Tag Archives: glimmeronsdag

Om vejr, vind og lidt om glimmeronsdag

26 nov

Herhjemme har vi en aftale: Vi taler ikke om vejret, og vi brokker os ikke over syge børn. Det første emne er lakmusprøven på, om man har noget at tale om; andet emne er vi ikke herrer over alligevel – og det er måske, det næstmest kedelige emne i verden. Men nu misbruger jeg bloggen et kort sekund, for at få luft for det, vi alle tænker. Der er 100 år til forår – og overlever vi det igen i år? Kan vi klare flyverdragter, sjap, forsvundne vanter, fortabte huer, røde næser, hæse røster, blå hænder og sprukne læber? Kan vi komme igennem vinteren uden så mange (barns) sygedage, at der stadig er feriedage tilbage, når vi når hen til juni? Hvor meget risengrød, hvor mange rom-toddy’er og hvor mange æsker strepsil skal vi nedsvælge, for at nå ud på den anden side? Ærligt talt: jeg gruer for de næste mørke måneder. For selvom jeg prøver at proppe dem med clementiner, julelys, vin chaud og flettede hjerter, så synes mængden af kulde, vinter, træthed og mørke indimellem uoverskuelig.

Godt vi har glimmeronsdag i morgen. Og igen i næste uge. Og også på den anden side af jul. Jeg tror, jeg vil iføre mig pailletter og uldent undertøj i morgen…