Historien om en moder. Det var det eneste jeg tænkte på den nat. Prøvede at huske hvordan det nu var, at det eventyr var. Stak hun ikke sine egne øjne ud for at redde sit barn? Gav hun ikke sit liv? Jeg kunne ikke huske hoved eller hale på det sindsoprivende Andersen eventyr, men jeg kunne huske stemningen fra det. For det gennemsyrede min krop. Søndag nat da jeg sad med min lille feberhede baby i armene, der var helt udmattet og opgivende efter at 4 forskellige læger og samme mængde biobanalytikere havde brugt hans lille to måneders buttede krop som menneskelig nålepude. Og nu ville de så lige runde natten af med en tur i narkose. Eufemismerne blev venligt serveret til moderen ( som var mig). “Han skal bare lægges i en lille rus”. “I skal bare sige godnat og så henter vi jer, når han vågner.” Yndige unge sygeplejesker med pastelfarvede ørestikker og naturkrøller beroligede med lavmælte stemmer. De krammede min hånd og tilbød vand, kaffe og forståelse. Men jeg var rædselsslagen, dødsens angst, ulykkelig. Nu ved jeg hvad “den værste nat i mit liv” dækker over. Den viden ønsker jeg ikke for nogen.
Og så var vi pludselig en del af afsnit 5062 på Riget. Børnemodtagelsen. Her tilhører vi ikke socialgrupper, politiske partier, fagforeninger, mensa-klubber eller sportsforeninger; her er vi forældre. Bekymrede forældre. Og vi er lige pludselig hverken tykke eller tynde, uglede eller velsoignerede, spelt-hippier eller karriere-kanoner. Vi er pludselig kun “Esters far”, “Philips mor”, “Selmas mor”, “familien på stue 7”. Med tårer i øjenkrogen, påtaget optimisme og blødende hjerter, taler vi med børnevenlige tonefald om IV’er, blodprøver og virusdyrkninger, med samme selvfølgelighed som vi i sidste uge talte om trodsalder, Katvig lagersalg og programmet i baby bio. Og vi siger god bedring og på gensyn, men ønsker inderst inde at vi aldrig ses igen – under disse omstændigheder i hvert fald.
Perspektivet er forskudt, uret er stillet efter stuegang og udsigten, der er grøn, sprød og juni-fin som i en Bjarne Reuter bog, kan slet ikke nydes. Jeg skammer mig over, at jeg i sidste uge brokkede mig højlydt over iPhone-problemer, pletter der ikke ville gå af de nye petit bateau-bodyer (der kun var brugt en gang) og DSB der sædvanen tro ikke kørte til tiden. “Get a life” siger mit nye jeg til mit forkælede, gamle jeg.
Og jeg er lykkelig og forbistret over, at lægerne så proverbielt går med “livrem og seler”. For man ønsker at ens baby er baby og ikke patient, samtidig med at jeg insisterende vil have, at hver eneste blodbane skal være undersøgt. Og det bliver de! For når ens baby kun har kendt denne verden i 2 måneder, og ikke har passeret den magiske 3 måneders grænse, er omsorgen og omhyggeligheden uendelig her. Og jeg elsker og hader stedet fordi de passer så godt på os, og hver fiber i min krop skriger på at komme hjem til min familie og lege far, mor og (raske) børn igen.
Hvornår vi bliver udskrevet er endnu lidt uvist. Hybris vig bort! Alt går i en fin retning og selvom intet er overstået til den tykke sygeplejerske har sunget, tør jeg igen nære et lille håb. Og føle mig taknemmelig.
Vouloir C'est Pouvoir 