Forventningsafstemning har været det mest hypede ord i mit liv de seneste par år. Ikke bare i professionelle men også i private sammenhænge. Vi skal vide, hvad vores kunder/kolleger/bedste venner/svigermor/nabo forventer af en given aftale/et møde/en ferie/en middag/en vejfest før vi accepterer eller afviser forslaget. Og jeg har med en overraskende høj succesrate implementeret begrebet i min hverdag. For eksempel afstemt jeg sommerferie-forventningerne med min mand lang tid inden, vi drog sydpå. Vi aftalte hvor mange løbeture, vi hver især kunne regne med at nå på en ferie, hvor mange formiddage jeg kunne shoppe med sovende baby i barnevogn og hvor mange timer vi skulle afse til kærestetid uden børn (det blev til 3 timer – og de var gode). I mine egne ører lyder det kedeligt. I realiteten er det rart. Skuffelserne indfinder sig ikke, når man glæder sig til det man får, frem for at begræde det man ikke nåede.
Men hvordan forventningsafstemmer vi med vores børn. Eller mere konkret: hvordan afstemmer vi vores egne (barnlige) forventninger til vores børns oplevelser, glæder, reaktioner. Not so easy. Med et barn der fyldte 3 år midt i julehygge og jordens undergang – nærmere bestemt d.21 december – var faldgrupperne til at tage og føle på. Han skulle nemlig ikke bare have en fejring der satte de mayanske-kalender-profetier til vægs, han skulle samtidig have en juleoplevelse der ikke bare var god; den skulle være magisk. Intet mindre. Jeg havde skrevet indkøbslister, huskelister, ønskesedler og to-do-post-its. Jeg havde bestilt Lynet McQueen-kage, bagt pølsehorn og rosinboller, pyntet med flag og farver… og sikret mig at samtlige bedsteforældre, hyggeonkler og yndlingsveninder rettede ind.
Hvad jeg ikke kunne planlægge mig ud af, var en tre-årigs uransagelige vilje og veje. Han havde ikke lyst til chokoladekage, spiste ikke ris à la mande, dansede kun nødtvunget med omkring juletræet og han jublede ikke, da vi sang fødselsdagssang. Han ville selv bestemme. Det hele. Så han pakkede ikke gaverne ud en efter en i god ro og orden. Han skiftevis boltrede sig i gaveorgiet (også i lillebrors gaver, som han hurtigt fik annekteret) eller nægtede pure at åbne en pakke mere. Han ville ikke røre julefrikadellerne, men syntes til gengæld at vingummibamser skulle udgøre hans julemenu. Jeg skulle styre min skuffelse over at børn ikke er ’picture perfect’, uanset hvor meget forældrene forsøger at orkestrere de perfekte højtider. Men jeg måtte også erkende, at den mest barnlige i vores husstand ikke er 3 men 32. Og at forventningens glæde ikke er den største – den største glæde er den der udfolder sig for øjnene af en, når en 3 årig giver fanden i moderens planlægning og hygger sig på sin helt egen magiske måde.
Vouloir C'est Pouvoir 