Brød er udskældt. Vi må ikke spise det – ikke for meget i hvert fald – og i tilfælde af, at vi drister os ind i lagkagehuset og køber et müslibrød med-det-hele, skal vi i hvert fald tilstå, at vi har syndet. Helst offentligt eller i hvert fald til de tre nærmeste veninder. På instagram kan jeg følge pæne kendisser, der bliver tynde og senede, fordi de har forsaget alt fra tebirkes til håndværkere. Og de savner slet ikke brødet. Siger de.
Jeg er hverken meget tynd eller meget langlemmet. Højden kan jeg med god rimelighed tilskrive generne, men hvad med topmaven og de runde kinder. Er det brødets skyld? Jeg ved det ikke. Men jeg ved i hvert fald, at brød i min bog aldrig kan blive beskyldt for at være en last.
Mit brød er mættet med minder. Da jeg var lille holdt min far kæmpe bage-seancer i køkkenet, der frembragte surdejsrugbrød der duftede lidt af nisseøl, kærnemælks-brød med sirlige fletninger på toppen og imposante sigtebrød, der helst skulle spise friske med ’rund ost’ – flødehavarti var nemlig også helt stueren dengang midt i firserne.
I folkeskolen duftede eftermiddagene af krydderboller med smeltet smør eller flødeost. Og aftensnacken i Maries kunstneriske hippie-hjem var ristet rugbrød med Klovborg ost og hindbær syltetøj. Da jeg som 18-årig på ubehjælpsomt gymnasiefransk skulle begå mig et halvt år i Avignon, var det bageren, jeg lettest kommunikerede med. Jeg bad om et ’baguette a l’ancienne, s’il vous plaît’ hver dag på vej hjem fra ’Formation Continue’. Han smilede bredt af min tykke accent, men gav mig altid et af de nybagte, lune brød på risten fremfor de kolde på hylden.
På kollegiet vandt jeg min nabos hjerte med hjemmebag. Hun var en ’cool chic’, der brugte stiletter som sutsko, læste medievidenskab og argumenterede højlydt for menneskehedens ret til reality tv, kvinders ret til frimodighed og vores lille fællesskabs ret til opmærksomhed. Jeg elskede hende. Og bagte boller og rettede dem an på bakker med te og frugt. Og så så vi Twin Peaks og Truffaut og Sex and The City og Big Brother. Og vi byttede tøj og hemmeligheder – og masser af brød. Hun købte bage-blandinger, solsikkekerner og kaldte mig Sine-mor.
Da jeg flyttede til Paris havde vi ikke en rigtig ovn. Men jeg lærte at grillet, daggammelt brød er allerbedst til Chèvre Chaud. Så det spiste min roomie og jeg meget af. Vi spiste også endnu mere baguette – særligt fredag og lørdag hvor rødvin og cigaretter var givet fri ,og vi spillede backgammon som gjaldt det livet.
Jeg har insisteret på at bage mig igennem mit ægteskab og mine to barsler. I 30 graders hedebølge og ved midnatstid hvis vi mangler til næste morgen. Når andre mediterer eller er ’mindfull’ i et andet nu, så finder jeg dejtruget frem. Jeg bliver nok aldrig mynde-tynd med alt det brød, jeg insisterer på at bevare i mit liv. Men jeg ville være aldeles ulykkelig uden.
Vouloir C'est Pouvoir 
Word! Elsker også brød. Og skumfiduser. Og rødvin. Og en lejlighedsvis smøg. Og at købe sko jeg måske ikke har brug for på en tur til legepladsen. Og alt muligt andet der er dømt “syndigt” – og jeg er bange for at alt den dømmes ude og al den syndsforladelse man skal bede om er en del af en eller anden omfattende selvcensur. Noget med at kontrol er godt og selvkontrol er bedre? Og jeg er ikke fan.
Og jeg mener dømmen ude…
Jeg holder også krampagtigt fast i min kærlighed til brød. Også det lyse. Jeg er træt ind til benet af alt det man ikke må længere. Vi bliver så korrekte, at vi ikke er til at holde ud efterhånden, så frem med brødet, den gode vin og skumfiduserne!