Arkiv | november, 2012

Lettelse

20 nov

Vi hører ordet lidt oftere, end vi ønsker det. Kræft. Her, der, alle vegne og ikke mindst alt, alt, alt for tæt på. Min tætteste familie har været berørt. Vi trak ikke vejret, mens vi ventede på dommen (positiv) fra Herlev. Og vi var lettede og lykkelige – men det onde ord havde fundet vej ind i familiens ordforråd og tanker. Vi kan ikke høre det uden at skælve i sjælen og takke nogen for oven for, at vi slap med skrækken.

For (alt for) nylig satte skrækken sig i mig igen. Et af mine allermest elskede mennesker var blevet ramt. Af kræft. Og jeg var bange. Og optimistisk. Og hunderæd. Og vantro. Det kunne simpelthen ikke passe, at denne smukke sjæl, mor, veninde og kæreste skulle rammes af så alvorlig en sygdom. Det måtte ikke være sandt. I dag fik vi det bedste budskab – hun blev frifundet af Riget. Intet havde spredt sig, og kræften var væk som en ond drøm sammen med den skønhedsplet, den havde bidt sig fast i. Jeg var lige ved at vælte på cyklen, jeg tabte et eller andet fancy modegadget, jeg lige havde fået og jeg speed-snakkede til det møde, jeg skulle deltage i. Og det var lige meget alt sammen. For jeg var glad og let og lettet. Min dejligste veninde er mere i live end nogensinde, og den sandhed er jeg lykkelig for. 

Arbejd, arbejd!

12 nov

Opgaverne kommer altid i stimer, og når der i forvejen er mest travlt. Dette er ikke Murphy’s lov, det er realiteten om og om igen, i de fleste personlige og professionelle sammenhænge, jeg kender. Jeg har befundet mig i noget af en barselsdøs, ser jeg i retrospekt, hvor dagen er gået op i praktiske gøremål, amning (!) og i at drage omsorg for min (nu større) familie. Men pludselig er det ikke kun skriveglæden, der er vågnet. Det er deadlines, opgaver, krav og forventninger også. Og heldigvis ikke kun mine egne, men også nogen fra andre. Der er lavet undersøgelser, der viser, at noget af det mest stressende et menneske kan udsættes for er arbejdsløshed (næste efter dødsfald og skilsmisse, naturligvis). Det kan jeg godt forstå. Jeg kan ikke tænke mig noget værre, end at føle mig undværlig, ikke at vågne til opgaver, der venter på netop mine evner og ikke føle, at jeg har produceret noget i løbet af dagen. Så tak arbejdsmarked, kolleger og redaktører – og ikke mindst bloglæserer – fordi I ikke har glemt mig i min barsel. Det varmer.  Både arbejdstøj og skrivebrille er fundet frem, støvet af, taget i brug.

Skriveglæde

10 nov

På et glimrende kursus, jeg havde fornøjelsen af at deltage i for et par uger siden, blev vi stillet den opgave, at skrive om skriveglæde. Min tekst blev sådan her: 

Gyldne indfald ligger tit og ulmer i mit baghoved – på min løbetur i Søndermarken, lige inden jeg skal sove, eller når jeg kører bil. De farver sindet og trænger sig på.  Og lige så fantastiske ideerne er at få, ligeså påtrængende og ubehagelige bliver de, når de ikke får lov til at ramme et stykke papir og materialisere sig i en tekst.

Kærligheden til ord startede for mig som barn, hvor bogstaver, sætninger og bøger var omsluttet af magi. De var en kode, der skulle knækkes – en verden jeg stod udenfor og gerne ville ind i. Min far læste ’Den store Mikkel Ræv’-bog og ’Hr. Bogelman’ og ordene på siden sprang op i hans mund, hvor de dannede gruopvækkende historier om bjørne, der fik revet skindet af og uartige børn, der fik smæk og kom i skammekrogen. Det ville jeg også. Kunne fortælle historier.

Til en start var mit højeste ønske at kunne læse, hvad der stod bag på pakken med Kellogg’s Cornflakes ligesom mine ældre søskende kunne. Og da jeg først havde fået styr på den disciplin vågnede en ny ambition. Min storesøster, der var 5 år ældre end mig, havde lånt ’Den Uendelige Historie’ på biblioteket, og mit mål blev at kunne læse den. Siden satte jeg mig for at kunne læse underteksterne til ’Dollars’ hurtigere end min storebror, som så til gengæld hjalp mig med mine regnestykker.

Og så blev jeg forelsket. I min bedste veninde og i vores ideer om fremtiden, og hvad vi skulle være. Hun skulle være skuespiller og jeg skulle selv producere de ord, jeg var så fascineret af. Jeg skulle være forfatter, eller i hvert fald journalist. Vi begyndte at skrive lange breve, noveller og dagbøger til hinanden – og jeg tror, at jeg skrev mig hen til den identitet, der ellers var så uhåndgribelig, når brysterne var for små, tankerne for krøllede, tvivlen for stor og drengene enten for uinteressante eller uopnåelige.

Ord er ikke længere magiske hele tiden. De er også mit arbejdsredskab, mit legetøj og ikke mindst min hovedpine indimellem. Særligt når de ikke får lov til at komme ud og finde vej til deres bedste ven – en læser.

 

Slap af

5 nov

Hvorfor er det, at vi knap får udvekslet det første kys, før veninderne spørger, om vi er ’kærester’. Og nøglerne er stadig nyslåede, den pink tandbørste har netop fundet vej til hans tandkrus og det pæne undertøj er udskiftet med  sove t-shirt (hans), så spørger omverdenen hvornår de to adresser skal smelte sammen til en. Og når man så har fundet ud af at flytte ind, bliver enige om at hans håndvægte godt må ligge fremme i stuen såfremt de meget pæne neglelakker må pynte på badeværelset (ved siden af en fin æske med øreringe, klaser af halskæder, 200 hårnåle og en meget nysselig serie af pudderfarvede hudplejeprodukter), så skubber velmenende familiemedlemmer til frierfødder og forårsbryllup. Og når manden falder på knæ, er der ingen ro før datoen er fastlagt, det er afgjort om tallerkenerne skal have riflet eller bred kant, om borddekorationerne skal signalere svensk-grøftekant-villa-ville-kulla, new-england-jackie-o-elegance eller dansk-margueritter-margrethe-mormor-stilen. Og knap er bryllupsrejsen fordøjet, før forventningerne til en snarlig erklæring om storkebesøg bliver ytret. Og den førstefødte har kun lige fundet vej til mors barm, så skal han vel også til at være storebror. Snart, ik? For tiden går, og hvis I skal nå at få lederstillinger, en efternøler og holde den der orlov, hvor I hiver ’stikket ud’ og jeres præpubetære unger med på en jordomrejse i Kløvedals fodspor, så har I travlt! Samtidig med at I naturligvis er nærværende forældre, opmærksomme ægtefæller og mindfullness-agtige-kolleger/venner/elskere.

Undskyld, må man bede om lidt arbejdsro? Vi har et liv, der skal passes.

Frihed

3 nov

“Freedom’s just another word for nothing left to lose”, synger Janis Joplin. Den sætning har min far altid fremhævet og igennem den seneste tid, er de ord vendt tilbage til mig. Igen og igen.

Frihedsbegrebet får en ny betydning, når man får børn. Den største udfordring ved at blive forældre, har i vores tilfælde ikke været manglen på søvn, tid eller energi. Den største omvæltning har været, at vi ikke længere er frie. I hvert fald ikke på den måde, vi var det før. For vores liv inden børn var også et familieliv, men det var en familie med to voksne, der på mange måder var vant til at opføre sig som børn: vi kunne gøre, hvad vi ville, når vi ville det. Og det gjorde vi så. Vi trænede og festede i rigelige mængder, sagde ja tak til både festsmøger og hverdagsvin, smilede indforstået når vi hentede take away og spiste  foran fjernsynet (igen!), og  så gav vi hinanden plads til ’pigemiddage’, ’herreaftener’ og ’egotid’.

Vi nød det. Indtil vi ikke nød det nok, og nu ville være flere. Jeg husker den sommer, hvor jeg sad på terrassen med stor mave og danskvand i vinglasset. Gæsterne – alle forældre – stod på spring kø med velmenende råd – særligt ét: ’nyd nu jeres frihed uden børn. Fest , sov, elsk. Snart er det slut.’ Men friheden var blevet kvalm som kiksekage og klistret som candy floss.  Vi var mætte af frihed, og klar til det ’fængsel’, familielivet blev sammenlignet med af de ’indsatte’. Forældrene.

Og så kom de. Babyerne der var marcipan-lækre, pludrende, krævende og ikke mindst allestedsnærværende. De babyer, der blev til børn. Og til tidsrøvere. For pludselig kunne vi ikke ’bare’ sige ja, til alle de rødvinsaftener, skiferier, maratonrejser og spontane drinksaftener, der bød sig til. Følte vi os berøvet? Ja. Føler vi os fattigere? Nej. 

Freedom’s just another for nothing left to lose.  

%d bloggers like this: