Det er ikke sjældent, at vi retfærdiggør vores valg i livet, med et forsvar for “glæde”. En abstrakt og subjektiv følelse, der måske ikke er en luksus, vi har krav på, men dog en tilstand, vi stræber efter. Vi skal være glade. Ligesom vores børn, chef, hund og nabo skal være det.
Så hvem sætter vi øverst på listen? De fleste af os siger uden at tøve: vores børn. Hvorefter vi indfletter noget om, at børn har brug for deres egen tid, ikke skal være overvågede hele tiden og iøvrigt elsker deres vuggestue/børnehave/SFO. Dertil ville de jo forresten heller ikke være glade hvis deres forældre, (os!), ikke var det. Og tilsyneladende er vi gladest, når vi har vores eget liv. Med travlhed, et konstant øje rettet mod vores inbox/iphone/instagram og en kaffe to-go, on the run, en passant. Og med frygt for at ramle lige lukt ind i en prædiken for ’mindfulness’ – som jeg faktisk tror, kan være en ganske stressende hobby – må jeg dog erkende, at jeg hverken tror, at jeg er toplykkelig konstant, eller at mine børn er det. For det ville kræve, at vi meldte os ud, af det samfund, vi er en del af, og som vi skylder ganske meget. Jeg nævner i flæng et par uddannelser eller 3, to gode fødsler, en hel bunke kulturtilbud og ikke mindst (men langt mere subtilt) et kæmpe værdifællesskab, der ikke garanterer lykke men som dog foranstalter et ganske rart tilhørsforhold.
Må man gradbøje sin lykke? Ja. Skal vi være glade hele tiden? Nej. Vil vores børn helst være hjemme og slippe for flyverdragter, rugbrødsmadder, tirsdag morgen og bleskift på samlebånd? Ja. Dør de af, at vinteren er lang, foråret lunefuldt og mor skal på arbejde? Nej.
Vouloir C'est Pouvoir 