Arkiv | februar, 2013

Minder på flaske

28 feb

”Hvis bare man kunne putte det på flaske”. Vi siger det i flæng om duften af baby, fornemmelsen af forår eller smagen af barndom. For minder kan ikke gentages, men de kan underligt nok genskabes.

Jeg fik en lille smag af min barndomsferier til Frankrig, da jeg for nyligt fik lov til at prøvesmage og anmelde Aqua D’Ors mineralvand med naturlig frugtsmag i fine pastelfarver. For de mindede mig om min færd rundt i Intermarché i en lille fransk provinsby med min hjerteveninde, Marie. Vi købte Ricola bolsjer (de gule, med Alpe-billeder og myntesmag), bubblegum og deodoranter med krads violduft. Og så købte vi vandflasker, vi godt kunne lide. Helst skulle de være buttede, gerne med brus, og havde de smag, var vi lykkelige. Favoritten hed dengang Volvic, og den fandtes i mynte (min favorit), citrus og orange (Maries foretrukne). Vi drak dem ligesom modellerne – på gaden, i hånden – og vi følte os sofistikerede og voksne.

I dag er jeg fortsat på udkig efter det perfekte vand. Og jeg elsker stadig pæne flasker og frugtsmag og ideen om, at det ser pænere ud, når jeg drikker flaskevand end det vand, der kommer ud af hanen. Og yndlingsvanden pt. er Aqua D’Ors boblevand med Hyldeblomst og Æble.
aqua

Reklamer

Store drenge, lille mor

19 feb

Igår blev min lille dreng stor. Eller så stor som man nu kan være, når man er 10 mdr. Og jeg blev for anden gang inden for alt for kort tid mindet om hvor lille jeg er. Lille forstået som I ‘betydningsfuld’.

Min baby startede i vuggestue og kan dermed definitivt godt undvære sin mor i længere tid af gangen. Eller det har vi i hvert fald besluttet for ham, at han skal kunne, for voksenliv og virkelighed venter på hans mor; hverdag og nye venner venter på ham.

Klicheerne står i kø, når jeg skal beskrive min post-partum-barsels-traume. ’Det går alt for stærkt’,  ’Hvor blev tiden af?’, ’Hvorfor vokser de så hurtigt?’. Jeg har hørt mig selv og alle mødre omkring mig sige det hundredevis af gange før. Og jeg vidste det ville komme igen – men jeg havde glemt hvor monumental følelsen af ambivalens er. For jeg kan sagtens huske en overhed sommerdag i Sydfrankrig, hvor jeg bannede ammeindlæg, svedende baby og boblende maveskind (mit) langt væk. Hvor jeg havde lyst til at være chik fransk kvinde, der sippede perlende rosé og spiste oliven med sin rige elsker i en stram Jackie-O-ish kjole; ikke en dansk mor med udvoksning, svulmende f-skål, gylp på kjolen og stofble over skulderen. Og jeg husker også det lille rush jeg fik midt i  bleskift og barnevogns-trilleri, når der var bud efter mig til en skriveopgave eller et strategioplæg. Det var da lidt lækkert, at være ’in demand’.

Og så blev jeg igen rystet ud af den momentane selvoptagelse, når en baby var morgensur, puttesyg, feberhed eller kluk-leende over opdagelsen af egne fødder. Og jeg blev mindet om hvem min arbejdsgiver pt. er. En lille kæk mand, der aflønner i snaskede kys og bløde kram. Som giver ros med øjnene og holder MU-samtale kl.5 om morgenen i en-stavelses-lyde. Og det gav mening. Og det giver mening. Og klumpen i halsen melder sig, selvom indkøring kører, kolleger er søde til at skrive, at de glæder sig til jeg kommer tilbage, og tanken om, at drikke kaffen mens den er varm og gå på toilettet, når jeg vil, er besnærende. For jeg ved jo godt, at tiden ikke kommer igen, at drengene er til låns, og at deres mor ikke er centrum i deres liv mere. Måske vi skulle flytte til Italien?    

%d bloggers like this: