Fashion Faux Pas

Jeg kan ikke lide Prada. Så er det sagt. Hvilket med det samme kategoriserer mig som un-cool, uindviet og uforstandig. Men forhåbenligt også som ukrukket og uimponeret. For selvom dette langt fra er en modeblog, vil jeg trods alt tillade mig et par halvårlig modeudbrud – i særdeleshed når sæsonens ‘de facto darlings’ forstår at skuffe så fælt. For en sæson siden var det Kejser Karl; i denne har dronningebien Miuccia lavet noget der er lige så ‘opfindsomt’, som det er uklædeligt. For helt ærligt: couture er kunst, prêt-a-porter er klæder. Og sidstnævnte kategori skal – i mine øjne – helst forskønne men også være brugbar for de kvinder, den er tiltænkt.

Så længe jeg har fået lommepenge, har mode været en del af mit univers. En overgang tror jeg, at min største drøm var at have et arbejde, der bestod i at nærlæse Italiensk og Fransk Vogue (…eller bare kigge billeder). Ambitionerne er siden vokset i andre retninger. Men selvom der nu er mange andre udtryksformer, jeg synes fortjener mindst lige så meget opmærksomhed og moden ikke er min fuldtidsbeskæftigelse, er den dog fortsat en fuldgyldig deltidsflirt.

Og jeg bliver derfor også nødt til at undre mig højlydt, når de store talenter falder igennem – og kyndige branchefolk alligevel står i kø for at hylde dem. Call me old-fashioned, men helt ærligt: hvem drømmer om en garderobe, hvis tema er Cookie-Monster meets Korsbæk-Flapper? Hvornår er fake-bamse-fur tilsat multi-koloreret python blevet et udtryk for ‘god stil’? Døm selv:

Billederne er hentet fra Style.com – jeg lover, at skrive andre positive ord, om sæsonens smukke kollektioner.

We Do Voodoo

Der blevet kastet lidt moderne magi, virtuel voodoo og stilistisk stringens udover min blog. Og jeg er både glad for resultatet og stolt på We Do Voodoos vegne. For de er et ualmindeligt kreativt team, der er lige så grundige når det gælder en (ydmyg) blog som denne, som når en hel brand identitet skal udvikles eller en messehal skal udsmykkes med fabeldyr og farveklatter.

Carina Juul og Rasmus Vest er (med en fortærsket term) vaskeægte ildsjæle. I kender godt typen, når I ser dem. De er af den slags der kan bærer hatte med stil, lave grafiske løsninger med t par museklik, omskabe genbrug til vintage og realisere difuse tanker – så de virker genkendelige, forståelige og indbydende.

Og, og, og – hvad er det så de excellerer i? I at ‘joine forces’  med de rigtige mennesker. Modsat mange andre i den kreative branche, erkender de ikke selv kan klare det hele, men de kan løse (næsten) alle opgaver. De har nemlig et kæmpe netværk af af andre skarpe hoveder og skæve personligheder, der gør at hjemmesider materialiserer sig, layout gøres lækkert, hjemmesider bliver brugervenlige og butiksrum bliver indbydende. Tjek deres hjemmeside ud eller kontakt dem, hvis du får brug for modern day Voodoo. Det virker!

 

Under Construction

Der sker ting og sager med bloggen her. Dygtige mennesker har knoklet (og fortjener et seperat blog-indlæg senere), og jeg glæder mig meget til at den nye blog-identitet bliver åbenbaret. Mindre generisk og meget mere mig.

Tilsvarende glæder jeg mig meget til, at mit mere aktive forårs-selv afløser den dyne af vinter, der har lagt sig over energi-niveauet. Læser ingen metereologer Facebook? For så ville de vide, at vi KAN IKKE MERE!! Vi bliver sure og syge, uinspirerede og uinteressante af det. Og vi kan ikke maskere det længere bag hyggens forsvarsværker; for vattæpperne, hjemmebaget, stearinlysene og de spontane Pinot Noir-stunder har ydet hvad de kan. Kom nu forår og giv os nogle plusgrader, nogle påskeæg og passende kulør.

Ser jeg en til figursyet dunjakke, bamsestøvle eller pelshue imigrerer jeg…

Skolebænk – ja, jeg kan (åbenbart) virkelig godt lide at lave lektier

Jeg er startet i skolen. Igen. Om mandagen. Og  jeg ELSKER det. Ikke mandag morgen, når jeg tænker på, hvor ualmindeligt lang, min dag bliver,og hvor sent jeg er hjemme, hvor meget kaffe, jeg bliver nødt til at drikke og hvor meget modvind der (altid) er, på vej ud til KUA.

 Jeg elsker det heller ikke, når jeg må droppe undervisningen på grund af sygt barn eller ender, der ikke vil mødes – og jeg så kommer bagud, fordi ALLE guldkornene helt sikkert blev sagt den dag, jeg var væk og jeg nu ikke har fået næste uges opgave.

Men når jeg sidder til undervisningen på åbent universitet, og endnu en gang forbløffes over, hvor smukt engelsk kan lyde ud af en danskers mund, eller hvor interessant jeg egentlig synes, at oversættelsesstrategier er, så er det faktisk ret fantastisk. Og så finder jeg ud af, at jeg nok tilhører den gruppe (vi er flere, end man skulle tro), der ret godt kan lide at være elev, få lektier for, få kritik og naturligvis mest af alt ros.

Jeg begyndte på Åbent Universitet, mens jeg var gravid – engelsk som sidefag. Inden da gik jeg fast til konversationsfransk om fransk litteratur og før da – ja, der var jeg studerende. Så jeg har omtrent været elev i 26 år af mit liv.

Jeg tror, at jeg har det med fag, som andre har det med tatoveringer, piercinger og sidespring. Mere vil have mere. Og selvom jeg hverken er halvt eller helt færdig med mit nuværende studium, er jeg allerede i gang med at kigge på, hvad jeg mon kunne kaste mig over bagefter. Jeg tror, at det bliver fransk som sidefag, efterfulgt af kunsthistorie. Og så burde det være på tide med idehistorie og så…

En slikbutik af lektier ligger forude, mange år endnu!

Eksperter og generalister

For nyligt tilbragte jeg en aften i selskab med en enestående kvinde. En af dem, der får dig til at ville blive bedre og dygtigere på den ikke-kompetitive måde. Hun forstår at få det bedste frem i de fleste, og i særdeleshed i dem, der står hende nærmest. Indtil videre giver hun ‘kun’ kurser i pilates, men hun burde udbyde dem i næstekærlighed og omsorg.

Snakken faldt på noget centralt. Generalister vs. specilialister. Vi hører begge til den første kategori, men er forelskede i den anden.

Igår aftes faldt jeg for pladask for den fantastiske dokumentar ‘De Udvalgte’ om den Kgl. Ballet, der meget præcist, hårdt, ubarmhjertigt og rørende viste forskellen på ‘dem’ og ‘os’. På dem der satser alt, for at opnå det excellente, og os, der gerne vil være dygtige til mange ting, men ikke rigtigt gode til en enkelt ting.

Min fascination overfor eksperter, elitesportsfolk og solodansere gælder netop den ultimative dedikation og selvopofrelse. At lægge hele sin sjæl så meget i sagen, at sagen ender med at overtage din sjæl. Jeg tror ikke , at jeg selv kunne gøre min karrierevej til mit livsprojekt, men jeg har da smagt på den ensidige fordybelses bitter-søde frugt i forbindelse med speciale-skrivning og maratonløb. Dyrkelsen af en enkelt streng i det indre register har en sælsom, afhængighedsskabende appel. Og eksperterne forstår netop, at få den enkelte streng til at spille som et helt symfoni-orkester.

 I et land hvor vi oftest anspores til at være middelmådige, lade os forsørge, forholde os lunkent til en debat (så vi ikke rager op, taler for højt eller fylder for meget) og ‘tænke vores’ om alle, der har næsen for langt fremme, var det befriende at se en dokumentar, der hyldede eliten. Og turde sige, at vi har behov for en elite. Ikke kun for at sælge vores land som turistattraktion, men også for ikke at udvande vores kulturarv og vores kreative potentiale. Og fordi al indlæring og aspiration til nye højder ( i alle livets henseender) kræver, at vi har forbilleder at spejle os i. For det er nemmere at vække energien til at dygtiggøre sig inden for vores egne evners område, når vi kan spejle os i personer, der forstår at perfektionere deres talent. Også selvom det er ekstremt, gør ondt og indimellem koster mere end hvad en 8-timers arbejdsdag kan indfri. Disse mennesker arbejder ikke ’12 minutter mere’  – snarere 12 timer!  

Og når nu man (eller i hvert fald jeg) bliver så fascineret af mennesker der bærer ambitioner og flid uden på tøjet, bliver jeg tilsvarende skuffet over at ambitionsnivauet er så lavt når det kommer til dem, der skal præge og inspirere fremtidens eksperter, nørder og ildsjæle.

For mens Balletskolen fortsat skruer op for kravene, skrues forventningerne åbenbart tilsvarende ned på flere universiteter. P1 kunne i dag underholde med den triste nyhed, at et fuldt semester på stadig flere insitutter (særligt Humaniora) er på 12 uger!  Ja, du læste rigtigt  – 3 måneder. Hvor er det trist, at man som studerende ikke for mere tid til faglig sparring og intellektuel tilskyndelse end 12 undervisningsgange på et halvt år. Hvor aben præcis sidder (altså, om det er staten, der støtter for lidt, eller univeristeterne, der prioriterer galt), er svært at gennemskue. At det er helt ude af trit med ideen om, at Danmark skal gøre sig gældende internationalt på viden frem for råstoffer eller billig arbejdskraft, skal man vist hverken være ekspert eller genial for at gennemskue.

Lad os for guds skyld undvære endnu radiokanal, en motorvej og statsstøttede pampere. Men lad os ikke aflive eliten, eksperterne, morakkerne eller prima-ballerinaerne.

Dengang da jeg var lille…

Da jeg var lille var det dejligt at være syg. For uanset hvor ondt halsen gjorde, maven kneb eller ørerne værkede, så var jeg syg hjemme hos mig.

Her fik man æblejuice eller te med honning. Ristet rugbrød med pikant ost, og krydderboller med flødehavarti. Man havde nattøj på hele dagen, og slap for alle opgaver – på nær at læse det nyindkøbte Anders And blad, som også fulgte med, når man var syg. Nogle gange kom der endda gule gajoler eller blå vicks ind på værelset – det var kun min søster, der kunne lide Fishermans Friend.

Min mor var hjemme hele dagen og kom ind på værelset med store øjne og spurgte “går det bedre?” eller “er der noget du har lyst til?” . Så svarede jeg (med svag stemme) “det går lidt bedre”, for selvom sygdommen var på retur, behøvede den ekstra opmærksomhed jo ikke også at være det.

Nu er det blevet min opgave, at gøre sygedagene til gode minder. Paradoksalt nok er det ikke kun hyggeligt. For hvad jeg ikke vidste, da jeg var lille, er, at forældrene ikke kun er lavet til at puste, når du slår dig og fremtylle lommetørklæder, når du nyser, græder og griner. 

Forældres ‘raison d’être’ er nemlig at bekymre sig. Og det gør vi så. Når han hoster lidt for længe, snorker lidt for tungt, sover for let eller piber for meget. Og nu da vi har forvildet os ind i institutionslivets nye prøvelser, kan jeg se frem til mange dage, hvor jeg ikke kun stryger min søn over håret, for at han skal nyde det, men også for at berolige mig selv. Det går jo nok. Det er bare en forkølelse. De skal jo igennem det.

Jeg synes ikke altid, at min forældre-ro altid er helt award-værdig. Men jeg øver mig. Hold op, hvor jeg øver mig –  i at skabe gode minder.

Barn/Voksen

Da jeg forlod hospitalet som nybagt mor, kan jeg huske at det undrede mig meget, at personalet sådan – uden videre – lod os tage af sted. Med et barn! Jeg var jo selv et barn stadigvæk (om ikke ifølge dåbsattesten, så et eller andet sted i sindet), og der måtte da snart komme en eller anden og være MOR for os. For jeg lignede da ikke en endnu. Gjorde jeg?

Når jeg nu ser på billeder af mig selv fra de første dage efter fødslen, kan jeg godt forstå de lod os køre. Jeg synes, at det er en meget voksen version af mig selv, der kigger tilbage fra billedernes overflade. Sådan lidt indforstået med situationen – og ret fattet (!).  Og det er jo egentligt ganske lklædeligt – at man rent faktisk forliger sig med at være voksen, når man nu har passeret 30.

Men en lille del af mig er stadig lille/ barn/ung/teenager. Og der er heldigvis dagligt små ønsker, glæder og præferencer der minder mig om, hvordan det er at være ung – og at det også er ret så i orden at blive ældre. En lille tjekliste  – jeg håber stadig er relevant, når jeg runder de 80:

Barnet i mig:

– Synes stadig at figenstænger og kakaomælk er et fantastisk eftermiddagsmåltid

– At sengetider kun er lavet for ikke at blive overholdt

 – At det ville være ret fedt at komme i biografen hver gang Disney lancerede en ny film

 – At det virkeligt er nørdet at køre med cykelhjelm

 – At regntøj er ret så kikset

 – At det er vildt fedt når der bliver serveret spaghetti i stedet for kartofler

 – At en tur til Lalandia lyder som en virkeligt god ide

 –  At det er virkeligt dejligt at lumre den ‘på værelset’

 – At cherry coke og ting med vanille-smag er ret lækkert

– At tyggegummi helst skal smage af jordbær/melon/tutti frutti/salt lakrids – og spearmint er ret så tamt

Den voksne i mig synes:

 – At det ville være så fedt at komme i biografen hver gang, der er franske filmmandage

– At jeg virkeligt SNART må købe en cykelhjelm – det er simpelthen uforsvarligt andet

 – At jeg virkeligt burde investere i noget regntøj – måske en regnponcho i tilforladelig sort?

 – At det er skønt at lufte ud

 – At rester er så gode at have til næste dag – og tupperware da bare er dødsmart (især i mange farver og størrelser)

 – At søndage er næsten lige så gode som fredage

 – At man slet ikke skal kimse af madplaner

 – At nødder faktisk er en lækker snack

 – At gedeost er en helt naturlig hovedingrediens i en ret

 – At mit hår ikke skal blive vådt, når jeg bader

 – At Latte ikke er kaffe men bare lader som om

– At danskvand med smag er meget bedre end sodavand

 – At en oste-tallerken er meget bedre end dessert

Gad vide hvem der oftest vinder i den indre dialog…?

Got to love it!!

…de små kulturelle oaser, der kræver intet af dig, og giver dig en masse retur. Der kræver en rejse(!) og som ligger lidt uden for alfarvej.

Jeg tror, at vi er mange, der føler vi har ‘travlt’. Stress er en folkesygdom (eller det får vi i hvert fald at vide dagligt), men travlhed er en menneskelig kondition på linje med søvn og sult. Gogito ergo sum er udskiftet med ‘jeg er travl, og derfor er jeg!’. Siden gymnasiet har jeg været omsluttet af travle mennesker. Jura-studerende der læste 16-timer i døgnet, nybagte mødre der ammede ditto, folkeskolelærer hvis privatliv var ædt af a-, ø- og å-tid og mennesker, hvis deltids-eksistens endda blev fortravlet af alle de kager, der skulle bages, sjaler der skulle hækles, selvhjælpsbøger der skulle læses og yogatimer der skulle indoptages.

Hør efter nu! Tag til Louisiana og und jer selv et frikvarter eller fem. Her er godt at være. For ikke alene er hver væg tapetseret med moderne kunst og store tanker. Her er vue til havet, buffet a la Meyer’s og lyse trætoiletter, der åbenbarer sig som Ali Baba’s skattede hule…

Jeg drog dertil på weekend’lig lise… og tog derfra opstemt af Walton Ford, Giacometti, Humlebæk og Øresund. Godt klaret af en lørdag!

Navneændring uden numerologi

Må man gerne skifte navn? Uden anden grund end at det bare ‘passer bedre’? Og jeg har hverken været til numerolog eller clairvoyant – jeg er bare blevet inspireret.

Det er selvfølgelig bloggens navn, jeg tænker på. For jeg har fundet et bedre. Og nu ved jeg ikke om det er a) i orden at omdøbe sine egne tanker b)forvirrende for de læsere, der er så elskværdige at læse med c) dårlig blog-karma og d) overhovedet teknisk muligt?

Hvad siger I?

Nøjsomhed

De fleste blogindlæg starter som en overskrift. Flere kommer ikke længere end dertil. Jeg skriver nemlig overskrifter ned en passant og med løs hånd uanset indskydelsens timing eller kvalitet.

Og så – ovenpå en ualmindeligt uinspireret dag – falder det mig ind at bladre lidt i overskrifts-kataloget som modebloggere ville gennemtrawle deres skoskab, mor-bloggere deres samling af guldkorn fra barnets mund og foto-bloggeren sin samling af snapshots.

Jeg samler nemlig på overskrifter. De fungerer som gode arkivkasser for tilværelsens store oplevelser og små forteelser. Og jeg elsker blog-mediet netop fordi, at overskrifterne indsat i denne kontekst nu fungerer, som pudsige figurer i en sindrig-sætterkasse.

Desværre kan jeg ikke altid huske hvordan “figuren” så ud, når jeg genser overskriften. Som for eksempel denne. Nøjsomhed. Hvad handlede den nu om? En jeg kender, der i mine øjne har “settled for less”, men som måske i virkeligheden har været fornuftig og stillet sig tilfreds? Eller handler det om nogle elskede, nærtstående ældre, der værdsætter i det små og sætter pris på lidt? Eller var det en “note to self” om at tale lavere, tænke efter, “tone it down”?

Jeg kan ikke huske det – så nu giver jeg den videre. Overskriften. Til fri afbenyttelse.