Om Norge

Sorg. Og Ydmyghed. De ord larmer igennem den uendelige TV-dækning af den uhyggelige massakre i Norge. Jeg føler næsten ikke, at jeg kan tillade mig at skrive om noget så sørgeligt og forfærdeligt, men det fylder alt. Vi kan ikke lade være med at græde med de stakkels efterladte familier, der har mistet en søn eller datter, en bror eller søster. Det ufatteligt onde, en grusomhed man slet ikke kan kapere. Og en koldblodig planlæggelse og eksekvering af hvad gerningsmanden vanvittigt kalder ‘et moderne korstog’. At et så sygt menneske skal få lov til at smadre så mange liv, så megen ungdom, så meget kærlighed, så meget engagement og idealisme. Det er ikke til at begribe. Og det er så trist.

Det er en forfærdelig påmindelse om, at ondskaben ikke tilhører én særlig retning af politisk eller religiøs ekstremisme. Den lurer alle vegne, og inkarnationen er alle mest nederdrægtig, når den tilsyneladende er tilforladelig. For vi er åbenbart blevet så vant til, at vi kan udtale os bestialsk til og om hinanden i de sociale medier, at ingen hæver et øjenbryn, når vanvittige terrorister og tændte massemordere åbenlyst fører propaganda for deres sindsyge overbevisning. Det er så trist.

Det er en sørgelig trøst, at netop terrorisme af denne karakter bringer os tættere sammen. Jeg er ikke i tvivl om at Arbeiderpartiet vil få endnu mere opbakning nu, ligesom det nok kun vil få flere unge til at engagere sig politisk – og netop arbejde for deres sysnpunkter og politiske ideologier bliver del af en sund og sober debatkultur. Andet godt kan man ikke ønske sig, at der kommer ud af denne tragedie. Det er så trist.

Mine tanker går til Norge og alle de stakkels, berørte familier. Vi sørger med jer.

Om at holde ferie

Jeg har holdt ferie. Fra meget. Fra at skrive, gå på arbejde, vækkeuret, aftensmad fra fryseren. Og alligevel har jeg haft travlt. Netop med at holde ferie. For ligesom det gælder juleaften/fødseldage/bryllupsdagen/nytår, er der forventninger til sådan en ferie. 3 uberørte uger, der skal fyldes. Med loppemarkedsfund, frisk fisk, kys, sand (både i mellem tæerne og åbenbart også i alle lagener på sengene), lyserød vin og mængder af lange samtaler – udendørs forstås.

Der er dog en ubekendt i ligningen: Den perfekte ferie lader sig ikke planlægge. Vores har fx allerede indtil videre inkluderet:

– et indbrud

– endeløse mængder af regn krydret med skybrud/støvregn/tåge/sommerregn/hagl. Hvis Geranium havde stået for vejr-menuen ville den se nogenlunde sådan her ud.

– en skuffende Ellis bog (what?)

– at vi takkede nej til at komme til Bornholm (??)

– at vi takkede nej til at komme til Frankrig (??????????!)

Til gengæld har den på sin egen, uforudsete måde, været perfekt. Min søn kan sige samtlige navne på alle børn og hunde, vi kender. Vi har haft + 40 mennesker igennem vores hus til mad. Jeg har været med  på flere vindende end tabende hold i Bezzer Wizzer. Jeg har opdaget Raymond Chandler. Jeg har (gen-)opdaget Vanessa Paradis. Jeg har skrevet ord til bogen. Jeg har løbet med Jay-Z i ørerne. Min mand har sagt, at jeg var smuk. Fra morgenstunden.

Vi fortsætter ufortrødent.

Denne sommer

Vi har aldrig haft denne her sommmer før. Den skriger på Ellis og magisk realisme. Den har allerede vist sig som forløjet, skånselsløs, fugtig og uvorn. Susanne ville kalde den uartig og hendes bror ville elske den for dens umenneskelighed – og hade den for alle solskinstimerne.

Men jeg læser Ellis, gør plads til overspringshandlinger og overlever gerne en byge mere. Rosé farver filmen, og realismen er pakket ned med flyverdragt og vinterstøvler. Og røget op på et loftsum, jeg aldrig ville ane, at man kunne være så taknemmelig for at have. Frem for det mere rummelige kælderrum. De andre vandrer nu  i lort og rotter. Vi kaster i stedet de tørre tæer op på sofaen, og tillader os at se endnu  en Allen film. For regnen starter nok snart igen. Og så gælder det om at være forberedt.

Absence makes the heart grow fonder

Klichéerne står i kø. Når man i den grad altid har elsket sin ‘alene-tid’ og pludseligt opdager, at ‘alene-tid’ nu inkluderer en anden. Min mand. Jeg vil helst være alene sammen med ham, faktisk. Og det er en god ting at blive mindet om, når han er væk. Det er kun et par dage. Men det er lang tid. For mig.