Paris on my mind

Photo credits: Allan Platt

For syv år siden på omkring denne tid drog jeg til Paris med en helt særligt god veninde. Vi skulle lære, lytte, leve og nyde på fransk  – og vi var fulde af forventninger til det halve år der ventede os. Det oversteg alle forventninger.

Vi fik en fantastisk lejlighed lige ved Republique, gode jobs i Marais, et rigt studieliv og ikke mindst endeløse aftener med rødvin, backgammon og en enkelt gauloises… Og en livslang kærlighed til den eksalterede, intrigante, introverte, pompøse og elskelige hovedstad.

Hvert år når tiden kommer til denne, vågner den indre udlængsel, og jeg kunne tage af sted på ny.

Svaner – so last year

Ugler… de er der alle vegne. Er jeg den eneste, der spotter nye ugler dagligt? Og som samtidig synes, at det er ret så fedt, at den mest nørdede fugl i verden er blevet (dare I say it) hip?

I sidste uge var jeg til middag hos et af de mest tjekkede par jeg kender: De forstår at kombinere noget så old school som intellekt med ualmindeligt god retro stil… og så kan de lave mad, så enhver Sydstats-husmor ville græde af glæde.  Og minsandten om der ikke midt i spisestuen, ved siden af udsøgte Bing og Grøndahl potteskjulere med palmer på, gloede to gule ugler på mig. Med stearinlys på hovedet! Samme uge spottede jeg ugler hos Marc Jacobs, i oversize cocktailringe hos Accessorize (ved siden af glitter-kuglepemme og paillet-nøgleringe) og i flere uafhængige butiksvinduer i Kompagnistræde.

Fætteren for oven er netop flyttet ind i mit hjem, og vogter sønnikes seng. Han og hans flok er vist kommet for at blive…

Guldkort

Ovenstående billede viser mit andet hjem gennem de sidste 8 måneder. Meyers Deli på Gl. Kongevej.

Første halvdel af min barsel var invaderet af håndværkere, da reddebyger-projektet trak ud (…og trak ud, og trak ud, og trak ud.). I denne tid udgjorde cafeen hjemmekontor, varmestue, frokost-mødested, husholdningens primære kok, you name it.

I anden halvdel af min barsel, var der ingen praktiske grunde til mine og min søns mere end  regelmæssige besøg. Jeg vil slet ikke begynde at tænke på det antal af Americanos med varm mælk, vegetar-sandwich, lakse-ditto, store danskvand og det sjældne (men skattede) glas vino, der er indtaget på de præmisser. At jeg ikke er på fornavn med samtlige tjenere på etablissementet, skyldes udelukkende at de altid har for travlt til en snak med stamgæsterne… ellers var de uden tvivl blevet mine nærmeste venner i denne periode.

Og hvor vil jeg så hen med det? Blot en ydmyg opfordring til Mr. Meyer :

“Kære Claus Meyer,

fortjener jeg ikke et guldkort til din butik? Jeg lover, at leve op til min hidtidige standard som meget ihærdig kunde, og hive endnu flere potentielle addicts til dine præmisser. En ren win-win.

Allerbedste hilsner ,

S”

Nye tider…

Så er det et faktum: jeg har kun to dage tilbage inden jeg vender tilbage på arbejde – fuld tid. Min lille søn er ved at være en stor dreng, og skal nu til have mindre tid med sin mor, mere med sin far. Jeg tror, at det er alle tiders for alle… Spørg bare statistikkerne: Mindre risiko for skilsmisse, tryggere børn, bedre løn til kvinder – fordelene er MANGE ved at lade manden tage del i barslen. Og ikke mindst får også faderen en enestående chance for at knytte tætte bånd til det lille nye familiemedlem.

Jeg har arbejdet gennem hele min barsel, og derfor er det ingen overvindelse, at skulle tilbage på fuld tid. Jeg glæder mig til uafbrudte arbejdstimer, hyggen med kollegerne, at være med til at producere alt dét jeg er stolt af, at være en del af. Men det bliver en udfordring at undvære alle de gode timer, med min lille mand.

Men jeg, at tror jeg er parat…

Relæ

Jægersborggades prisværdige anstrengelser for at blive en attraktiv, hyggelig og på alle måder besøgsværdig gade er i den grad lykkedes. Selvom man kan begræde at nogle af de første visionære fra den entreprenante andelsboligforening ikke har kunnet få deres foretning til at overleve (den fine bogcafe bl.a.), så er der mere end nogensinde friskt blod i den gamle hasher-gade.

I torsdags var jeg så heldig at blive inviteret med til middag på den nyåbnede restaurant Relæ. Indehaveren har en fortid hos El Bulli og Noma, og selvom jeg ikke har besøgt nogen af de stjernestrøede restauranter (endnu), kunne man godt mærke stjernestøvet forplante sig i retter, indretning og betjening.

Vi startede aftenen på den anden side af gaden, med rødvin og gode oliven på Manfreds – et andet sympatisk initiativ, der præsterer lækker (økologisk) mad til jordnære priser. Atmosfæren i biksen er som et (sofistikeret) kollegiekøkken, og den uprætentiøse stemning ledsages af en absolut kælen for de detaljer, der tæller: flot service, hjemmebagt brød, kildevand i nydelige karafler.

Det samme gør sig gældende for Relæ. Mine favorit elementer  ved det Nørrebro’ske spiseshus, var ikke kun at man kunne få en 4-retters menu til 325 kr og en vinmenu til samme beløb, at champagnen var rød eller at vegetarmenu rangerer lige så højt på kortet som kødmenuen. Det var heller ikke at retterne næsten uden undtagelse var overraskende og genkendelige på én gang, eller at de turde lade deres ostetallerken være en omgang friskost med karl johan svampe. Nej, det var at man for 35 kr fik vand med eller uden bobler ad libitum. Og så den lille skuffe under bordet ved hver kuvert, hvor man forefandt bestik og menukort. Godt tænkt og god stil.

Min opfordring går på at besøge Jægersborggade i al almindelighed, og Relæ i særdeleshed.

Nyd luften nu…

Og så lige endnu en opfordring: Nyd luften nu!

Netop nu, er det er mit absolutte yndlingstidspunkt på året, hvor sommeren hælder og efteråret tripper i kulissen. Luften er stadig blød af minder om sommerhud, champagne og solnedgange ved et tyst hav; men den har fået et lille skarpt knæk, der peger os i retning af de efterårsstorme, kastanjemænd og vin chaud (indtaget under cafévarmere), der venter på den anden side af kalenderbladet.

Duft til den nu  – i September er det for sent…

2-i-1

I de seneste dage er min store tidsrøver manglen på søvn. Det gør noget ved dig, der ikke godt.

Eksempel: jeg havde MANGE planer i dag, men min lille søn (der er ved at vænne sig til at være stor), skulle desværre have mig op (FLERE GANGE) i nat… bare lige for at sikre sig, at jeg var der. Resultatet blev at min indre hypokonder vågnede, mens mit trætte jeg prøvede at slumre – og at jeg pludeslig var overbevist om, at jeg var forkølet/feberramt/helt klart bedst hjulpet med at blive i sengen. Jeg aflyste aftaler, hvilket jo bare afføder ENDNU en tidsrøver: Den dårlige samvittighed.

Da min søvnløshed havde besluttet, at jeg intet fornuftigt kunne foretage mig i dag, tog jeg en lur. Ikke på den læge-dokumenterede, feel-good måde (bare et kvarter, ikke længere!), næ, jeg valgte at stille uret til et tidspunkt, jeg vidste, at jeg ikke ville stå op på, for så at benytte mig af djævlens forlængede arm: snooze-funktionen.

Og her kommer så min opfordring, der gælder i næsten alle sammenhænge: Når du ikke kan gøre andet, så løb en tur. Hvor frelst det end måtte lyde, så er det blot er det en oprigtig iagttagelse baseret på personlig empiri. I de snart 15 år jeg har været ‘løber’,  har jeg måttet konstatere, at løb er mirakelkuren mod alt! Har du tømmermænd? løb! Har du hjertesorg? løb! Er du stresset? løb! Er du uforetagsom? løb? Er du for tyk? løb! Er du for tynd? løb! og nu: er du overtræt? løb!

Min søn kan helt sikkert bekræfte, at det var en hel del dejligere mor han fik hjem fra en times løbetur, end hende han sendte af sted…

Le Gourmand

Værnedamsvej er vist det tætteste man kan komme på Paris i København. Af selvsamme grund er det min ubetingede yndlingsgade i Danmark. Falernum, Viggo, Les Trois Cochons, Tout Petit og hvad de alle sammen hedder. Tilsat børnerøster fra den franske skole, og så bliver det ikke bedre. Troede jeg!

For bedst som jeg var sikker på, at den gade ikke kunne overraske mig med noget, opdager min mand og jeg i dag: LE GOURMAND. Og den er ikke en gang ny butik,  men derimod den mest fantastiske franske delicatessen, der har ligget i gaden i 11 år.

Alt er importeret direkte fra engros-ledet og ethvert frankofilt hjerte, må slå et ekstra slag, når udvalget åbenbarer sig: fra løgsuppe til foie gras, kastaniecreme og lavendel honning, tørre gedeoste og fede pølser. Canard-det-ene, Lapin-det-andet. Mon dieu!

Vi forlod butikken en hel del franc fattigere men rige på kantarel-pølse, 24 måneder gammel Comté, gedeost med figenhjerte og (fransk!) sortfodsskinke i pergamenttynde skiver.

Allez-y!

PS: At der også er åbnet en gigantisk ‘Lagkagehuset’ på hjørnet af Værnedamsvej og Frederiksberg Alle/Versterbrogade, bidrager måske ikke til den parisiske stemning, men det giver endnu en god grund til at slå et smut omkring gaden.

Sopranos

En uforbeholden opfordring: har du aldrig set Sopranos, har du et fantastisk univers i vente. Et amerikansk gangsterunivers med old school værdier og moderne problemer.  Fantastisk castede skuespillere og et genialt manuskript. Som med de fleste serier, er det allerbedst at anskaffe sig alle sæsoner og se dem i sit eget tempo. Piloten skal man altid bare igennem – men derefter er det umuligt ikke at blive hooked.

10 år

Jeg har netop deltaget i en særlig begivenhed: 10 års fødselsdag. Det er ikke alene en speciel dag, fordi det var et dejligt menneske vi fejrede, men også fordi det satte en masse tanker i gang om alder.

Det er den første runde fødselsdag vi får, og i mine øjne nok den vigtiste. Den markerer et ubetinget skønt tidspunkt i barndommen.

Du er gammel nok til at være selvbevidst, ambitiøs og gammelklog men samtidig lille nok til at lege, blive overtræt, spise dig mæt i slik og være håbløst forelsket i heste/vampyrer/popstjerner/ham fra 8. Klasse. Du er faktisk cool, hvis du har cd’er med Medina og Rasmus Seebach og på ønskesedlen rangerer de helt oplagte emner, hundehvalp, kanin, hello kitty ting og hårbøjler øverst på listen.

Du er den største af de små, den mindste af de store.