhedens målsætning, hvad der forventes af dig som medarbejder og hvordan du som leder mener, at målet skal nås.

– SYNLIGHED: Som leder må du gå forrest. Det er med medarbejdere som med børn: vi imiterer oftere hvad lederen gør, end hvad ledelsen siger de gør.

– AUTORITET: Som leder må du træffe de svære beslutninger – og stå ved dem. Ikke alle valg er indlysende gode i de ansattes øjne, men hvis du som leder tør at stå ved din autoritet (og vel at mærke har gjort dig fortjent til den gennem flid, dygtighed og dømmekraft), vil dine beslutninger blive respekteret  – de indlysende såvel som de diskutable.

– FLEKSIBILITET: Du kan kræve meget af dine medarbejder og får dem til at gøre endnu mere på eget initiativ, så længe fleksibiliteten er gensidig. Vis dine medarbejdere, at du har tillid til at de magter opgaverne  – og at det ikke er hvor og hvornår opgaven løses men at den bliver løst, der er det afgørende.

– FAGLIGE KOMPETENCER OG INTEGRITET: Det skal være indlysende for medarbejderne hvorfor det er netop dig, der er lederen. Derfor er det vigtigt, at du ikke bare er god til uddelegere opgaver men også kan bidrage med faglig sparring, kompetente råd i tvivls spørgsmål og ikke mindst bakker dine medarbejdere op i de beslutninger, der er truffet i fællesskab.

Tilføj gerne til listen… også ledere der har råd den anden vej rundt!

Pimp my…

Der er ikke længe til juletiden starter. Og selvom den for (alt for) mange er synonym med rædsomme ture til propfyldte BR-butikker, hjertebanken over endnu et excessivt indtag af mættede fedtsyrer og lidt for mange matas-piger på vej til julefrokost iført netstrømper og rensdyrhorn, så er julen trods alt også årets bedste undskyldning for at overraske sin elskede, forkæle sine venner og dele rundhåndet ud af næstekærligheden. Og er man rigtigt heldig, kan den vibe omkring ‘the joy of giving’ blive udstrakt til året i øvrigt.

Min uforbeholdne opfordring gives videre her: vi skal være bedre til at dele ud, af det vi kan. Ikke bare med en åndfuldhed til et middagsselskab eller en opskrift på den perfekte chilli con carne. Nej, vi skal GIVE vores viden videre, sætte vores talent i spil. Jeg kender mange af den slags gavmilde sjæle, der er med til at ‘pimpe’ mit liv. Min ipod blev for nyligt pimped af en veninde med uhyre lækker musiksmag, min sans for tv er blevet vitaliseret med geniale serier (vi taler The Wire, Dexter, Sopranos) fordi fantastiske venner har lånt ud af deres serie-entusiasme og ditto samlinger, mit hjem bliver fortsat pimped af min mand, der er et langt større indretningstalent end jeg selv, og min fryser bliver (til trods for at jeg ikke har været på SU i et halvt årti) fortsat pimped af min mors gode frikadeller, gryderetter og grovboller. Hovedparten af mit kendskab til filmklassikere, russisk litteratur, snæver dansk kunst og undergrundsmusik er opstået på baggrund af kyndige venners elskværdige anvisninger. Og snart vil selv denne blog få en tiltrængt makeover, fordi en kreativ virtuous har indvilget i at pimpe den…

Det er med talent som med gode gaver: det er faktisk bedre at give end at få! Derfor har jeg også pimped diverse specialer med korrektur og redigering, diverse garderober med ultimativt vigtige items (min søn er pt yndlings-subjektet for stil-pimpning), venners skriblerier med kommentarer og råd, og ikke mindst anvisninger til score-sikre middagsretter og bastante boller til de brødflove.

Så væk din indre Xzibit og pimp din næstes liv…

Undergravende virksomhed

Jeg har hele mit liv haft en forkærlighed for de humanistiske fag. Og selvom jeg ikke kan sy et ærligt sting, tegner som en 10-årig (på de vellykkede dage) og bare ikke lige strikker et 70’er stribet jumpsuit til sønnike, betragter jeg stadig mig selv og mit fag som kreativt. Og colibri såvel som krage søger mage, og derfor er jeg (heldigvis) omgivet af mange skønne venner, der tilhører ‘den kreative klasse’.

Vi er gode til mange ting. En skøn kvinde,  kan synge som en funky diva med både dybfølt nerve og sensuel sjæl, mens hun producerer skarpe vignet-tekster og fine illustrationer med den ledige hånd, der ikke styrer mikrofonen. En anden åndfuld ven kan redegøre for Jungs samlede værker kontekstualiseret i forhold til Schreber og Freud  – indsat i en teknologi tung kontekst (yes, jeg bliver også tabt undervejs), mens han frembringer fyldige frikassé’er, laver sacher tærte fra bunden og udtænker et kreativt spin på Nigella Lawsons pumpkin chiffon pie. Et tredje talent er er på fornavn med samtlige samtidskunstnere på den danske kunstscene. Hun kan analysere happenings, de fleste kun kan ryste på hovedet over, til at få en signifikant betydning for spørgsmål om køn og identitet, og kan derudover effektivt formidle erotisk litteraturs funktion i en blasert og pornoficeret samtid, mens hun samtidig træner et helt hold kontormus ud i yogaens kropslige og spirituelle gaver.

De er blot nogle af de mange glimrende eksempler på kulturelle kapaciteter, der i den grad beriger og begaver en kultur som vores. De kan skabe koblinger mellem flere discipliner, formidle deres ekspertviden så den fremstår fængende frem for hermetisk og… de har svært ved at holde skindet på næsen. Økonomisk.

For det vi nok er allerbedst til, os ‘kreative’, er at underbyde os selv og undergrave vores egen branche. Vi opdrager os selv og hinanden til at mene, at bare man ‘er’ i kunst/mode/musik/litteratur-branchen, er det en gave i sig selv. En løn vi skal være taknemmelige for, da det jo fylder vores hverdag med åndelige kalorier og vores cv’er med kreativ street cred. Og mens vi har travlt med at tænke stort, tale floromvundent og gå til ferniseringer i Bredgade, glemmer vi at betragte vores metier som et arbejde. For det er jo også en lidenskab, og er det så ikke nok? Spørgsmålet er retorisk. Svaret er NEJ!

Min bror er mere end almindeligt godt begavet, når det kommer til tal. Og ikke almindelige tal, der arter sig i en ligning eller går op i 2. Nope. Han er kreativ og intuitiv nok, til at mestre skønheden i statistik. Han synes både, at det er udfordrende, interessant og berigende. Og sjovt nok vil han alligevel gerne betales for sit virke, have en pensionsordning og benytte sig af kantinens betalte frokosttilbud. Det synes både han og den virksomhed, han er ansat i, er rimeligt. For godt nok bidrager de til hans åndelige vækst, men han bidrager i den grad også til deres bundlinje, deres virksomhedskultur og til deres kollegiale sammenhold. Han er med andre ord værdifuld.

Dette er desværre ikke tilfældet i en foruroligende stort antal af kulturelle arbejdspladser og institutioner. Her er det kutyme at arbejde gratis, fuldt ud rimeligt at man lader sig ansætte i løntilskud eller på daglejer betingelser. Uden rettigheder, uden sikkerhed, uden økonomisk stabilitet. Og måske bliver de største tanker tænkt på tom mave, måsker vokser de lyseste ideer ud af kriser, og måske er kærlighed og kildevand gyldig valuta i visse sammenhænge. Men det bliver ikke ved med at være i orden, at de bedste opgaver går til dem der arbejder billigst, de gode stillinger kun opstår ud af tilskudsordninger og at praktikanter holder liv i vores aviser, magasiner og kulturhuse. Hvornår bliver branchen voksen og indser at it takes money to make money? Hvis man vil have voksen, kompetent og konkurrencedygtig arbejdskraft, må kreativiteten gødes med stabile forhold og… noget så prosaisk som: løn!

Ny post-ferie energi

Stilhed på bloggen, skriblerier på blokken, ro i bunker og løvskov i aw/10 outfit. Smukt. Og vi taler ikke om opofrende børneferie men om soul-maintenance i str xs-XL. Godt.

Min søn har været mobil i et par uger snart. Sådan for alvor. Ikke noget med at møve sig army-style babysteps… Nope, full on ÆGTE kravl. Et markant skridt i ethvert menneskes liv – no way back. Han kan kun søge FREMAD fra nu af. Det klæder ham.

Også jeg har ‘nyt’ i vente. Ikke monumentalt ( jeg kan både kravle, gå, løbe, cykle). Men jeg kan ikke balancere. Hverken på en pilatesbold eller med min nuværende work/life balance, som det så selvhjælps-agtigt hedder. Så jeg skal op på en bold og blive der. For selvom jeg har svært ved at løbe mig træt, og når hvad jeg sætter mig for, skal jeg nu også turde at slippe lidt kontrol og bare balancere. Det siger min nye personlige  træner – en Guds gave til travle mødre med ambitioner om både/og. Så op på bolden – og bliv der.

Og dertil skal der 1. November jongleres med en anden ny bold. Nyt job! Jeg skal fortsat skrive og kommunikere alt hvad jeg har lært, men et andet sted end nu. Jeg siger ikke adieu til en æra, en lidenskab, eller kolleger jeg har holdt af og beundret. Det fortsætter i min bevidsthed, i et nyt udvidet netværk, som platinringe i verden og smutringe i blikvand. Men jeg siger i den grad goddag til et knitrende nyt kapitel, der ligger og venter som blanke sidder i barndommens lektie-bog. Nyt der skal læres, udrettes, opdages og iværksættes.

Efteråret stritter i alle mulige gode retninger… og soundtracket dertil bliver komponeret, dag for dag.

Solskin

…på en ø og i efteråret!

Det gode ved børn er, at de tvinger en til at holde ferie. Mange små og gerne i flæng. De fordrer også at ferierne bliver fyldt med is, film, tegninger, huskespil og en dukkert… om ikke andet, så bare i badekarret med ænder, sørøvere og en badebold.

Min mand og jeg har gennem flere år high-jacket andres afkom, så vi fuldt legitimt kunne planlægge ferier, der udelukkende vandt deres berettigelse på baggrund af, at årstiden dikterede dem (efterårsferie, vinterferie…). Og nu gør vi det igen. Med eget afkom som ‘new kid on the block’ der skal indføres i de fine traditioner. Der er allerede blevet varslet ponyridning, forloren hare og is med chokolade sovs. Og post-putning er det jo forældrenes tur til samtaler i strid strøm, Barolo i glasset, ben op og hair down.

Bornholm  er destinationen og tiden skal optimeres… God ferie!

AS

Så er det vist på tide at krybe til det kedelig kors. Jeg er en del af dem nu: Anonyme Sentimentalister – AS.

Jeg har gennem årene kæmpet hårdt imod. Mindst fordi det ødelægger ethvert forsøg på at a) virke cool b) opretholde en pæn øjenmake up  og mest fordi c) det er bare dødirriterende at tude offentligt, når den direkte årsag ikke er stor sorg eller fysisk smerte. “Hygge-flæb” med andre ord. Eller det ligner det, for det er ikke hyggeligt.

Det er grænseoverskridende at involvere andre (og selvfølgeligt altid fremmede) i, at man er rørt over hvad der til forveksling ligner en helt almindelig hverdagssituation. For hvor det er normalt og næsten charmerende at fælde en velment tåre til bryllup, barnedåb eller når studenterne igen har fået huer på, er det decideret tåbeligt at vandladningen ikke kan tøjles i Matas/ min nieces klasseværelse/ på cykelstien.

 

Formanden for AS - Mr. Cry Baby himself... det var ham der startede det!

 

Det jeg troede hørte til midaldrende madammer har nu ramt mig selv: jeg bliver rørt – offentligt og ude af kontrol. Det rammer i flæng og ganske uopfordret, uønsket og uforudset. Da jeg for nyligt afleverede min smukke niece på 6 år i 0.b, havde jeg samtidig æren af at overvære deres morgenritual. Top-tjekkede Frederiksberg forældre med mobiltelefoner klæbet til ørerne og Rika-tasker på armene afleverede yndigt afkom, der målrettet hang deres tøj på egen knage, satte madkassen på køl og fandt deres plads. Børnene har gået i skole i sådan cirka 5 minutter, og allerede nu gebærder de sig som små, hjemmevandte funktionærer på denne deres første arbejdsplads. Men modsat så mange voksne funktionærer, møder disse små størrelser op med virkelyst, nysgerrighed, arbejdsiver og glæde. Og så synger de (fanme!) dagen i gang. Om hvad der vigtigt (morgenmad og tandbørstning), om hvad der skal nås (leg og læring), hvad man glæder sig til (vennerne/madpakken/endnu en spændende dag).

Jeps. Så var jeg sendt til tælling og havde meget travlt med at maskere mine tårer som en mascara-i-øjet-situation. Min skarpe niece fangede vist nok hvordan, den var fat… og blottede dermed min sande identitet: Anonym Sentimentalist.

Stilikoner

Tidens mest forslidte prædikat må være ‘stilikon’… eller ‘it-pige’. Enhver middelmådig celeb bliver udråbt som det nye men i mine øjne, er det alt for ofte de helt forkerte, der får denne status. Det er ligesom blevet for nemt, at blive beskyldt for at have god stil. For hvad er stil egentlig? At man har penge nok til at hive et hvilken som helst brand ned fra hylden og kaste sig mere eller mindre heldigt ud af døren (ja, Britney den var til dig) eller rent faktisk være i stand til at bære et look, der harmonerer med udstråling og øvrige talenter (Sofia Ford Coppola er et fantastisk eksempel på denne kategori).

Stil skal ikke nødvendigvis være ‘pæn’. Men den skal ramme det der ubeskrivelige noget inden for det stilbærendes univers. Jeg vil prøve at liste en række karakterer og virkelige personer op i kommende blogindlæg, jeg mener har markant god stil. I første omgang bliver det (oversete) tv-heltinder, jeg vil tilegne nogle ord. For JA Carrie Bradshaws klædeskab var da fantastisk, og Rachel Green havde da det lækreste hår. Men deres looks er blevet eksponerede i en grad, der nærmer sig kvalmegrænsen. For os andre almindelige dødelige ser altså ikke alle flotte ud med MEGET glatte-jerns-glat hår eller strutskørt og skæv hat. Det kræver ligesom at man har New York som daglig backdrop og et kamera-crew i hælene.

Så her et par af mine ikoner:

Sammy Jo. Bare navnet. Ingen fuldendte Firser-Fonda-Bitch-Babe-looket bedre end hende. Isblå øjne, brintoverilte-blond hår, lycra leggings, benvarmere, perlemorfarvet læbestift og spidsfindige spydigheder. Jeg var vel ikke mere end 5 år, da jeg fik øjnene op for hvor fantastisk gennemført hun var. Og jeg glædede mig mest til næste afsnit af Dynasty, fordi jeg var spændt på hvad hendes næste outfit ville være.

Denise Huxtable. Hun gjorde ALT rigtigt! Om det var afro-boheme med dreadlocks og karryfarvede gevandter eller groovy Tom Boy i Cliffs lånte klæder – she could pull it off. Mit yndlingsafsnit var da hun gav lillesøster Vanessa et make-over. Det satte nemlig en fed streg under netop hvem. der var troldmand og hvem, der blot var lærling ud i stilens svære kunst.

Italiano-cheap er aldrig blevet båret mere stilfuldt end af Adriana La Cerva fra Sopranos. Hun stryger sin mands skjorter i bar mave og nedringet sportsbh tilsat smøg i flaben, mængder af guldkæder (komplet med krucifikser) og store øreringe. Som barejer er hun aldrig bange for at springe i en lårkort laknederdel eller et cat-suit i tigerstrib. Og neglene. De er en accessory i sig selv. Deciderede klør i fluoroscerende farver prydet med swarowski-krystaller. Og hun kan bære det!

Karen van der Beek er måske den mindst flashy af kvinderne i dette selskab – men måske den mest stilfulde. Jeg ELSKER hendes stil, og det er hendes udvalg af rock-chikke toppe, slidte jeans, spraglede tørklæder, klirrende bangles og feminine gulvlange kjoler, jeg helst selv ville eje. Håret er altid ‘helt rigtigt’ rodet, make up’en underspillet velplejet, smilet overbærende sarkastisk og selv hendes tatoveringer virker originalt, autentiske frem for som søgte statements.

Tabula Rasa

Jeg havde netop nedfældet et langt og genialt indlæg søndag aften om mine sidste dages tavshed, der var grundet den ledeste sygdom, min krop længe har været udsat for. Det indlæg var så på mystisk vis forsvundet, da det skulle postes denne morgen. Skyldtes det mon at selv bloggen har været ramt af roskilde-syge og spyttet fine inputs ud… eller er det mon bare cyber-selvjustits, der mindede mig om, at SÅ spændende er sygdomssnak heller ikke?

Either way – I’m back! Og har i feberdrømmene haft tid til at tænke på alle de emner jeg også vil skrive om. Watch this space…

Og skuffelserne…

…for de er der også! Selvom ingen er meget for at indrømme at de kommer, og selvom endnu færre tør lægge sig ud med koryfæerne, der kan får applaus blot på at flashe deres logoer, vil jeg driste mig til at anfægte denne sæsons kreationer, fra tre modemagere der fremstår aldeles urørlige. Dare I say it? Jeg kunne ikke lide Stella McCartney og Karl Lagerfelds kollektioner… og jeg synes at farveholdning og snit hos Marc Jacobs i bedste fald var lidet flatterende – i værste decideret uklædeligt. Sådan. Det piner mig lidt, da jeg har været dedikeret fan af alle tre, og selvfølgelig også øjnede momenter i deres seneste kollektioner. De var bare ikke så gennemført begærvækkende, som de plejer.

Lad os lige kigge kejserens seneste klæder efter i sømmene. Det bedste var de første dele af kollektionen… men selv Freja, pæne logoer og gedigen sort/hvid rock n’ roll romance, fik ikke mit hjerte til at hoppe. Og derefter gik det bare ned ad bakke med mærkelige blomstersager tilsat gyselige plateau-sandaler:

 

Hmmmm... blomster...hmmmm

 

 

Jeg synes bare ikke det fungerer... måske tingene hver for sig er okay men sammen?

 

 

Det er bare ikke rigtigt flatterende... eller nytænkende som Alexander McQueen, der kunne gøre underligt smukt

 

 

Bukserne og skjorten ser mærkeligt 'unfitted' ud - og jakken er out of place

 

Bedre blev det ikke hos den ellers seje, seje brite, ultra-veganer og snart mor til 4 Stella McCartney. Det meste af kollektionen lignede noget hun havde hentet inspiration til fra et kommunistisk styre – eller rød stue (minus lilla ble).

 

Ligner noget fra Burda eller en kommunistisk arbejdslejr...sorry

 

 

Østeuropæisk Tøj&Sko?

 

 

Mere Burda

 

Værre blev det da sæsonens farveoverraskelse eksploderede i bedste Yvonne-Olsen Banden stil:

 

I mine øjne ligner det mere tapet end tekstil

 

Tro det eller lad være: alle modekyndige anmeldere jeg indtil videre har læst elskede kollektionen.

Endelig skulle Monsieur Brand Manager himself, Marc Jacobs, igen overraske. Det gjorde han også… hvis uklædelig er det nye sort, ramte han spot on:

 

Mere tapet tekstil

 

 

Forkert på mange niveauer... satin...

 

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene her

 

 

Nej, heller ikke denne sag gør noget godt for kroppen...