5 år

Lykken kommer i mange forklædninger. Min havde grå tindinger og løbeshorts på. Og virkeligt pæne øjne. Og var høj. Og måske uopnåelig? Det er over 6 år siden, at jeg så ham første gang – og kort efter var vi kærester. Han syntes nemlig (heldigvis) også at jeg vist både var sød og pæn i løbetøj – og at jeg da vist var sådan en, man inviterede med i sommerhus. Et hurtigt år senere var vi gift. Og det er uden tvivl det bedste ja, jeg har givet i mit liv. Til ham.

I morgen er det 5 år siden, at vi havde vores bedste tøj på, bævende stemmer og ‘misty eyes’. Og i morgen er det 5 år siden, at vi var sammen med alle de bedste mennesker, vi kendte, fik de største tilkendegivelser af dejligt talende folk, dansede til den lyse morgen og spiste franske hotdogs til natmad i bare tæer. Og siden er der kommet et nyt hjem, nye jobs og  et barn (og et mere på vej) til . Jeg fortryder intet og glæder mig over, at han valgte mig, og jeg valgte ham.

I morgen fejrer vi det hele i Paris… og siger tillykke til hinanden med de 5 år.

New York

New Yorks modeuge er den første store modeuge hver sæson og den udmærker sig normalt ved at have flest klassiske, sporty og kommercille kollektioner. I mine øjne er den altid interessant, fordi det meste af tøjet er tøj, vi alle kan forholde os til og forestille os at bruge – fremfor kunststykker vi ærefrygtigt må beundre from afar. Nye kræfter er kommet til de seneste år, så i dag er det ikke ‘dinosaurerne’ som Calvin Klein, Tommy Hilfiger, Ralph Lauren og Donna Karan, der stjæler billedet men derimod Proenza Schouler, Rodarte, Thakoon, Philip Lim og Alexander Wang. Derudover har  kendisdesignerne Victoria Beckham og Olsen tvillingerne (The Row) fået godt fat i modepublikummet – og modsat mange andre stjerners ubehjælpelige forsøg udi at ‘lege designer’, kan disse damer rent faktisk finde ud af kreerere attråværdigt tøj – der ikke bare sælger men også er klædeligt.

Lad mig starte med at sige, at jeg har en forkærlighed for amerikansk mode. De har måske ikke den historiske tradition, som de andre mdenationer – men derimod har de amerikanske designere en meget ‘hands on’ tilgang til mode, som jeg synes er helt sympatisk.

Hos Rodarte var der måske en anelse for meget tyl og prinsessekjoler til min smag – men det var fiffigt udførte styles, og hvis kreativitet er vigtigere end salgbarhed, havde søstrene Kate og Laura Mulleavy fat i noget rigtigt…

Proenza Schouler aka Lazaro Hernandez og Jack McCollough er de europæiske modeanmelderes darlings. Oftest med rette. Men denne kollektion er mere retro-dyster – stedvis decideret grim – end sofistikeret. Der var enkelte lækre glimt i form af et skarpt shorts suit og en elegant skåret kjole. Men bestemt ikke en kollektion, der råber sommer… eller ligner noget der passer til 2012, som jeg håber, at året vil tage sig ud.

The Row

Philip Lim viste sorbetfarver, 90’er referencer og klædelig minimalisme inspireret af drager (dem vi flyver med – ikke dem fra eventyrerne).  Han kalder stilen ‘sophisticated youth’ – jeg kalder den lækker, underspillet og alt andet end fortænkt. Så næste sommer, err jeg gerne klædt sådan her:

Alexander Wang har nydt stor succes flere sæsoner i træk, men denne sæson var der ikke ubetinget begejstring blandt fashion connaisseurs. Det er bestemt heller ikke min yndlingskollektion, men jeg elsker, at Wang holder fast i den sporty linje han altid har lagt. Hans designs er frem for alt  ‘wearable’ samtidig med, at de kombinerer dyre materialer som læder og silke med street-cred cool:

Modeugerne

I år vil jeg starte lidt bag fra. Eftersom modeugerne allerede har udspillet sig i New York, London og Milanos ditto synger på sidste vers, vil jeg vente med at sige noget om dem. For der er i mine øjne rigtigt meget pænt at sige om tendenserne fra alle tre mode-metropoler. Men lets face it: Paris er jo modeugen…

Så lad mig allerede nu afsløre for jer, hvad den vil byde på:

– Alle vil elske Celine og sige at kollektionen er endnu mere stram og rigtig med lige netop dét overraskende etniske print, der gør, at den ikke er kedelig. Materialevalget vil blive fremhævet fordi der kun er brugt læder, cashmere, silke og en eller anden ny version af jersey. Og der er garanteret bermuda-shorts, hvilket ikke vil blive opfattet som et lesbisk statement, for de er jo skabt af Phoebe Philo

– Alle vil sige at Karl Lagerfeld hos Chanel ‘has out done himself once again’. Han vil hive danske Freja Beha op som kaninen af den høje hat, efter hun nu har været helt væk fra alle de øvrige runways. Og så vil der være en masse i bouclé (måske i hør?), en smule i pastel (mon mint går igen eller er det tid til babyblå?) og naturligvis meget korte shorts.

– Alle vil være spændte på Chloé og hvad Hannah MacGibbon’s efterfølger vil gøre ved det feminine univers, der klæder ballerinaer såvel som andre kødelige. De lækre, nonchelante outfits udmærker sig nemlig ofte  ved være lige så yndigt på en model som på en ægte kvinde. Clare Waight Keller, der tidligere har vendt pringle fra landadel-kedelig til kostskole-lækker, har fået det ærefulde hverv…

– Stella McCartney vil igen have farmand på front row – sammen med BFF Gwenyth Paltrow og Madonna. Og hun vil igen vise lige dele casual lækker og kikset kassetøj. Hendes kollektioner bliver næsten altid ukritisk rost – selv sidste år hvor samtlige indgange mest af alt lignede noget fra Burdas kollektionsprøver

– Balenciaga vil igen blive udråbt som nyskabende – og jeg vil igen sidde med følelsen af, at det vel ikke sig selv gør tøjet smukt. Der vil dog garanteret være overraskende prints og syrede materialevalg – og det er altid værd at kigge efter. Og mon ikke Nicalos Ghesquères yndige muse Charlotte Gainsbourg dukker op og pynter på sidelinjen

– Og jeg vil igen være vild med Isabel Marant (det var jeg længe inden, hun blev hyped til kvalmepunktet), glæde mig til at se hvilket finurligt univers Tsumori Chisato har fremmanet denne gang, elske YSL fordi det altid er så klassisk pariser-chik og vente spændt på at se om Christian Lemaire har fundet fodfæstet hos Hermès efter han sidste år fik opgaven at fylde Jean-Paul Gaultiers skæve sko

Mon mine spådomme går i opfyldelse?

Er I mætte?

De sidste par sæsoner, har jeg lavet et lille oprids af mine yndlings og mindre elskede bud på den kommende sæsons mode… For jeg kan jo ikke lade være med at følge med i hele det overfladiske, elegante, fantastiske og forpustede modecirkus. Så hvad siger I søde læsere? Skal jeg lave en lille review eller holde min smag for mig selv?

Nr. 2

Det er aldrig godt at være nr.2. Second best. Anden vælger. Anden violin. Men der er et forhold i livet, hvor tallenes orden er vilkårlig; følelserne er de samme.

I denne uge blev jeg scannet for første gang, og barn nummer to er pludselig ikke bare en snigende kvalme, en muffin-top, en ny ædruelighed. Barn nummer to er et levende menneske indeni mig. Og det er stort. Ikke déjà vu stort. Stort i sin helt egen ret med dertil hørende tårer, tysthed og monumental ærefrygt.

For selvom vi har været der én gang, har vi ikke været der på denne her måde… og jeg tror aldrig, at det der med at blive forældre kan blive rutine. Pludselig elskede jeg lige den lille familie lidt mere, pludselig havde vi styr på både potentielt pige og drengenavn. Pludselig ved vi at omkring 1. april er vi et familiemedlem mere.

En far til fire sagde for nyligt til mig: ” One child is an accessory, two is a family.” Og selvom udtalelsen både er lidt arrogant og enøjet, og selvom jeg kender masser af et-barns-familier, der mere end udgør det for en unik og fin familie-størrelse, forstår jeg godt, hvad han mener. Et barn kan styres, afhændes, deles mellem forældrene. Med et barn kan den ene stikke af til fest, tage på M.A.S.H. med drengene eller lege ung med de unge i Kødbyen. Og ikke at denne tid slutter – men den bliver nok endnu mindre vigtig og endnu mindre prioriteret, når vi nu for alvor skal være far, mor og barn børn.

Om at vælge

Valg og alt hvad det indbefatter. Jeg elsker det. Eller det vil sige – jeg elsker næsten alt. For selvom vi som danskere elsker at bryste os af vores rummelighed, ytringsfrihed (og dertil hørende frisprog) og vores respekt for mennesker, har vi nærmest en nul-tolerance optik overfor dem, der tænker og stemmer anderledes end os selv.

På alletiders sociologiske barometer, Facebook, har der på min news feed  hersket en veritabel propaganda-kampagne gennem de sidste tre uger. Det er måske ikke statistisk materiale (Mads, what say you?) men ikke desto mindre har tendensen været entydig: Alle har haft mere travlt med at besudle henholdsvis rød/blå blok, end at argumentere for deres egen holdning. Måske er det ikke mediet for tænksomhed. Men behøver det at blive misbrugt som mediet for enøjet demagogi? 

Jeg har venner, der stemmer både til venstre og højre for midten. Og det er jeg egentlig glad for. Vi kan være rygende uenige, men vi er da i det mindste enige om, at det er i orden ikke at være enige. Udbrud som ” Det kan du ikke mene”, ” X ligner jo en idiot” eller ” Hvis du stemmer sådan vil du åbenbart ikke have en sund økonomisk politik/en ordentlig skole til dit barn/ at gamle mennesker har det godt?”, hører I mine øjne slet ikke hjemme i en politisk meningsudveksling. Jeg har aldrig møde nogen, der stemmer for at forringe det samfund, de er borgere i. Tværtimod stemmer vi antageligvis allesammen udfra ønsket om, at vores lands love, penge og frihedsgrader skal forvaltes så dygtigt som muligt.

Min lavmælte opfordring er hermed givet videre: Vær lykkelig for at de mennesker, du ikke er enig med også stemmer. Det er faktisk dét, demokrati handler om.

Ps. Og til jer der overvejer at blive hjemme i sofaen: lyt til P1’s udmærkede program om sofavælgere fra igår – det er skræmmende valg-radio!

Om at afslutte

Min mand har ofte påpeget, at jeg har autistiske træk. Sagt med et kærligt smil, når jeg endnu en gang insisterer på at lave min egen skål med yoghurt, frugt og müsli til morgenmad eller smører min egen frokost tallerken i weekenden. Det skal nemlig gøres på den helt rigtige måde.

Magasiner tager også lang tid for mig at læse – og weekendavisen tør jeg nærmest ikke starte på. Går jeg først i gang SKAL jeg læse hver eneste artikel. Hver og en. Kald det læse-OCD eller (mig for) rain man – it sticks!

Men værst er det nok med bøger. Ikke alene er jeg jo nødt til at læse bøgerne færdig – men har jeg først fået smag for forfatterskabet, skal jeg ligesom kende DET HELE. Når en ‘stemme’ har fundet klangbund i mit indre, er jeg nemlig nødt til at høre den til ende. Det kan faktisk godt være lidt belastende – og det har gjort, at jeg til tider slet ikke har læst de bøger, jeg helst ville, men dem jeg skulle.

Og hvordan kureres en tvangslæser? Ved at blive tvunget ud i et andet mønster. Det betød at jeg én sommer udelukkende måtte læse danske bestsellere. En anden måtte jeg kun læse bøger af amerikanske (gerne mavesure) mænd.

Og pt må jeg kun læse bøger andre har valgt for mig – læsegruppen, de søde gavegivere eller anbefalinger jeg skal følge. Jeg ved ikke om min litterære gestalt-terapi virker på andre aspekter i livet. Men nu glæder jeg mig heldigvis igen til at afslutte dagen – med en bog…

Om Lalandia

Alt var som fordommene havde lovet. Vi ankom til Lalandia fredag aften og blev mødt af en vammel lugt af popcorn og franske hotdogs – og af andre gæster, der var bedre klædt til lejligheden end vi: adidas track suits, dunveste, stramme hvide bukser og masser af blæk. Yes, vi var ankommet! Men vi blev også mødt af noget andet – vores lille hjem for de næste dage. Hytte 332. Og som min søde niece på 6 år konstaterede begejstret:  ” Her er rigtigt hyggeligt, tante Sine! Der er endda en hems!” Og det var der. Sammen med et sofasæt fra Biva, sengetæpper i friske farver og fast gulvtæppe i institutionsblå. Men der var også plads til at læse historier, spille mikado og se en virkeligt god film på Ramasjang om baseball og hundetyve. Til at man måtte krybe til køjs kl.21 under påskud af at skulle ‘være frisk til i morgen’. Og næste morgen trådte vi så ind i forældrenes inferno og børnenes paradis. Badelandet. Og det var præcis som det skulle være – fyldt med tilbud om cowboy-toast og slush ice, Bacardi Breezer og Cult shaker, Jägermeister shots og halve fadøl  – fra morgenstunden. Og der var mænd der så mere gravide ud, end jeg nogensinde har jeg gjort. Og kvinder hvis krop vidnede om en diæt der udelukkende bestod af Lalandias menu-kort – all you can eat (and then some). Men der var også fyldt med børn, der trimlede rundt i bølgerne og hujede af fryd, og godmodige forældre, der glad tog en ekstra tur på rutsjebanen med dem. Og efter rugbrødsmadder og eftermiddagslur, kunne Lalandia-landet minsandten fortsat divertere – med Monky Tonky land, elastikspring, gedekid på fri fod og Postmand Per i naturtro størrelse. Er du i alderen 1-12 må dit hjerte banke lidt hurtigere; og er du i den sentimentale forældre-klub (hvor jeg pt kører et voldsomt tårevædet kandidatur for at blive formand), må dit hjerte flyde over med lykke. Lalandia fyldte os med klorvand, pizza-slices, blandet vingummi og gode, gode minder. Vi vender nok tilbage…