Tag Archives: børn

København – del 3

16 nov

Aldrig så snart havde vi sagt “ja”, før vi var omsluttet af København igen. Og hverdagen fandt vej til vores nye liv, der ikke var som det gamle. Og jeg havde knap nok kysset modeugen i Paris farvel og booket flybilletter til maraton i New York, før virkeligheden kaldte mig ned på jorden… og min mave voksede.

Og vi blev enige om, at vi hellere måtte træffe nogle voksne valg. Nu. Kigge på noget med have, plads til grill og en udesovende barnevogn – og tæt på en murstensrød kommuneskole. Vi kunne endda købe en Jack Russell, og jeg kunne overveje et job på deltid og skrive i udestuen. Modvilligt besøgte vi forstaden. Han fik kolde fødder, jeg fik klaustrofobi og gåsehud. Vi ilede tilbage til byen. Jeg tog til modeuge i pailletter, stilletter og 5-måneders mave. Han fandt en lejlighed betryggende tæt på Frederiksberg Have, barselscafeer – og Vesterbros larm, Nørrebros rod og indre bys liv.

København har passet så fint på vores børn og barselsliv. Fyldt os op med take away fra Gl. Kongevej og matinéer i Grand bio. Givet os nye venner. Sikret os fyrværkeri-fyldte nytårsfester, når småbørnslivet bød os at blive hjemme. Never a dull moment. Og selvom Købehavn er flabet, når vi skal finde parkering efter en lang arbejdsdag; pisseirriterende, når vi skal have to børn i flyverdragter og ned fra 4. Sal og trodse morgentrafikken i tide til udflytterbørnehave-bussens afgang; arrogant, når vi ydmygt efterspørger lidt service, efter vi har betalt 40 kroner for kaffe med mælk; og kedelig, når den overholder alle regler og er hermetisk lukket søndag klokken fem, så ville jeg ikke bytte med noget.

København, så længe du vil huse os, går vi ingen steder. Jeg får hjemve bare ved tanken om at forlade dig.

Sabroe og syndefald

10 nov

Der er ikke noget som at blive provokeret. Få rykket sine holdninger, vendt sine egne sandheder på vrangen eller bare bliver rykket lidt rundt i ens egen hverdag. Og jeg har det faktisk ret godt med alle de debatter, der er her, der og i alles frokostpauser, mødregrupper og parmiddage om de sociale medier, vores visuelt drevne kultur og hvad alle de filtre og fotos gør ved vores fremstilling af os selv og vores forståelse af andres liv.

Og der bliver talt meget om, at vi jo redigerer, photoshopper og kuraterer vores livs fortælling. Og hvad værre er: vi stræber efter at være perfekte. At det er blevet en af hvor tids mest fortærskede klicheer – at kvinderne både vil have spelt i mund og attaché-mappe under armen, mens mændene på en gang skal være virile alfa-hanner men også fædre der overbevisende taler både giraf-sprog og palæo-lingo – er der intet nyt i. Dét, der provokerer mig er, når det pludselig bliver brugt som et adelsmærke, at man svigter sit selvskabte ansvar og den pligt der følger med at blive forælder – for hvad? For at følge sin ’lyst’.

Min forargelse blev sat i gang, da Morten Sabroe iklædt panderynke og flaneur-skjorte, gav en amuse-gueule på sin nye bog ’Libido’. Her beskriver han stolt, hvordan han forlod sin kæreste og deres kolik-ramte spædbarn, får at følge sine længsler. Datteren er naturligvis selv skyldig i dette svigt for ‘Min datter skreg. Hendes skrig forandrede vores liv. Hun var så uperfekt som et spædbarn kan være. Hun satte en revolution i gang. Min lille skrigende heltinde.”

Han forherliger sammenbruddet af den familie, han selv har medvirket til at stifte, og dækker sig ind under, at det er hans egen seje fuck-finger, til det perfekte liv vi andre tabere angler efter. Men er det ikke ham, der har tabt? Beviser det essay (og det livssyn Sabroe gør sig til eksponent for), at han om nogen har ligget under for ideen om det perfekte familieliv? Og det sekund varen ikke kunne leveres af kæreste og førstefødte, skred han mod nye og mere barmfagre horisonter.

I mine øjne er det i den grad at skyde under målet, hvis man tror, at vi som medieforbrugere ikke kan adskille billedfantasier fra virkelighed. Og jeg tror i endnu større grad, at ideen om perfekte børn, perfekte forhold og perfekte liv hører reklamer fra 50’erne til og ikke den virkelighed, vi lever i netop nu.

Som mor til to, kæreste til en og veninde til mange, føler jeg mig i den grad talt ned til, når Sabroe hævder, at man er mere revolutionær og  tro mod sig selv, hvis man giver op og rykker videre ’when the going gets tough’. Jeg kender ingen kvinder (eller mænd for den sags skyld), der tror, at det at få børn er en ’walk in the park’. Og jeg kender endnu færre, der tror, at det at få børn er lig med at skabe et glansbillede af ens liv.

Hvis der er noget familielivet ikke er, er det glamourøst. Det er vel faktisk netop det modsatte. Glamour er lig med smukke facader, vidtløftige fantasier, uhåndgribelig skønhed og ophøjede personligheder. Familieliv er nærhed, intimitet, tunge bleer og trætte bryster. Når man skaber en familie ved man ikke, hvad man går ind til. Men vejen derhen er tyk, tung og træt (og forventningsfuld og fin), så man skal være mere end almindeligt tykhudet (eller libido-drevet), for ikke at kunne regne ud, at perfektion er det absolut første begreb man giver afkald på, når man vælger at sætte nyt liv i verden. Man mister kontrol og man modtager kaos. Tager man den opgave på sig og alvorligt, får man hele verden og mere igen. Vælger man at lade være, kan man skrive en bog om andres indskrænkede liv, harcelere over vores jagt på det perfekte – og så føje spot til skade ved at smække en storbarmet side 9 pige i Scarlett Johanneson trusser på forsiden. Og så bare krydse fingre for, at den bliver en bestseller.

Når drenge trumfer feminismen

17 sep

I aften skulle jeg have været feminist. Ikke rødglødende, ikke med lilla ble, ikke med tunge tasker, der dinglede under min udvaskede Nørgaard-bluse. Næ, jeg skulle være sådan en belæst og velmenende én af slagsen, der både kan lide mænd og negelak, og som ikke ønsker mig ensretning, bare fordi jeg holder af konceptet ligestilling. Jeg skulle have set Caitlin Moran, og jeg havde glædet mig. Ikke fordi jeg er enig i alle hendes synspunkter (mere om det i et kommende indlæg), men mest fordi jeg elsker en debattør, der tør give en del af sig selv til sine læsere. For det er meget svært at angribe en person, der ikke generaliserer grusomt eller dækker sig ind under et partiprogram/ en religiøs overbevisning/ en LCHF-kur, men som bare reflekterer begavet over personlige oplevelser.

Men verden ville noget andet. Min lille verden, der rummer to drenge, der godt kan sætte bremserne i, når deres mor glemmer at gøre det. Jeg blev kaldt hjem. Ikke hjerteskærende hulkende, hysterisk råbende eller manipulerende nuttet. Bare sådan helt kontant: “Mor, nu savner jeg dig”. Jeg har nemlig været for meget væk. Og alverdens løfter om chokoladekiks, løveleg og kvalitetstid ad libitum i en fjern galakse kaldet ‘weekend’ kan ikke ændre på det. Jeg er heldig, Nogen savner mig. Og de falder mig i armene, når jeg kommer hjem, og aner slet ikke at de krammer en feministisk karrierekvinde med slagside til pladder-humanismen. De synes bare, at jeg ligner deres mor.

Om at være stolt

27 aug

Det er så lang tid siden, at jeg har blogget, at bloggen har glemt mit password, computeren har glemt min URL, og jeg har næsten selv glemt, hvorfor jeg gør det. Er det for at skabe debat, få afløb for en indre ekshibitionist eller blot for at møde virtuelle åndsfæller? Eller for at læsse af på tanker eller fylde på med meninger, der oftest dannes mest kraftigt, når ord rammer hvide sider, og tastaturet spiller under fingrene.

I dag blogger jeg fordi, jeg er stolt. Stolt af, at min mand har klaret hjemmefronten, mens jeg har klaret alt det, mit job og mine ambtioner krævede. Stolt fordi mine drenge trives, selvom de indimellem ikke bliver budt den hverdag, jeg foretrækker for dem (og her har jeg ammunition til mange indlæg om min bekymring over nomeringer, og min vrede over de meget lidt gennemtænkte udflytter-børnehaver).

Og så er jeg stolt af, at vi som familie er ved at lande et godt sted midt i mellem guldstøv, læbestifter, karklude og sygedage. Og af at min ældste dreng kigger på mig med store øjne og siger ” Mor, nu skal du bare se løjer”, hver gang han har opdaget et nyt talent hos sig selv. Og stolt af min lille fyr, der med krum hals har kæmpet imod den ene ulidelige børnesygdom efter den anden de sidste mange uger, men stadig urokkeligt insisterer på at være en rund og glad entertainer, der fylder vores hus med lykkelige hvin og voldsomme kys.

Og så er jeg stolt af et samarbejde, jeg har lavet med en af mine yndlingsbloggere, Emily Salomon, og min professionelle ‘darling’ Essie.  Se med her !

 

Status fra sommerlandet

13 jul

Sommeren er ikke blevet helt, som jeg regnede med. Den er blevet bedre. Jeg troede ikke helt på, at vi kunne geare ned, slappe af og glemme alt det, vi mente, der var vigtigt. Og kloge af erfaring, prøver vi at holde kalenderen ledig til spontane aftaler, men selv spontaniteten, kan vi ikke forpligte os til. For sommeren kræver selskabelighed, gæstgiveri, middage, venner og en grill, der hele tiden syder med pølser og et eller andet, der pakket ind i folie og spækket med krydderurter og hvidløg. Og vi har gæster på den voksne måde, hvor kvinderne er iført smukke kjoler der ikke strammer, mændene stråhat,shorts og skægstubbe og børnenes hår skinner kridhvidt mens maverne strutter af for mange kirsebær og sodavandsis. Og vi drikker stadig vin og ryger cigaretter, men med mådehold og kun til midnat. For vi forvandles ikke til græskar dagen derpå, men til ramte forældre, der med et skuldertræk konstaterer, at vi ikke kan feste som i gamle dage. Og det er ok. Vildskab er noget de andre har. På Roskilde. Og på instagram. Vi har souvenirs der skal skabes, dufte der skal huskes, en ble der skal smides og en barndom, der skal gødes.

Sommerstemning

22 jun

Det bedste ved sommeren er ikke hyldeblomstsaft, kølig hvidvin, grillpølser, fjordrejer, jordbær eller koldskål. Det er heller ikke kjoler i Liberty print, sandaler i kernelæder, hvide bikinier eller accessories med neon-detaljer. Og det er faktisk heller ikke at danse foran Orange Scene,  sove lur til lyden af bølgeskvulp, at sidde bag på kærestens cykel på vej hjem fra Musik i lejet eller at hoppe i vandet efter en løbetur på stranden. Det bedste ved sommeren er, at vi er fælles om at glæde os til præcis de samme ting. Sommeren er ligeså hellig og rituel som julen.  Det elsker jeg.

Vi skal gøre tingene på samme måde (og i samme langsomme tempo), som sidste år. Og præcis derfor bliver ingen somre ens. For når ritualerne er de samme, kan vi netop få øje på forskellene fra de tidligere år. At vi pludselig har to store børn i stedet for en amme-baby og tumling. At vores flok af nære venner er vokset eller har forgrenet sig til legekammeraters forældre, bedste venners nye kærester, forældrenes livskloge slægtninge og naboens troløse kat.

Sommeren er her nu og ferien er rundt om hjørnet. Jeg glæder mig fuldstændig ligesom alle jer andre.

Om ikke at løbe

19 maj

Hvert år ved maraton-tid plejer jeg at skrive et indlæg om at løbe. Jeg fremhæver altid, at man aldrig fortryder en løbetur, at løb ikke kun er træning for kroppen men også for hovedet, og at et maraton er et maraton – uanset om det løbes på to og en halv time eller på seks.

Men jeg har vist glemt at skrive, hvornår man ikke skal løbe. Det burde være selvindlysende, men det er det langt fra. Du skal naturligvis ikke løbe, hvis du er skadet, ikke har trænet eller er syg på maratondagen. Men der er endnu en grund, der er lige så vigtig men knap så accepteret blandt os, der er blevet hooked på endorfin-rus, duften af våd asfalt, syntetisk energi-drik i skrappe farver og timevis af monotone afsæt i vores yndlings air/free/gel/zoom/boost-sko. Du skal aldrig løbe maraton, hvis det går ud over din familie.

Inden jeg selv fik børn, trawlede min man og jeg igennem Runner’s World, I Form og Marathon-avisen for at blive inspireret til vores kommende bedrifter i løbesko. For hvad man ikke ved inden man har løbet sit første maraton er, at mere oftest vil have mere. Vi havde knapt krydset målstregen i Berlin, før vi undersøgte, hvordan vi fik startnummer i New York.

I Marathon-avisen blev en dansker fremhævet som et lysende eksempel på en dedikeret atlet, der var gået fra at være simpel motionist til benhård maraton-mand. Omtalte løber havde på et enkelt år løbet 100 maraton. Og det var kun begyndelse, skrev journalisten begejstret. Han skulle nemlig løbe mange flere, hurtigere og sikkert også længere. Jeg læste glubsk om denne ’running wonderboy’. Hvordan gjorde han det? Artiklen fremhævede det som en særlig dyd, at manden var så dedikeret og stålsat: når han satte sig et mål, blev det nået – koste hvad det vil. Hans akilleshæl var svær at finde, men så læste jeg den lille faktaboks, der i mine øjne satte hans meritter i et kedeligt lys. Samme år, hvor han havde gennemført sine mange maratonløb samtidig med at han havde passet fuldtidsjob og karrieredrømme, var han blevet skilt. Fra kone og tre børn. Måske en Superman men åbenbart ikke superfar eller første elsker.

Jeg tror ikke, at der er 100 maratonløb gemt i mine løbesko. Men jeg tror, at der er flere end de 10 jeg har løbet indtil videre. I dag skulle jeg have løbet mit 11. maraton. Hverdagen kom i vejen. Nyt job, der har krævet mange timer væk fra min familie, syge børn der har krævet langt mere omsorg end en enkelt forældre kan stå for, og en pinseferie, der krævede tid til at hoppe på trampolin, lave vandkamp og spise pizza frem for at løbe Københavns gader tynde og drikke Powerade.

Der er kun én ting man fortryder mere end undlade en løbetur – og det er at løbe den, hvis hjertet ikke er med.

%d bloggers like this: