Tag Archives: barsel

Om tidlige morgener og vemodige minder

27 nov

Sidste år på denne tid havde jeg en lille baby. Der var mor-syg, blød og blid. Og vågen. Klokken 5. Hver morgen. Jeg var på barsel, og jeg nød det endnu mere, end jeg har indrømmet overfor mig selv. At være på nogens mor på fuld tid. Men når det er så tidligt om morgenen, at det mere minder om nat, er babyliv og moderfølelser knap så romantiske. Særligt fordi hjemmet skulle holdes tyst, så storebror ikke vågnede træt og morgengnaven.

En morgen gjorde jeg det eneste, jeg kan finde ud af at gøre i søvne. Jeg tog løbetøj, løbesko, reflekser og pandebånd på. Og jeg pakkede den lille morgenfriske baby i et overdådigt mismask af rulam, goretex, fleece, uld og hvad der ellers kunne holde ham varm. Og så løb vi. Under en frostklar stjernehimmel omkring søerne, hvor nogen stavrede hjem fra byen, andre var på vej ud på avisruten, men de fleste – langt de fleste – holdt sig fra gaden og gassede sig i deres seng. 

Som jeg løb der med min pludrende løbemakker, tænkte jeg bestemt ikke, at netop dette minde ville jeg tænke tilbage på med vemod. Jeg tænkte snarere på, hvornår denne søvnfase mon ændrede sig; hvad der mon ventede os om en uge, en måned, et år; og så tænkte jeg på den kaffe, der ventede på mig, når jeg kom hjem.

Nu savner jeg de morgener. Jeg er stadig oppe ved fem-tiden, men nu sover resten af min familie (for det meste) videre. Og jeg er alene ude på mine frostklare og nattesorte morgenture. Og jeg savner min lille-bitte løbemakker, der nu er en stor, flot fyr  – som hverken er morsyg eller blid længere. Den fase må han gerne vende tilbage til.

Nye tider

21 mar

Jeg er ikke grebet af vemod, men en vis sentimental eftertænksomhed kan jeg ikke undslå mig. For den unge mor, der kigger op fra billederne af min førstefødtes første dage i denne verden, er nu en garvet småbørnsmor, der prøver at jonglere rundt med det hele, og få det til at se let ud.

Er det så det – let altså? Både ja og nej. Det er virkeligt let at lade sig begejstre lige pludselig. Over meget små ting. Og her tænker jeg i kategorien: gå på toilettet uden baby på armen, drikke kaffe uden afbrydelser og have stiletter på igen. Hver dag. Men endnu lettere at begejstres over tiden ved puslebordet (!), der pludselig er mere intimitet end rutine, fordi mine to små babyer (der slet ikke er så små), ikke er mine i mange af dagens vigtige timer. At være glad for morgenmadskaos med grød på gulvet og vaskeklude i luften. Og svært fordi jeg har lyst til at begrave mig i hvert eneste område af mit spritnye, glimmerfyldte job og samtidig ikke vil gå glip af Legotårn, første skridt eller vigtig litteratur som ” Mimbo Jimbo laver kunst” og ” Da lille Madsens hus blæste væk”.

”Så var det så virkelig den barsel”, siger mange med skælmske og flere med mistroiske smil. Ja. For mig i hvert fald. For jeg kan sagtens sukke længselsfuldt, når jeg ser lange rækker af barnevogne foran Ipsen & Co eller overhører mødre, der omtaler Naan mikstur og Aldi bleer på samme vis, som de tidligere talte om Louboutin og  Balenciaga. Som livsnødvendigheder. Men jeg har fået to perfekte mennesker ind i mit liv – og jeg skylder dem en mor, der både er nærværende sammen med dem, men også har en identitet uden dem. Og hende skal jeg være. Hellere overskud til to end underskud til tre. Det er mit mantra – og det må gerne lånes af andre, der ligesom mig helst vil det hele.

Store drenge, lille mor

19 feb

Igår blev min lille dreng stor. Eller så stor som man nu kan være, når man er 10 mdr. Og jeg blev for anden gang inden for alt for kort tid mindet om hvor lille jeg er. Lille forstået som I ‘betydningsfuld’.

Min baby startede i vuggestue og kan dermed definitivt godt undvære sin mor i længere tid af gangen. Eller det har vi i hvert fald besluttet for ham, at han skal kunne, for voksenliv og virkelighed venter på hans mor; hverdag og nye venner venter på ham.

Klicheerne står i kø, når jeg skal beskrive min post-partum-barsels-traume. ’Det går alt for stærkt’,  ’Hvor blev tiden af?’, ’Hvorfor vokser de så hurtigt?’. Jeg har hørt mig selv og alle mødre omkring mig sige det hundredevis af gange før. Og jeg vidste det ville komme igen – men jeg havde glemt hvor monumental følelsen af ambivalens er. For jeg kan sagtens huske en overhed sommerdag i Sydfrankrig, hvor jeg bannede ammeindlæg, svedende baby og boblende maveskind (mit) langt væk. Hvor jeg havde lyst til at være chik fransk kvinde, der sippede perlende rosé og spiste oliven med sin rige elsker i en stram Jackie-O-ish kjole; ikke en dansk mor med udvoksning, svulmende f-skål, gylp på kjolen og stofble over skulderen. Og jeg husker også det lille rush jeg fik midt i  bleskift og barnevogns-trilleri, når der var bud efter mig til en skriveopgave eller et strategioplæg. Det var da lidt lækkert, at være ’in demand’.

Og så blev jeg igen rystet ud af den momentane selvoptagelse, når en baby var morgensur, puttesyg, feberhed eller kluk-leende over opdagelsen af egne fødder. Og jeg blev mindet om hvem min arbejdsgiver pt. er. En lille kæk mand, der aflønner i snaskede kys og bløde kram. Som giver ros med øjnene og holder MU-samtale kl.5 om morgenen i en-stavelses-lyde. Og det gav mening. Og det giver mening. Og klumpen i halsen melder sig, selvom indkøring kører, kolleger er søde til at skrive, at de glæder sig til jeg kommer tilbage, og tanken om, at drikke kaffen mens den er varm og gå på toilettet, når jeg vil, er besnærende. For jeg ved jo godt, at tiden ikke kommer igen, at drengene er til låns, og at deres mor ikke er centrum i deres liv mere. Måske vi skulle flytte til Italien?    

Om at være ‘åh’

29 okt

Begrebet blev defineret på Meyers Deli. Af min mand. Mens vi var relativt nygifte men allerede godt sammentømrede i værdifællesskabet og fordomskabinettet. Vi så en kvinde, der kunne beskrives med ét udtryk. Hun var ‘åh’. I kender typen: Blå Nørgaard undertrøje, 3-lags deller, søvn i øjnene og fuglereder i håret. Hun er på barsel, er hun. Med barn nummer to. Så hun behøver ikke længere at amme i diskretion (hele København har allerede set hendes bryster), hun behøver ikke at tage sig tid til at tage et bad og hun har i den grad ret til at fylde minimum seks cafépladser med rangler, pikpak, grød, bleer, pusletaske og slumretæppe. Hendes mand er hevet med i dagens anledning. Han skal hjælpe med ‘den store’, når nu de er ude at spise lørdagsbrunch. Han er en smalskuldret, undseelig mand, tyndslidt trøje og nerver. Træt fordi han var oppe at sympati-amme i nat, og tog storesøster, da hun vågnede 5:20 (og altså før Ramasjang) og befalede at få både Cheerios, Cirkeline, en sang og en dans. NU.

Hun var ‘åh’, den mor på caféen, syntes vi. Vi himlede sammensvorent og bekræftede hinanden i  at ‘åh’, det var vi i hvert fald ikke!

Siden har vi opdaget, at man kan være ‘åh’ på mange måder:

Der er den ‘Hatte-åh’. I ved, dem der har i ført sig en stor Suzanne Brøgger turban/en Janis Joplin filthat/ en Karen Blixen stråhat eller (som den seneste gren af hatte-åh) en kasket fra Kenzo. Det er dem, hvor hatten kommer med dem og ikke omvendt. Den ligner et stykke kostume ikke en integreret del af en stilsikker garderobe.

Mange af dem der finder på at være ‘Hatte-åh’ kan også tilskrives kategorien ‘Mode-åh’. Det er dem, der pludselig ifører sig skulderpuder og stonewash fordi modehjulet nu er drejet i 80’ernes retning. Eller pludselig mener at Dr. Martens og en sweatshirt med 90210 trykt på maven er indbegrebet af lækkerhed – for de er hypernostalgisk med på moden og 90’erne skal ukritisk genopdages.

Man kan også være ‘Vin-åh’. Den type sniger sig altid ind til et eller andet selskab, du deltager i. Deres næser er særligt lange, så de kan stikkes dybt ned i (Spiegelau) vinglasset og få hele ‘bouquet’en’ med. De smider om sig med udtryk som ‘vignerons i 8. generation’, ‘en distinkt smag af kul, tobak … og er det sveskeblomme?’, ‘herlig fadlagring – med en meget afstemt eg’. Og så gurgler de gerne mund i det, vi andre bare drikker, mens de med sikker hånd svinger rundt med glasset for at optimere ‘iltningen’.

De ‘Kunst-åh’-typer kan opleves i flere afskygninger. På Louisiana holder særligt den ældre generation af Kunst-åh til. Kvinder med store sjaler, sølvringe med rav og onyx, sko fra Bruno og Joel og gevandter fra Rigetta Klindt. Deres mænd er iført Arnoldi briller, violinist hår og kører Citroën. Den yngre generation af Kunst-åh kan bl.a. opleves på Charlottenborg. Mændene er tynde, har fuldskæg og er iført sort tøj. Kvinderne er også tynde, har fuldskæg, make up-fri og bh-løse, iført fodformede sko og tøj der er ‘vintage’… eller i hvert fald forvasket.

Men nu kan jeg til min gru konstatere: jeg er selv blevet ‘åh!’. Og endda på flere planer sikkert, men det plan jeg selv er mest bevidst om er, at jeg er blevet ‘mor-åh’. Jeg diskuterer pludselig pædagogisk linjer, selvværdsstrategier, normeringer, termotøj vs. flyverdragt og hvilke lagersalg, der er værd at besøge. Jeg bruger både gummistøvler og cykelhjelm; jeg bliver decideret harm, når jeg ser pædagoger, der ryger mens de holder et barn i hånden i parken; og jeg bliver indigneret, når cafeer udviser ammende kvinder, og vordende fædre højlydt proklamerer at de ikke vil deltage i deres eget barns fødsel. Er jeg blevet klogere eller er jeg flyttet ind i min egen fordom? Jeg ved det ikke. Men ’åh’ det er jeg er i hvert fald.

%d bloggers like this: