Forelskelse

Vi fik lov til at vente – alt, alt, alt, alt, alt, alt for længe. Men han kom. Vores helt fantastiske lille bitte søn, var fashionably late og ville ikke lade os bestemme noget som helst. Så da vi omsider havde indstillet os på, at fødslen skulle hjælpes på vej, og vi havde fået en dato og tid, ja SÅ kom han. Fødslen var intens, smertefyldt, voldsom, dramatisk og alt muligt meget mere, der gjorde, at jeg flere gange undervejs måtte love mig selv, at DET HER GØR JEG ALDRIG MERE!

…og så kom han. Og ord dækker ikke den strøm af følelser han satte i gang. En slags overvældende déjà vu fra første fødsels følelsesmæssige efterdønninger… og om muligt endnu bedre, fordi vi nu er fire i stedet for tre til at deles om følelserne. Denne første uge har været et stort endorfin-rush. Al den energi, jeg har savnet de seneste 2 måneder, er nu vendt tilbage med dobbelt kraft. Og jeg er så helt igennem forelsket i hele min lille familie, at jeg ikke kan falde i søvn om aftenen og elsker at stå op om morgenen(!). Gør jeg det igen? Bestemt ikke! Jeg tror ikke min krop kan rumme flere følelser – min sjæl er ‘fully booked’.