Bekendelser fra en brød-elsker

Brød er udskældt. Vi må ikke spise det – ikke for meget i hvert fald – og i tilfælde af, at vi drister os ind i lagkagehuset og køber et müslibrød med-det-hele, skal vi i hvert fald tilstå, at vi har syndet. Helst offentligt eller i hvert fald til de tre nærmeste veninder. På instagram kan jeg følge pæne kendisser, der bliver tynde og senede, fordi de har forsaget alt fra tebirkes til håndværkere. Og de savner slet ikke brødet. Siger de.

Jeg er hverken meget tynd eller meget langlemmet. Højden kan jeg med god rimelighed tilskrive generne, men hvad med topmaven og de runde kinder. Er det brødets skyld? Jeg ved det ikke. Men jeg ved i hvert fald, at brød i min bog aldrig kan blive beskyldt for at være en last.

Mit brød er mættet med minder. Da jeg var lille holdt min far kæmpe bage-seancer i køkkenet, der frembragte surdejsrugbrød der duftede lidt af nisseøl, kærnemælks-brød med sirlige fletninger på toppen og imposante sigtebrød, der helst skulle spise friske med ’rund ost’ – flødehavarti var nemlig også helt stueren dengang midt i firserne.

I folkeskolen duftede eftermiddagene af krydderboller med smeltet smør eller flødeost. Og aftensnacken i Maries kunstneriske hippie-hjem var ristet rugbrød med Klovborg ost og hindbær syltetøj. Da jeg som 18-årig på ubehjælpsomt gymnasiefransk skulle begå mig et halvt år i Avignon, var det bageren, jeg lettest kommunikerede med. Jeg bad om et ’baguette a l’ancienne, s’il vous plaît’ hver dag på vej hjem fra ’Formation Continue’. Han smilede bredt af min tykke accent, men gav mig altid et af de nybagte, lune brød på risten fremfor de kolde på hylden.

På kollegiet vandt jeg min nabos hjerte med hjemmebag. Hun var en ’cool chic’, der brugte stiletter som sutsko, læste medievidenskab og argumenterede højlydt for menneskehedens ret til reality tv, kvinders ret til frimodighed og vores lille fællesskabs ret til opmærksomhed. Jeg elskede hende. Og bagte boller og rettede dem an på bakker med te og frugt. Og så så vi Twin Peaks og Truffaut og Sex and The City og Big Brother. Og vi byttede tøj og hemmeligheder – og masser af brød. Hun købte bage-blandinger, solsikkekerner og kaldte mig Sine-mor.

Da jeg flyttede til Paris havde vi ikke en rigtig ovn. Men jeg lærte at grillet, daggammelt brød er allerbedst til Chèvre Chaud. Så det spiste min roomie og jeg meget af. Vi spiste også endnu mere baguette – særligt fredag og lørdag hvor rødvin og cigaretter var givet fri ,og vi spillede backgammon som gjaldt det livet.

Jeg har insisteret på at bage mig igennem mit ægteskab og mine to barsler. I 30 graders hedebølge og ved midnatstid hvis vi mangler til næste morgen. Når andre mediterer eller er ’mindfull’ i et andet nu, så finder jeg dejtruget frem. Jeg bliver nok aldrig mynde-tynd med alt det brød, jeg insisterer på at bevare i mit liv. Men jeg ville være aldeles ulykkelig uden.

Status fra sommerlandet

Sommeren er ikke blevet helt, som jeg regnede med. Den er blevet bedre. Jeg troede ikke helt på, at vi kunne geare ned, slappe af og glemme alt det, vi mente, der var vigtigt. Og kloge af erfaring, prøver vi at holde kalenderen ledig til spontane aftaler, men selv spontaniteten, kan vi ikke forpligte os til. For sommeren kræver selskabelighed, gæstgiveri, middage, venner og en grill, der hele tiden syder med pølser og et eller andet, der pakket ind i folie og spækket med krydderurter og hvidløg. Og vi har gæster på den voksne måde, hvor kvinderne er iført smukke kjoler der ikke strammer, mændene stråhat,shorts og skægstubbe og børnenes hår skinner kridhvidt mens maverne strutter af for mange kirsebær og sodavandsis. Og vi drikker stadig vin og ryger cigaretter, men med mådehold og kun til midnat. For vi forvandles ikke til græskar dagen derpå, men til ramte forældre, der med et skuldertræk konstaterer, at vi ikke kan feste som i gamle dage. Og det er ok. Vildskab er noget de andre har. På Roskilde. Og på instagram. Vi har souvenirs der skal skabes, dufte der skal huskes, en ble der skal smides og en barndom, der skal gødes.

Hair heaven

Jeg er ikke fan af at vaske hår. På nogen måde. Da jeg var barn var det sjovt, for der sad jeg i badekarret med min storebror, og min far var “hårvaskningsrobot”. Vi fik skummet håret op i Respons shampoo, der i følge reklamen havde noget med Nektar at gøre, og bagefter vaskede min far det ud med mekaniske lyde og AI-gestik.

Siden er det kun gået ned af bakke. Mit hår har naturlige fald og er egentligt aller pænest, når jeg lader det være i fred. Ingen saks, ingen hårbørste, ingen hårtørrer – og for guds skyld ingen hårkur. Når det er for rent, bliver det for pænt (læs: umedgørligt), og jeg ligner mere mig selv i 4. klasse, end den kvindelige autoritet, jeg prøver at være i et hjem fyldt med mænd.

Men der er sket noget. Jeg har mødt Hair Expertise. Jeg hyper sjældent produkter her på bloggen, men når de er så gode, at de gør et B menneske med bong-hår til A menneske med godt garn, fortjener det ord. L’Oréal Paris har lanceret en ny serie, der forhandles eksklusivt i Matas og som er bedre end de fleste hårprodukter selv en frisør disker op med. De er uden sulfater, de dufter rart af botaniske olier, og så efterlader de mit hår, som jeg bedst kan lide det: næret uden at være mæt, rent uden at være (for) pænt.

Og en af jer derude får lov at prøve med! Skriv en kommentar nedenfor, så trækker jeg lod om et sæt shampoo, balsam og kur på søndag. 

Der er ikke noget ‘bare’ over makeup…

Da jeg i sin tid læste Litteraturvidenskab, blev der talt meget om sjæl , ånd, transcendens og andre fine ting. På dette studie var vi slet ikke i tvivl om at form altid skulle følge funktion, at indhold rangerede over indpakning, og at ord ikke bare måtte være pæne i sig selv, de skulle sige noget, der rakte udover deres umiddelbare fremtoning. Udseende var ikke fint, form var ikke ophøjet – og makeup var bestemt ikke noget der man brugte. Og så var der os. Det lille trekløver af en læsegruppe, der elskede at diskutere substans men også lystigt overgav os til glimmer, fremtoning, røde læber og kunstige øjenvipper. Det var helt i orden, at være et ’både-og’-menneske. De bifaldt, da jeg tog al min åndfuldhed kastede den ind i kosmetikbranchen. Her er der nemlig højt til loftet og plads til armbevægelser.

Siden jeg fik lov til at gå med makeup (jeg prøvede at snyde mig til det, fra jeg var 11 år, men fik først officielt lov, da jeg var 13), har jeg ikke gået en dag uden.  Jeg føler mig ganske enkelt mere nøgen uden mascara end med numsen bar. For nyligt talte jeg med en skøn kvinde, der lever af at gøre kvinder smukke med lige dele pailletter og pudder. Hun mente ganske enkelt ikke, at kvinder kan tillade sig at undlade at bruge make-up – det er vores ’panser’, som hun udtrykte det, og det gør os i stand til at nedlægge verden med et ’straight face’.

Helt så langt vil jeg måske ikke strække den. Men make-up har været et helt centralt element i mit liv, og jeg har nogle af mine fineste erindringer knyttet til æsker, krukker, tuber og flakoner. Min mor, der altid brugte gylden øjenskygge og mørkegrøn kôhl, da jeg var lille – og  Cliniques gule creme. Jeg stod op af badeværelsets radiator, og så hende rutineret iføre sig sit ansigts uniform. Når der var fest, og de voksne dansede til Tina Turners ’Private Dancer’, skruede hun måske op for læbestiftens kraft eller kindernes rødmen, men penselstrøgene over hendes høje kindben og flotte øjne var altid de samme. Jeg synes hun var endnu smukkere end de kvinder, hun fik at vide at hun lignede (Mia Farrow og ’Crystal Carrington’). Min (næsten) mormor brugte ikke meget makeup – men perlemorsfarvet neglelak og lyserød læbestift havde hun altid på. Og hun duftede af boller og lavendelsæbe og var helt, som jeg ønskede hende. Og min bedste venindes mor, der altid havde pumps på fra Bruno Joel og gevandter fra Nørgaard på Strøget,  brugte isblå Isadora øjenskygge og en kobolt blå mascara fra Lancôme – jeg syntes hun var  kunstnerisk og eventyrlig.

Make-up er i dag noget jeg arbejder med hver eneste dag. Og selvom nogen ville mene det modsatte, så må jeg erklære: magien forsvinder ikke! Jeg bliver dagligt begejstret over at  Essie har kreeret en ny, smuk  kollektion af skønne neglelakker eller L’Oréal Paris har udtænkt en fool-proof creme, der både gør mig pænere og gladere.  For selvom det er de indre værdier der tæller, gør det ikke noget, at indpakningen også er i orden.