Min indre skade anbefaler glimmer

Jeg havde ikke haft mit nuværende job i mange uger, før min kære britiske kollega tørt konstaterede at jeg var ’en skade’. Og hun har ret. Alt hvad der glitrer, glimter og er lidt too much – det er lige mig. Derfor er det også en ren luksus at have et job som mit, der handler om at promovere skønhed, selvtillid og ja, glimmer. Særligt fordi det er så fin en kontrast til mit hjemmeliv, hvor jeg er omgivet af stærke mænd med hang til hurtige biler, lyssværd og senest ninja’er.

For nyligt fik jeg lov til at åbne min personlige beauty box her, og det satte en masse tanker i gang om, hvad det er makeup kan. For ikke alene kan makeup forskønne og forfine – det kan også forny alle de ting, du allerede har købt.

I den ånd, og fordi fest, julefrokoster og glögg-gilder kun er få kalenderblade væk, vil jeg påpege de få produkter, der kan gøre den store forskel. Personligt skal jeg hverken købe nye sko, kjole eller diadem denne december. Men jeg vil give mine vipper et  kærligt strøg stjernestøv, med denne geniale mascara top coat fra L’Oréal Paris:

Den er i butikkerne fra næste uge, men kun i begrænset antal – og det er den investering, der skal spice min sorte, julekjole op igen i år.

Og så er der neglene. Som jo både er blevet  moderne kvinders bedste ven og mest subtile accessory. Essie er min absolutte favorit, når det kommer til lakker – ikke mindst glimmer lakker. A cut Above og  Set in Stones glimter på mine fingre nu… og det vil de gøre frem til nytårsaften.

Forventningsafstemning

Forventningsafstemning har været det mest hypede ord i mit liv de seneste par år. Ikke bare i professionelle men også i private sammenhænge. Vi skal vide, hvad vores kunder/kolleger/bedste venner/svigermor/nabo forventer af en given aftale/et møde/en ferie/en middag/en vejfest før vi accepterer eller afviser forslaget. Og jeg har med en overraskende høj succesrate implementeret begrebet i min hverdag. For eksempel afstemt jeg sommerferie-forventningerne med min mand lang tid inden, vi drog sydpå. Vi aftalte hvor mange løbeture, vi hver især kunne regne med at nå på en ferie, hvor mange formiddage jeg kunne shoppe med sovende baby i barnevogn og hvor mange timer vi skulle afse til kærestetid uden børn (det blev til 3 timer – og de var gode). I mine egne ører lyder det kedeligt. I realiteten er det rart. Skuffelserne indfinder sig ikke, når man glæder sig til det man får, frem for at begræde det man ikke nåede.

Men hvordan forventningsafstemmer vi med vores børn. Eller mere konkret: hvordan afstemmer vi vores egne (barnlige) forventninger til vores børns oplevelser, glæder, reaktioner. Not so easy. Med et barn der fyldte 3 år midt i julehygge og jordens undergang – nærmere bestemt d.21 december – var faldgrupperne til at tage og føle på. Han skulle nemlig ikke bare have en fejring der satte de mayanske-kalender-profetier til vægs, han skulle samtidig have en juleoplevelse der ikke bare var god; den skulle være magisk. Intet mindre. Jeg havde skrevet indkøbslister, huskelister, ønskesedler og to-do-post-its. Jeg havde bestilt Lynet McQueen-kage, bagt pølsehorn og rosinboller, pyntet med flag og farver… og sikret mig at samtlige bedsteforældre, hyggeonkler og yndlingsveninder rettede ind.

Hvad jeg ikke kunne planlægge mig ud af, var en tre-årigs uransagelige vilje og veje. Han havde ikke lyst til chokoladekage, spiste ikke ris à la mande, dansede kun nødtvunget med omkring juletræet og han jublede ikke, da vi sang fødselsdagssang. Han ville selv bestemme. Det hele. Så han pakkede ikke gaverne ud en efter en i god ro og orden. Han skiftevis boltrede sig i gaveorgiet (også i lillebrors gaver, som han hurtigt fik annekteret) eller nægtede pure at åbne en pakke mere. Han ville ikke røre julefrikadellerne, men syntes til gengæld at vingummibamser skulle udgøre hans julemenu. Jeg skulle styre min skuffelse over at børn ikke er ’picture perfect’, uanset hvor meget forældrene forsøger at orkestrere de perfekte højtider. Men jeg måtte også erkende, at den mest barnlige i vores husstand ikke er 3 men 32. Og at forventningens glæde ikke er den største – den største glæde er den der udfolder sig for øjnene af en, når en 3 årig giver fanden i moderens planlægning og hygger sig på sin helt egen magiske måde.