Jeg savner ord

Må man gerne blive træt af billeder? Og savne ord? Jeg synes, vi bliver overvældet af uendeligt mange billeder i vores hverdag ; og selvom jeg elsker at følge med i magasiner, blogosfæren og instagrams smukke universer (med og uden filtre), så savner jeg i den grad at dvæle ved ord.

I den visuelle kultur vi har skabt, er det som om ordene er blevet billedernes kedelige over-jeg. De følger bare med som vedhæng til billedets mere potente karakter, og de deltager kun i billedernes fest,  for at bekræfte os i, at vi ser rigtigt.  Ordene har ikke længere den samme iboende kraft, der er værd at kæle for og værne om. Sådan gælder det i hvert fald i blad- og modebranchen. Jeg har haft mange diskussioner med redaktører og kreative sjæle om hvad der er vigtigst. Billedet eller de ord, der følger i hælene på det. Og jeg bliver så skuffet når statistikker, analyser og læserundersøgelser bekræfter det, jeg ikke har lyst til at høre:  billedtekster bliver læst. Petit-stof og noter bliver skimmet. Tunge artikler bliver der oftest bladret forbi.  

 Vores tilgang til medier – hvad enten de er på print eller online – er nærmest den omvendte af at hvordan de besøgende går til kunsten på Louisiana. Her har folk oftest mest appetit efter den gennemtykkede  kunstoplevelse, hvorfor de bruger mere tid på at læse informationsplancherne og værkernes tilhørende skilte end at iagttage de udstillede malerier, fotos og installationer, de trods alt er kommet for at se. Omvendt forholder det sig med vores massemedier:  I vores iver efter at holde os orienterede om samtlige nyheder og tendenser, vi præsenteres for, vil vi heller kigge billeder end at sætte os ind i baggrunden for dem.

 Jeg befinder mig i en branche, hvor billedet er den ombejlede og ordet er bænkevarmeren. Men jeg har en (måske naiv) tiltro til, at vi snart har set nok, og gerne vil forstå mere. 

Om at være stolt

Det er så lang tid siden, at jeg har blogget, at bloggen har glemt mit password, computeren har glemt min URL, og jeg har næsten selv glemt, hvorfor jeg gør det. Er det for at skabe debat, få afløb for en indre ekshibitionist eller blot for at møde virtuelle åndsfæller? Eller for at læsse af på tanker eller fylde på med meninger, der oftest dannes mest kraftigt, når ord rammer hvide sider, og tastaturet spiller under fingrene.

I dag blogger jeg fordi, jeg er stolt. Stolt af, at min mand har klaret hjemmefronten, mens jeg har klaret alt det, mit job og mine ambtioner krævede. Stolt fordi mine drenge trives, selvom de indimellem ikke bliver budt den hverdag, jeg foretrækker for dem (og her har jeg ammunition til mange indlæg om min bekymring over nomeringer, og min vrede over de meget lidt gennemtænkte udflytter-børnehaver).

Og så er jeg stolt af, at vi som familie er ved at lande et godt sted midt i mellem guldstøv, læbestifter, karklude og sygedage. Og af at min ældste dreng kigger på mig med store øjne og siger ” Mor, nu skal du bare se løjer”, hver gang han har opdaget et nyt talent hos sig selv. Og stolt af min lille fyr, der med krum hals har kæmpet imod den ene ulidelige børnesygdom efter den anden de sidste mange uger, men stadig urokkeligt insisterer på at være en rund og glad entertainer, der fylder vores hus med lykkelige hvin og voldsomme kys.

Og så er jeg stolt af et samarbejde, jeg har lavet med en af mine yndlingsbloggere, Emily Salomon, og min professionelle ‘darling’ Essie.  Se med her !