Archive | juni, 2011

What goes around comes around?

29 jun

Jeg er en sand troende, når det kommer til karma. Jeg mener, at hvad vi ligger ind, for vi ud igen. At det betaler sig at gøre en indsats. At ærlighed varer længst. At smil bliver gengældt – om ikke andet så på den lange bane. For karma-kontoen er rummelig, den lægger renter på og den udbetaler, når du mindst venter det. Tror jeg nok.

For de seneste dage er jeg kommet i tvivl. Flere mennesker, der står mig nær på vidt forskellige måder, og som rummer flere kvaliteter, end der lige lader sig opregne, er blevet stødt, skuffet, har mødt modgang og været udsat for decideret uretfærdighed.

Og hvordan råder man så? ‘Cheer up’? ‘Op på hesten igen’? ‘Tag det ikke så tungt’? Jeg har – for en gang skyld – været temmelig mundlam. For det er da ikke sådan, det skal være! Vel? Og så begik jeg den fejl, at gå i gang med at se “Rabbit Hole” i aften, der handler om et par, der har mistet deres 4 årige søn i et traffikuheld…

Hvorfor er det at karma-forklaringen indimellem kommer til kort?

Pligt og papir

27 jun

Jeg har gået rundt om den i dagevis. Jeg har ladet en hånd glide hen over æsken og løftet på låget. I smug. Jeg har endda fortalt mig selv, at jeg ikke kunne finde ud af at installere den – og at jeg faktisk slet ikke havde tid til at kigge på den i denne uge (eller den næste), for jeg havde jo travlt med at være der for en veninde, give min søn bad og bande over cykeltyven, der stjal min gamle Batavus.

Men dagen kom, da den ikke gik længere. Den nye, fine sølvgrå Mac, med det (endnu) funklende rene tastatur og den blanke skærm skulle frem i lyset. Der skal skrives.

Undskyldningerne er fejet af vejen og nu må jeg se det i øjnene. Word-dokumentet ligger åbent, og ideerne skal finde vej ned i denne virtuelle puppe. Den bog jeg har sat en indre deadline for (min fødselsdag næste år), skal formes nu – og blive til. Eller bøgerne. For der er faktisk to bøger på mine indre to-do seddel, og jeg har tænkt mig at skrive på dem simultant, og se hvilken en, der først kommer i mål. Og så bare lukke øjnene og håbe, at nogen gider at læse den.

Mit mål er officielt, og papir forpligter.

Man bliver så glad…

22 jun

…når nogen vil gøre en forskel. Og de ikke bare gør det, fordi sagen er sexet eller de ikke ved hvad de skal bruge deres tid på. Og det oplevede jeg netop igår, da jeg cyklede forbi Skt. Hans Torv. For en gangs skyld var det ikke unge idealister eller politisk korrekte akademikere, der talte et mindretals sag. Det var indignerede bedsteforældre! De var ikke vrede, de var omsorgsfulde. Overfor børn, der kunne være deres børnebørn, men som ikke er det, fordi de er så uheldige at være født i et land, der er præget af uro, krig, vold og undertrykkelse. Børn, der er sluppet ud af deres eget lands helvede, blot for at end i Danmarks purgatorium: asylcenteret.

Er du selv mor, far, søster, bror, mormor eller farfar, kan du ikke undgå at blive ramt, af disse foretagsomme bedsteforældres budskab: “Sådan behandler man ikke mennesker. Vi kan ikke være det bekendt.”

Læs mere på www.bedsteforaeldreforasyl.dk – og spred budskabet!

“De Gamle”

19 jun

Eftersom jeg nu har konstateret, at jeg ikke er ung, så må jeg jo være gammel. Ikke? I hvert fald har jeg fået voldsomme indikationer på, at en visse alderdoms-impulser trænger sig på:

– kuren mod tømmermænd er ikke længere endnu en fest. Det er en lur.

– jeg harcelerer højlydt over tv-fladens udbud; og mener i alvor, at vi burde opsige samtlige tv-pakker.

– Jeg slukker ikke for P1, selvom programmet handler om Wagner.

– jeg bruger solcreme… Og søger gerne ind under parasollen.

– jeg synes, at tiden går for stærkt.

– jeg vil helst være “lige her”, frem for til den fest, der foregår et andet sted lige nu.

– jeg vælger pludselig sild til frokost. Og synes at ‘man bør’ slutte af med ost.

– jeg synes, at Diane Keaton er voldsomt lækker – og ville gerne overtage hele hendes garderobe fra ‘Annie Hall’.

– jeg vil gerne have et tæppe om benene, når jeg sidder med min bog i liggestolen.

– jeg bliver stadig mere vild med portvin.

– jeg køber musik på iTunes, udelukkende fordi det minder mig om lyden fra bagsædet på bilferien i min barndom.

Sådan her ville jeg gerne se ud... inklusive hat!

“De unge”

10 jun

Som yngste barn af tre og skolestarter som den tidligst fødte i klassen er jeg vant til at være ‘yngst’. Og fordi min mand er 8 år ældre end mig og hovedparten af mine venner er ældre end mig, har jeg altid følt mig ung.

Da jeg i en alder af 26 og færdiguddannet cand.mag. en kort periode arbejdede som lærervikar, forvekslede flere forældre mig med en elev, og da jeg første gang skulle undervise i fransk i 9.a udbrød en af pigerne fortørnet: “Er du læreren?! Du kan da ikke være læreren, når du er så lille!”

Men her på det sidste er det gået op for mig, at når medierne skriver om “de unge”, skriver de ikke om mig eller mine jævnaldrende. De skriver om en gruppe der er meget yngre(!) end os i starten af 30’erne, til trods for at vi stadig mener, at den betegnelse tilkommer os.
I morges på P1 fortalte de om årets afgangselever fra filmskolen – “den eksplosive årgang”, der sprænger de danske normer for filmisk socialrealisme og i stedet flirter med sci-fi og effektive krimier. Og  i det glimrende magasin Cover, er en af forsidehistorierne dedikeret til de (neo-)kloge unge, der omtaler Baudelaire og  Baudrillard som kære venner.

De nye unge dyrker pastichen, humørfyldte tatoveringer,  et vildt medieforbrug, en forkærlighed for niche-bands og androgyn mode. De ny unge er ‘cool’, ‘tongue-in-cheek’ og anti-autoritære. Og jeg er ikke en af dem…

Om at miste stemmen

1 jun

Jeg har altid fået at vide, at jeg taler meget. Nogle vil også mene at jeg taler hurtigt, og de fleste er enige om, at jeg taler højt. Det er en familiesvaghed. Vi taler højt og klart – måske fordi vi har en fundamental tro på, at det er nogenlunde fornuftigt, det vi vil sige, og uden tvivl fordi vi gerne vil høres. Når man er opvokset i en familie på 5 snaksomme personer lærer man, at spidse argumenterne og skrue op for volumen.

Nu har jeg mistet stemmen og føler mig sært amputeret. Hvis Samsons styrke sad i håret, sidder min i stemmen. Ingen højlydte udbrud og italesatte udråbstegn fra min mund. Og mine medmennesker ved ikke hvad de skal stille op med mig. For nu passer jeg ikke ind på min plads.

Vi hører om hvordan personer, der har været svært overvægtige, har problemer med at opretholde vægttabet. Og det skyldes ikke kun indgroede, dårlige spisemønstre, men i lige så høj grad, at de ikke kan få identiteten til at passe til den nye slanke krop. Hvis du er vant til at være “hende den sjove, tykke pige”, hvordan bliver du så “hende den slanke”?

På samme måde kan min familie og kolleger slet ikke finde ud af, hvordan de skal gebærde sig overfor den stille pige, der går rundt med min krop på. Og det kan jeg faktisk heller ikke selv. For når du er tavs, tolkes det ikke bare som kontemplativ stilhed. Du virker pludselig også forsagt, genert og tilbageholdende – adjektiver der er aldeles uforenelige med min person.

I 8. Klasse råbte min klasselærer på pædagogisk vis efter mig: ” Sine! Din stemme er som en skærebrænder!!”, da vi var på studietur i Firenze. Dengang gjorde bemærkningen ondt. Nu ved jeg, at jeg hellere vil være en skærebrænder end en stumtjener.

%d bloggers like this: