Nye tider og nyt domæne

Dette bliver mine sidste post. På dette domæne. Navnet på min blog, passer ikke længere til mig eller til den. Det er svungent, fint og fransk, men nu rykker jeg videre til noget nemmere, mere læsevenligt og ja, mindre anonymt.

Dygtige Emma er i skrivende stund ved at hjælpe mig med, at realisere min nye blog profil. Emma er en af hverdagens heltinder, der knokler på med job, rejser, en succesfuld blog og samtidig er en loyal veninde, fantastisk søster og en meget pålidelig babysitter for sin niece og nevø. Og hun klarer det hele iført pencil skirts, skarpe stiletter og snorlige eyeliner. Jeg beundrer Emma, fordi hun er den mest feminine og festlige it-nørd, jeg kender. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun vil tage mig i hånden og gøre ‘wordpress for dummies’ mere hyggeligt og mindre frustrerende, end jeg havde frygtet.

Næste post fra min hånd, vil du kunne læse på mit spritnye domæne: sinessider.dk… og vi har flottet os – er du mere til .com, befinder jeg mig også der. 

Tak fordi I har læst med her… jeg håber I vil følge med mig over til mit nye ‘hjem’.

Om at være stolt

Det er så lang tid siden, at jeg har blogget, at bloggen har glemt mit password, computeren har glemt min URL, og jeg har næsten selv glemt, hvorfor jeg gør det. Er det for at skabe debat, få afløb for en indre ekshibitionist eller blot for at møde virtuelle åndsfæller? Eller for at læsse af på tanker eller fylde på med meninger, der oftest dannes mest kraftigt, når ord rammer hvide sider, og tastaturet spiller under fingrene.

I dag blogger jeg fordi, jeg er stolt. Stolt af, at min mand har klaret hjemmefronten, mens jeg har klaret alt det, mit job og mine ambtioner krævede. Stolt fordi mine drenge trives, selvom de indimellem ikke bliver budt den hverdag, jeg foretrækker for dem (og her har jeg ammunition til mange indlæg om min bekymring over nomeringer, og min vrede over de meget lidt gennemtænkte udflytter-børnehaver).

Og så er jeg stolt af, at vi som familie er ved at lande et godt sted midt i mellem guldstøv, læbestifter, karklude og sygedage. Og af at min ældste dreng kigger på mig med store øjne og siger ” Mor, nu skal du bare se løjer”, hver gang han har opdaget et nyt talent hos sig selv. Og stolt af min lille fyr, der med krum hals har kæmpet imod den ene ulidelige børnesygdom efter den anden de sidste mange uger, men stadig urokkeligt insisterer på at være en rund og glad entertainer, der fylder vores hus med lykkelige hvin og voldsomme kys.

Og så er jeg stolt af et samarbejde, jeg har lavet med en af mine yndlingsbloggere, Emily Salomon, og min professionelle ‘darling’ Essie.  Se med her !

 

Om ikke at løbe

Hvert år ved maraton-tid plejer jeg at skrive et indlæg om at løbe. Jeg fremhæver altid, at man aldrig fortryder en løbetur, at løb ikke kun er træning for kroppen men også for hovedet, og at et maraton er et maraton – uanset om det løbes på to og en halv time eller på seks.

Men jeg har vist glemt at skrive, hvornår man ikke skal løbe. Det burde være selvindlysende, men det er det langt fra. Du skal naturligvis ikke løbe, hvis du er skadet, ikke har trænet eller er syg på maratondagen. Men der er endnu en grund, der er lige så vigtig men knap så accepteret blandt os, der er blevet hooked på endorfin-rus, duften af våd asfalt, syntetisk energi-drik i skrappe farver og timevis af monotone afsæt i vores yndlings air/free/gel/zoom/boost-sko. Du skal aldrig løbe maraton, hvis det går ud over din familie.

Inden jeg selv fik børn, trawlede min man og jeg igennem Runner’s World, I Form og Marathon-avisen for at blive inspireret til vores kommende bedrifter i løbesko. For hvad man ikke ved inden man har løbet sit første maraton er, at mere oftest vil have mere. Vi havde knapt krydset målstregen i Berlin, før vi undersøgte, hvordan vi fik startnummer i New York.

I Marathon-avisen blev en dansker fremhævet som et lysende eksempel på en dedikeret atlet, der var gået fra at være simpel motionist til benhård maraton-mand. Omtalte løber havde på et enkelt år løbet 100 maraton. Og det var kun begyndelse, skrev journalisten begejstret. Han skulle nemlig løbe mange flere, hurtigere og sikkert også længere. Jeg læste glubsk om denne ’running wonderboy’. Hvordan gjorde han det? Artiklen fremhævede det som en særlig dyd, at manden var så dedikeret og stålsat: når han satte sig et mål, blev det nået – koste hvad det vil. Hans akilleshæl var svær at finde, men så læste jeg den lille faktaboks, der i mine øjne satte hans meritter i et kedeligt lys. Samme år, hvor han havde gennemført sine mange maratonløb samtidig med at han havde passet fuldtidsjob og karrieredrømme, var han blevet skilt. Fra kone og tre børn. Måske en Superman men åbenbart ikke superfar eller første elsker.

Jeg tror ikke, at der er 100 maratonløb gemt i mine løbesko. Men jeg tror, at der er flere end de 10 jeg har løbet indtil videre. I dag skulle jeg have løbet mit 11. maraton. Hverdagen kom i vejen. Nyt job, der har krævet mange timer væk fra min familie, syge børn der har krævet langt mere omsorg end en enkelt forældre kan stå for, og en pinseferie, der krævede tid til at hoppe på trampolin, lave vandkamp og spise pizza frem for at løbe Københavns gader tynde og drikke Powerade.

Der er kun én ting man fortryder mere end undlade en løbetur – og det er at løbe den, hvis hjertet ikke er med.

Nye tider

Jeg er ikke grebet af vemod, men en vis sentimental eftertænksomhed kan jeg ikke undslå mig. For den unge mor, der kigger op fra billederne af min førstefødtes første dage i denne verden, er nu en garvet småbørnsmor, der prøver at jonglere rundt med det hele, og få det til at se let ud.

Er det så det – let altså? Både ja og nej. Det er virkeligt let at lade sig begejstre lige pludselig. Over meget små ting. Og her tænker jeg i kategorien: gå på toilettet uden baby på armen, drikke kaffe uden afbrydelser og have stiletter på igen. Hver dag. Men endnu lettere at begejstres over tiden ved puslebordet (!), der pludselig er mere intimitet end rutine, fordi mine to små babyer (der slet ikke er så små), ikke er mine i mange af dagens vigtige timer. At være glad for morgenmadskaos med grød på gulvet og vaskeklude i luften. Og svært fordi jeg har lyst til at begrave mig i hvert eneste område af mit spritnye, glimmerfyldte job og samtidig ikke vil gå glip af Legotårn, første skridt eller vigtig litteratur som ” Mimbo Jimbo laver kunst” og ” Da lille Madsens hus blæste væk”.

”Så var det så virkelig den barsel”, siger mange med skælmske og flere med mistroiske smil. Ja. For mig i hvert fald. For jeg kan sagtens sukke længselsfuldt, når jeg ser lange rækker af barnevogne foran Ipsen & Co eller overhører mødre, der omtaler Naan mikstur og Aldi bleer på samme vis, som de tidligere talte om Louboutin og  Balenciaga. Som livsnødvendigheder. Men jeg har fået to perfekte mennesker ind i mit liv – og jeg skylder dem en mor, der både er nærværende sammen med dem, men også har en identitet uden dem. Og hende skal jeg være. Hellere overskud til to end underskud til tre. Det er mit mantra – og det må gerne lånes af andre, der ligesom mig helst vil det hele.