Archive | marts, 2011

100

31 mar

Indlæg nummer 100. Det er netop det, du læser nu. Det giver anledning til tanker, at nå til et sådant rundt og pænt tal. Og spørgsmålet melder sig også: Hvad var det nu missionen med denne blog var? For jeg diverterer jo hverken med ‘dagens look’, ugens accessory, overvejelser over yogaens lyksaligheder eller nødvendigheden af at bruge chokolade i chillien.

Jeg har indimellem overvejet både emnevalg og frekvens. Meget. Burde jeg fx blogge hver dag? Og skulle jeg mon sikre, at der var en mere klar rød tråd i skriblerierne, så du ved, hvad du kan forvente, når du kigger forbi?

Men bloggen vrister sig fri af den slags overvejelser og nægter at følge logik, tematik og pragmatik. Det kan bare ikke være anderledes. Bloggen afspejler mit sjæleliv og tankestrømmens almindelige dagsform. At sætte mål op for frekvens af åndrighed og petittesse-tanker ville være – i bedste fald – hybris, i værste fald indbildsk.

Jeg ved godt at der er masser af klogere, skæggere, mere afslørende og mere fashionable blogs derude. Heldigvis er vi ikke konkurrenter. Min blog er jo netop bare min og din.

Jeg tør citere Montaigne udelukkende fordi, at han er min første inspiration og min yndligs-blogger (pre-internet, forstås). Om venskab skriver han: “Si un homme m’importune de donner une raison pour laquelle je l’ai aimé, je la trouve pourrais aucun autrement être exprimé, qu’en faisant la réponse : parce que c’était lui, parce que c’était I.”

Bloggen her er vores virtuelle venskab. Tak fordi du læser med, kære ven.

Morgen-nostalgi

30 mar

På min vej til arbejde kommer jeg forbi mange små børn på vej i skole. Hånd i hånd på tynde ben med overdimensionerede skoletasker og søvn i øjnene. Særligt er der mange storebrødre med små søstre. Eller det er i hvert fald dem, jeg lægger mærke til. Drengene med det lange ben forrest og pigerne springende efter.

Min storebror fulgte også mig i skole. Hver dag i hvad der føltes som flere år. Han forklarede mig, at jeg ikke måtte slæbe fødderne. “Det slider skosålerne”. Og at jeg ikke skulle finde mig i nogen der drillede – men bare kalde på ham. Han var nemlig ikke bange for at trække elefanthuen ned over øjnene eller give en ‘vasker’ til en, der var efter hans søster. Også selvom det endnu en gang ville gøre ham upopulær hos forældre, klasselærer eller rektor. Han passede jo bare på sin lillesøster. Og han lærte mig, hvordan robotterne fra computerspillet gik. På linie og i takt med mekaniske arme, der svingede lige frem og tilbage.

Når vi nåede skolegården, var det ‘game over’. Men vejen derhen var en leg.

Igår så  jeg min storebror komme gående, da jeg var på vej på arbejde. Uden rygsæk og uden mig i hånden. Og han var forresten også blevet voksen, markeret i ansigt og bredere over skuldrene. Og han var hverken en robot i et Commodore 64 spil eller en beskyttende skoleelev. Vi stoppede kun kort og skulle begge skynde os videre. Lige der ønskede jeg mig sådan, at vi skulle følges i skole igen.

Lad dem få kage

25 mar

Kage har fået en renæssance. Ikke at kage nogensinde har været rigtigt ‘væk’ fra de sønderjyske kagffeborde, mødregruppem eller klassenstime. Men nu er kagen blevet hip. Åben et hvilket som helst modeblad, læs diverse livsstilsblogs eller se en kult-kvinde-serie, og der er kage alle vegne.

 Efter de fedtforskrækkede ’90’ere er der ny kulturel kapital i kage. Gerne den syndige af slagsen men i miniature format. De kunstfærdigt udsmykkede kaloriefælder udgør en dekadent modvægt til vores fitness-trimmede korrekthed. Så mens vi med den ene hånd drikker litervis af evian, spiser speltkerner og ryster numser til zumba – ja, så viser vi samtidig, hvor løsslupne vi er, i vores frigjorte indtag af taljemålets fjende nummer 1: kagen!

Det startede  med Tim’s cookies, der indtog min omgangskreds i starten af det nye årtusind. Chokolade tunge cookies og mel-fri, gennemklæge brownies, der klæbede til både tænder og samvittighed, men samtidig fungerede som en symbolsk f… finger til Susan Powter og hendes danske discipel Anne Larsen.  

Fra det groteske frådseri, blev det mere raffineret. Håndbajer og chokoladekage blev, med hjælp fra Sex and the City, udskiftet med Cosmos og muffins. Og ikke bare muffins. Her var der tale om opulente bagværks-værker, der satte sig i barm og basunkinder frem for numse og lår (illustrerede serien i hvert fald), og som derfor blev fuldt ud legitime på lige fod med drinks til frokosten, multiple-dating og dildoer.  Agnes i København har gjort en forretning af vores elskelige selvbedrag, og serverer nu hundedyre kagekompostioner, der åbenbart er velkomne på kaloriekontoen, fordi alle, der har smagt på modeverdenen, også har sat tænderne i dem .

Senest er det de franske Ladurée macaroons, der har kastet parisisk charme over kagebordet. De yndige pastelfarver og den luftige konsistens, er det perfekte billede på en tid hvor vi nips-spiser, dyrker den perfekte overflade på Facebook og Twitter, og ikke kaster os ud i tykke bøger eller trykte aviser, der tilbyder substans men kræver tid. Vi går efter den hurtige, pæne tilfredsstillelse af et forhåndenværende behov – både når det kommer til mad og mening.  

Men lur mig. Også på kagefronten blæser nye vinde. Det næste bliver hjemmegjorte, danske klassikere. Nu har vi været verden rundt, og vender hjem igen. Til det trygge, nære og nostalgiske. De kager, der kræver tid, forarbejde og langsom nydelse. Jeg spår, at du inden længe vil se snesevis af stiletklædte, slanke kvinder (med inforstået vellysttighed) sætte tænder i kringle, æblekage og  drømmekage fra Broust. Du læste det først her.

Tisvilde – nu og hele året

24 mar

Sopm jeg har skrevet tidligere mangler Tisvilde ikke mennesker. Ikke om sommeren i hvert fald. Men Tisvilde har brug for lidt hjælp til resten af året… til at blive passet, set, hygget om og leget i.  Hjælp til at skabe atmosfære og byliv. Til at der bliver taget hånd om børn og unge, så de gider at være der – og blive der, når de bliver voksne.

Selv er jeg inkarneret byboer, og fik noget der minder om panikangst, da min søde mand i et anfald af redde-bygger-iver kulder foreslog, at vi flyttede til rækkehus. I forstaden. Ideen var så fin – ikke mindst i teorien. Desværre måtte vi bare konstatere, at vi begge  skal have vores daglige dosis benzin os, uforskammede cyklister, manglende parkeringspladser og ture op af ned af trappen til 4. sal for at føle os hjemme. Sådan er det bare.

Men var jeg ikke sådan – så ville jeg faktisk gerne bo i Tisvilde. Og jeg ser da levende billeder af mig selv a la Barbara Streisand i ‘Meet the Fockers’ om rundt regnet 40 år, rende rundt i gevandter med turban og store creol øreringe i jesussandaler NETOP i Tisvilde, hvor jeg får skrevet den der ‘generationsroman’, drikker rosé til frokost og maler mit eget mel. Men indtil da…

Men jeg kipper igen med hatten for et meget fint initiativ – som jeg håber en masse søde mennesker (og potentielle bysbørn) vil bakke op om:

Om at undlade

23 mar

Hvis der er noget, jeg har svært ved, er det at sige nej tak, til alle de ting jeg gerne vil, føler jeg burde og i virkeligheden også synes er vigtige.

Her tænker ikke på pligtinvitationer eller bestyrelsesposter i andelsboligforeninger. Der har jeg for lang tid siden sat en grænse, og erkendt at jeg IKKE er en af dem, der har overskud til uvedkommende middage med bekendte fra et andet liv, ‘gensynsglæden’ ved reunions med jazzballetholdet fra ’85 eller et udvalgsmøde om det nye ‘miljø’ i baggården. Ikke alene har jeg ikke tid – jeg orker det ikke.

Men så er der de ting, jeg egentligt gerne ville. Men som jeg bare må se i øjnene at jeg ikke kan. I hvert fald ikke hver gang.

Af samme grund undlod jeg i sidste uge:

– at læse en eneste side i min ellers gode bog

– at lave min lektier

– at snik-snakke på facebook

– at tage til Robyn-koncert (som jeg havde billetterne til)

– at blogge

– at mødes med vennerne i byen til drinks (og vi havde endda babysitter!)

Til gengæld så jeg virkeligt mange måger, rutschebaner, caféer, smil. Nogen gange er det godt at pjække fra både pligt og lyst… færre indtryk men lidt større overskud på den mentale hovedstol.

Kampdag?

8 mar

Jeg er virkeligt glad for, at der har været en kvindekamp. Den har givet mig stemmeret, hjulpet mig med min uddannelse, sikret mig en karriere (uden for hjemmet) og den har givet mig kvindelige forbilleder, der turde kæmpe for deres overbevisning frem for at underlægge sig traditioner og vanetænkning. Tusind tak til jer – det er forhåbentligt jer, vi tænker på sådan en dag som i dag!

Kvindekampen som den har taget form i dag er dog ikke entydigt smuk – eller solidarisk for den sags skyld. Den har desværre også gjort (nogle) kvinder skingre og andre mandhaftige. Og så har den fået rigtigt mange til at gentage de fejl, vi hidtil har bebrejdet mændene for: såsom diskrimintation, undertrykkelse og selvtilstrækkelighed.

De første er dem, der har travlt med at påberåbe sig masser af goder i kvindesagens navn (kønskvotering på bestyrelsesposter, lederstillinger, etc.) samtidig med at de ikke vil afgive en eneste dags barsel til deres mand. De synes heller ikke, at det er mærkeligt, at kvinden beslutter om der delt eller fælles forældremyndighed når fødselspapirerne udfyldes. Eller at børnepengene er øremærket til moderen, og at hun også er sluppet for både værnepligt, forsørger-forventninger og at blive tysset på hele sin barndom, fordi hun ikke kunne sidde stille og lege med perler.

Den mandhaftige type er hende, der vil konkurrere med mændene. Ustandseligt. For det er jo ‘en kamp’. Dermed underminerer hun sin egen tese om, at vi er ligeværdige. Hvis hun mente det oprigtigt, havde hun vel ikke brug for at hævde, at hun er bedre end manden, har større indlevelse, er mere kreativ, empatisk og gearet til at være leder i den moderne verden. Så beviste hun det vel bare gennem sine handlinger.

Jeg har tidligere været ret kategorisk imod kønskvoteringer i eksempelvis bestyrelser, men kom til at vakle i troen mens jeg selv var på barsel. Der kom jeg nemlig til at tænke over, hvor effektive regler er. Jeg kunne se hvordan mænd, der valgte at gå på barsel, stadig er stigmatiserede og bliver opfattet som enten bløde, dovne eller uengagerede i deres arbejde af omverdenen. De var ikke lige så berettigede til orlov for, ‘ det var jo ikke dem, der havde født’. Kunne vi bare øremærke barsel til fædrene, tænkte jeg, ville det snart være lige så underligt at en kvinde tog samtlige måneder af barslen, som at se en gæst tænde en cigaret på en restaurant. Smart. Men jeg må bare erkende, at jeg stadig er af den gammeldags opfattelse, at en familie bedst selv ved, hvem der har glæde af barsel hvornår. Og at familien bedre afgør det spørgsmål end staten. Det er individerne der må tage opgøret med arbejdspladsen, fordomsfulde ældre og uforstående kolleger, når det handler om barsel.

På samme måde piner det mig, når der bliver sat lighedstegn mellem kønskvotering og moderne lederskab. Forestil jer at vi ændrede ‘kvinde’ i kvoterings-reglen til  ‘mand’, ‘hvid’, ‘unge under 30′, ”jøde/kristen/muslim’. Det ville vel kaldes slet og ret diskrimination, ik?  Og forestil jer samtidig, hvordan kvinder vil blive opfattet, hvis vi ikke længere opnåede en stilling eller bestyrelsespost fordi, at vi er den mest kvalificerede ansøger, men fordi vi udgør det kromosomsæt, der mangler ved mødebordet.  Har vi så ikke ‘sejret af helvedes til’?

Som udviklingen går i dag med at kvinder bliver sundere, mere uddanede, mere højtråbende, rigere, lever længere og klarer sig bedre, er den gruppe jeg er mest bekymret for i fremtiden manden. De bliver arbejdsløse, tykke, drikker, bliver ensomme og begår selvmord. Ifølge statistikken i hvert fald.

Måske vi som kvinder, skulle bruge alle vore kampkræfter på at kæmpe for hinanden – uanset køn, klasse og kultur? Og hjælpe de undertrykte uanset om de er mænd eller kvinder. Det ville da være revolutionerende.

Usual Suspects

5 mar

Og så er der jo de brands, der bare (næsten) aldrig skuffer. De franske har jeg fremhævet tidligere (Hermés, Isabel Marant og Tsumori Chisato er måske mine personlige favoritter – selvom Celine og Chloé også er gode bud) og jeg venter spændt på, hvad de disker op med i Paris. Blandt de italienske modehuse må det være Bottega Veneta og Marni, der bare altid er sikre stil-kort. Førstnævnte får ekstrem elegance til at se ekstraordinært ubesværet ud; sidstnævnte kreerer kombinationer, der på papiret er helt forkerte, men som er helt rigtige live.

Her Bottega Veneta:

Og Marni:

Billeder fra Style.com

%d bloggers like this: