Søndagstræt og EN VINDER

Jeg har været til bryllup og fejret kærligheden ganske eftertrykkeligt igår. Bryllupper er altså altid de bedste fester – og brylluppet igår var enestående, smukt, rørende og samtidig festligt, farverigt og helt igennem perfekt. Vi fik det hele med. Og jeg havde helt glemt, hvor ude af form jeg er, når det gælder kulørte drinks og dans til den lyse morgen. Dagen i dag er kun blevet gennemført takket være virkeligt enestående bedsteforældre, overordentligt søde børn, og virkeligt meget pizza, cola og is.

Og mens mit hår er ved at finde tilbage til sine vante folder efter fin opsætning af  ofia , har jeg udtrukket en vinder af denne give away ved tilfældighedens princip.

Rie! Du har vundet en skøn pakke Hair Expertise produkter. Skriv din adresse til mig her: sine.gerstenberg@gmail.com, og så får jeg fluks produkterne af sted.

Hair heaven

Jeg er ikke fan af at vaske hår. På nogen måde. Da jeg var barn var det sjovt, for der sad jeg i badekarret med min storebror, og min far var “hårvaskningsrobot”. Vi fik skummet håret op i Respons shampoo, der i følge reklamen havde noget med Nektar at gøre, og bagefter vaskede min far det ud med mekaniske lyde og AI-gestik.

Siden er det kun gået ned af bakke. Mit hår har naturlige fald og er egentligt aller pænest, når jeg lader det være i fred. Ingen saks, ingen hårbørste, ingen hårtørrer – og for guds skyld ingen hårkur. Når det er for rent, bliver det for pænt (læs: umedgørligt), og jeg ligner mere mig selv i 4. klasse, end den kvindelige autoritet, jeg prøver at være i et hjem fyldt med mænd.

Men der er sket noget. Jeg har mødt Hair Expertise. Jeg hyper sjældent produkter her på bloggen, men når de er så gode, at de gør et B menneske med bong-hår til A menneske med godt garn, fortjener det ord. L’Oréal Paris har lanceret en ny serie, der forhandles eksklusivt i Matas og som er bedre end de fleste hårprodukter selv en frisør disker op med. De er uden sulfater, de dufter rart af botaniske olier, og så efterlader de mit hår, som jeg bedst kan lide det: næret uden at være mæt, rent uden at være (for) pænt.

Og en af jer derude får lov at prøve med! Skriv en kommentar nedenfor, så trækker jeg lod om et sæt shampoo, balsam og kur på søndag. 

Sommerstemning

Det bedste ved sommeren er ikke hyldeblomstsaft, kølig hvidvin, grillpølser, fjordrejer, jordbær eller koldskål. Det er heller ikke kjoler i Liberty print, sandaler i kernelæder, hvide bikinier eller accessories med neon-detaljer. Og det er faktisk heller ikke at danse foran Orange Scene,  sove lur til lyden af bølgeskvulp, at sidde bag på kærestens cykel på vej hjem fra Musik i lejet eller at hoppe i vandet efter en løbetur på stranden. Det bedste ved sommeren er, at vi er fælles om at glæde os til præcis de samme ting. Sommeren er ligeså hellig og rituel som julen.  Det elsker jeg.

Vi skal gøre tingene på samme måde (og i samme langsomme tempo), som sidste år. Og præcis derfor bliver ingen somre ens. For når ritualerne er de samme, kan vi netop få øje på forskellene fra de tidligere år. At vi pludselig har to store børn i stedet for en amme-baby og tumling. At vores flok af nære venner er vokset eller har forgrenet sig til legekammeraters forældre, bedste venners nye kærester, forældrenes livskloge slægtninge og naboens troløse kat.

Sommeren er her nu og ferien er rundt om hjørnet. Jeg glæder mig fuldstændig ligesom alle jer andre.

Der er ikke noget ‘bare’ over makeup…

Da jeg i sin tid læste Litteraturvidenskab, blev der talt meget om sjæl , ånd, transcendens og andre fine ting. På dette studie var vi slet ikke i tvivl om at form altid skulle følge funktion, at indhold rangerede over indpakning, og at ord ikke bare måtte være pæne i sig selv, de skulle sige noget, der rakte udover deres umiddelbare fremtoning. Udseende var ikke fint, form var ikke ophøjet – og makeup var bestemt ikke noget der man brugte. Og så var der os. Det lille trekløver af en læsegruppe, der elskede at diskutere substans men også lystigt overgav os til glimmer, fremtoning, røde læber og kunstige øjenvipper. Det var helt i orden, at være et ’både-og’-menneske. De bifaldt, da jeg tog al min åndfuldhed kastede den ind i kosmetikbranchen. Her er der nemlig højt til loftet og plads til armbevægelser.

Siden jeg fik lov til at gå med makeup (jeg prøvede at snyde mig til det, fra jeg var 11 år, men fik først officielt lov, da jeg var 13), har jeg ikke gået en dag uden.  Jeg føler mig ganske enkelt mere nøgen uden mascara end med numsen bar. For nyligt talte jeg med en skøn kvinde, der lever af at gøre kvinder smukke med lige dele pailletter og pudder. Hun mente ganske enkelt ikke, at kvinder kan tillade sig at undlade at bruge make-up – det er vores ’panser’, som hun udtrykte det, og det gør os i stand til at nedlægge verden med et ’straight face’.

Helt så langt vil jeg måske ikke strække den. Men make-up har været et helt centralt element i mit liv, og jeg har nogle af mine fineste erindringer knyttet til æsker, krukker, tuber og flakoner. Min mor, der altid brugte gylden øjenskygge og mørkegrøn kôhl, da jeg var lille – og  Cliniques gule creme. Jeg stod op af badeværelsets radiator, og så hende rutineret iføre sig sit ansigts uniform. Når der var fest, og de voksne dansede til Tina Turners ’Private Dancer’, skruede hun måske op for læbestiftens kraft eller kindernes rødmen, men penselstrøgene over hendes høje kindben og flotte øjne var altid de samme. Jeg synes hun var endnu smukkere end de kvinder, hun fik at vide at hun lignede (Mia Farrow og ’Crystal Carrington’). Min (næsten) mormor brugte ikke meget makeup – men perlemorsfarvet neglelak og lyserød læbestift havde hun altid på. Og hun duftede af boller og lavendelsæbe og var helt, som jeg ønskede hende. Og min bedste venindes mor, der altid havde pumps på fra Bruno Joel og gevandter fra Nørgaard på Strøget,  brugte isblå Isadora øjenskygge og en kobolt blå mascara fra Lancôme – jeg syntes hun var  kunstnerisk og eventyrlig.

Make-up er i dag noget jeg arbejder med hver eneste dag. Og selvom nogen ville mene det modsatte, så må jeg erklære: magien forsvinder ikke! Jeg bliver dagligt begejstret over at  Essie har kreeret en ny, smuk  kollektion af skønne neglelakker eller L’Oréal Paris har udtænkt en fool-proof creme, der både gør mig pænere og gladere.  For selvom det er de indre værdier der tæller, gør det ikke noget, at indpakningen også er i orden.

Fars dag

Jeg er helt enig. Det er noget pjat. Valentines day, Halloween og alle de andre importerede helligdage. Hvorfor skal vi fejre dage, hvis primære formål er at lokke børn til at spise mere slik eller voksne til at købe blomster? Jeg synes jo, som man bør i dette land, at blomster skal gives, når vi ikke kan lade være (og helst rigtigt ofte), og at slik hellere skal tilbydes end tigges.

Men. Jeg har et blødt punkt. Fars dag. I morgen. Og nej, det er ikke derfor, at vi holder fri. Og ja, Grundloven er store sager. Men hjemme hos os træder den altså lidt i baggrunden, for vi har en far, der mere end nogensinde fortjener at blive fejret.

Mens politikere, debattører, vismænd og kloge koner råber højt om kvoter, kønsroller og kastrering, har vi herhjemme en mand, der er sig sit ansvar bevidst, sin opgave voksen og sin faderrolle bekendt. Vi har en far, der ikke føler han ”passer børn”, ”tager slæbet” eller mener at ”nu er det din tur”.  Og han giver plads til at de små kan tumle hjemme, mens mor ’tumler’ ude. Og han kan både banke i bordet, når det hele er for meget, eller give os et kærligt skub, hvis vi er ’for lidt’. Så den lille øver sig i at gå, den mellemste i at finde nye gemmesteder, og jeg øver mig i at give slip på alle de ting, som faderen herhjemme kan klare lige så godt som (eller bedre end) mig selv.

Jeg er ret stolt af ham, der er far til mine børn. I morgen fejrer vi ham.