Arkiv | september, 2013

Mit livs bedste beslutning

29 sep

Det klogeste jeg nogen sinde har gjort, var at sige ‘ja’, den dag for 7 år siden  – i morgen – hvor jeg giftede mig med min kæreste. For jeg er slet ikke enig i, at det er det samme som at være kærester, ‘det er bare et stykke papir’ eller at brylluppet kun åbner for muligheden: at blive skilt.

Ægteskab er noget helligt for mig. Hvor helligt det var, fandt jeg først ud af, efter ringen sad på min finger og brudekjolen var sendt til rens. At være gift ændrer alt. Vi var ikke længere ‘bare’ to elskende, der havde valgt at dele nuets pikante spontanitet. Nu var vi hinandens familie, tætteste relation – den eneste ene! Vi var ikke længere os selv nærmest. Vi var hinanden nærmest. Der var ingen kattelem eller døre på klem. Vi skulle ikke længere prøve at få et forhold til at fungere; vi var forpligtede til det. At denne ekstra dimension, var så markant i sin altomsluttende konsekvens, var lige så overraskende, som den var glædelig. For med den følger en stor ro. Modsat så mange andre aspekter i livet, der kan være præget af tvivl (er jeg havnet på den rette hylde, skal jeg søge nyt job, skal vi have et barn mere, burde vi rejse væk i et halvt år), så er der fred her. ‘Vi’ går ingen steder.

Jeg skiftede navn, da jeg blev gift. Ikke fordi ‘ det gør man’ eller fordi mit pigenavn ikke var nydeligt; jeg gjorde det, fordi det meget fint markerede, at jeg var en anden. Og ikke bare min egen, men også en andens.

Vores ægteskab er et helle. For vi er ikke enige i alting, men vi er enige om en ting: vi har hinandens ryg, vi værner om vores fællesskab – og vi tager aldrig hinanden for givet til trods for, at vi netop med rette kan gøre det – fordi vi er gift.

At sige ja til Anders for 7 år siden, er det klogeste jeg nogensinde har gjort.

Reklamer

En inklusiv invitation

23 sep

Kommerciel er ofte et fyord. Det ligger sådan lidt implicit i ordets konnotationer, at hvis et produkt eller en kunstart rent faktisk er lønsom, er det lidt skidt. Jeg var fornylig borddame til en ret fantastisk bordherre, der åndede lettet op da han hørte at jeg både var cand. Mag. Og frankofil – så var det okay at jeg arbejdede i et multinationalt firma (man siger aldrig international om store, driftige virksomheder), for mine unge års tilbøjeligheder afslørede at jeg da både havde ånd og hjerte på det rette sted.

Hvad han ikke vidste er, at jeg ikke ser noget modsætningsfyldt mellem at være kommerciel og kreativ, flittig og forretningsorienteret, at have det skægt mens man arbejder.

Og det er præcis dét jeg skal på fredag: Have det sjovt og vise mit arbejde kærligt frem. Derfor håber jeg også, at du har lyst til at deltage, når dygtige bloggere, nærmere betegnet Bisou pigerne, er værter for en POP UP SHOP i Galleri Vess på Vesterbro. Anledning? Studio Line er blevet relanceret! Du tænker måske ’80er hår og wet look, men nu handler det om tekstur og tilfældigt, lækkert garn.

Produkterne kan handles med dagens eneste (og gratis) valuta: L’Oréal sedler. Dygtige Sidsel Marie Bøg kommer og street styler dit hår, DJ Malou Tüxen sikrer et smukt lydtapet, Egekilde og Campari har lovet at give drinks – og jeg vil gøre mit for, at alle føler sig velkomne.

Ses vi?

Se mere HER

 

 

Når drenge trumfer feminismen

17 sep

I aften skulle jeg have været feminist. Ikke rødglødende, ikke med lilla ble, ikke med tunge tasker, der dinglede under min udvaskede Nørgaard-bluse. Næ, jeg skulle være sådan en belæst og velmenende én af slagsen, der både kan lide mænd og negelak, og som ikke ønsker mig ensretning, bare fordi jeg holder af konceptet ligestilling. Jeg skulle have set Caitlin Moran, og jeg havde glædet mig. Ikke fordi jeg er enig i alle hendes synspunkter (mere om det i et kommende indlæg), men mest fordi jeg elsker en debattør, der tør give en del af sig selv til sine læsere. For det er meget svært at angribe en person, der ikke generaliserer grusomt eller dækker sig ind under et partiprogram/ en religiøs overbevisning/ en LCHF-kur, men som bare reflekterer begavet over personlige oplevelser.

Men verden ville noget andet. Min lille verden, der rummer to drenge, der godt kan sætte bremserne i, når deres mor glemmer at gøre det. Jeg blev kaldt hjem. Ikke hjerteskærende hulkende, hysterisk råbende eller manipulerende nuttet. Bare sådan helt kontant: “Mor, nu savner jeg dig”. Jeg har nemlig været for meget væk. Og alverdens løfter om chokoladekiks, løveleg og kvalitetstid ad libitum i en fjern galakse kaldet ‘weekend’ kan ikke ændre på det. Jeg er heldig, Nogen savner mig. Og de falder mig i armene, når jeg kommer hjem, og aner slet ikke at de krammer en feministisk karrierekvinde med slagside til pladder-humanismen. De synes bare, at jeg ligner deres mor.

Stille lykke

2 sep

Velkommen pæne efterår. Du er altid iklædt minimalistiske grå nuancer, tilsat lidt brændt rød, orange og gul. Du dufter af blommer, te, stearin og du knitrer af aviser i mine hænder, sprøde blade under mine sko og ild i pejsen i sommerhuset. Du er den stille lykke, og min absolutte favorit årstid. Alting bliver mere alvorligt og eftertænksomt i september – vi er ikke så ubekymrede som i vores langstrakte sommerferie, og vi siger ikke ja til alt, men kun til det, vi virkeligt vil. 

%d bloggers like this: