En stor dag

En stor dreng er flyttet ind på min lille babys værelse. Han er sådan en, der kan grine af sin egen opfindsomhed, vise hvor stor han er, takke nej til ost og ja tak til karrysild. Den store dreng skal starte i vuggestue i morgen – og her sidder hans sentimentale mor så og kan slet ikke forstå, hvor det der første år lige blev af.

Ser jeg mig i spejlet er jeg jo den samme som for et år siden. Ser jeg på ham kan jeg se, at det ikke passer. Han er vokset eksponentielt med min kærlighed, omsorg, årvågenhed og lykkefølelse. Og han har gjort hver dag lidt mere værdifuld end den nogensinde før har været. Og så har han gjort sine forældre stolte, bekymrede, fjollede og glade – og indimellem lidt trætte.

I morgen er vores lille dreng definitivt ikke baby mere. Han får sin egen hverdag fyldt med oplevelser kun han har, og nye mennesker han fremover vil kende langt bedre end jeg kommer til det. Dét er underligt. En lille del af mig synes, at det er vanvid, at jeg på denne måde udliciterer familielivet. En stor del af mig tror, at min store dreng vil trives med de nye oplevelser og er klar til at få nye venner. Han behøver ikke at få facebook-profil, mobiltelefon, skægstubbe og kærestesorger endnu. Ikke HELT endnu i hvert fald. Men jeg har en snigende mistanke om, at teenagelivet indhenter os før vi aner det.

I morgen er en stor dag. For denne lille familie.

Min første kærlighed

Min første store kærlighed var en pige. Ikke på kæreste-måden men på den der enestående “for evigt og altid måde”. Jeg har haft tætte og vigtige veninder før og efter, der på alle måder er elskede og har været formative, men denne særlige veninde står frem af to grunde:

-Hun var en af de mest markante personer i mit liv i de allermest skrøbelige år (vi taler 10-15 – det bliver ikke vigtigere!)

– Vi kender ikke hinanden i dag – men vi ved begge to godt, at vi betyder noget særligt for den anden. At ingen af os ville være den vi  er i dag, hvis ikke vi havde kendt hinanden.

M grundlagde min forkærlighed for hippie-mode og boheme-sindelag. For ristet rugbrød med Klovborg og hindbærsyltetøj. For hemmelige gigaretter (1 hvert 8. Lysår), frankofili, uigengældelige kærlighed (lad være med at forelske dig i vikaren, der ligner Tom Cruise og underviser i ‘formning’) og drama – iført både hverdagsgevandter og Hollywood-uniform.

Hos mig hørte vi Madonna og Michael Jackson. Hos M var det Elvis og Beatles. Hos mig spiste vi krydderboller og legede med Barbie og identitet – eller drak te med min mor. Hos M indspillede vi film, genopførte 911 med William Shatner og holdt pyjamas-party ligesom Brenda og Kelly gjorde det i 90210.

Vi byttede tøj, hemmeligheder, tanker og (næsten) identitet; vi var hinandens alter egoer, og savnede vores modstykke som kun teenage-piger kan det, når man er adskilt over en hel (!) sommer – eller i to dage.

Forældrene (vores) forstod alt. Eller: de gav plads til den elskelige excentricitet, vi udlevede sammen og parallelt. Vi fik lov til at mødes under nøje tilrettelagte ferier i Frankrig, til at bytte tøj og rykke rundt på værelser, til at få bh’er og lytte til det elektriske barometer. Og til at vokse og – desværre  – vokse fra hinanden.

Degrassi junior high varede kun til High School. Det gjorde vi også kun. Gymnasiet gjorde mig til matematiker og stræber – M blev sproglig og kunstner.

I dag er vi på vej i samme retning – igen… Fordi vi bliver runde i kanterne, blødere i meningerne, rummeligere overfor alt det, vi ikke selv er. Jeg ved ikke om vi nogensinde bliver tætte igen. Men vi vil altid være hinandens første kærlighed.

Bistrot pour tout le monde… Allez-y!

Pariser-nostalgien trives fortsat i aller bedste velgående… på denne årstid, i disse dage og i de frankofile-hjerter, der længes rundt omkring. Efter forår, flitter-stads og alle de andre billeder, vi har klistret på den fabelagtige by. Derfor er det så godt, når små franske oaser åbenbarer sig i København. Og endnu bedre, når de ikke bare sætter franske retter på kortet og knalder en Pastis-karaffel på bordet, men rent faktisk også lader l’ambience, prisniveau og kvalitet leve op til det sydeuropæiske forbillede.

Et sådant sted findes faktisk – omend det er godt gemt, hvis ikke man ved, at det er der: Bistrot Bobo på Østbanegade 103, på Østerbro. Jeg ville aldrig have opdaget det selv, hvis ikke to livsnydende kvinder – der også er gode kolleger – fik mig lokket derhen på en blåkold tirsdag, der ikke havde gjort anden stads af sig end at være fyldt med cykler der punkterede, taxaer der ikke dukkede op, og busser der ikke tog imod dankort.

Etablissementet må ikke dømmes på første øjekast – indgangspartiet er ikke charmerende, men det er til gengæld de dejlige (STORE) lokaler, der åbenbarer sig, når man træder indenfor. Jeg hæftede mig mest ved, at der er tænkt på detaljerne. Vintønder skabte små miljøer, et smukt sortiment af både aperitifs og digestifs, levende lys og store vinglas. Intet der signalerer ‘familierestaurant’ – hvilket det så også er!

Og det er jo netop sådan, en børnevenlig restaurant bør være. God ved børnene, men ikke ‘voksen-fjendsk’! Jeg kender ikke nogen forældre, der synes, at det er skønt at sidde midt i et neonfarvet helvede og spise Paaskebrød og papmad, bare fordi de har fået børn. Ligesom jeg ikke kender ret mange børn, der foretrækker at blive spist af med fiskepinde hjemme, mens deres forældre er ude at lufte humør og armbevægelser over en 10 retters tasting menu. Så et stort kip med hatten og mere end det for et initiativ, som vores by i den grad mangler: steder, der har plads til både stort og småt spisende gæster – uden nogen af parterne skal gå på kompromis.

For vist skal der være plads til, at børn ikke kan sidde pænt på en stol i 3 stive timer (kan vi selv det?), og derfor er der naturligvis et herligt chambre séparèe med tusser, tegnefilm og tintin-seriehæfter. Aftenen jeg besøgte bistroen, kørte (naturligvis) Disneys ‘Ratatouille’ henover skærmen i Bobos børneværelse. Men der skal også være plads til, at voksne kan gå ud, introducere deres børn til det franske køkken, og hverken føle, at de er uønskede eller til besvær… Det har de faktisk luret i Sydeuropa! Jeg rejste selv med min søn da han var både 6 uger, 4 måneder og 5 måneder. Og både ham og hans mor var velkomne gæster – fordi vi nød, hvad vi fik serveret, opførte os ordentligt og selvsagt respekterede, at der var andre gæster i restauranten, og derfor undlod at lade fuldbyrdede skrigeseancer, bleskift eller putteritualer udspille sig for åben scene.

Og så skal det iøvrigt fremhæves, at man ikke skal tage på Bistrot Bobo fordi, at den er familie-venlig. Du skal tage derhen for maden. Sjældent følges mad og pris så godt ad som her (cofoco-kæden og Mêlée på Martens Allé er gode eksempler på samme nydanske-fænomen), hvor du kan få løgsuppe  til et halvt hundrede kroner, en salade niçoise i samme prislag, en hovedret til lidt over det dobbelte og desserter der igen smyger sig omkring en halvtredser. Det er i orden! Især når kortet ikke pådutter dig en fixed menu, men derimod tillader dig, at komme i tvivl. For er det dagen hvor en Chèvre Chaud kan dulme udlængslen, eller skal der Anderillettes, Boeuf Béarnaise og Gateau Marcel til? Hop i flyverdragt/alpehue/Louboutins, stik forbi og bestem dig først der…

At rejse

Hold nu op! En ting er at bruge klichéer, fortærskede metaforer og udpinte mundheld, hvis du er a)pinlig onkel b) halv-studeret røver, der bare liiiige mangler specialet eller c) et barn på 10, der skriver sin første stil. Men hvad sker der lige for HELE den danske befolkning? Har vi OD’et på H.C. Andersen, og nu kan vi ikke huske andre allegorier end hans?

Har I bemærket det? At alle har ‘været på en rejse’? Hvadenten de er flyttet fra Århus til Vesterbro, har født trillinger eller netop er avanceret fra pommes frites-chef til sundae-bestyrer i McD. Hvorfor bruger alle “rejse-klichèen”? Vi rejser øjensynligt hele tiden – hvad enten vi er med i X-factor  (afsnit 1-1… altså ikke en gang nåede med i konkurrencen) eller vi arbejder i Danske Banks kommunikationsafdeling og skal beskrive den nye strategi, vi har udviklet.

“At rejse er at leve” er omtrent lige så originalt som ‘Carpe Diem’… og det credo fik Robin Willams og hans døde poeter da grundigt begravet for nogle år eller ti siden. Er vi ikke snart modne til at lade noget nyt komme ud af det danske folkegab?

Personligt rejser jeg ingen steder. Jeg vil holde den nyligt udråbte tendens ‘staycation’ i hævd – også når jeg skal udvælge metaforik at boltre mig i…

Apps og alt det der…

Er det i orden at blive stresset?  Og tænke højlydt, at man ikke kan følge med til det hele?

Jeg var til gå-hjem-møde igår (hvilket er det mest selvmodsigende-begreb ever: mødet gjorde jo netop at jeg IKKE gik hjem og var mor, hustru, konversationspartner og hvid tornado) om Apps, og alt hvad sådan nogen kan. Både formidle og revolutionere.

Og mens jeg blev lykkelig ved tanken om alt den tid, apps kan spare (på samme måde som da jeg opdagede irmatorvet.dk og nemlig.com), bliver jeg også bekymret. Kan vi gøre al ventetid overflødig? Alle tænkepauserne i nettokøen eller ved togstationen unødvendige? Udrydder vi enhver håndsrækning fra medmennesker  hvis de ikke er “App’licable”? Behøver jeg ikke hjælp/overvejelser/handlekraft, hvis bare jeg har downloadet den rigtige virtuelle virkelighed?

Jeg har svært ved at afgøre om jeg er forskrækket eller forstokket – men jeg er i hvert fald forpustet. Og mens jeg på den ene side synes det er en trist udvikling, at et livsinhold kan erstattes med ikoner på en smartphone, fryder jeg mig jo også over, at min telefon også er mit polaroid kamera, min bank og min baby alarm.

PS: FYI til alle jer specialestuderende med cool briller, ternede skjorter og morgenhår m/k, der drister jer ud til kommunikationsbranchens faglige møder. Vi er bange for jer. Dødsensangst, faktisk. I er kreative, cool, lidenskabelig og frem for alt billig arbejdskraft. Og nej, I har nok hentet mere viden på Google end på biblioteket, og er nok mere nede med Mark Zuckerberg end Marcel Proust – men i er også herligt selvsikre, videbegærlige og uimponerede over ny teknologi. Der er helt sikkert brug for sådan nogen som jer…

Initiativ

Der er en særligt type mennesker, der fortjener hyldest. Initiativ-tagerne i alle afskygninger, der popper op omkring mig. Jeg mødte en særlig en af slagsen, for et års tid siden. Hun er den type, jeg vil headhunte omgående, hvis jeg var arbejdsgiver. Hun tænker ikke over (som de fleste kvinder ofte gør), hvordan hendes forslag vil blive modtaget, hvem der mon kunne finde på at melde fra, om man burde inddrage flere, og om nogen bliver stødt på manchetterne, når hun foreslår stafetløb (for nybagte mødre) eller genindfører lille-fredag begrebet midt i en barselsorlov. Hun er overskudsagtig uden at være anmassende; rettidig pushy om man vil.

For et par år siden startede to entreprenante kultur-chicks (de ville hade titlen – men det var de altså!) den hedengangne Klub Revolver i Vega. Ikke alene tvang de os, der var knap så undergrund, cool og med på hvad man skulle høre, til at åbne øjne, øre og øvrigt sanseapparat. De tog også initiativ på mine vegne til, at komme op af stolen, væk fra kollegie-gangens trygge madklub og ud, opleve, se, drikke og danse. Det var godt, var det.

Og for nyligt blev jeg helt glad for at høre, at det old school initiativ, kurmageri, ikke er en uddød disciplin, men en dyd der får renæssance nu hvor billetter og brevduer er sat ud af spil, med det effektive og indlysende redskab facebook. En veninde blev spottet, bemærket, valgt ud og skrevet til. Et initiativ der smigrer og lønner sig. I dette tilfælde med en date…

Og så er der de initiativer, jeg selv har taget. Og som jeg sjældent fortryder og derfor påminder mig selv om at holde i hævd, gøre oftere og måske endda lidt mindre reflekteret. Det er dem, der handler om at være lidt mere initiativrig, når det kommer til tilkendegivelser. For der er heldigvis stadig langt flere mennesker der fortjener spontan ros eller nedskrevet anerkendelse, end der er individer, der fortjener den energi, vi også bruger alt for lang tid på, når vi hygge-bitcher (danskernes national-sport nummer 1.)

For nyligt tog jeg mig heldigvis tid, til at skrive til en dygtig forfatter, at hun var netop dette. At hun inspirerede og imponerede. Keep up the good work og sådan. Det har affødt en dejlig korrespondance og en forestående kop mokka med dertilhørende konversation.

Tag nogle initiativer – de har det med at bære lønnen i sig selv.

Sms-opdragelse???

Jeg kan godt forstå jer. Alle jer, der stadig har alle tanker sunde og friske og blottede for bekymringer. Som ikke selv har børn, eller som har børn men bare ikke gider at høre om alle andres. Jeg er dejligt dobbeltmnoralsk og synes på den ene side at mødre-kulten er alt for omsiggribende, men må jo blot erkende, at jeg er blevet opslugt at den. På godt og ondt. 

 Til alle jer, der er dødtrætte af alle de nybagte mødre, der partout skal lade samtlige Facebook-opdatering handle om skoldkopper, nattesøvn og pasningsordning eller forældre, der kan dreje samtlige samtaler – fra finanslovsforhandlinger til ferie-drømme – til at handle om deres børn.

 Til alle jer: Lad være med at læse dette indlæg!

Til jer der stadig orker at hænge på, here we go…

En ny guilty-pleasure er de her mor-magasiner. Hvor tøjet (til børnene) er lækkert, legetøjet er i træ, maden er økologisk og ALT er rigtigt. Vi lytter til vores børns signaler, gør vi, vi forstår dem, prioriterer dem, men glemmer naturligvis heller ikke at tage en time eller to fra til os selv. Og dér dyrker vi Yoga/mindfullness/strikning i pudderfarver. Det kan jeg godt lide. At læse om!  Tænk hvis jeg var sådan, tænker jeg… og har da heldigvis selverkendelse nok til at vide, at det hverken er eller bliver jeg uanset hvor mange børnemønstrede regnfrakker, Angulus støvler og Noa Noa gevandter jeg ifører mig.

Problemet med disse blade er, at de slører min dømmekraft. Ligesom tre glas hvidvin på tom mave eller en løbetur på over ti km gør det. ALTING virker pludselig som en god ide. I barnets navn.

Forleden sad jeg igen og smuglæste ‘mor-råd’. To entreprenante mødre havde fået den geniale ide, at levere en helt ny sms-tjeneste. Et lille spin-off til deres webshop, der solgte alverdens ergonomisk/motorisk/pædagogisk underholdningsremedier til mødre der KUN vil have, at deres børn får det bedste. Og det vil vi jo. Nu ville de også hjælpe os med at føre ORDENTLIGE samtaler med vores børn. Ikke noget (rød-)pølsesnak på slagbænken i vores spisekøkkener. Nej, vi skal tale om emner. Problemstillinger. Logiske udfordringer. Og de søde mødre vil hjælpe os. Gratis. De sender os nemlig sms’er ti-minutter i spisetid med dagens emne. Så slipper vi for at tænke os om, tale med børnene om det, der falder dem og os ind, eller måske bare koble fra fem minutter. Og fordøje indtryk. Nyde stilhed.

For vi skal jo stimulere, engagere, motivere. Mere, oftere, bedre.

Hyggelig læsning, ik? I gerningsøjeblikket syntes jeg –  næsten – at det var en god ide…

Dansk kan vi lære af de ‘andre’

Eller vi kan i hvert fald lære at bruge vores sprog på ny. For hvor er det berigende, at høre mennesker, der ikke har dansk som deres første sprog tale mit modersmål. De vinkler vores sprog anderledes, har blik for dets ejendommeligheder og bruger ord, jeg havde glemt var til rådighed.

For nylig hørte jeg det inspirerende P1 program ‘Søndagsfrokosten’, hvor den dansk-iranske debattør, Farshad Kholghi, talte et mere formfuldendt og korrekt dansk, end de fleste etniske danskere kan præstere.

Samme aften så jeg deadline på DR2, hvor yderligere to velartikulerede og -formulerede iranere fortalte om diskrimination af religiøse mindretal, så man spidsede ører ikke bare efter budskabet men efter ordvalget.

Fra da jeg selv boede i Paris, husker jeg, hvordan kolleger og medstuderende  indimellem måtte trække på smilebåndet. Ikke når jeg lavede fejl eller snublede i udtalen, men netop når jeg brugte vendinger eller ord, der virkede arkaiske i deres skolebogs-korrekthed. Alligevel var de enige i, at det ikke bare var morsomt men også betryggende at udlændinge (forsøgte) at gå til deres sprog med respekt og præcision.

Jeg har det på samme måde med dansk, og jeg nyder at blive mindet om, at der er ord som ‘påskønne’, ‘ihukomme’ eller at man kan sige ‘jeg erindrer’ i stedet for ‘jeg husker’.

Paris på Blegdamsvej

Jeg vil ikke sige mere om vejret. Men lad mig nu bare sige hvad denne uendelige vinter gør ved mig. Den sætter drømme i gang. Og det er de tilbagevendende af slagsen. Om Paris og hvad man kunne lave der i løbet af foråret. Om en petit café ved Tuilerierne, en citron pressée eller Perrier-Menthe ved Place de Vosges, et glas Sancerre på Café Marly ved Louvre eller en middag med det hele på Les Philosophes i Rue Vielle de Temple. Man kun også bare gøre som Mme Antoinette og spise kage. Macaroons i pastelfarver fra Ladurée.

Drømme afføder web-surf og her endte mine: http://www.hill-street.dk

Her finder man alskens lækkerier i form af duftlys, brevpapir, notesbøger, nøgleringe og net – og de er eneforhandlere i Danmark på de fine Ladurée accesories. Jeg blev kun endnu gladere, da jeg fandt ud af at der også er en butik, med dette slaraffenland i sorbet-farver. På Blegdamsvej af alle steder. Allez-y!! Og få en lille indsprøjtning af Paris, forår og feminine (u-)nødvendigheder.

Et udpluk af  de lækkerier, der nu er mine….

Fint vedhæng til pedel-nøglebundtet

Gaven til mormor der pt også er super-nanny!

Fin indpakning til strøtanker, gajol-filosofi og dybsindig hverdags-haiku

Fra Tycho Brahe til Fætter Højben

Dagen startede som den skulle. I hvert fald som den skulle på en dag, der er udråbt om Tycho Brahes dag. Snekaos (surprise), mormor der ikke kan nå frem til pasning, cykel der ikke kan manøvrere i sne, bus der er proppet til bristepunktet, fødder der er isfrosne – og kaffemaskine der ikke fungerer, netop når dagens første kop er umanerligt forsinket. Jeg havde givet op på dagen, til trods for at stemningen på kontoret var høj (noget med et hjørnekontor, Blake Carrington-krystal karafler med Brandy og Scotch, Chesterfield-møbler… man skulle have været der.)

Men, men, men skæbnen ville det anderledes. Min mand har altid haft et veludviklet Fætter Højben-gen. Gode ting falder ned i skødet på ham, appelsiner bliver tiltrukket af hans turban og firkløvere vokser frem af hans grønne fingre. Måske der er et ‘Fætter Højben by proxy’ syndrom? I så fald blev  jeg ramt på den overordentligt lyksalige måde i dag.

For bedst som jeg var ved at have opbrugt tålmodighed såvel som stemmebånd, skete det ufattelige. En engel på pladsanvisningen lod miraklerne ske (og er i min bevidsthed ophøjet til helgen). Min søn har fået plads i vores foretrukne vuggestue  – alligevel – og starter netop, når vi har allermest behov.

Dette lykketræf fjerner ikke min sympati for alle de familier, der fortsat kæmper for at få kabalen til at gå op. Det betyder netop bare, at jeg nu har pligt til at øse lidt ekstra af det overskud, der netop bon’ede ind på vores familie-konto i dag, og hjælpe værdigt trængende hvor jeg kan. Nogen der har brug for en bunke hjemmebag eller en babysitter?

PS: Og blot for at der skal være balance i tingene: jeg har vist lavet overtræk på vores karma-konto. Min mand måtte nemlig lægge sig, træt og øm, med influenzasymptomer og feber, da han kom hjem… man kan ikke få det hele.