Archive | oktober, 2011

Hvem er I?

26 okt

På wordpress er der den lille fine funktion, der viser hvad læsere der er landet på min blog, har søgt efter. I går så top-søgeordene sådan her ud:

glansbillede 

chokoladekage bradepandekage

strikket hue med rensdyrhorn

 kaffemaskine morgenhår

 tændte stearinlys

Mens jeg ser “kaffemaskine morgenhår” som en vinder-kombi, hvis nogen ville beskrive mit udseende, når jeg vågner om morgenen (og nogle gange om aftenen, mens jeg skriver til denne blog), må dem der har søgt på “strikket hue med rensdyrhorn” da blive slemt skuffede, når de er havnet her på siden. Så undskyld. Jeg strikker ikke, og selvom jeg gjorde ville det aldrig blive en hue med rensdyrhorn.

Glansbillede og tændte stearinlys. Stemningen er der bestemt. Men ofte er det mere hverdagsbillede og tændte fyrfadslys. Hvilket vel egentlig er lige så fint? Som jeg ofte giver udtryk for, er jeg et stort fan af hverdagen, så er da helt stolt hvis min blog kunne betegnes som en hverdags-blog. Samtalerne der er ukunstlette, ædruelighedens pæne øjne og ren hud, der lugter mere lugter af vaskepulver end tobak og cologne – sådan er hverdagen. Men den er også fyldt med kulsorte morgener der starter kl.5:45, havregrød i håret, et barn der kaster sig fortvivlet i gulvet (over at jeg ikke er ‘far’) og en stress-cykeltur fra 1820 til 2900. Det er ikke altid lige kønt. Men det er ærligt. 

Det var et sidespring… tilbage til søgeordene. Vil I virkeligt gerne høre om bradepandekager? Morgenhår? Skriv gerne – så ser jeg, om jeg kan skrive lidt i jeres retning…

Ps. Og om I vil have det eller ej, kommer der også et afsluttende indlæg om Paris’ modeuge. Den slipper I bare ikke for…

Slap af

24 okt

Jeg har haft så meget i hovedet denne sidste tid at jeg intet – og her mener jeg INTET – har fået udrettet. Altså udover de ting, et almindeligt liv påkræver… der er da blevet vasket hår, klippet negle på den lille (under protester), lavet aftensmad og læst en avis (vær nu ærlig, okay, et ‘dame’-blad) i ny og næ. Og that is it. Det, der stresser, er ikke at jeg når så lidt, nej, det er at der er så meget, jeg gerne vil. Og hvad gør man, når der er mange ting man skal nå? Man laver da lige en liste! Så kan den jo ligge og grine dig op i hovedet,når du ikke har streget EN ENESTE ting ud på den i løbet af den weekend, du skulle have:

– Lavet lektier til åbent universitet (jeps, er bagud med tre ugers læsning og var på ingen måde klar over hvor svært engelsk sætningsanalyse kunne være…)

– Opdatere de dagbøger, jeg prøver at skrive til mine børn

– Skrive til blog, bøger og alt de andre ord der presser på for at blive nedfældet

– Bestille mad online og laver planer over ugerne så alting ikke fortsat er “hov, skal vi også spise i dag?” eller ” Tænk, vi har ikke mælk igen”

Men min djævel på skulderen valgte for mig. Jeg løb en tur i skoven, sov lur på samme tid som sønnike, brugte 100 år på at tænde stearinlys og finde ny musik på iTunes, webshoppede vigtige vigtige ting (læs: tøj til barn). Og så brugte jeg virkeligt meget tid på at glæde mig over, at vi skal have en søn mere, at min ‘store’ dreng får sig en ny legekammerat, at vi allerede har et godt navn til ham, og at jeg nu med endnu større sandsynlighed får mulighed for at udleve min gamle drøm om at blive ‘soccer-mom’ med alt hvad dertil hører af station-car, råb-på-sidelinjen og bagning af kager til de årlige lagkage-fodbold-turneringer.

Har jeg slappet af? Tjaa… Den dårlige samvittighed har hobet sig op til samme størrelse som mængden af hvidvask-vasketøjskurven, og jeg er ikke et skridt tættere på, at have gjort hvad jeg burde. Hvorfor er det, at i takt med at mit liv har tiltusket sig flere og flere voksne opgaver, er min indre 12-årige vågnet? Den der person, der synes, at det er en super ide at gense film fra 90’erne jeg har set 1000 gange før ( allesammen sådan nogen med Julia Roberts, der smiler bredt eller Gwenyth Paltrow, der er yndig og skrøbelig og tynd), at det er virkeligt vigtigt at jeg prøver at se om en fransk fletning mon ville klæde mig nu, og at det er helt fint at bruge en aften på at suse rundt på middelmådige mode-blogs… bare for inspirationens skyld. Kære søde indre morakker (jeg ved, at du er derinde for, vi var bedste venner fra 1995-2000) – vil du ikke godt snart vågne op til dåd?

Milano

12 okt

Milanos modeuge er typisk den, jeg er mindst begejstret for. Mest fordi jeg ikke altid er til den vilde brug af guld, flæser og farver. Dolce&Gabbana kommer jeg fx. aldrig til at forstå, selvom de altid vælger fantastiske kampagnepiger (Madonna, Scarlett Johannesen…) Men ingen regler uden undtagelser. Og fine, fine undtagelser var der.

Alberta Ferreti leverede en lækker, ren og enkel kollektion  – der skulle have ‘Zulu-referencer’ – men som i min optik bare var, etnisk-urban og helt igennem gennemtænkt:

Missoni faldt mellem to stole. Hovedparten af kollektionen var overmåde opulent, frynset, gennemsigtig og kulørt. Too much. Men der var gode sager i blandt:

Som sædvanlig elskede alle Prada. Kaldte Miuccia’s kollektion for den, der satte gang i sæsonen – den, der viste hvilken retning, vi skal gå til sommer. Og som sædvanlig: jeg bryder mig bare ikke om hendes designs.

London

3 okt

Londons modeuge er typisk den vilde modeuge, og mange af de etablederede franske modehuse, har rekrutteret deres stjerner fra England (Listen tæller John Galliano, Alexander McQuenn, Stella McCartney, Phoebe Philo og mange, mange flere…)

Jeg er altid lidt ambivalent omkring Londons modeuge. På den ene side elsker jeg al den fandenivoldske eksperimenteren kombineret med klassiske dyder som kostskole-uniformer og klantern. Omvendt synes jeg alt for ofte at eksperiment vinder over æstetik. I mine teenage-år var min ubetingede yndlings-designet Vivienne Westwood og gammel kærlighed er jo som bekendt temmelig rust-sikker. Og selvom hun nu holder show i Paris, er det stadig hendes ånd, der hviler og London, når den engelske storby ryster modeposen, fylder munden med forvandlingskugler og kækt kipper med hatten til alverdens hipsters og os andre dødelige.

Christopher Bailey er genial, og jeg elsker ukritisk hans seneste kollektion for Burberry Prosum. Chikke caps, fuldendt genfortolkning af den ikoniske trenchcoat og en  etnisk hyldest til Burberrys ny-klassiker: Parka’en.

Burberry Prorsum Spring 2012 Ready-to-Wear

Burberry Prorsum Spring 2012 Ready-to-Wear

Burberry Prorsum Spring 2012 Ready-to-Wear

Burberry Prorsum Spring 2012 Ready-to-Wear

Mulberry der i Danmark er her, der og alle vegne med klassiske tasker, der appellerer til vores ønske om eksklusiv funktionalitet, er mindre kendte for deres tøj. Ikke desto mindre havde Emma Hill denne gang begået nogle rigtigt fine sommersager (hvis man ser bort fra de første skrækkelige indgange i krads citron-gul), som jeg gerne stak i, når varmegraderne dikterer sommerhushygge og grillfester:

Mulberry Spring 2012 Ready-to-Wear

Mulberry Spring 2012 Ready-to-Wear

Mulberry Spring 2012 Ready-to-Wear

Mulberry Spring 2012 Ready-to-Wear

House Of  Holland er ifølge flere anmeldere ‘en fest’ – og Henry Holland har åbenbart ramt noget, der appellerer til både unge bloggere og etablerede krititkere. Jeg synes desværre bare det er… grimt. Døm selv:

House of Holland Spring 2012 Ready-to-Wear

House of Holland Spring 2012 Ready-to-Wear

House of Holland Spring 2012 Ready-to-Wear

%d bloggers like this: