En kvindes vanvid

Blandt nogle dyrearter bliver hunnerne vanvittige, hvis de ikke får lov til at yngle. De skal have unger og bliver ganske uteerlige hvis naturen eller menneskelig indgriben afholder dem fra at udleve deres moderdrift.

Med mennesket tror jeg, at det forholder sig anderledes. Her udspiller det virkelige vanvid sig først, når vi ved, at vi skal være mødre. For lad os være ærlige: selvom vi kan bebrejde både hormoner, åndedrætsbesvær, vand i kroppen eller de ekstra kilo, at vi opfører os utilregneligt, tror jeg ikke en eneste gravid kvinde slipper igennem de 9 måneder uden en snert (eller spandevis) af hysteri.

Jeg mener, at jeg har klaret det ok. Sådan ‘over all’. Jeg har ikke taget 200 kilo på, smugspist marcipanbrød om natten, grædt i fosterstilling over de nullermænd, der gemmer sig under sofaen eller nægtet min mand at tage på skiferie med drengene. MEN. Jeg har gjort et utal af mennesker opmærksomme på, at de lugter af løg, fortalt alle på min arbejdsplads om, hvor meget jeg havde lyst til at tage en lur på gulvet, tvunget min mand til at sympati-spise Meyers hindbærsnitter, da der absolut ikke var plads til en bid mere og svælget i Gravid-blade, der delte viden, jeg enten havde i forvejen eller som egentlig var dybt irrelevant. Og jeg har anglet for sympati (særligt hos min tålmodige ægtefælle) for, at jeg har haft halsbrand døgnet rundt, sover dårligt om natten, føler mig som en strandet hval og egentlig fortjener langt flere lure end jeg når i løbet af en gennemsnitlig uge.

Som om det ikke var rigeligt, er jeg gået all in på den sære disciplin: ‘nesting’. Ved sidste graviditet, havde vi ikke noget hjem at bygge rede i, da vores ene lejlighed var under renovation, og derfor har jeg nok haft behov for at kompensere (ad absurdum) denne gang.

For JA, det har taget overhånd! Pludselig var det meget vigtigt for mig, at indkøbe farvekoordinerede stofbleer, økologiske vaskekludde, udskifte den gamle ammepude med en med speltskalder (!) i, sortere og smide ALT for meget børnetøj ud og rydde op på steder, jeg normalt nyder at have et “nonchalant rod”. Og har bagt boller ved midnatstid og pakket dem i fryseposer kl.3 om natten – så var vi ligesom dækket ind på brødfronten, når den lille ankom. Og jeg har vasket sovedyr og sengetøj, hentet baby-start-pakker og rågummi-sutter, tjekket baby-bio ud og gjort vugge, ammehjørne og barselslitteratur klar.

Den poetiske retfærdighed melder sig naturligvis. Sidste gang, hvor intet var klar, familien var kaotisk og jeg havde 10 forskellige deadlines hængende over hovedet, kom sønnike naturligvis 10 dage før termin. Helt perfekt, rolig og efter bogen (barnet – ikke fødslen). Og denne gang, hvor jeg har været kampklar i flere uger, tager min indre logerende sig naturligvis sin tid. Han har ikke travlt og nyder roen i maven, inden han skal ud til det baby-cirkus, jeg har sat gang i. Han er nok en hel del klogere end sin mor…

Is-tid – altid!

Is har haft en næsten mytologisk status i mit liv. Da jeg var lille, kunne Hjem-is bilens klokke omdanne mig og mine søskende til veritable Pavlovske hunde. Når klokken lød, vidste vi, at det bare var om at hoppe i skoene og løbe op af perlegrusbelagte indkørsel. Min far var altid med i hælene på os – iført træsko og sine slidte ‘arbejds-cowboybukser’ – og han sikrede at hvert barn fik lov til at vælge deres personlige favorit (jeg var ret vild med tvillinge-isen). Og så betalte han ellers til den tykke ismands anseelige porte monnaie i mørkebrunt kernelæder.

På barndommens sommerferier, var isen også et vigtigt omdrejningspunkt. “En om dagen” var mantraet, og skulle der opstå en dag uden is (dette skete sjældent), bon’ede det ud med dobbelt-op på is dagen efter. I Tyskland fik jeg ‘Wald Becher’, i Frankrig ‘Coupe Danoise’ og i Spanien en helt eventyrlig ‘Dracula is’ med sort lakrids ydre og blodrødt indre. På Bornholm hed isen Krølle Bølle – og der var ekstra guf på toppen.

I de sværeste teenage år hvor skole, sind og selvbillede ikke harmonerede, var isen også en god ven. Min mor spiste i sympati mængder af soft ice fra ‘Is cafeen’ i Lyngby Storcenter, der lettede tungsindet og fik bekymringerne til at glide lettere ned.

Da jeg mødte min mand, burde jeg med det samme have vidst, at det var ‘meant to be’. Ikke alene havde hans speciale handlet om (you guessed it) is, han havde også en fantastisk is-teori: Hvis du nogensinde har forspist dig til en middag, skal du bare afrunde med et par kugler is – de ‘letter’ maven. Og da der skulle gøres status over vores første ferie sammen, konkluderede han, at den havde været fuldendt, “men vi spiste ikke nok is”. Siden er en af hverdagens små kærlighedserklæringer fra min kæreste (og nu ægtefælle), at jeg altid må vælge hvilke is-kugler, han skal have, når vi er på en af vores mange aftengåture med barnevogn og en vågen ‘sød tand’.

Og is-abstinenserne er åbenbart arvelige. Efter jeg er blevet tante til verdens mest is-elskende pige og har fået en søn, der hurtig fik inkorporeret “mere is” i sit voksende ordforråd, er is mere end ofte på vores meget lidt politisk korrekte menu. Jeg har aldrig forstået ‘nul-sukker’-pædagogikken, og den ville aldrig kunne implementeres i vores hjem. Dertil er der nogle stofskifter, der kører for hurtigt og nogle madhjerter, der banker for højt.

Så: Da jeg for nyligt fik tilbuddet om at prøve-smage Carte D’Ors nye forårsvarianter, var det jo umuligt at takke nej. Særligt når det handler om blåbæris med chokolade-hjerter og det sigende navn “Tasty Blueberry Vanilla”, og pistacieisen “Intense Pistachio Vanilla”, der ikke alene er en af min personlige farvoritter ud i is-smag (sammen med rom-rosin og chokolade/mint is) men også har den mest moderigtige lysegrønne farve, og derfor er perfekt til sæsonens is-desserter.

Jeg er særligt glad for at lave en marengsbund (efter Frk. Jensens Kogebog), der ikke kræver andet en 4 æggehvider, 200 g sukker og 45 min. i din ovn ved 125-135 grader. Derefter fylder du bunden med RIGELIGT af iskugler (flere end du tror) og alle de bær, du kan få fat på. Der bliver altid spist op når, denne dessert ryger på bordet… Særligt når den er i moderigtige pastelfarver og nærmest får maven til at ‘lette’.

Min ældre dobbeltgænger

På den anden side af gården bor den kvinde, jeg altid har forestillet mig, at jeg skal blive. Om sådan 30-40 år. Hun har gråt hår, briller der ville klæde Diane Keaton, rav smykker og hænder, der kan danse henover et tastatur. Og de danser om aftenen og til langt ud på natten.

Så når jeg vågner om natten for at besøge toilettet eller tjekke om min dreng sover godt ved siden af Plys og Terri, sidder hun stadig og skriver løs. Jeg er sikker på, at der vælder en stor samtidsroman ud fra under hendes fingre. Eller en fin samling kort prosa. Eller måske små poetiske vignetter om livet nu og i retrospekt.

Tænk hvis hun vidste, at hendes yngre alter ego bor på den anden side af gården, og synes hun er forbilledlig. Og hvor skuffet jeg ville være, hvis det viser sig, at hun blot ghost-writer royale biografier eller melodramatiske ugeblads-noveller.

Liv og død

De sidste par uger har budt på et dramatisk déjà vu, jeg hellere havde været foruden. Som om liv og død ikke bare er et yin-yang-begreb, der skaber kosmisk balance over tid, men derimod er dikotomiske kræfter, der nærmest skal udløse hinanden. I hvert fald er det som om, at hver gang et nyt liv står på spring, skal vi daskes i hovedet med et alt for håndgribeligt memento mori.

Ugen inden jeg fødte min første søn, fik den onde, onde kræft tag i min allernærmeste familie. Glæden ved at se maven stor og bristefærdig blev fuldstændig overskygget ved angsten for, at et af de allermest elskede mennesker i mit liv, skulle være truet på livet af den sygdom, vi føler os allermest afmægtige overfor. Babyen kom heldigvis til verden (de små stærke væsener lad sig ikke sådan kue af kosmiske kræfter) før tid og til stor glæde – og kræften blev helbredt få uger senere. Men angsten glemmes bare aldrig.

Og denne gang – som søn nr.2 banker på døren (eller i hvert fald på maveskindet) – har familien igen været overvældet af død, ulykke og tristesse. Det skræmmer mig ikke bare, at der ikke er nogen forsikring eller garanti for, at den altoverskyggende lykke kan få lov til at få spotlight’et lidt for sig selv. Det er ligeså gruopvækkende for min hormon-påvirkede sjæl at tænke på, at jeg igen er ved at sætte et menneske i verden, uden at kunne sikre ham beskyttelse for sorg, sygdom, savn og svigt. Det bliver let (melo-)dramatisk, når der skal sættes ord på de tanker der fylder allermest netop nu, hvor det lille liv er på vej. Men det er altså de ord, der trænger sig på. Lige nu.

Så må jeg skrive om kvindekamp eller en kongehus-satire en anden søndag aften.