Arkiv | marts, 2013

Nye tider

21 mar

Jeg er ikke grebet af vemod, men en vis sentimental eftertænksomhed kan jeg ikke undslå mig. For den unge mor, der kigger op fra billederne af min førstefødtes første dage i denne verden, er nu en garvet småbørnsmor, der prøver at jonglere rundt med det hele, og få det til at se let ud.

Er det så det – let altså? Både ja og nej. Det er virkeligt let at lade sig begejstre lige pludselig. Over meget små ting. Og her tænker jeg i kategorien: gå på toilettet uden baby på armen, drikke kaffe uden afbrydelser og have stiletter på igen. Hver dag. Men endnu lettere at begejstres over tiden ved puslebordet (!), der pludselig er mere intimitet end rutine, fordi mine to små babyer (der slet ikke er så små), ikke er mine i mange af dagens vigtige timer. At være glad for morgenmadskaos med grød på gulvet og vaskeklude i luften. Og svært fordi jeg har lyst til at begrave mig i hvert eneste område af mit spritnye, glimmerfyldte job og samtidig ikke vil gå glip af Legotårn, første skridt eller vigtig litteratur som ” Mimbo Jimbo laver kunst” og ” Da lille Madsens hus blæste væk”.

”Så var det så virkelig den barsel”, siger mange med skælmske og flere med mistroiske smil. Ja. For mig i hvert fald. For jeg kan sagtens sukke længselsfuldt, når jeg ser lange rækker af barnevogne foran Ipsen & Co eller overhører mødre, der omtaler Naan mikstur og Aldi bleer på samme vis, som de tidligere talte om Louboutin og  Balenciaga. Som livsnødvendigheder. Men jeg har fået to perfekte mennesker ind i mit liv – og jeg skylder dem en mor, der både er nærværende sammen med dem, men også har en identitet uden dem. Og hende skal jeg være. Hellere overskud til to end underskud til tre. Det er mit mantra – og det må gerne lånes af andre, der ligesom mig helst vil det hele.

Reklamer
%d bloggers like this: