Tiger-mødre, tøffelhelte og kyssekoner…

Jeg har for nyligt læst en bog, der var en sund øjenåbner. Amy Chua har skrevet bogen ‘Battle Hymn of the Tiger Mother’. Hun er både Yale professor, amerikansk statsborger, forfatter, politisk kommentator – og kinesisk mor. Hvis vi andre indimellem føler os overvældede af egne ambitioner på lidt for mange fronter, så læs Chuas bog. Hold op, hvor er vi loose, afslappede og vattede.

Bogen opregner de overordnede forskelle mellem vestlig og kinesisk børneopdragelse. Og de er mange. En vigtig pointe – og bogens præmis – er vores grundlæggende forskellige syn på balancen mellem barn og forælder. I den vestlige optik, skylder vi vores børn alt. Vi har som voksne valgt at sætte de uskyldige små i verden, så nu er det også vores ansvar, at de får et godt liv. Vi skal støtte dem, beskytte dem, bekræfte dem og fremelske deres bedste side. Omvendt gælder det i kinesisk sammenhæng. Her er børnene i evig taknemmelighedsgæld til deres forældre; de skylder dem respekt, hengivenhed, lydighed og ære. De skylder dem deres liv.

Forfatteren veksler mellem at anskue sig selv og sin families mønstre, ud fra vestlige normer og kinesiske standarder – og hun skåner ikke sig selv, når det kommer til at opregne de måder, hvorpå hun pacer, ydmyger, truer og skænder sine børn, når de ikke lever op til hendes forventninger. Altsammen for at opnå et: de skal være de bedste til kemi/engelsk litteratur/mandarin kinesisk/violin. Devisen er nemlig denne: du er først lykkedes som menneske, når du er nummer et. Succes er ikke det eneste parameter for lykke. Succes er det eneste parameter punktum.

Bogen er blevet omtalt en hel del i USA (mens jeg læste den), og nu er den vist også nået til de danske magasiners debatsider. For det skærer i alle os kysse-mødres hjerter, at forfatteren lader sine børn hade deres mor og hendes voldsomme opdragelses metoder, blot for at de skal blive den bedste i klassen eller kunne spille en fejlfri sonate. Vi danske mødre vil ikke bare elske vores børn betingelsesløst – vi stræber også hele tiden efter at blive elsket, set og anerkendt af vores børn. Og i hyggens navn tillader vi ind i mellem at den gode, økologiske stemning bliver opretholdt her og nu på bekostning af den langsigtede opdragelses meritter. Vi undlader at korrekse, skælde ud, sige fra for at være ‘søde’.

Amy Chuas bog rammer noget centralt: for hvor jeg personligt stejler over Chuas ensidige fokus på karakterer, evner og pligter på den ene side, kan jeg ikke undgå at være en lille smule betaget af hendes disciplin. Hun afretter ikke bare sine børn (” nej, du må kun se 1 times tv om dagen/spille wii/ spise slik før aftensmaden”), hun engagerer sig i deres talent, potentiale og muligheder. Jeg tror, at mange vestlige forældre kunne lære noget her: at hvis vi aldrig stiller krav til vores børn, og hvis vi roser dem lige så meget for at de har spist op, som for at de har løst en ligning med to ubekendte faktorer, bidrager vi til børnenes apati og manglende ambitioner. Hvis det er lige så godt at yde lidt som meget, og hvis vi får lige så stor (eller lige så ringe) opmærksomhed for vores fortjenstfulde  som vores mindre bevidste handlinger, er der intet incitament til at være flittig, gøre sig umage, brilliere.

Jeg holder ikke op med kysse løs på min lille søn. Og jeg vil altid synes at han er helt fantastisk dygtig – også når han ‘bare’ vinker eller spiser en stor portion spaghetti. Men jeg vil helt sikker tænke mere over, hvilke krav jeg også bør stille overfor min søn – også selvom det gør mig upopulær på den korte bane. Han fortjener, at jeg tør tage det ansvar på mig.

Ps. Lige så benhård, sej og (momentant) vanvittig Amy Chua beskriver sig selv, lige så skræmmende fraværende er hendes mand – faderen til hendes to børn – i børnenes opdragelse. Hans mening talte måske ikke? Måske var han ligeglad? Måske var han bange for den kinesiske tiger, han havde giftet sig med? I hvert fald må man som læser konstatere, at hvor forfatteren fører en god sag for flere aspekter af den kinesiske opdragelse, fører hun en aldeles dårlig sag for det kinesiske ægteskab. Men måske kan en tiger-mor kun kan leve sammen med en amputeret tøffelhelt?

Runners Blues

Jeg har skrevet så meget om løb. At løb er kuren for alt (mest af alt dårligt humør), og at der ikke er er en eneste løbetur, du nogensinde vil fortryde. Det mener jeg stadig.

I søndags gik alting op i en højere enhed. Maratondagen oprandt, og jeg fik nydt løbeturen fra start til slut. Væk var alle tanker som “Burde jeg have trænet mere?”, “Hvorfor løb jeg ikke nedtrapningsintervaller?”, “Skulle jeg mon have undladt de der glas Chardonnay i fredagssolen?”.

Tilbage var der bare god spænding i maven, et par tårer i øjenkrogen, da løbet blev skudt i gang, og en oprigtig glæde hver gang jeg mødte en løber jeg kendte på ruten, eller så mine enestående familiemedlemmer og venner, der var ude at heppe. Oplevelsen var magisk. Og jeg bliver stadig helt høj ved tanken om søndagens løb. At jeg samtidig fik løbet mit 10. maraton på min til dato hurtigste tid, var næsten lige så uforskammet heldigt, som det var tilfældigt.   

Men jeg har glemt at fortælle om bagsiden af maraton-medaljen. For selvfølgelig er der da også sådan en. Haruki Murakami beskriver fænomenet ret fint i sin glimrende bog ” What I Talk About When I Talk About Running”. Han kalder det ‘Runners Blues’, og jeg tror at de fleste, der har krydset målstregen efter et løb,de har trænet hen imod længe, har oplevet følelsen.

Det er en tomhed. En tristesse, der ikke er apatisk men rastløs. Hvad nu? Hvad skal jeg stille op med alle de kilometer, der er lagret i mine ben og bevidsthed? Suset har været der – og hvad så?  Den kan sidde i kroppen nogen dage/uger (for Murakami måneder), og den kan ikke løbes væk. Den skal restitueres væk.

Personligt tror jeg, at det er kroppens måde at minde hovedet om hvornår ‘enough is enough’. At hvile er en vigtig del af al træning. Og at der også er andet i livet end ensidigt fokus på den næste tilbagelagte kilometer.

Så til alle jer, der i disse dage mærker ‘the blues’ på egen krop: Kick back. Relax. Have a glas of Chardonnay…

Nr.10

Lørdag var min yndlingsdag som barn. Men lørdag kan være en hård dag at komme igennem, når man skal løbe maraton om søndagen. Det skal jeg. Imorgen.

Dagen er præget af rastløshed og venten. Som I gymnasiet da jeg havde læst alt, hvad der tænkeligt kunne læses og mere til, og bare ventede på at komme op til den sidste eksamen i dansk – mit yndlingsfag – så jeg kunne få huen på. Det var ulideligt. Den gang som nu svinger tankerne i pendulfart mellem grandios selvtillid og total opgivenhed. Jeg kan alt, og jeg kan ingenting.

I gymnasiet kom jeg op i Kierkegaard og hans udlægning af den bibelske fortælling om Isak, der må tro på trods af tvivlen og ofre sin søn. Jeg kunne ikke have ønsket et bedre spørgsmål. Og jeg fik huen på med et 13 tal.

I maraton er der ingen karakterer. Du kan løbe hurtigt og alligevel have et dårligt løb; og omvendt kan du gennemføre på den anden side af fem timer og have et godt løb. 

Fascinationen ved maraton ligger i den ubekendte faktor. Du kan træne intervaller, du kan løbe lange ture, du kan fylde dig med pasta, havregryn og bananer og dydigt gå i seng kl.21. Men modsat næsten alle andre distancer, kan du aldrig forudsige om du rammer dagen, om det bliver dit løb, om du møder muren eller om du når en tilstand af ‘flow’ og kan gennemføre på en rus af salt, sved og endorfiner.

Når jeg går til start i morgen er det ikke med blandede følelser. Jeg ved, at jeg ikke har trænet så disciplineret, at jeg kan præstere en fantomtid. (Den type pige er der flere af i min vennekreds, og jeg beundrer deres disciplin, motivation og talent.) 

Omvendt har jeg dog trænet så meget, som en mor med fuldtidsjob, et vuggestuebarn og hang til hyggemiddage, litteratur og amerikanske tv-serier har mulighed for – og det er nok til at gennemføre. Det er endda nok til at fuldføre OG få en fantastisk oplevelse.

I morgen er det 10. gang, at jeg skal løbe maraton. Hver gang har jeg sagt til mig selv: “Nyd det – du ved ikke om det bliver den sidste”. Og det vil jeg gøre – nyde hver kilometer, hvert sekund – uanset at det bliver varmt, hårdt, tungt og indimellem  gør ondt. Det skal det jo gøre – ellers var det ikke et maraton!

Hipstamatic Livssyn

Hipstamatic billeder popper op alle vegne. Især på facebook men også som blogger-dokumentation og sågar i magasiner.

De er så pæne. Hipstamatic billederne. De fjerner lidet flatterende farveforskelle, skygger og gør konturerne slørede og velmenende frem for kontante, skarpe, ærlige.

Hvorfor er vi netop nu så vilde med denne æstetik? En sociologisk teori siger (ophavsmanden fortaber sig – bær over med mig), at opfindelser opstår ud af et behov – det er ikke opfindelserne, der skaber behovene. Fx var teknikken til at fotografere tilgængelig længe inden det første fotografi blev taget i 1817. Og ‘camera obscura’-ideen, der går forud for fotografiets opfindelse, var kendt allerede i det antikke Grækenland og Kina. Men det var først, da behovet var til stede blandt befolkning, at fotografiet blev en realitet.

Jeg tror Hipstamiatic app’en, som enhver med iPhone elsker, er ret sigende for vores tid. Der er så meget hverdag. Vi arbejder i weekeden og fester i løbet af ugen; vi kan spise, drikke, shoppe og smugkigge på hvad vi vil, når vi vil. Så der er ikke længere så meget forskel på det almindelige og det særegne.

Med Hipstamatic kan vi ikke bare retouchere vores billeder men også vores liv. Pludselig er vi ikke ‘bare’ til børnefødselsdag, på cafe eller ved at lave mad. Vi er del af en livsstilsreportage med os selv som det udvalgte emne.

Og inden min egne (pseudo-)analyse får ‘the upperhand’, vil jeg skynde mig at tilføje, at det i mine øjne ikke er en negativ tendens. Tværtimod. For hvor magasiner og aviser trykker manipulerede, redigerede og retoucherede billeder som bevisførelse for mere eller mindre gennemarbejdet research, skilter Hipstamtic billederne åbenlyst med deres konstruktion. De postulerer ikke, at de viser hvordan verden ser ud; de fremviser blot hvordan man også kan vælge, at se på hverdagens levede liv.

Den ene dag…

tager den anden. Og jeg når knap nok at rydde af fra morgenens havregrød før aftenens lasagnefad står i blød i vasken. JEG ANER IKKE HVOR DAGENE BLIVER AF! Jeg prøver at organisere, strukturere, skære ind til benet og cykle hurtigere til og fra arbejde… men jeg når ikke i nærheden af alle de ting, jeg gerne vil i disse dage. Herunder at skrive på bloggen – eller den bog, jeg også er startet på – selvom ideerne banker af sted inde i hovedet.

“Kommer tid, kommer råd” – gælder det modsatte også? For så efterlyser jeg hermed nogle råd til, at få flere timer i døgnet… og så får I også snarligst min liste over effektive time-savers, der IKKE går udover den hyggelige familietid, aftenlæsningen eller (naturligvis) den altafgørende løbetur!

En vask og føn

Jeg betragter egentlig mig selv som rimeligt low-maintenance, når det kommer til de daglige forskønnelses-rutiner. Jeg er ejer ikke en hårtørrer, min deodorant lystrer navnet Sanex og indtil søde venner og kolleger for nyligt overøste mig med lækre produkter fra Dr.Hauschka og Suki Skin Care til min fødselsdag, var det Matas’ “De stribede” og Irmas Tusindfryd, der flottede sig i toiletskabet.

Men jeg er en sucker for hverdags-elegance. At neglelakken hedder Chanel. At læbepomaden hedder Eos. At danskvanden hedder Perrier. Og derfor er jeg også blevet bidt af en ‘Old School Indulgence’: En vask og føn.

Indtil jeg mødte min mand – og dermed min nuværende svigermor – var begrebet relativt ukendt for mig. Eller sagt med andre ord: hvor jeg (mens jeg studerede) syntes, at det var helt i orden at bruge 200 kroner på en taxa hjem fra byen, 50 kroner på en bagel med kylling og 40 kroner på en kop kaffe, var tanken om at give penge for en hårvask helt barok. Hvad skulle den ekstreme ekstravagance til for?

Idag kvier jeg mig for at kaste penge efter transport, jeg synes en hjemmesmurt rugbrødsmad er dagens højdepunkt og jeg kan allerbedst lide den kaffe, jeg selv brygger (og ja, det er  ‘bare’ den sofistikerede Nescafé, jeg taler om). Til gengæld er jeg blevet vild med den lille (sjældne) luksus, der ligger i et gammeldags besøg hos en coiffeur.

Det var min svigermor, der introducerede mig til konceptet. Hun har den mest snorlige, sølvgrå page, der er så elegant og perfekt at selv Anna Wintours ‘bob’ blegner. Og den kommer kun til sin ret ved hjælp af denne skudsikre opskrift: Elnett, rundbørste og ekstrem tålmodighed med hårtørreren – og en ugentlig tur hos frisørsalonen. På vores første ferie sammen, introducerede hun mig til magien ved en frisør-fønnet hairdo. Min indre Betty Draper vågnede, og siden har jeg gjort en dyd af at finde en lokal salon, hver gang vi er på ferie i udlandet og kaste mine lokker i grams. Uanset om turen er gået til Rio eller Rom, indbyder min høstak kun til én frisure, hos samtlige hår-håndværkere jeg har mødt: det skal altid laves til en variation af Barbie-bong-hår! Alle krøller og krus fortrænges af rundbørste til fordel for glatte lokker, der ender i et bouncy svirp. Volumen niveau stort – old school glamour/eurovision-faktor er i top.

Nogle gange tager jeg traditionen op herhjemme. Og så er der kun et sted at gå hen. Tage Frandsen på H.C. Ørsteds Vej har en salon så kitsch, at den bliver camp. Signerede billeder af superstjerner som Pierce Brosnan, Ulf Pilgaard og Liselotte Norup pryder væggene side om side med kunstige blomster og nikotin-gult tapet. Alle (alle!!) ansatte ryger, er over 50 og har lært ‘the art of small talk’. Under mit besøg nåede vi således at vende vigtige emner som det engelske kongehus, det royale bryllup, Kates kjole, Kates hår, Kates make up, Kates søster, Kates søsters kjole, begge kvinders vægt og naturligvis deres lighed til de danske prinsesser. Og jeg blev trakteret med bridge blanding, kaffe med fløde, Billed Bladet og Femina mens højtalerne diverterede med Roxette, Cyndi Lauper, Dolly Parton og Bonnie Tyler. Der blev dygtigt vasket, masseret hovedbund, fønnet og stylet efter alle frisørskolens regler. Og med et twist. Normalt vil frisørerne helst genskabe Jennifer Anistons Rachel-look (de første afsnit, ikke de sidste, mind you) eller en fræk version af Barbra Streisands ‘Savannah’-look med mit hår. Men denne lørdag blev nye strategier taget i brug. Jeg skulle åbenbart have rigtigt højt (!) hår, skulle jeg. Da jeg gik fra salonen lignede jeg en krydsning af Farah Fawcett og Carola Häggkvist. Ømt.

Behøver jeg at fortælle, at håret holdt til fest hele natten og næste dag med?