Nye tider og nyt domæne

Dette bliver mine sidste post. På dette domæne. Navnet på min blog, passer ikke længere til mig eller til den. Det er svungent, fint og fransk, men nu rykker jeg videre til noget nemmere, mere læsevenligt og ja, mindre anonymt.

Dygtige Emma er i skrivende stund ved at hjælpe mig med, at realisere min nye blog profil. Emma er en af hverdagens heltinder, der knokler på med job, rejser, en succesfuld blog og samtidig er en loyal veninde, fantastisk søster og en meget pålidelig babysitter for sin niece og nevø. Og hun klarer det hele iført pencil skirts, skarpe stiletter og snorlige eyeliner. Jeg beundrer Emma, fordi hun er den mest feminine og festlige it-nørd, jeg kender. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun vil tage mig i hånden og gøre ‘wordpress for dummies’ mere hyggeligt og mindre frustrerende, end jeg havde frygtet.

Næste post fra min hånd, vil du kunne læse på mit spritnye domæne: sinessider.dk… og vi har flottet os – er du mere til .com, befinder jeg mig også der. 

Tak fordi I har læst med her… jeg håber I vil følge med mig over til mit nye ‘hjem’.

København – del 3

Aldrig så snart havde vi sagt “ja”, før vi var omsluttet af København igen. Og hverdagen fandt vej til vores nye liv, der ikke var som det gamle. Og jeg havde knap nok kysset modeugen i Paris farvel og booket flybilletter til maraton i New York, før virkeligheden kaldte mig ned på jorden… og min mave voksede.

Og vi blev enige om, at vi hellere måtte træffe nogle voksne valg. Nu. Kigge på noget med have, plads til grill og en udesovende barnevogn – og tæt på en murstensrød kommuneskole. Vi kunne endda købe en Jack Russell, og jeg kunne overveje et job på deltid og skrive i udestuen. Modvilligt besøgte vi forstaden. Han fik kolde fødder, jeg fik klaustrofobi og gåsehud. Vi ilede tilbage til byen. Jeg tog til modeuge i pailletter, stilletter og 5-måneders mave. Han fandt en lejlighed betryggende tæt på Frederiksberg Have, barselscafeer – og Vesterbros larm, Nørrebros rod og indre bys liv.

København har passet så fint på vores børn og barselsliv. Fyldt os op med take away fra Gl. Kongevej og matinéer i Grand bio. Givet os nye venner. Sikret os fyrværkeri-fyldte nytårsfester, når småbørnslivet bød os at blive hjemme. Never a dull moment. Og selvom Købehavn er flabet, når vi skal finde parkering efter en lang arbejdsdag; pisseirriterende, når vi skal have to børn i flyverdragter og ned fra 4. Sal og trodse morgentrafikken i tide til udflytterbørnehave-bussens afgang; arrogant, når vi ydmygt efterspørger lidt service, efter vi har betalt 40 kroner for kaffe med mælk; og kedelig, når den overholder alle regler og er hermetisk lukket søndag klokken fem, så ville jeg ikke bytte med noget.

København, så længe du vil huse os, går vi ingen steder. Jeg får hjemve bare ved tanken om at forlade dig.

København – del 2

København voksede på mig. Og selvom der blev flirtet med sønderjyske mænd og franske storbyer, gav København ikke op eller slip. Så jeg tumlede fra kollegieliv og Pariser-romancer til en håndværker-hybel på Nørrebro. Med brolagt vej til pizzeriaet, serenader fra brandbiler, veninder der sov på skift i fodenden og katten Marilyn Monroe, der lystigt jagtede potentielle bejlere væk.

Og jeg skrev speciale om angst og vildveje, mens jeg på ingen måde selv var på vildspor. Jeg var hjemme. Og jeg løb gaderne tynde og Københavns maraton med min bedste ven. Og bagefter tog vi til Kashmir koncert og blev enige om, at vi altid havde hinanden. Det håber jeg stadig, at vi har.

Og så så vi landskamp i Parken. Og Morten Helweg var pæn, og modstanderne tabte, og øllene var kolde. Og vi gik til flere fester i Møllegade, men færre fester på kollegiet og pludselig trak noget nyt. Og lykken kom løbende til tirsdagstræning gennem Fælledparken. Og han troede på hurtige biler og langsom madlavning. Og så troede han på mig, selvom jeg hverken var den sygeplejerske, han regnede med, eller indfødt københavner.

Han kendte byen og var på fornavn med hver en kantsten. Og vi måtte gerne cykle på fortovet hjem fra Jazzhouse – mig på styret, mens han trådte i pedalerne. Og pludselig blev det Grundlovsdag, og der blev friet til mig. Dagen efter gik jeg ind på mit job på Politiken og fortalte, at jeg var forlovet. ”Så skal man ikke vente med at blive gift,” rådede min redaktør mig. Og det gjorde vi heller ikke.

Status fra sommerlandet

Sommeren er ikke blevet helt, som jeg regnede med. Den er blevet bedre. Jeg troede ikke helt på, at vi kunne geare ned, slappe af og glemme alt det, vi mente, der var vigtigt. Og kloge af erfaring, prøver vi at holde kalenderen ledig til spontane aftaler, men selv spontaniteten, kan vi ikke forpligte os til. For sommeren kræver selskabelighed, gæstgiveri, middage, venner og en grill, der hele tiden syder med pølser og et eller andet, der pakket ind i folie og spækket med krydderurter og hvidløg. Og vi har gæster på den voksne måde, hvor kvinderne er iført smukke kjoler der ikke strammer, mændene stråhat,shorts og skægstubbe og børnenes hår skinner kridhvidt mens maverne strutter af for mange kirsebær og sodavandsis. Og vi drikker stadig vin og ryger cigaretter, men med mådehold og kun til midnat. For vi forvandles ikke til græskar dagen derpå, men til ramte forældre, der med et skuldertræk konstaterer, at vi ikke kan feste som i gamle dage. Og det er ok. Vildskab er noget de andre har. På Roskilde. Og på instagram. Vi har souvenirs der skal skabes, dufte der skal huskes, en ble der skal smides og en barndom, der skal gødes.

Hvem skal være glad først?

Det er ikke sjældent, at vi retfærdiggør vores valg i livet, med et forsvar for “glæde”. En abstrakt og subjektiv følelse, der måske ikke er en luksus, vi har krav på, men dog en tilstand, vi stræber efter. Vi skal være glade. Ligesom vores børn, chef, hund og nabo skal være det.
Så hvem sætter vi øverst på listen? De fleste af os siger uden at tøve: vores børn. Hvorefter vi indfletter noget om, at børn har brug for deres egen tid, ikke skal være overvågede hele tiden og iøvrigt elsker deres vuggestue/børnehave/SFO. Dertil ville de jo forresten heller ikke være glade hvis deres forældre, (os!), ikke var det. Og tilsyneladende er vi gladest, når vi har vores eget liv. Med travlhed, et konstant øje rettet mod vores inbox/iphone/instagram og en kaffe to-go, on the run, en passant. Og med frygt for at ramle lige lukt ind i en prædiken for ’mindfulness’ – som jeg faktisk tror, kan være en ganske stressende hobby – må jeg dog erkende, at jeg hverken tror, at jeg er toplykkelig konstant, eller at mine børn er det. For det ville kræve, at vi meldte os ud, af det samfund, vi er en del af, og som vi skylder ganske meget. Jeg nævner i flæng et par uddannelser eller 3, to gode fødsler, en hel bunke kulturtilbud og ikke mindst (men langt mere subtilt) et kæmpe værdifællesskab, der ikke garanterer lykke men som dog foranstalter et ganske rart tilhørsforhold.

Må man gradbøje sin lykke? Ja. Skal vi være glade hele tiden? Nej. Vil vores børn helst være hjemme og slippe for flyverdragter, rugbrødsmadder, tirsdag morgen og bleskift på samlebånd? Ja. Dør de af, at vinteren er lang, foråret lunefuldt og mor skal på arbejde? Nej.

Slap af

Hvorfor er det, at vi knap får udvekslet det første kys, før veninderne spørger, om vi er ’kærester’. Og nøglerne er stadig nyslåede, den pink tandbørste har netop fundet vej til hans tandkrus og det pæne undertøj er udskiftet med  sove t-shirt (hans), så spørger omverdenen hvornår de to adresser skal smelte sammen til en. Og når man så har fundet ud af at flytte ind, bliver enige om at hans håndvægte godt må ligge fremme i stuen såfremt de meget pæne neglelakker må pynte på badeværelset (ved siden af en fin æske med øreringe, klaser af halskæder, 200 hårnåle og en meget nysselig serie af pudderfarvede hudplejeprodukter), så skubber velmenende familiemedlemmer til frierfødder og forårsbryllup. Og når manden falder på knæ, er der ingen ro før datoen er fastlagt, det er afgjort om tallerkenerne skal have riflet eller bred kant, om borddekorationerne skal signalere svensk-grøftekant-villa-ville-kulla, new-england-jackie-o-elegance eller dansk-margueritter-margrethe-mormor-stilen. Og knap er bryllupsrejsen fordøjet, før forventningerne til en snarlig erklæring om storkebesøg bliver ytret. Og den førstefødte har kun lige fundet vej til mors barm, så skal han vel også til at være storebror. Snart, ik? For tiden går, og hvis I skal nå at få lederstillinger, en efternøler og holde den der orlov, hvor I hiver ’stikket ud’ og jeres præpubetære unger med på en jordomrejse i Kløvedals fodspor, så har I travlt! Samtidig med at I naturligvis er nærværende forældre, opmærksomme ægtefæller og mindfullness-agtige-kolleger/venner/elskere.

Undskyld, må man bede om lidt arbejdsro? Vi har et liv, der skal passes.