København – del 2

København voksede på mig. Og selvom der blev flirtet med sønderjyske mænd og franske storbyer, gav København ikke op eller slip. Så jeg tumlede fra kollegieliv og Pariser-romancer til en håndværker-hybel på Nørrebro. Med brolagt vej til pizzeriaet, serenader fra brandbiler, veninder der sov på skift i fodenden og katten Marilyn Monroe, der lystigt jagtede potentielle bejlere væk.

Og jeg skrev speciale om angst og vildveje, mens jeg på ingen måde selv var på vildspor. Jeg var hjemme. Og jeg løb gaderne tynde og Københavns maraton med min bedste ven. Og bagefter tog vi til Kashmir koncert og blev enige om, at vi altid havde hinanden. Det håber jeg stadig, at vi har.

Og så så vi landskamp i Parken. Og Morten Helweg var pæn, og modstanderne tabte, og øllene var kolde. Og vi gik til flere fester i Møllegade, men færre fester på kollegiet og pludselig trak noget nyt. Og lykken kom løbende til tirsdagstræning gennem Fælledparken. Og han troede på hurtige biler og langsom madlavning. Og så troede han på mig, selvom jeg hverken var den sygeplejerske, han regnede med, eller indfødt københavner.

Han kendte byen og var på fornavn med hver en kantsten. Og vi måtte gerne cykle på fortovet hjem fra Jazzhouse – mig på styret, mens han trådte i pedalerne. Og pludselig blev det Grundlovsdag, og der blev friet til mig. Dagen efter gik jeg ind på mit job på Politiken og fortalte, at jeg var forlovet. ”Så skal man ikke vente med at blive gift,” rådede min redaktør mig. Og det gjorde vi heller ikke.

København – del 1

Mens jeg skrev sidste indlæg følte jeg mig helt utro. Overfor dig København. Du er faktisk min mest oprigtige og sejlivede kærlighedsaffære, og selvom vi ikke altid har været i øjenhøjde, selvom jeg har forbandet dig for at være for stor, for lille, for ordinær, for krævende, for graffiti-malet eller for provinsiel, så mener jeg det jo ikke så slemt. For jeg elsker dig jo. 

Lige siden jeg som 4-årig kørte med en lilla ballon fra Tivoli i hånden – træt og ved midnatstid – med S-tog fra Hovedbanegården, syntes jeg København var smuk, rå, magisk. Jeg ville så gerne bo her. Og da det endelig skete, da jeg som 20-årig flyttede til Nørre Allé og Egmont kollegiet, havde jeg svært ved at tro mit eget held. Byen var smuk, selv når den var grim.

Jeg elskede søerne ved midnatstid, der i bedste dansk fredsommelig stil, havde en æg-læggende-høne og ikke en storladen ørn som vartegn. Jeg elskede Nørrebros gode genbrugsbutikker og øko-take away. Og jeg elskede at drikke vin på græsplænen i fælledparken, handle i Netto ved Vibenhusrunddel, at cykle til Skt. Hans Torv og gå på date på Pussy Galore. 

Og jeg var virkeligt vild med at cykle til Halvandet i høje hæle og kortkjole, drikke hvidvin og vælte på cyklen. Eller drikke kaffe på ’Barstarten’ på Kapelvej med min smukke, aristokratisk udseende veninde, som arbejdede der og var ’dus’ med hele redaktionen på P3. Og jeg elskede at være bartender på byens eneste provinsielle diskotek, hvor der var dobbelt-op om torsdagen og folk snavede på dansegulvet til tonerne f MC Einar og Stereo MCs, mens Kurt Trampedachs voldsomme ansigter stirrede på dem.

Jeg er slet ikke færdig med at skrive om dig, København.

Min mini-guide til Paris

Det er ingen hemmelighed, at jeg er opvokset i et frankofilt hjem, hvor sommerferien helt obligatorisk gik til et nyt lejet hus i en lille fransk flække hver eneste sommer. Siden har jeg boet i både Avignon og i Paris, og har sågar formået at luske lidt franske forbindelser ind i mit studium (de hed Sartre og Camus), mine artikler, mine løbeture (Paris maraton er til dato det smukkeste og det varmeste løb, jeg har deltaget i) og nu er jeg så heldig at arbejde for en fransk virksomhed.

 Jævnligt bliver jeg spurgt om franske tips. Senest her til aften af en tidligere kollega, der er så heldig at tilbringe en weekend i den smukkeste, mest romantiske by, der findes overhovedet. Så kære Gry og alle andre, der skal til Paris – her er et udvalg af mine yndlingssteder:

Rue Vielle du Temple (4. Arr.) – super hyggelig gade med gode restauranter og cafeer. Anbefaler især Les Philosophes (til god, fransk bistro mad – her arbejdede jeg som ung studerende) og L’étoile Manquante (til et glas – her arbejdede jeg også og serverede et utal af Café Noisette og Kir Pêche)

Le Pain Quoitidien – økologisk (belgisk) kæde der ligger flere steder i Paris bl.a. ved metro Tuileries ( 1. arr) og metro Hotel de Ville (4. arr)– super til sund morgenmad og gode sandwich

Rue de Bretagne og Rue Charlot (4 arr.) – hyggelige gader med god shopping og masser af caféer

Rue de Trésor (4. Arr) – Fin lille gade der huser den gode og afslappede restaurant Trésor med masser af stilfulde bøsser og sultne unge kunstnertyper… og stedet hvor Anders og jeg holdt vores eget 2-mands pasta party inden Paris Maraton i april 2007

Place Dauphine (1. Arr) – yndig og romantisk plads Le Caveau du Palais  er meget hyggelig og serverer de bedste hvide asparges med sauce mousseline.

Café de Flore (Boulevard Saint Germain) – autentisk pariser romantik og her hvor eksistentialisterne hang ud. God til hvidvin og en løgsuppe – et must under Paris’ modeuge!

Colette (1. Arr) – cool og trendy koncept shopping: 213, rue Saint-Honoré. Hele området omkring Rue Saint Honoré er spækket med lækre (dyre!)butikker  – Balmain, Balencianga, Chanel – men også pariser-chikke (og mere tilgængelige) mærker som Sandro, Maje, The Kooples og Iró. Hvis du står af ved  metro Tuileries og går igennem Marché Saint Honoré  finder du både masser af hippe restauranter og amerikanske modemærker som Marc Jacobs, American Apparel

Place de Vosges (4. Arr) – romantisk og hyggelig plads… og masser af gode cafeer langs kanten til at drikke et glas Kir eller en kop Café Crème.

Museer der bør opleves: Palais de Tokyo, Pompidou Centeret, Musée D’Orsay, Musée des Arts Décoratifs og så vil jeg klart anbefale et smut i Eiffeltårnet uanset hvor stor en turist-kliché det er, og et besøg til Sacre Coeur i solskinsvejr.

En gåtur i Montmartre er også en oplevelse, ligesom en slentretur langs Saint Martin kanalen er en oplevelse.

Bastille-pladsen er en rodebutik men har en god energi – og der er loppemarked hver lørdag

Notre Dame SKAL opleves – den er smuk udefra og indvendig og kan snildt besøges på vej ud at spise på Chez Julien, der ligger tæt på (4. Arr)

Medbring en sandwich eller en flaske bobler og Hemingways ” A Moveable Feast” og hæng ud i Luxembourg Parken (eller få dig en morfar på de opstillede havestole – det kan anbefales hvis du, som jeg har været det flere gange, er gravid under dit Paris visit)

Café Marly ved Louvre – er stedet hvor ’the fashion pack’ spiser frokost eller får en aperitif, inden de skal videre til middag. Kommer du der ved 19-tiden kan du se Eiffeltårnet blive tændt. 

Bon Voyage!

Om stil og forbilleder

For nylig var jeg så heldig at blive spurgt lidt om min stil og garderobe på den skønne blog Blame the Business. Og selvom jeg ikke blev spurgt om forbilleder, fik indlægget og opfordringen mig alligevel til at tænke over, hvem jeg helst ville bytte garderobe med. For det faktisk altid det spørgsmål, damebladene stiller – hvem ville du gerne snuppe et outfit eller otte fra? De fleste gange prøver den interviewede at slippe af sted med en ny måde atsige Kate Moss eller SJP (post Carrie Bradshaw) på. Og ja, de har da virkeligt lækre garderober, men har de en stil, jeg ville bo i. Nej.

Hvis en mikrofon blev sat foran mig ville jeg starte lidt omvendt. Jeg har nemlig altid været mere sikker på, hvad jeg vil have på, når jeg bliver 60, end hvad jeg skal tage på i morgen. Så når jeg blive 60 (eller måske endda før), håber jeg, at jeg ligner en fabelagtig krydsning mellem Diane Keaton og Suzanne Brøgger – inklusiv slips, turban, små briller og virkeligt meget kôhl. Flere af mine venner har påpeget, at jeg snarere kommer til at ligne Barbra Streisand i ‘Meet the Fockers’.

Mit 40-50 årige selv vil virkeligt gerne hugge Julia Roberts’ tøj i filmene ‘Eat, Pray, Love’ , ‘Closer’ og sågar ‘Stepmom’. Jeg elsker det. Der er altid hatte og huer i spil, hyggelig strik, store tørklæder, stramme læderbukser og et eller andet, der lugter lidt af perler, yoga og spiritualitet. Ikke at jeg har tålmodighed til yoga (endnu). Men tøjet er virkeligt pænt. Og så har hun masser af huller i ørerne ligesom mig. Og der stoppede lighederne så.

Nu er jeg så i 30’erne. Og det er langt den sværeste alder at påklæde, for du er ikke ung, og du er ikke gammel. Du vil gerne være voksen, ikke damet. Du vil gerne følge med, men ikke prøve for hårdt. Mine børn er for små til ikke at efterlade havregrød, fedtfingre og mælkeskægsaftryk på mit tøj – og for store til, at jeg kan tillade mig at foregive, at jeg befinder mig i en babyboble og derfor ikke har registreret det. Men altså: Min stil – hvis jeg havde no limits – skulle hedde “Skandinavisk Vagabond Chic”. Og jeg vil stjæle skruppelløst fra svenske Columbine Smilles fantastiske Alaia sko, ternede tørklæder og oversize-jakker, tilsætte lidt moder-jord-parisisk-lækkerhed a la Julia Restoin Roitfeld (ja, hendes mor er Carine) og toppe det hele af med blondekjoler, støvler og boheme-hår som kun Mary-Kate Olsen kan slippe af sted med det. 

Vil du tjekke mine tv-serie-style-crushes ud, finder du dem her.

Taknemmelighed og en vinder

Det har været en af de uger, der inden jeg tog hul på den slet ikke troede kunne realiseres. Der var proppet så meget arbejde og fornøjelse ind på så få timer, at  hverken min kalender eller mit hoved kunne gabe over det. Og uden jeg helt forstår hvordan, er søndag kommet – træt og mæt som den dag plejer at være – men fuld af minder og tak.

For jeg fik drukket vin og lavet ferieplaner med tidligere kolleger, der udlever drømme, sætter nye standarder for kreativitet og skaber verdens smukkeste magasin; var til et overordentligt fint arrangement om skønhedsbranchen og PR foranlediget af denne skønhedsguru, fejrede at dette skønne magasin fyldte 5 år, var til mit første og smukkeste surprise bryllup (jo, de findes skam – og det var ægteparret og ikke gæsterne, der blev overrasket), og til en fin, fin 1 års fødselsdag for et lille menneske, jeg satser på at holde mig meget tætte venner med resten af livet. Han er nemlig lige så ualmindeligt vidunderlig som sine forældre – og samtidigt så sprællevende sin egen, som kun en fyr på 1 år kan være det.

Samtidig har jeg haft travlere end travlt på arbejdet, men er føler mig mere lykkelig end længe, fordi jeg ud over at have arbejdet med nogle af skønhedsbranchens dygtigste folk ( hende her, hende her og hende her) også har fået mig en ny kollega. En af dem, der tager fat, tager fra, bidrager begavet, smiler med øjnene og har samme ivrige energi efter at få tingene til at lykkes som jeg selv har. Dem der tror, at arbejdsglæden først og fremmest ligger i de opgaver du skal håndtere, eller den løn du modtager tager så helt igennem fejl. Det gode arbejdsliv starter med de rigtige kolleger.

Og så er jeg taknemmelig, fordi jeg kan afrunde ugen med at give  Caitlin Morans “Kunsten at være Kvinde” væk. Random.org hjalp mig med at finde vinderen, og det blev:

Nummer 4 – Lise D

Tillykke! Send mig din adresse, og der kommer en god læseoplevelse i din retning.

Om provokation, feminisme og bøger der bør læses

Jeg er blevet provokeret op til flere gange inden for ganske kort tid. Fællesnævneren for mine provokation er det evindelige: ’definitionsspørgsmål’. Det hele startede med, at jeg blev kaldt feminist. Det vidste jeg ikke, at jeg var. Læsere der har fulgt min blog og blandt andet læst med her og her, vil vide, at selve ordet feminisme er mig imod. Det minder mig alt for meget om en kvindeliggjort version af alle mulige andre frygtelige ismer – mandschauvinisme, fascisme, narcissisme.

 Forstå mig ret: jeg er mere end umådeligt taknemmelig for suffragetternes kamplyst, rødstrømpernes kamp for lige løn for lige arbejde og moderne mænds villighed til at tage del i opgaver og jobs, der traditionelt bliver opfattet som kvindagtige. Men i min verden, burde det jo bare være en hel naturlig humanisme. At vi behandler hinanden ordentligt uanset køn; og at det gælder uanset om vi taler om jobs, løn, retten til at bestemme over vores egen krop eller retten til ikke at blive bedømt udelukkende på, om man står op eller sidder ned når man tisser.

 Jeg har hele mit liv omgivet mig af såkaldt ’moderne mænd’. I Sverige ville de blive betegnet som feminister. Herhjemme bliver de vel bare betragtet som fornuftige individer. Min far har opdraget mig til at mene, at jeg hverken er mere eller mindre værd, fordi jeg er en pige. Jeg har lige så meget krav på at kunne differentiere og integrere, få gode karaktere, en universitetsuddannelse og et efterfølgende spændende karriere, som min bror har. Og min far har aldrig set skævt til mig, da jeg blev BÅDE ville have børn og SAMTIDIG udvikle mig i mit arbejdsliv. Det gjorde han også selv, mens han var far til tre små børn, så selvfølgelig skulle jeg have samme rettigheder.

 

I mit voksne liv har jeg sørme også giftet mig med en tilsvarende fornuftig mand. Vi er så heldige at have to små drenge sammen, der kræver opmærksomhed, tid og kærlighed. Men de kræver ikke, at det kun er mor, der snupper hele barslen, henter dem hver eneste dag, klipper deres negle og ser Madagascar 3 med dem. Det er deres far lige så god til. Heldigvis.  I min familie ser vi det som ret indlysende, at mænd og kvinder, piger og drenge er lige meget værd. Det er ikke feminisme. Det er humanisme.

Så stødte jeg på Caitlin Moran. En sej kvinde jeg arbejder sammen med, en redaktør på Gyldendal og en kollektiv summen i blogland ledte mig i hendes retning og bogen ”Kunsten at være Kvinde.” En bog om moderne feminisme, der bekræftede mig i, at jeg er (overvejende) enig i neo-feminismens budskaber. Moran opregner morsomt og dygtigt, hvad samfundet og vi selv anser som kvindelige dyder. Hvordan kvinder skal være tynde, smukke, glatte og uden kropslugt for at begå sig i både mediebilledets og deres egen optik. Og hvordan mænd fortsat bliver mere distingverede, krøllede og kloge med alderen,  mens kvinderne bliver mere glatbarberede, restylane-pumpede og selvkritiske. Når vi ’sparker røv’ på arbejdsmarkedet, slår vi os selv oveni hovedet med en kagerulle, for ikke at være gode nok mødre. Når vi ammer i 2 år og går i hi med vores afkom, undskylder vi udadtil at vi ikke har skåret muffintoppen af buksekanten og forfattet en bog om ’mindfulness og moderskab’. Kravende er blevet højere i takt med at tiden bliver mere knap. 

”Selvfølgelig har den antagelse, at kvinder formodes bare at ”være”, mens mænd skal ud og  ”gøre”, længe været snævert forbundet til kønnet, ” skriver Caitlin Moran. ” Men jeg ved ikke, om jeg tror på, at det at ’være’ er noget medfødt kvindeligt – at det bare er sådan, vi er skruet sammen. Hvis jeg går tilbage til mit tidligere argument – om at mange af påstandene om ’kvindelighed’ faktisk kunne føres tilbage til, at vi havde været ’tabere’ i så lang tid – vil jeg hævde, at når man har tilbragt årtusinder med ikke at have lov til at gøre noget, har man en tendens til at blive mere fokuseret på at være selvkritisk, analytisk og reflekterende, fordi der ikke er andet, man kan gøre ud over at 1) se godt ud 2) vende sig ind ad.”

Caitlin Moran sammenfatter stilsikkert og larmende, de dilemmaer og frustrationer, der knytter sig til at være kvinde i dag. Og det er læseværdigt. Men jeg ærgrer mig fortsat voldsomt over betegnelsen ’feminisme’ – fordi den antyder, at kvinder der ønsker lige rettigheder og muligheder, og som gerne vil frigøre sig fra en dogmatisk og snærende ’kvindelighed’, implicit ønsker at hævne sig på nogle imaginære undertrykkere: mændene.

Jeg elsker mænd. Og jeg mener, at moderne mænd på mange områder er mindst lige så udfordrede, dominerede og undertrykte, som kvinder er. Af fordomme, forventninger og nedladende kommentarer om at ”børn har det bedst hos deres mor”, ” de lærer aldrig at mulittaske”, ”de tænker kun med pikken”, ”de hustler sig til deres karriere-spring”, ”de er utro”, ”de er dovne”, ”de er fordrunkne” og deres herrefællesskaber er bedst gengivet på film som ’Tømmermænd i Las Vegas’. Den slags mænd kender jeg ikke mange af. De mænd jeg kender, er alle følsomme, eftertænksomme, reflekterede – og samtidig skide sjove, charmerende, foretagsomme og virkeligt gode forældre. Caitlin, vil du ikke få din husbond til at skrive opfølgeren – ”Kunsten at være en Mand”?

Gyldendal har givet mig lov til at forære ’Kunsten at være Kvinde’ til en af mine læsere. Både mænd, kvinder, fruentimmer og lurifakser må deltage. Smid en kommentar nedenfor om hvorfor du vil læse bogen. Jeg trækker lod blandt kommentarerne søndag i næste uge.